Gallows er tilbage og for andet år i streg er der udsolgt. I år har de udvidet med lidt flere bands – internationale sågar – men ellers er formatet det samme. Et lineup, der både rammer bredt, men som også har noget dybde, så horisonten kan udvides. Dét er sgu value for money.
Ligesom forrige år åbner Sort Søndag hele dagen og Jacob Trolle og Anders Bøtter formår at eksekvere “live optagelse af podcast afsnit”-dynamikken ret godt uden at det ender som en tilskuersport. På scenen bliver der hygget gevaldigt med Katla og en samtale om deres forestående turné med 1914 og om at skulle turnere med et band fra et land i krig. Der blev der spillet og snakket om “posthume” udgivelser fra At The Gates og den nye Split/Neckbreakker slåskamps-single. Alt i alt en rolig og hyggelig nok start.
På min årsliste hyldede jeg samarbejder, og for os, der kom for at se musikken, starter dagen med et af de fineste af slagsen – Demersal x Puke Wolf
På gulvet åbner med Andrew Davidson og Viktor Ravn i en hjerteskærende duet på ‘Bær’, mens Emil Aude Vegebergs dronende guitar messer i rummet.
Ligesom vi så med Eyes og Syl på Copenhell, smelter de to bands mere eller mindre sammen, når de på kryds og tværs understøtter hinandens lyduniverser, med kor, masser af rumklang og sårbarhed. Der bliver spillet på skift blandt begge bands’ nyeste udgivelser og Demersals eksplosive dynamik flyder godt med Puke Wolfs hypnotiserende, dronet post rock, møder sjæleudkrængende voksenscreamo – Og det er fandme ment med kærlighed. For det er ikke kun 16-årige med knuste hjerter og drømme om at flytte fra den fucking forstad, der musikalsk kan dolke en i hjertet. Voksne med børn, forhold, lån med variabel rente og moralske skrupler over pensionsinvesteringer, har i høj grad lige så meget på hjertet.
Mai Soon Young Øvlisen fra Meejah er med på ‘Flowers’ og forsikrer os om, at alting bliver godt igen, og for en stund tror man på, at det hele nok skal gå. Der skal gives kæmpe point for ikke bare at have violin som backing track, men at have violinist Sophia Larsdotter med på scenen til ‘Hyena Laugh’. Dagens første koncert bliver afsluttet med Demersals ‘Som Et Barn Mod Dit Bryst’, violin, dobbelt op på alle instrumenter og kuldegysninger.
Skal der endelig være lædervest, så skal der også være bar kas’ og hurtigbriller. Og det serverer Katla hellere end gerne med deres knallert-doom ovre på Randers Bibliotek.
Har man set Katla før ved man, at de er garanter for en tung slasker af en fest, og selv om jeg har set dem en del gange efterhånden, bliver jeg altid overrasket over hvor groovy, de er. Det kan godt være at det er noget djævlerock, men det er sgu mere hyggeligt, end det er skræmmende. Og det er jeg faktisk ret tilfreds med. Rasmus Bangs vokal lyder brutal og isnende, mens Theis Thorgersens dybe røst flyder sammen med hans bas og understreger, at han er skabt i helvede. Marc Lennart Christensen står for de skærende riffs.
Alting runger, som var det en løs saddel på en Yamaha to-gear, men ruller tungt som en tank, og det er tydeligt, at Katla har en af de mest stabile lyde i dansk metal. Vi kommer gennem en blanding af afgivelser fra deres Czar-split ‘Overdozer’ til ‘Scandinavian Pain’, inden det hele slutter med ‘Dragonlord’ og moshpit.
Okay, det havde allerede været en lang dag, og for undertegnede faldt Wolfhead på Underværket sammen med, at der skulle findes noget at spise, så det var ikke det hele, der blev set. Ak.
Wolfhead lyder som et uægte barn af Judas Priest, Metallica og Eurovision. Var det hårdt sagt? Vi snakker tre voldsomt dygtige instanser, men ikke alle, der rører mig personligt, og så virker det som, at de er vokset op med Red Warszawa og animemusikvideoer og det ønsker jeg dem alt held og lykke med.
Tilbage på biblioteket er dagens første eksotiske indskud Krapyl og deres proggy/rocky black. De starter lidt tørre og meget trve black på scenen, men nerverne skal nok lige spilles væk, og kort inde i sættet er der en jovial spilleglæde som sjældent ses i svart metall. Naturligvis iført læderbukser.
Melodierne kommer fra røvballerocken, hvilket gør deres anden bølge-black mere dynamisk end den mere sørgmodige melodiske black vi kender. En blanding af Emperor og Kvelertak. Vi kan kalde det bodega-black. Lord Baards vokal, til trods for den unge alder, stinker langt væk af den norske tundra. Med et solidt greb i publikum holder deres party-black gang i pitten, hornene og crowdsurferne.
Jeg ved ikke hvordan jeg skal forklare Oxx, så jeg siger bare det samme som sidst, jeg så dem: “MC Escher-musik, hvor man ikke kan finde ud af hvad, der er op eller ned, men hvor alting på en eller anden måde hænger sammen”. Det er jazzy, mathy og allerhelvedes techy. Og sludgy. Og lidt dødsmetal. Der er ingen faste eller genkendelige takter. Det er den diametrale modsætning til Krapyl og deres gemytlige rytmik. Det her er kalkuleret, tungt og udfordrer hele tiden momentum – og dog, for der er hele tiden en fremgang i numrene trods de konstante, soniske afstikkere.
Der er en ringe lyd på Alex Bossens vokal, der drukner i hans egen guitar og den generelle lyd gør, at deres proggede sludge bliver mudret. Faktisk er det en hæmsko jeg har med teknisk og kompliceret musik: Det fungerer bedre på plade. Alle de lag, der er i musikken, forsvinder ned i en grå-brun lydmasse, hvor alting bare runger. På den forkerte måde. Det er pisse ærgerligt, for Oxx har mange fede ting i deres kakofoni.
Der skal være et kæmpe skud ud til Gallows og deres bookere, for Spøgelse er et fedt scoop. Vi snakker bajercore, hvor gashåndtaget næsten er i bund. For der skal være plads til melodier. Spøgelse er som hvis Motorhead spillede skatepunk og ikke havde dyppet snuden i speed, men bare havde nøjedes med at spille det.
Knytnæve-i-luften og skrål-med-musik. Hvis jeg nogensinde ender i et værtshusslagsmål, så vil jeg gerne have, at det er ‘Fight Fight Fight’ der bliver sat på jukeboksen. Og så skal jeg bede om flere bands, hvor alle har lårkorte shorts på – alle skal vise mere hud! Der er kæmpe karisma fra første anslået tone på ‘Blood On The Wheels’ og forsanger Felicia Strålin sørger for at der bliver tilsat nitrogen i det her gaderæs. Hvis Krapyl er bodegablack, er Spøgelse bodegapunk, for der er gang i gulvet fra start. Midt i al deres uhøjtidelige flabethed er der plads til opsange om at gøre verden til et bedre sted, kvindelig seksualitet og de misogyne ideer, der er fast forankret i moderne satanisme. Hele sættet er en lang jab-jab-uppercut kavalkade – ingen pause, kun gashåndtag.
Der er noget transhumanistisk over HIRAKI. Mennesket i maskinen, de digitale og syntetiske lyde, der bliver manipuleret af det kød og blod, der styrer knapperne. Tue Schmidt Rasmussen, der febrilsk fræser over gribebrættet eller Tim Frederiksen, der agerer trommemaskine. Menneskeligt og maskinelt. Og midt i al den digitale, kalkulerede, sawtooth-vektorlinjede lyd, sker det mest menneskelige. Der er bøvl med pedalerne. Menneskeheden kommer tilbage og måske bliver vi ikke allesammen erstattet af AI lige med det samme, for hvem skal så genstarte systemet og sætte kablerne i igen?
Jon Gotlevs dissonante synthflader, der nærmest bliver atmosfæriske og post-metalliske står i kontrast til hans hidsige og arrige vokal, der skærer igennem den digitale støj.
Andreas Isbrandt Løvenskjold og Mai Soon Young Øvlisen fra Meejah, joiner HIRAKI på scenen, badet i rødt lys. Ud fra de singler de to bands har udgivet sammen, lyder det rigtig meget som om, at de har formået at kombinere og løfte hinandens stærke sider på en autentisk måde, der blander Meejahs mere organiske atmosfære med HIRAKIs hæsblæsende mekaniske inferno, uden at nogen af dem mister fodfæste. Det hele bliver selvfølgelig afsluttet med væltede mikrofonstativer, sprængte strenge og en guitar på gulvet.
Efter en længere pause er det blevet tid til Smertegrænsens Toldere – overraskelsesnavnet, der blev offentliggjort et par dage før festivalen. Et solidt valg, som aldrig rigtigt skuffer og som altid hiver folk til. Og præcis som man kender dem, er der ingen hygge eller palaver. Det er ren og skær, aggressiv effektivitet. Det er velkendt voksenskældud, som din far ville ønske han kunne gøre det, og publikum er med på at få drag over nakken.
Normalt er det Mads Folmer fra Halshug, der sidder bag trommerne, men grundet sygdom har Tolderne på få timer skaffet og oplært Christian Davidsen fra St. Digue i at spille løftet-pegefinger-punk. Og hvis resten af bandet ikke havde påtalt det fra scenen, så havde ingen lagt mærke til, at han åbenbart fuckede rundt i det. For det virkede upåklageligt.
Efter et meget nøgternt og punket Tolder-setup, er belgiske Schizophrenia klar på at slå armene gevaldigt ud og vise hvad klokken har slået i 80’er-thrash/dødsmetal-land. Genren tro er der masser af karisma og energi udover scenekanten, og deres galopperende thrash har masser af bid i sig. Det er ret travl musik, og jeg vurderer, at vi er i et grænseland omkring Kreator og Pestilence. Der er i hvert fald rigeligt med Guitar Hero-halløj – heldigvis uden at det tager overhånd. Generelt er det bare solide riffs og buldrende trommer.
Forsanger Ricky Mandozzi er en hvirvelvind af energi og farer rundt på scenen, og bruger samtlige mikrofoner, mens hans stemme minder om en gal mand, der råber af månen. Den eneste ,der ikke er i konstant bevægelse, er trommeslager Lorenzo Vissols, hans bækkener hænger til gengæld absurd højt. Tænk John Stanier fra Helmet og Battles-højt. De har et fast greb i publikum og der er rigeligt med headbang, hvirvlende hår og læderjakker med fryns.
Det har været en lang dag – for nogle mere end andre. Viktor Ravn var første mand på scenen med Demersal og Puke Wolf. Nu får han lov at lukke den igen, som stand-in for Gustav Brønnum, der er ude og spille trommer for Skt. DeLarge. SYL har på en håndfuld år formået at spille sig ind i hjerterne på mange af os. Jeg har ikke tal på alle de gange, jeg har set dem. Fra små scener hvor vi var 25 mand (inklusiv bandet og opvarmningen) til deres tour de force på Copenhell sidste år sammen med Eyes. Og på en eller anden måde, har de altid været vildt professionelle. På Turbinen indtages scenen med en konfrontatorisk attitude, der bogstavelig talt ville kunne starte et slagsmål. Jon Gotlev fra Hiraki er med som gæste-poet på ‘rose’, som glider over i ‘du er ikke længere velkommen her’. Viktor Ravn og Emil Adalsteinssons guitar flænser rummet op, og når Andreas Grønne starter ‘pligt’ med trommestikkerne, bliver det nærmest hulemandet. Og selvom det har været en lang dag, makker folk ret, når der bliver kommanderet. Bassist Benjamin Grønne er over hele scenen, bogstavelig talt. Forstærkere og monitorer er blot udfordringer, der skal bestiges. Der bliver bliver løftet et slør for, at de snart går i studiet igen, og når man tænker på den retning, de har taget med ‘Horder’ og det klima nummer, som jeg har glemt navnet på – så lyder det som at de her young guns er ved at blive store kanoner.
