Der er noget hjerteskærende ved slutningen af september.
Hver eneste år føles det som et svigt. Jeg ved godt, at sommeren egentlig slutter med udgangen af august, men mit hjerte føler det altid først i september. Lyset svinder. Det er altid i september, man opdager, at klokken ikke er mere end kvart over otte, før det er mørkt. Det er i september, man mærker et lille bid i fingerspidserne eller øreflipperne. Luften får en anden duft.
September svigter. Det er her, man mærker den lille død. Hjertet, der slår sprækker. Og med det er det mere end naturligt, at Demersal har valgt at udsende deres EP med den ligeledes uforklarligt melankolske titel ‘Vi kunne ikke blive her for evigt, vel?’ i denne måneds sidste dage.
Vi bragte tilbage i maj premiere på ‘Intet formår’ og har i løbet af sommeren ladet os henrykke mange, mange gange af både den, men i særdeleshed også af ‘Jeg ved ikke hvor det er’, når vi har set bandet live.
Jeg har holdt af Demersal siden ‘Less’, men bandet har formået at stadfæste den kærlighed mere og mere med hver eneste udgivelse siden da. Deres foregående selvbetitlede LP var måske den plade, jeg holdt allermest af i 2024. Og alligevel formår Demersal at høre det endnu bedre på denne EP – den første, de udgiver på det lille indielabel Konkylie.
‘Jeg ved ikke hvor det er’ samler op, præcis der hvor den plade stoppede. Det helt store emotionelle fællessang-track ‘Som et barn mod dit bryst’ slipper os, mens vi føler allermest, og det er netop der, Viktor Ravns sarte stemme i begyndelsen af dette nummer starter.
Jeg tror måske, det er et af de allerbedste danske numre nogensinde.
Og det er det i kraft af sin eminent afmålte kombination af det rå og det rene, det milde og det mægtige.
Demersal har i den grad udviklet sig gennem karrieren, og det viser denne sang sig så absolut som den foreløbige kulmination af. Med en tekst, der dækker over den higen efter noget større, noget vigtigere, og som sender tanker i retning af folkemord og økokollaps, er det lige så inderligt som nogensinde. Jeg får nærmest lyst til at tænke på koryfæer som Michael Falch eller Steffen Brandt, når jeg lytter til dette nummer.
Ikke fordi musikken minder om dem, men fordi der er noget særligt dansk og samlende i de tanker, der bliver givet udtryk for.
På samme måde som ‘I et land uden høje bjerge’ beskriver et land og et folk, der placerede sig uden for stormagternes krig og stridigheder, men gennem omtanke og jordbundenhed fik skabt sig en tilværelse, som var værd at leve, beskriver Demersal 39 år senere det samme folk, som nu er fanget i et spind af angst, fortrydeligheder og bekymringen for den kollektive og individuelle undergang.
Hvor Falch beskrev håbet og troen på noget bedre, jager Viktor Ravn en jernhård finger i alle de mest ømme blå mærker på vores nationale bug.
“Vi lever ik’ af brændte træer/ Vi lever ik’ af storme / Vi lever ik’ af jordens tabte øer Vi lever ik’ af folkemord / Vi lever ik’ af frygt” – alt dette i det smukke, smukke omkvæd, man ikke kan lade være med at synge med på, står i stærk kontrast til Falchs ‘I et land uden høje bjerge’:
“I en tid uden store drømme / Vil jeg drømme drømmen stor / Og bære den med stolthed / Og uden store ord / I et land uden høje bjerge / Vil jeg bygge, vil jeg tro / I et land uden høje bjerge / Vil jeg bygge, vil jeg bo”
Alligevel synes jeg, at de grundlæggende temaer bliver reflekteret syleskarpt. Men i en verden, hvor alt det, Falch troede på, dengang jeg blev født, er blevet flået fra Viktor Ravn og hans generation.
Senere vender han det indad. Han kan ikke finde det sted i sig selv, hvor det gode skal være. Han kan kun finde angsten. Han kan kun finde sorgen fra det tabte. Han kan ikke finde evnen til at ændre noget. Og det måske netop fordi vi ser alt blive værre dag for dag.
Hvem ved – om fyrre år ser vi måske ‘Jeg ved ikke hvor det er’ i Højskolesangbogen. Helle for ikke at have ansvar for at klare Ravn og Greis’ brutale vokallinjer. Wauw, for et sammenspil. Men jeg kan love for, at jeg altid vil synge med på omkvædet. Især der i anden omgang, hvor de modulerer op, mens de spiller – og de der guitarer, der formår at lyde dødstungt med en poppet klang – du herreste gud, hvor er det godt.
Men indtil den højskolesangbogsrevision kan vi fornøjes af denne EP, der mesterligt går over i ‘Intet Formår’, der er endnu mere sortseerisk end denne – især i sin lyd. Den stille ambiance i åbningen går direkte over i militant trommespil fra den evigt ekvilibristiske Emil Lake, der fordringsløst lægger et beat, de færreste kan se sig selv følge med i.
Ikke desto mindre fragter det os så let som ingenting gennem en følelsesmæssig rutsjebane, der på trods af fysikkens love kun går ned, ned, ned.
‘Storm’ er mere brutal i visse dele og peger mod bandets forhistorie og lyden omkring ‘Death Routines’ eller splitten med Regarding Ambiguity, mens de øvrige sange med deres smukke danske titler viser fremtiden for bandet.
At de begyndte at synge og skrive på dansk, er en gave til os alle. Jo mere de gør det, des mere inderligt bliver det. Det er sjældent, jeg memorerer tekster for at kunne synge med til en koncert, men det gør jeg her.
‘Alting fader’ er nok til at knibe en tåre.
Demersals EP kan mere end de fleste albums, jeg har hørt i lang tid. Jeg ved ikke, hvad vi har gjort for at fortjene dette band, men i vores metaforisk flade nation rager de op som giganter i landskabet.
September er slut. Den døde sæson står foran os. Men Demersal er et lys i mørket.
Guitar, bas og trommer optaget af Peter Hove Olsen i Infinite White Studios. Vokaler optaget af Viktor Ravn og Sebastian Greis Andersen. Mixet og produceret af Peter Hove Olsen. Mastered af Chris Kreutzfeldt. Cover artwork af Anders Holst. Layout af Jonas Maigaard.
