Mængden af gear, stativer og instrumenter på scenen kunne få enhver til at frygte, at man var havnet i et uannonceret prog-jam. Du ved – afghanske tæpper, mærkelige taktarter og femmandskor med fløjte. Men nej. Det her var ikke starten på mit værste mareridt. Det var en fætter-kusine-fest med næverne oppe og et klart formål: at vælte lortet.
På trods af, at det er andendagen på Copenhell, stiv kuling og Pandæmoniums notoriske grusunderlag, er der imponerende mange, der har fundet vej.
Bandmedlemmerne drysser nærmest ind enkeltvis – iført matchende hvide t-shirts, som var det en uniform: dette var én enhed, ikke to bands, der skiftedes. Ét hold.
Med riffet fra ‘Verge’ kørende på repeat og regulær spradebasseenergi fra Victor Kaas eksploderer pitten fra første slag, da de åbner med ‘Congratulations!’.
Det støver, folk vælter, og det føles som en kollektiv besættelse. Benjamin Clemens fra SYL dirigerer publikum som var han orkesterleder med blod på dirigentstokken, og en wall of death til ‘pligt’ giver dagens første klimaks.
Lyden er så chunky, at man får lyst til at tjekke sin rygsøjle for revner. Og selv med et dobbelt set-up af musikere flyder det hele overraskende klart. Det er ikke mudret. Det er bare meget.
‘kort strå’ bliver leveret med et blafrende palæstinensisk flag på scenen, og da breakdownet rammer, føles det det som en lægtehammer i tindingen. Dagens første kuldegysning lander samtidig med, at hele pladsen råber “frit land fra flod til kyst”. Men før det når at rinde ud, er vi gledet over i ‘Moving Day for the Overton Window’ som fortsætter ind i ‘Generation L’. Her mister jeg regulært overblikket over antallet af strenge på scenen. Benjamin Clemens og Victor Kaas harmonerer vokalt som gamle venner i slagsmål. Ryg mod ryg som var det et barslagsmål. Fra EYES’ høje tempo og højredrejningskritik fortsætter ‘rose’ med løftet (og berettiget) finger. Statistisk set er der nok en del “midtersøgende” socialdemokrater på festivalen, og jeg håber at de alle sammen kigger indad. Victor Kaas goblin-two-stepper rundt, mens Benjamin Grønne nærmest ikke rører gulvet – han står på samtlige monitorer og ligner en, der har travlt med at lege “jorden er giftig”.
‘omsorg’ giver koncertens anden kuldegysning. En intim duet mellem Clemens og Gustav Brønnum; størrelse og setting til trods, virker det. Og da breaket kommer, går folk på gulvet i selvsving.
De ti mænd er smeltet sammen. ‘Save Face on a Regular Basis’ glider ubesværet over i ‘huldre’ hvor Clemens ryger ned til hegnet og crowdsurfer med mikrofonen, mens pitten eksploderer i sved, støv og solcreme. Palæstinaflaget forsvandt aldrig fra pitten og blafrede stærkt i vinden over de knyttede hænder og knuste hjerter.
‘Underperformer’ følger, og med double up på trommer, sørger Simon Djurhuus og Andreas Grønne for, at breakdownet river folk i stykker, og da Andreas Grønne kaster sig ud i crowden, starter en circlepit, der kun vokser. Folk skråler med på ‘stor dreng’, mens de crowdsurfende kolliderer i luften. ‘The Captain’ bliver en regulær dansefest.
Jeg tror, at der er rekord i crowdsurfere til et dansk hardcoreshow. Der er folkelig opbakning. (Og jeg ser nogle af jer fra de sure københavnske bands. Så mere går I heller ikke op i “hardcore”. Med mindre I hatewatcher – og det er sgu for underligt.)
‘Deflating Rooms’ bliver dedikeret til Peter Clement fra Kollapse, som for tiden kæmper mod cancer. Det er smukt og viser, hvad hele det her handler om – sympati, omsorg og kærlighed. Også når vi siger det vredt. ‘igen’ er et slåskampsanthem, som fungerer som opvarmning til ‘Horder’. Den nye fællessang, som de to bands har skrevet i fællesskab, som gør, at alting kollapser. Pitten åbner sig i scenens bredde, som Moses delte Det Røde Hav. Benjamin er nede i crowden, iført tandbeskytter, midt i det hele. Og så bliver han ædt op af et hav af kød og kærlighed.
SYLs rytmiske tightness og EYES’ kaos smeltede sammen og blev til noget langt større. De er hermed en double act af groove og vanvid.
