Sidste gang Puke Wolf udgav noget, havde jeg haft den et helt år forinden, hvor ‘Interstice’ havde fulgt mig i nogle af mit livs sværeste stunder. Den havde givet mig et frirum og havde støttet mig, når jeg var langt nede.
‘Descend’ har jeg kun haft mulighed for at høre nogle få dage. Der har jeg til gengæld heller ikke hørt noget som helst andet. Og det er ikke kun fordi, jeg skal forberede mig til denne anmeldelse.
Det handler også om, at Puke Wolf igen har skrevet og spillet noget så utrolig hypnotisk, at jeg ikke har kunnet samle mig om at høre andre plader. Jeg prøvede at lytte til den nye Brinna (som er fremragende), den nye MØL, den nye Blackwater Holylight, men hver gang har jeg haft mere lyst til at sætte ‘Descend’ på.
Og det har jeg måske egentlig haft siden jegi Aalborg hørte ‘Bær’ for første gang for nogle år siden. På det tidspunkt anede jeg naturligvis ikke, hvad det var for en plade, den skulle komme fra, men jeg kunne mærke stemningen. Andrew Thomas Davidson er en, på en og samme tid, imposant og sympatisk skikkelse, når han, næsten vaklende, bevæger sig ud på gulvet. Nogle gange med mikrofonkablet om nakken, andre gange kun bevæbnet med nøgne stemmebånd, men én ting er sikker: Jeg bliver altid berørt. Få kan synge som Davidson og når bandet fremhæver koryfæer som Vi Som Älskade Varandra Så Mycket som uopnåelige idoler, får jeg altid lyst til at ryste ham hårdt og råbe: “KAN DU IKKE SELV HØRE HVOR DYGTIG DU ER?!” lige ind i hans ansigt.
Med et efterhånden lidt for naturtro forfaldent vinterlandskab som metaforisk backdrop, er ‘Bær’ en metafor for det fastlåste og forliste parforhold, hvor kun angsten for aleneheden og for at skulle indrømme, at det ikke gik, er det, der holder det sammen.
Davidson synger:
“De ensomme nætter / Er dem hvor du ligger / Ved min side / Når du sover / Er jeg vågen / Igen”
Det er knugende og skrækkeligt. Davidsons stemme fader ud i gentagne råb af “Bær over med mig / bær over med dig”, inden det, der måske er hovedværket på denne plade fader ind, båret af Emil Aude Vegenbergs milde guitarspil, der snart skal skifte klang.
‘Blood’ er smuk, og når Lasse Højgaards vokal med stigende volumen blæser indover instrumentaliseringen som en kulsort sky, der lader sin forurenede syreregn falde over verden som metafor for den udpining købmandsklassen udsætter den for, bliver det noget så dystert.
Et sample klæder midterspillet og vi, der kender Andrew ved, at han altid er på udkig efter lydbidder, han kan bruge til det ene og det andet – som Vesterhavet på Puke Wolfs remix af EYES’ ‘Surf’, Rachel Maddow på ‘Interstices’ ‘Hubris’ eller her, hvor filosoffer eller nyhedsværter nøgternt belyser vores forfald.
Vegebergs guitar er stærkt drivende for sangen, og når han også kaster sig ind i det vokalmæssige arbejde, er det med en hals, der lyder som sønderflået kernelæder, hvor indignationen kradser hele vejen ud. Hvor ‘Bær’ er personlig og indadvendt, er ‘Blood’ politisk og rasende i sin sorgfulde frustration. Dette one-two-punch er indbegrebet af Puke Wolf.
I virkeligheden kunne man tale om og gennemgå hver eneste track, og man ville kunne få mangt og meget ud af det. Men det, der er allermest interessant, er nok de steder, hvor udviklingen fra de to foregående udgivelser kommer mest til udtryk. Og det gør det nok særligt på ‘Remnants’ og ‘Hyena Laugh’, der begge udmærker sig ved at være gigantiske tracks. Guitaren har fået et stærkt skud Mogwai på begge disse sange, og det er interessant at høre, hvordan man kan få post-rock skudt ind i fortsat dynamisk og reelt aktiv screamo. For selvom ‘Hyena Laugh’, der i øvrigt gæstes af både fænomenale Demersal og violinisten Sophia Larsdatter fra Who Killed Bambi? i begyndelsen næsten kan lyde som en spejling af de skotske post-rockere ca. 2021, formår danskerne alligevel at gøre det umiskendeligt til deres i løbet af de monumentale 11 minutter.
Og så skal riffet, der driver ‘Remnants’’ sidste par minutter nævnes. For satan, hvor er det smooth, lækkert og emotivt. Alle de følelser, der kan sætte sig på tværs i halsen, kanaliseres ud gennem dette.
Og når vi nu er ved dette emne, skal det nævnes, at Peter Clement Lund fra Kollapse udlåner sin sangstemme på ‘Oh God, What Have We Done’, hvor han og Puke Wolfs tre sangere supplerer hinanden på en knytnæve af et track, der afsluttes med Davidson, der igen skriger noget, der rammer et ømt punkt.
“I can be better / I have to be better”
En følelse af ikke at slå til, ikke at gøre nok, rodfæster sig hos mig alt imens hans stemme kravler ind under min hud. Det er ikke rart, men på en måde føles det også som smerten i kroppen, inden betændelsen endelig løber ud. En rædsom proces for det bedste. Højgaards bas lægger det dumpe hjerteslag, der ligger under den fortvivlede sang, og det hele løber organisk sammen.
Et kort mix, der i sin underlighed og mærkeligt forkvaklede stemning leder tankerne hen på Arcturus’ ‘Las Masquerade Infernale’, åbner B-siden og åbner på den måde ballet for anden del. En del, der naturlig domineres af eposet ‘Hyena Laugh’, men som også byder på en gæsteoptræden fra Meejahs Mai Young Soon Øvlisen på sangen ‘Flowers’, der lig store dele af ‘Everything From Nothing’ indledes af nostalgisk dansk speak, inden et varmt og for en gangs skyld næsten wholesome riff fylder lyttefladen.
Det er rart, at alt ikke er rædsomt. Det er rart at forestille sig, at noget bliver bedre. Og selvom Højgaard brøler som han gør, føles det ikke længere apokalyptisk. Som de spæde solstråler, der genspejles i sneens hvide toppe eller den første erantis i buskene giver et strejf af håb, således føles det, når Øvlisen kaster sig ind i sangen og giver Davidsons trodsigt positive vokallinjer en sikker favn at finde frelse i.
‘Descend’ er en nedtur, javist, men vi kan skelne noget bedre i horisonten. Og det er vel nok den største gave man kan give nogen.
Hvis du vil læse endnu mere om ‘Descend’, har bandet forklaret deres proces lige her.
‘Descend’ er optaget af Tobias Munk Tønder, produceret af Tobias Munk Tønder og Puke Wolf og mastered af Will Killingsworth. Andrew Thomas Davidsen har stået for coverfoto, mens René Hampe Lohse har stået for anden artwork og har sørget for at gøre det til et pladecover. I Danmark udgives ‘Descend’ af 5FeetUnder Records.
Puke Wolf spiller med Demersal på Gallows Festival 21. februar, med Omsorg på 1000fryd 10. april og på A Colossal Weekend 2026 9. maj.
