2025, hva’? Så blev det endnu en gang tid til at kigge bagud. Ikke for at mindes, men mere for at få et overblik over det, man har haft for travlt til at værdsætte.
Jeg har aldrig stået på det sted i mit liv, som jeg gør nu. Der er blevet taget nogle beslutninger og rejsen har primært været inde i. Nogle beslutninger jeg ikke ville være foruden. Og så er der kommet noget pensionsopsparing oven i. Og når ting begynder at gå, sådan godt-ish, så begynder ideen om hybris, ‘højt at flyve, dybt at falde’ og alt det der, selvfølgelig at fylde. Måske er det derfor, at Eyehategod er mit mest spillede band i år. Det har faktisk været mit mindst produktive år, set med Selvtægt-briller. Men sådan er det når der går pendler- og kontor-life i den. Jeg har det langt bedre end mange andre og det skal jeg ofte lige minde mig selv om, når jeg synes at verden er lidt uretfærdig.
Tre fede/seje/vigtige/spændende/sjove/whatever ting.
Venner.
Det her kommer simpelthen til at lyde så fløde, som noget kan være, og jeg er på grænsen til at undskylde på forhånd. Men at have mennesker i ens liv, der ikke bare giver en plads til at være sit ærlige jeg, men som griber en når hele lortet ramler, er langt mere end deres vægt værd i guld. Men venner handler ikke kun om dig. Du er også deres ven. Så grib dem ligeså meget som du er i stand til. At dele deres entusiasme over deres nye album eller bog er ligeså meget værd, som var det ens eget projekt. Det behøver ikke engang at være en hobby – dine venner udrettet konstant noget som fylder for dem. De er stoppet med at ryge, de har sat grænser overfor en kollega (eller er på nippet til at gøre det) eller måske har de bare været nede med skraldet og det kan sgu nogle gange også føles som en stor kamp. Husk dine venner på at selvom det går op ad bakke, så behøver det ikke at være starten på et bjerg, det kan også godt bare være en lille bump. En glæde delt er fordoblet og en delt sorg er halveret. Og så kram dem noget mere.
Samarbejde.
Jeg havde en note med top 5 ting fra Copenhell over ting, jeg synes man skal tage med derfra. En af dem var, at man skal give sin pant til folk. Det er et fucking privilegium at kunne smide over to tusind for at høre noget musik. At man så står og spiller nærig over de fem kroner, siger mere om din karakter end dine patches gør, makker. Den anden var, at elektronisk musik 100% har en plads på Refshaleøen. Hvilket jeg er blevet bekræftet i, med næste års program.
Men det er sgu collabs jeg vil have mere af. Vi har set det en del gange det sidste års tid. VOLA havde Gavin fra Gradience og Christoffer fra Neckbreakker med på scenen. Guilt Trip havde Hammer fra Rot Away, Woes (som selv havde Kaas fra Eyes) og Cabal — som selv havde Fabräk, Dethrxner og John Cxnnor. Lysbærer og Meejah var forbi Puke Wolf mens Hard Lessons havde besøg af Syracusæ og Laurits fra As We Fight. Og så var der hele EYESxSYL affæren. På Roskilde var SYL på Orange Scene med D1ma, Grava og Kollapse smadrede hele lortet sammen og ideen med John Cxnnor siger vel lidt sig selv.
Collabs og features er bare federe. Og det er lidt som at se nogle venner, der bare hygger sig. I like that shit.
Snakken om kunstig intelligens.
Noget af det jeg har haft det fedest med, rent skriver-mæssigt, var artiklen om AI – nok fordi det er noget, jeg har nogle rigtigt store følelser omkring.
Jeg er så privilegeret at jeg kan leve af at tegne t-shirts, hvilket er et privilegium jeg godt er klar over er fuldkommen sindssygt og ja, ofte synes jeg det er vildt fjollet. Derfor mener jeg, det er vigtigt at det bliver taget alvorligt og ikke bare noget, der bliver pisset væk. Jeg gjorde hvad jeg kunne for at holde det sobert og håndsudrækkende i håbet om at folk kunne omvendes. I virkeligheden havde jeg lyst til at fortælle folk, at de er svage og deres slægtslinje ikke vil overleve vinteren.
Den blev heldigvis taget rigtig godt imod fra en masse mennesker, blandt andet nogle, som jeg ser op til. Og det er sgu altid rart.
Om det har ændret noget, tror jeg ikke. Det har ikke lige været den revolution, jeg et sted havde håbet på. Jeg ser i hvert fald stadigvæk AI-lort fra danske kunstnere. Kunstnere, som jeg ved, læser Selvtægt. Så skud ud til de dovne hunde; jeg håber I finder fred med jer selv. I det her liv eller det næste.
Tre udgivelser
Anti Ritual – ‘ ‘80 Years’
Hvis jeg på et tidspunkt skal introducere mig for nogen, ville jeg nok gøre det med Anti Rituals ‘Expel The Leeches’. Pladen forklarer, meget præcist og kompromisløst, samtlige af mine standpunkter, overbevisninger og mit generelle syn på verden. Bare lige for at sætte stemningen til næste arbejdsplads-ryste-sammen-tur.
Sådan har jeg det også med ‘80 Years’. Anti Rituals lyd er blevet mere sludget, vredere og sløvere. Men på ingen måde langsommere, bare mere indignerede. Foragten for verden kan mærkes i alle riffs og den buldrende bas. Marco har aldrig lydt bedre/vredere og de trommer giver mig lyst til at tæske alle med slips.
EYES– ‘SPINNER’
Jeg tror ikke helt at jeg forstod EYES og deres, på overfladen, kaotiske tilgang til hardcore, da jeg opdagede dem på scenen. Og det er lidt underligt, da en stor del af min intro til hardcore var Dillinger Escape Plan, Norma Jean og The Chariot. Det klikkede bare ikke rigtigt for mig tidligere. Men jeg tror, at jeg forstår dem på ‘Spinner’. En malstrøm af riffs, tempi og rigeligt med groove. Og i midten af alle de dumsmarte riffs og grimasser, er der masser af personlige vinkler og politiske udsyn. Er du klassens klovn og har du en ironisk distance til alt? Det er der en sang om. Er du træt af det fucking Overton-window og at det konstant bliver hevet i en forfærdelig retning? Det er der en sang om. EYES har aldrig lydt bedre, dummere, klogere og sejere.
Maruja – ‘Pain To Power’
I takt med livets gang gennem trediverne, begynder man at sætte pris på nogle andre ting, end da man var ung og viril. I år har det været blæseinstrumenter. Jeg har været glad for SVIN. Demersal og Forræder har begge noget formidabelt blæs. Divide & Dissolve var også en interessant oplevelse, omend mere spændende på plade. Men det har været indie-poser-darlingsene i Maruja, der har blæst sig lige ind i hjertekulen.
Lige så poleret og “babys first art rock”-band som Maruja kan være, lige så nemt er det for mig at forsvinde helt hen i saxofoner og dissonante harmonier. Teksterne er gevaldigt over den banale grænse og er sagt gentagne gange andre steder, også på mere hårdtslående måder. Men, ak. Det fucking virker bare på mig.
Tre koncerter/udstillinger/begivenheder/festivaler/etc der har været nice.
SYLxEYES @ Copenhell 25.
Der blev skrevet historie i dansk hardcore. Skibet var ladet med ti mand og samtlige kanoner på dækket blev skudt af samtidig. Double double-pedal og flere strengeinstrumenter end hvad jeg normalt har lyst til at se på, gav begge bands en grundvoldsrystende tyngde, der resulterede i rytmisk kaos og fællessang så langt øjet kunne se. Der var tandbeskyttere, flagrende flag og hjerteblod. Alt sammen indhyllet i urinstøv og fortvivlede hjerter. Du skulle have været der.
Puke Wolf @ Copenhell 25.
Jeg ved ikke om det var fordi det var sidste dag og samtlige slimhinder var lige så tørre som støvet på Boneyard, men jeg tror ikke at jeg har set Byens Bedste Boyband spille bedre. Settingen stod i skarp kontrast til deres skramlede og indadvendte screamo, hvilket måske gjorde, at deres udtryk stod endnu stærkere. At se tre voksne mænd skabe et lydunivers, der minder en om livets fuldstændige, uomgåelige tragedier, rev mig midt over. Mai Soon Young Øvlisen fra Meejah var forbi. Jamie de la Sencerie fra Lysbærerer og Vidnet var forbi. Begge blæste scenen bagover.
Lasse spillede fantastisk. Emil spillede fantastisk. Andrew spillede fantastisk. Om de rent teknisk gjorde det, ved jeg ikke noget om. Men det var fantastisk.
Gallows Fest 2025.
Har vi brug for flere metalfestivaler? Markedet siger “meh, could be 🤷♀️”. Med det sagt, så er der i hvert fald plads i Randers, især når det var så velgjort som Gallows var. Stemningen var formidabel og hele ideen med at bruge flere spillesteder som man kunne fise mellem, fungerede overraskende godt. Der var en masse skønne mennesker og en sund blanding af danske bands. Permanoia (dengang hed de Rottefænger), lød som Deftones, hvis de spillede Radiohead. St. Digue skruede op for temperaturen og gjorde det hele lidt lummert og EYES brændte det hele ned i et virvar af stroboskoplys. Næste års program er spækket med gode navne: Katla, Oxx, Hiraki, SYL Spögelse og fælleskoncert med Demersal x Puke Wolf. Vi snakker bangers på bangers. På bangers.
Hvis du er en af dem, der gerne vil lave en lille festival, så book lidt blandet, hold lidt tilbage med dødsmetallen og så skru op for flere bands der kan lave slåsmusik. Vi ses i hvert fald helt oppe foran.
Én ting, man ser frem til i 2026.
Det første i kalenderen (bogstaveligt talt) er Grava & Kollapses smukke event. Jeg kender ikke Peter personligt, men hans forløb har ramt mig helt vildt meget. Meget mere end jeg regnede med. Og det hele taler ind i de ting jeg synes var fede: venskaber og collabs. At der kommer en fucking kavalkade af fede bands er også cool nok.
