Lasher Fest ‘24: Russian Circles, Downfall of Gaia, John Cxnnor og mange flere.

Skrevet af:







Kunstner(e):

Tema:
Genrer:

Det er et halvt år siden, plus/minus, at vi på Selvtægt tog til Aalborg, for at oplveve den første danske punk- og metalfestival i årevis, der ville noget andet end bare presse grill-papa for sine feriepenge. Lasher Fest var et gigantisk, ambitiøst projekt, der blandt andet bød på store, udenlandske bookinger som Whores., Divide & Dissolve og Full of Hell, men som også havde til formål at showcase nogle af bookingbureauets egne navne, og vi fik massive koncerter fra Telos, fra SYL, Puke Wolf, Vi Som Älskade Varandra Så Mycket og en masse andet.

Lasher Fest er tilbage. Og arrangørerne Casper Clasen og Troels Højgaard vil endnu engang få gaderne i Nordens Paris til at flyde med mælk og honning. Det gør de med en solid annoncering, der fortæller os, at festen sidste år var stor nok til, at man har udvidet længden på dette års udgave. To hele dage får vi, og det er både vidne om et mod fra arrangørernes side i en tid, hvor man ikke kan spytte uden at ramme en metalfestival, men også om dedikationen fra det publikum, der vil andet og mere end at høre sange, der minder dem om ungdommens knallerttuning.

Det virker som et par naturlige næste skridt for os at udvide til to dage og samtidig flytte på SH35. Lasher Fest er først og fremmest en fejring af et særligt community i Danmark, og vi håber at kunne lokke endnu flere folk til uden for Aalborg med det nye format.

Casper Clasen, arrangør

Click here to display content from YouTube.
Learn more in YouTube’s privacy policy.

Første runde bands er nu offentliggjort, og allerøverst på plakaten står Russian Circles, der senest udgav den mesterlige ‘Gnosis’ og som altid lover post-metal af allerhøjeste kvalitet. Lige under står Downfall of Gaia, de hanoveranske sludge/crust-legender, der har blæst trommehinder ud siden 2008 og de danske mestertrampere i John Cxnnor, der blæste os bagover med adskillige fremragende showsIdeal Bar sidste år.

Click here to display content from YouTube.
Learn more in YouTube’s privacy policy.

Det er naturligvis ikke nok for aalborgenserne, der denne gang rykker fra Musikkens Hus til SH35, der også dannede ramme for Vægtløs’ releasefest, hvilket var en stor succes. Det kan godt være, det bliver lidt mindre finkulturelt, men vi glæder os til at se, hvordan man kan inkorporere sofalounges med arkademaskiner i en to-dages-festival.

Click here to display content from YouTube.
Learn more in YouTube’s privacy policy.

De tre førnævnte bands er selvfølgelig ikke det hele. Lasher Fest 24 byder også på Foreshadower og Kōya som vi også oplevede til førnævnte release og som skal varme op for Cult Leader til april, Taker, der er et strålende håb for dansk shoegaze på linje med de ligeledes offentliggjorte Hudsult, de, for os, ubeskrevne blade i Spiracle og Seizure Room, de amerikanske psych-doomere i Rezn, og sidst, men ikke mindst Demersal, der lige straks udsender en plade, der er så god, at vi regner med at se den på manges årslister hen mod jul.

Sidste års festival viste os i overvældende grad, at der er et publikum for vores take på en festival for tung, eksperimenterende musik. Derfor glæder vi os meget til at lade hele planen for Lasher Fest ’24 folde sig ud i løbet af det næste stykke tid.

Casper Clasen, arrangør

Click here to display content from YouTube.
Learn more in YouTube’s privacy policy.

Lasher Fest ‘24 løber af stablen 25. og 26. oktober i år, og endnu flere bands vil blive tilføjet. Som med alle DIY-arrangementer, er de vældigt afhængige af forsalg, for at have råd til at blive ved med at booke bands, og derfor har Lasher valgt at tilbyde en særlig early bird-pris på bittesmå kr 400,- fra den 12. marts til den 25. april. Der er ikke uendelige af dem, så det handler om at være hurtig. Billetterne kan købes her.

Selvtægt er et DIY-magasin om punk og metal. Vi er drevet som en frivillig forening.

Ansvarshavende redaktør: Hanna Ella Sandvik
Magasinkoordinator: Tobias Holst

This image has an empty alt attribute; its file name is logo-1024x243.png

A.C. Meyers Vænge 134, 1. th.
2450 København S
CVR: 44226421

Privatlivspolitik

Instagram
Facebook