Denne aftens koncert er, lidt usædvanligt, på spillestedet Rust, som i mange år har lagt dansegulv til pop, hip-hop, elektronisk og et væld af andre stilarter, men ikke hård rock, punk og metal.. Men ændringer i ejerkredsen skulle fremover betyde øget fokus på blandt andet disse stilarter og i aften lægges der hårdt udmed den til tider svært tilgængelige genre post-metal.
Mit sidste besøg på Rust fortaber sig i tågerne og intet er velkendt. Men den lille scene er placeret i et lille, dejligt dystert lokale, hvor man kommer temmelig tæt på bandet. Lokalet størrelse er perfekt til de ca 30 fremmødte.
Aftenens første navn er københavnske Late Night Venture og fra første anslag, er det ikke kun trommerslagerens Kollapse-t-shirt, der signalerer slægtskab med post-metal bandet fra Aalborg.
Michael Falks vokal er til tider næsten som at høre Kollapse. Mere om Falks vokaler senere. Bandet lægger ud med ‘Hostile Nature’ fra albummet ‘V: Bones of the Extinct’, som kommer til at dominere aftenens sæt. ‘Hostile Nature’ er et langt og kompliceret nummer med mange nuancer, som på mange måder definerer bandets sound. Her veksles der fuldstændig smidigt mellem larm og smukke stille passager og lydbilleder især tegnet af Jones Qvesel, som med sit keyboard, korg og novation hele tiden presser lyde ind under tung guitar, trommer, bas og Falks vokal, som tilsyneladende kan svinge mellem dyster nærmest Nick Cave-lignende sang over screamo til god gedigen hardcore/metal-vokal.
Over de næste 4 nummeret fortsætter Late Night Venture med at imponere med kompleksitet, vildskab, musikalitet og ærlighed i deres fremføring. Selv ”sjæleren” ‘Reappear’ fremstår tung og komplekst i sin lange opbygning med en fremragende guitarbund og Michael Falk, der krænger sin sjæl ud uden at det bliver patetisk eller klichefyldt.
Efter 5 lange numre, hvor man skulle koncentrere sig meget, er det pludselig slut, og settet måtte gerne have været længere end de ca. 40 minutter. Dette var en bundsolid optræden, som det er svært at sætte en finger på. Det er på ingen måder let tilgængeligt, men stadig så tilpas tilgængeligt, at mange melodistykker vælter rundt i hovedet og gensyn på anlægget derhjemme vækker i den grad minder.
Den brudte monotoni
Nederen typer, som mig, kan sagtens finde på at kaste sig ud i diskussionen om man kan kalde musik for post-rock/metal, når der indgår vokal. Jeg har bare endnu ikke fundet nogen der gider tage den med mig.
Og med det in mente, bringer det mig stor glæde at se en scene uden så meget, som et eneste mikrofonstativ. Med aftenens andet navn Foreshadower er man ikke i tvivl om at det bliver dystert og mørkt og der er fra starten nærmest ingen publikumsinteraktion.
Første komposition er den relativt korte Rise fra bandets seneste EP ‘Fall’. Som post-metal typisk gør, starter det tungt, hurtigt og med mange gentagelser og gentagelser af gentagelser med enkelte små ændringer.
Dog føles det som om monotonien oftere brydes end hos mange andre bands i samme kategori.
De næste tre tracks stammer alle fra bandets 2019 EP Foreshadower og her er der tale om virkelig lange kompositioner, hvor man som publikum suges ind i den for genren, så berømte meditative tilstand, hvor man uundgåeligt står og nikker med til de tunge rytmer og nyder kompleksiteten og nuancerne og ikke monotonien.
Og det er nok genrens smertebarn, hvis man ikke køber præmissen. Jeg noterede mig i hvert fald et vist mandefald blandt det, i forvejen, ikke specielt talstærke publikum undervejs og det var en skam, for her var vi viden til en opvisning i hvordan post-metal skal spilles og udleves. Her var ingen gimmicks undervejs. Ingen sjove kommentarer eller takke til publikum. Kun musikken, som bare må og skal opleves live.
Post-metallen kan være en svær genre at skrive noget klogt om, når man oplever den live. Jeg forestiller mig, at det er som en god jazzkoncert. Man skal suges ind i musikken og spyttes ud på den anden side uden man helt kan huske, hvad der er foregået undervejs. Man ved bare det var virkelig fedt. Som i virkelig fedt.
Og man står tilbage med en fornemmelse af, at de gerne måtte have spillet en time mere. Hvis man altså er glad for post-metal og lange koncerter. Og det er jeg. Jeg vedkender mig det.
