Rampelys: Hudsult

Skrevet af:







Kunstner(e):

Fotografi/illustration:
Ci Ci
Genrer: ,

Aarhusianske Hudsult vil lige så gerne se folk græde som moshe. Og de spiller musik til anledningen.

Hvem er med i bandet?
Bandet består af Rasmus Rohde (han/ham) på trommer, Diba Khalaj (hun/dens) på bas, Gry Steensig (hun/hende), tidligere på trommer, nu på vokaler, og Aleksander Wolter (han/ham) på guitar. Indtil for nylig havde vi også Thomas Bro Pold (de/dem) med som guitarist.

Hvad er jeres origin story? Hvordan mødtes I, og hvordan opstod musikken?
Vi er alle bosat i Aarhus og kender hinanden i forvejen. Bandet startede som et hyggeprojekt mellem Thomas og Diba tilbage i efteråret 2022, og omkring jul kom Gry med på trommer. Til at starte med var det musiske udtryk ret udefineret, men som projektet skred fremad, blev visionen mere klar. Bandet blev for alvor en realitet, da Rasmus kom ind som ny trommeslager, og Gry skiftede til vokaler. Dette var lineuppet indtil august i år, da Thomas flyttede til København, og Aleksander derfor kom ind som ny guitarist.

Click here to display content from YouTube.
Learn more in YouTube’s privacy policy.

Hvad er den grundlæggende ide i bandet? Har I et budskab?
Da vi startede, diskuterede vi, om bandet udelukkende skulle være et politisk projekt eller ej. De fleste af os har erfaring med venstreorienteret aktivisme, og vi er alle meget politisk bevidste. Vi valgte dog, at det eksplicit politiske budskab ikke skulle være den primære drivkraft i vores musik og lyrik, da vi følte, at det personlige og indadvendte var mere nærliggende – især fordi vores personlige følelsesliv (specielt når man er en minoritet) også er enormt politisk i sig selv. Dette betyder imidlertid ikke, at vi ikke ser et politisk formål med vores band. Vi ønsker i den grad at gøre op med den meget hvide, heteroseksuelle og mandsdominerede punkscene, som har været fremherskende i Danmark alt for længe. Vi ønsker at gøre hård musik mere tilgængeligt for mennesker, der føler sig fremmedgjort af den ofte aggressive og udadreagerende hardcore, som er karakteristisk for store dele af scenen. Hvis vi kan bidrage til at skabe et space med plads til sårbarhed, forskellighed og gensidig omsorg, så er vi langt hen ad vejen tilfredse.

Hvorfor spiller I den type musik, I gør?
Vi trækker på inspiration fra forskellige genrer. Vi er en divers gruppe musikere med forskellig baggrund og musiksmag, og vi bidrager hver især med forskellige ideer. Vi er dog særligt inspirerede af screamo og post-hardcore, hvilket er genre der lidt har en opblomstring for tiden – også i Danmark. Vi er meget optagede af at finde et sweet spot mellem det kaotiske og det melodiske, det aggressive og det introspektive. Vi sætter også en stor ære i at spille intense og intime live shows. Vi ser meget gerne at folk både mosher og græder til vores koncerter. Vi prøver dog ikke at lægge os alt for fast på én bestemt lyd eller genre.

Hvem har inspireret jer? Både musikalsk og på anden vis.
Musikalsk trækker vi, som sagt, på forskellige inspirationer. Nogle af de bands, som vi særligt har ladet os inspirere af, er fx. Deafheaven, foxtails, I hate sex og City of Caterpillar, samt tilføjelser fra bands som Envy, Oathbreaker, My Bloody Valentine, Deftones, Hüsker Dü og Dinosaur Junior. Også mindre danske bands såsom Regarding Ambiguity og Puke Wolf har haft en vis indvirkning på vores lyd.

Click here to display content from bandcamp.com

Hvad gør I/har I gjort for at blive spottet?
Vi har faktisk ikke gjort frygteligt meget. Vi har selvfølgelig lavet en Facebook/Instagram-profil og lagt lidt musik op på bandcamp. Ligeledes har vi hver især kontakter rundt omkring i særligt det aarhusianske musikmiljø, som vi har trukket en del på, og vores første koncert var da også en vi delvist selv arrangerede sammen med andre fra miljøet. Lige for tiden har vi arbejdet en del med at lave forskellig DIY-merch. Både fordi det er sjovt, men også fordi det hjælper med at udvide vores reach. Noget, der er kommet bag på os, er den interesse, vi er blevet mødt med. Vi får relativt jævnligt henvendelser fra folk som er interesserede i vores projekt, og vi tager virkelig hatten af for den modtagelse vi har fået.

Hvordan klarer man sig som nyt band? Hvilke råd vil I give videre?
For os er det essentielt at bandet ikke kun er et band, men også en vennekreds. Vi gør meget ud af at hygge os sammen, ligesom vi også snakker med hinanden om vores følelser og hvordan det ellers går – både i forhold til bandet og livet generelt. Man må aldrig undervurdere, hvor vigtig kommunikation er. Vores musik kan være enormt følsom, og derfor er det vigtigt at vi kan tale med hinanden om sådanne ting. Et andet vigtigt aspekt er at dele arbejdsbyrderne nogenlunde lige imellem sig. Vi er ret gode til at påtage os de forskellige opgaver, så én tager sig af SoMe, én tager sig af kontakt med venues, én tager sig af udstyr osv.

Hvad vil I gerne opnå? Hvad står på bucketlisten?
Vi har som sådan ikke nogle konkrete mål. Vi er klar over at vores musik er ret niche, og at det i det hele taget er svært at komme ud til et bredt publikum, som et lille jysk hardcoreband. Vi har dog et par spillesteder, og en håndfuld bands som vi rigtig gerne vil samarbejde med – både i Danmark og i udlandet. I det hele taget kunne det være rigtig fedt at spille nogle shows uden for landets grænser, fx. i Sverige, hvor screamo og post-hardcore er noget mere populært end herhjemme.

Hvad er det næste fra jeres hånd?
Lige nu har vi én koncert på kalenderen, nemlig d. 30 september på Sway i Aarhus, sammen med Loose Ends og Puke wolf. Ellers har vi gang i en del spændende ting “behind the scenes”. Meget af det stadig kun på et relativt tidligt stadie, men vi tør godt love nye udgivelser, nye shows og nye spændende samarbejder.

Selvtægt er et DIY-magasin om punk og metal. Vi er drevet som en frivillig forening.

Ansvarshavende redaktør: Hanna Ella Sandvik
Magasinkoordinator: Tobias Holst

This image has an empty alt attribute; its file name is logo-1024x243.png

A.C. Meyers Vænge 134, 1. th.
2450 København S
CVR: 44226421

Privatlivspolitik

Instagram
Facebook