Rampelys: TAKER

Skrevet af:









Kunstner(e):

Fotografi/illustration:
PR
Genrer:

December måned var stor for odenseanske Taker. De blev signet på Last Mile Records på baggrund af blot et par koncerter og udgav deres første single. Vi drejer rampelyset i deres retning.

Hvem er med I bandet?
T A K E R består af vores bassist Gina, vores to guitarister Mads og Jacob, Saskia på vokal, og vores trommeslager Patrick.
Vi er fra 25–33 år, og er stort set alle bosat i Odense, undtaget Saskia, som bor i København.

Hvad er jeres origin story? Hvordan mødtes I og hvordan opstod musikken?
Det hele startede med uskyldige facebook-korrespondancer mellem Patrick og Mads, hvor de delte musik med hinanden. Det blev til en øl på et værtshus og så endnu én på den lokale Sir Club, hvor Patricks veninde arbejdede. Hun havde tidligere spillet bas i et skoleband i Japan, og fik derfor buddet, så hun har været med fra start. Jacob kom ind i billedet, da Patrick tatoverede ham, i den butik han har med sin kone, og da han tidligere havde spillet sammen med Mads, gav det jo kun mening at give det et skud. Saskia kom først med efter halvandet års søgen efter en sanger. Vi havde været igennem utallige kandidater, men gnisten var der ligesom ikke. Saskia derimod, ville intet høre af vores musik på forhånd, men mødte bare op til en øver, for at se hvad der ville ske. Kemien var så god, at efter at have jammet over en 2-3 sange, blev hun tilbudt pladsen på stedet.

Click here to display content from YouTube.
Learn more in YouTube’s privacy policy.


Hvad er den grundlæggende idé i bandet? Har I et budskab?
Vores grundlæggende idé bygger nok på, vores allesammens nære forhold til shoegaze. Vi ser vores musik som noget, der skal skabe følelser i folk, og ramme dem med drømmende melodier og fede stemningsfyldte effekter. Det er det introverte og det indadsøgende og følsomme, vi former vores musik ud fra.
Samtidigt ved vi, at hvis det er muligt at spille sammen, lukke øjnene, og være i ét med musikken, så rammer vi noget vi gerne vil dele med andre. Kan de lukke øjnene og være ét med musikken sammen med os, har vi gjort det rigtigt. Budskabet er nok mere en følelse af at give slip, og lade sig opsluge af stemninger og drømme, end noget andet.

Hvorfor spiller I den type musik, I gør?
Egentlig kommer størstedelen af os fra metalscenen. Saskia har også bevæget sig indenfor soul- og R&B-genren i andre musikalske sammenhænge. Vi er i virkeligheden nok blevet modnet, og har fundet os selv i de følelser, som vi gerne vil videregive, og shoegaze gør det muligt for os. Vi tror dog sagtens, at man kan høre, at flere af os er opvokset med bands som Deftones og Slowdive, og generelt bare har interesse i grungebølgen.

Hvem har inspireret jer? Både musikalsk og på anden vis.
ALT! Hvis bare der er følelser at tage fat på, men i bund og grund også bare andre musikere vi støder på, og visuel kunst, for den sags skyld. En frase kan også være nok til at smede et nummer sammen for os. Bands som Nothing, Whirr, Neon Cathedral, Slow Crush, Holy Fawn og Dorias Baracca, eller et bestemt udtryk i et visuelt loop, sætter virkelig skub i vores skrivelyst.

Hvad gør I/har I gjort for at blive spottet?
Vi har spillet koncerter, bevares, men egentlig har vi holdt os lidt for os selv. Ikke at vi ikke har sendt et utal af e-mails for at få fingre i shows, delt musikken med vores venner, eller haft andre bands i øveren for at lytte med, men vi tror på, at det skal føles rigtigt “derhjemme”, og at hvis skæbnen vil os det, så kommer det med alt det hårde arbejde vi ligger i bandet.
Man kan vel sige at det også afspejles i den type genre vi spiller, at det er det indadvendte og følsomme, vi repræsenterer. Derfor er vi måske selv også sådan – indadvendte og følsomme.

Hvordan klarer man sig som nyt band? Hvilke råd vil I give videre?
Det er jo individuelt, hvad man vil have ud af musik. Men at øve og skrive med et formål og kigge reflekterende på det, man har skabt, kan sætte tingene i perspektiv.
Lav en demo af det, og virkelig lyt til det. Hvad kan det? Og hvad kan det ikke? Hvorfor? Og hvad kan man skrue på?
Skriv for dig selv, og spil det, der gør dig fri. Føles det rigtigt, så er det i hvert fald rigtigt for dig!

Hvad vil I gerne opnå? Hvad står på bucketlisten?
At dele det her med så mange som muligt, som deler den samme følsomhed som os. Vi aspirerer efter at ligge i midten, og ramme så mange som muligt, med en genre, som ikke alle nødvendigvis ved hvad er, eller behøver at forstå. Vi elsker smuk støj, og vil bare gerne spille det højt, med et minimum af lys. Kys, kram, dans, gør hvad du vil, bare du vil gøre det med os.
Angående bucketlist har vi selvfølgelig nogle drømme, som ville være for vilde at opnå sammen. Det er for eksempel at spille på festivaler som Roskilde Festival og Copenhell en dag, og så at turnere rundt i verden, i steder som Japan eller Østeuropa.

Click here to display content from Instagram.
Learn more in Instagram’s privacy policy.

Vis dette opslag på Instagram

Et opslag delt af T A K E R (@wearetaker)

Hvad er det næste fra jeres hånd?
Vi udgav vores debutsingle ’Dolls’ her i december 2023, som vi er superglade for endelig at kunne dele med verden. Men derefter kan vores lyttere egentlig bare få lov at læne sig tilbage, og glæde sig til, hvad T A K E R ellers har i ærmet for 2024 – for vi har skam mere musik, der kun venter på at se dagens lys!

Selvtægt er et DIY-magasin om punk og metal. Vi er drevet som en frivillig forening.

Ansvarshavende redaktør: Hanna Ella Sandvik
Magasinkoordinator: Tobias Holst

This image has an empty alt attribute; its file name is logo-1024x243.png

A.C. Meyers Vænge 134, 1. th.
2450 København S
CVR: 44226421

Privatlivspolitik

Instagram
Facebook