Hardcore er hardcore er hardcore. Og det er det, der er i centrum når landets måske mest medrivende band er tilbage. Den 25. april udsender de danske anmelder- og publikumsdarlings deres tredje fuldlængdealbum ‘Spinner’. Vi har talt med forsanger og sangskriver Victor Kaas om albummet, inspirationen og indholdet. Følg med her på kanalen.
Lige nu skal det dog handle om noget, vi allerede nu forudser figurere på adskillige lister over årets koncerter, når det igen bliver vinter.
Eyes er nemlig, som altid, lidt for meget. Og i og med, at vi ikke vil lade os nøjes med mindre, tænkte vi, at vi ville sætte lidt fokus på deres højt opslåede releaseevent. FEYESTIVAL, som de har kaldt det.
Den 3. maj bliver hele området omkring Pumpehuset nemlig tvangsindlagt til at lytte til adskillige af undertegnedes yndlingsbands, og det kræver en lidt mere dybdegående intro.
Vi starter i Pumpehavets Byhave – den skønne udendørs scene, hvor man kan lade som om, man er i Grøften, bare helt uden at blive forstyrret af Messerschmidts fagter og operettesang.
I stedet får man fornøjelsen af først at opleve Hudsult, hvilket jeg personligt ser helt ekstremt meget frem til. Selvom jeg har fulgt dem helt fra start og anmeldt både demo og EP, er deres, efter sigende fremragende liveshows faldet hos mine kolleger.
Denne gang skal jeg sateme se dem, og det vil jeg anbefale, at alle I andre også gør.
Herudover skal vi også se Demersal i fri luft!
Demersal er kvintessensen af et band, der bliver bedre og bedre, jo længere de spiller. Sidste års selvbetitlede LP var intet mindre end mesterlig. Jeg skal ærligt indrømme, at jeg har haft tvivl om, hvorvidt de ville kunne leve op til den. Det har de nu bevist, at de godt kan. I starten af denne måned udgav de nemlig ‘Jeg ved ikke hvor det er’, der slår fast, at de kun har tænkt sig at bygge oven på både følsomheden og aggressionen fra sidst.
Inden for bliver vi ramt af lidt mere genrevariation. Horsensianske Plaguemace indtager nemlig Pumpehuset med deres bundsolide dødsmetal, der har vist sig i stand til at piske selv det sløveste publikum op til fest og slåskamp. Så hvis folk har fået indtaget lige rigeligt øller i solskinnet udenfor, så har EYES også sørget for, at dette problem kan blive løst. Andreas Truelsen og kompagni tager nemlig ingen fanger.
Andre, der også kan få folk til at hoppe rundt og synge med er københavnske ‘NEXØ‘, der denne dag leverer deres eneste forårsshow. Jeg har efterhånden oplevet NEXØ mange, mange gange, og jeg har aldrig nogensinde oplevet dem levere et skuffende show. De fire gutter spiller hidsig agitpunk og råber og skriger nok til, at man bliver mindet om hvor hardcoren egentlig har sine rødder. Sidst jeg så dem var til børnekoncert, forrige gang i selvsamme byhave, som forsanger Kristian Ejlebæk normalt har ansvar for. Og i røven af så solid en EP, som de lige har udgivet, forudser jeg et solidt show. 1-2-3-4-A-C-A-B.
Norsk-australske Feral Nature er det internationale islæt denne dag, og det giver rigtig fin mening, da Victor Kaas fik lov at være med på ‘Hereditary’ fra sidste års EP, ligesom deres forsanger Selma Bahner optræder på den nyeste EYES-skive. Glæd jer til at høre den sang.
Jeg er bare glad for, at bandet vender næsen mod Danmark, da det indtryk, jeg har fået af deres liveshows på internettet, har været absolut hæsblæsende.
Endelig hovednavnet; dagens superstjerner. Det fremragende og absurd dygtige danske band, der netop har skrevet kontrakt med det store label Prosthetic Records og som denne dag fejrer sig selv ved at give alle deres venner spillejobs og invitere alle os andre til at blvie bombarderet fra både højre og venstre til noget af et event.

Det er naturligvis EYES. Der er vel knap nogen, der læser det her, som ikke allerede kender dem. EYES indtager Paris. EYES indtager Randers. EYES overstråler Integrity. EYES vinder alle steder, de spiller.
Og derfor ser vi på Selvtægt frem til både et nyt album og et nyt show. Det bliver fedt, det her, og vi anbefaler, at du skaffer dig billet nu. Du kan få en lige her.