Det er altid en spændende overvejelse, hvornår man skal udgive sin selvbetitlede plade. Altså den, der hedder det samme som bandet. Rigtig mange bands beslutter sig for bare at gøre det med den første – Black Sabbath, for eksempel. Andre venter måske til kreativiteten er sluppet op. Metallica er et eksempel.
Og så er der dem, der venter til de har skrevet det helt rigtige album. Det album, der indkapsler bandets essens og ånd perfekt. Og det er sådan et, vi har med at gøre lige her.
Ligesom vi oplevede, da Regarding Ambiguity udgav ‘Abyss’ sidste år, har Demersal været igennem en modningsproces. Det er et band, der har langt, langt flere tangenter at spille på end tidligere og det er et band, der med denne plade fortjener at rykke et hak opad på plakaterne.
Demersal fik en masse velfortjent ros for debuten ‘Less’, der udpegede den retning de ville gå i – emoviolence, som de selv kaldte det – og lidt mere lunken modtagelse af ‘Death Routines’, der fokuserede mere på volden end på emoheden.
Derfor er det også fantastisk at opleve et band, der igen tør omfavne den mere varierede lyd, de udviste på debuten og endda brede vingerne endnu mere ud og tage alt og alle ind.
I sin kerne er Demersal stadig et smadrende og voldsomt orkester. Det kan alle, der nogensinde har oplevet dem live, også skrive under på, og det bliver de ved med at gøre. Godt.
Men lad os starte fra begyndelsen. ‘Flakkende som Tusind Lys’ åbner pladen på mildest mulig vis. Blid vokal fra Viktor Ravn over fingerspillet guitar, serverer pladens måske mest glædelige overraskelse på et sølvfad. Demersal synger primært på dansk på denne udgivelse, og selv hvis alt andet var som det plejede, ville dette træk alene være nok til at gøre albummet til noget helt særligt.
Ravn udnytter sin stemme på mange, mange flere måder end vi er vant til, og at bassist Sebastian Greis også løfter en stor del af opgaven, samt at både Jonas Maigaard på guitar og Emil Lake på trommer også byder ind, giver et vanvittigt varieret lydbillede. Det er stort set umuligt at sætte fingeren på, hvem der synger hvornår, og det bidrager til det kaos, der er en del af Demersals klassiske udtryk, men gør det uden at gøre det ulytteligt.
Vokalerne på albummet er en genistreg. De mange, mange passager med råbekor er perfekte. Man hører det tydeligt på ‘Lys i Natten’, som vi var så heldige at få lov at præsentere som premiere tidligere i år, men det er udtalt på stort set alle sange.
Omtalte ‘Lys i Natten’ gav os også et fingerpeg om retningen. Christoffer O’Donoghue Dideriksens trompet, der akkompagnerer både dette track og den mægtige albumafslutter ‘Som et Barn Mod Dit Bryst’, er vanvittigt smuk og så utrolig velplaceret, at det halve kunne være nok. Det samme kan siges om Asbjørn Rud Mathornes klaver på ‘Something’, der med det samme transporterede mig tilbage til starten af 00’erne, hvor de danske indie-post-rockere i Lampshade gjorde deres indtog.
Det er enormt forfriskende og modigt, at Demersal kaster sig hovedkulds ud på det dybe vand. Det er spændende og interessant og blandingen af Demersals emoviolence med både trompeter, klaverer, synths, cello og tværfløjte er fantastisk og helt ærligt ikke noget, jeg havde set i min krystalkugle.
Det største og måske mest imponerende track er førnævnte albumafslutter ‘Som et Barn Mod Dit Bryst’. Det teatralske og dramatiske islæt er umådeligt og hvis ikke de fire bandmedlemmer var nok til at brage kor igennem, har de inviteret stort set hele den danske undergrund med som gæster. Victor Kaas (Eyes, LLNN), Mads Skannerup Hansen, Trong Minh Lê og Jan Fenger Christensen (Omsorg), Mai Soon Young Øvlisen (Meejah), Benjamin Clemens (SYL), Sophie Lien Lake (Pleaser, Konvent), Jon Gotlev, Tim Frederiksen og Tue Schmidt Rasmussen (HIRAKI), Andrew Thomas Davidson, Emil Aude Vegeberg og Lasse Højgaard (Puke Wolf) og Troels Højgaard Sørensen (Vægtløs) deltager alle, og det er, udover at virke som et logistisk mareridt, en paradisisk drøm. Passagen, hvor Lake spiller den tungeste bastromme som et hjerteslag henover, bør gå over i historien, for at være et af de stærkeste lukkeøjeblikke nogensinde.
Ravn og Maigaards dobbelte guitarer skiftevis fræser og forsøder os, og Lake og Greis Andersen udgør en solid rytmesektion, der glimrer i de roligere passager. ‘Androide Identiteter’ er bygget på fremragende riffs og vekselvirkning og er måske indbegrebet af Demersal.
Det er ikke nødvendigvis det bedste track på pladen, omend det er godt deroppe af, men det er det, der kan stå som blåtrykket for hele albummet.
Men lad os et øjeblik vende tilbage til lyrikken. Som nævnt synger Demersal primært på dansk på denne udgivelse. Det er jeg meget begejstret for, og det er ikke fordi, jeg har en lille nationalkonservativ gemt i maven.
Det er derimod en præference skabt af erfaring. For som man oplever hos SYL eller hos Vægtløs, så bliver teksterne og budskaberne det mere rå og skarpe, når man synger på sit modersmål. Mange føler også, at det er sværere at skrive på dansk, eller sværere at lytte til det. Og det tror jeg handler om, at man ikke kan bruge fremmedsproget som skjold. Man kan ikke distancere sig. Følelserne får ægte udtryk og går direkte ind.
“Hold om mit hoved / som et barn mod dit bryst / Mit benhårde kranie / i det mat-gule lys / Jeg ved, at vi elsker / Jeg ved det min ven / Når alting brister / ses vi igen”
og
“Jeg kender ingen mere / Venner bliver til netværk / Og kærligheden bliver simuleret / Jeg forstår ikke disse koder / Jeg forstår ikke dette sprog / Der er ingen fremskridt / Kun spildt energi og modstand i steady flow”
Det er benhård lyrik. Det er tekster, man kan mærke, og det er ikke til at undgå, at føle sig set. Jeg elsker det.
“Fuck selvrespekt og self-love / Vis os hvor det gør ondt”, synger Demersal på ‘Selvhjælp’. Og det gør de. Tak for det. Og tak for at lukke os ind.
‘Demersal’ udkommer på Vinyltrolden i Danmark og andre pladeselskaber internationalt. Guitar, trommer og bas indspillet med Peter Hove Olsen i Infinite White Studios.
Vokaler indspillet på Det Jyske Musikkonservatorium, Aarhus
Pladen er mixet af Peter Hove Olsen i Infinite White Studios og mastered af Brad Boatright i Audiosiege. Cover art udført af Jonas Maigaard.
