Kort og Godt: Klovner, kranier og kampsport

Skrevet af:









Kunstner(e):

Det er januar og vi skal have plukket en ny buket EP’er og splits af den, måske, lidt mere kantede slags.

Bury Them and Keep Quiet / Lust Hag – Split

Bury Them and Keep Quiet udsendte sidste år en fremragende split med Feminizer og er nu tilbage sammen med Lust Hag.
Udover at spille god, melodisk black metal med et amerikansk twist, serverer new yorkeren Forest Brienne Cutrer denne gang et reelt black metal-cover af Enyas store hit ‘Only Time’. Hvordan man får den ide, aner jeg ikke, men jeg er glad for, at hun gjorde det, for det er lidt af en banger, når man først kommer forbi den kognitive dissonans, sangen fremkalder. På samme måde består Lust Hags side også af et originalt nummer og et Enya-cover, denne gang ‘I Want Tomorrow’, som er endnu mere beskidt og bestialt end split-makkerens. Gode sange, alle fire.

Click here to display content from bandcamp.com

Rådden Rektalvæske – ‘Skidt Ud Som Et Misfoster / Kraniemukkert’

Stærkt, stærkt samplegame fremvises på denne lille to-sangsomgang fra jyske Rådden Rektalvæske, der er opstået på musikefterskolen i Klejtrup. Oprindeligt troede jeg, udfra førnævnte samples, at de var noget ældre, men det er purunge goregrindere vi har med at gøre her, og de gør det absolut fremragende. De demonstrerer et fremragende genrekendskab og et velsignet pusterum fra alt det andet dødsmetal unge jyder går og spiller for tiden.

Click here to display content from bandcamp.com

God Awful – ‘Keep My Name’

Hvis man har set traileren for GTA 6, er det nemt at forestille sig God Awful midt i den. Det her er kamplysten snotattitude på gadeplan og Julz giver den som en Bhad Bhabie, der rent faktisk ville møde dig udenfor, hvis det kom til det. Hendes vokal er slagfærdig og aggressiv og understreges på kompetent vis af instrumentaliseringen.
Det er dog ikke her, man skal lede efter dyb lyrik eller stærk stillingtagen. Det er nærmere soundtracket til at få så godt som man giver i pitten.

Click here to display content from bandcamp.com

plein de vie. – Akrobatlar Sava​ş​ı Yitirdi

“Akrobaterne tabte krigen”, hedder denne nye EP fra tyrkiske plein de vie., der på denne EP har fået en solid omgang ‘Vertikal’-æra ind i lyden. Ganske anderledes end det stereotype billede på deres hjemby Ankara lyder den, men de anatolske skramz er stadig lige dele hoppende let i riffingen og hjerteskærende i vokalen.
Cirkustemaet sniger sig umærkeligt ind, selvom der hverken er “step right up” eller lirekasse indover. Faktum er dog, at det er screamo, man kan danse til.

Click here to display content from bandcamp.com

The Callous Daoboys – God Smiles Upon The Callous Daoboys

Efter ‘Celebrity Therapist’ fra 2022, kunne man nærmest ikke forestille sig, at The Callous Daoboys kunne blive mere stilforvirre(n)de, men det er ikke desto mindre lykkedes. ‘God Smiles Upon The Callous Daoboys’ bevæger sig i det mathede, det kaotiske, det poppede og i en slags nu-metal revival, og kan måske bedst sammenlignes med Mike Patton i sin storhedstid. Det er musik, der fanger lytteren på det forkerte ben – hver gang. Det kommer til at kræve sit at kunne lide det her, og det vil for mange sikkert ikke lykkes. Men hvis man godt kan lide at tænke over, præcis hvor mange forskellige måder én sanger kan performe på i løbet af et track, kan man starte her.

Click here to display content from bandcamp.com

Hudsult – ‘Old Songs spring/summer 2023’

Som titlen måske antyder, er det gamle sager vi har at gøre med, fra dette relativt nye band. Det er også en skramlet og lettere umixet omgang, men det spænder egentlig ret godt ind i Hudsults meget gør-det-selvede image. Personligt håber jeg særligt på en genindspilning af ‘Indebrændt’ i lidt bedre kvalitet en dag, for kombinationen af den melankolske melodi og den fortvivlede vokal sidder lige i skabet, og er lige netop det, der gjorde at jeg først fik øjnene op for dette band.
Aarhusianerne er i den grad i stand til at sætte lyd på at have det svært og det er skønt. Anden sang, ‘Without Teeth’ er lidt mere oppe i tempo og læner sig i retning af nogle pop-punkede riffs, hvilket absolut heller ikke gør noget.

Click here to display content from bandcamp.com

Vatermord – ‘Heimweh nach Gewalt’

Det er sjældent, man bruger ordet “tungt” til at beskrive black metal, men det kan vi roligt gøre her. Tyske Vatermord lægger ikke fingre imellem og smider rask væk sludgetempo, -rytme og tyngde ind i sin version af genren – nogle steder i så stærk grad, at man næsten kan blive i tvivl om, hvilken slags musik man skal forvente. Vokalen varieres også og vi kommer fra dødsgrowl og helt til forpinte hyl.
Efter sigende skulle teksterne kredse om det metaforiske fadermord, der udgøres af at gøre oprør mod patriarkatet, hvilket lyder ganske black metallisk, hvis man skal være helt ærlig, men hensigten er god. Og når det samtidig trækker i de rette tyngdestrenge, er det nemt at tage ind.

Click here to display content from bandcamp.com

Panzerchrist – ‘All Witches Shall Burn’

Panzerchrist er faktisk ikke noget, jeg har lyttet til, siden jeg blev undervældet af ‘Soul Collector’ på Herlev Bibliotek. Men jeg besluttede mig for at give det endnu et skud.
‘Sabbath of the Rat’ byder på både et godt Dissections’k lead og stærke vokaler fra Sonja Rosenlund Ahl. Det fungerer helt klart bedst, når de embracer det melodisk blackede og mindst godt, når de gammeldags dødsmetalsoloer rulles ud. Heldigvis dypper denne EP mest tæerne i den sorte ende af svømmepølen. Der arbejdes også med industrielle undertoner, som fungerer noget bedre end man skulle tro. Overordnet set viser ‘All Witches Shall Burn’ at der også kan sparkes gang i den mere traditionelle ende af dansk black, og Sonja Rosenlund Ahl understreger, at hun var lige den person, bandet trængte til. Hvis man helt kunne aflægge sig dødsmetallens duttelut-lyde, kunne det dog være temmelig godt.

Click here to display content from bandcamp.com

Ancst / xKeep Tryingx

Vi kender nok bedst tyske Ancst for blackened crust-tracks som ‘Kill Your Inner Cop’ og ‘Of Gallows and Pyres’ og der plejer det at føles som en militærstøvle lige i fjæset. Ancst er dog også primært sanger Tom Schmidts projekt, og derfor udgiver han også mørke ambient-plader når han har lyst. I dette tilfælde har han taget finske xKeep Tryingx under armen og lavet noget, der mest af alt minder om soundtracket til en deprimerende scifi-film. Nok måske noget fra filmskolen. Og på den måde er denne split rigtig god til at runde Kortlisten af i denne omgang. Vi befinder os et sted mellem ambient og synthwave, og det skal man ikke kimse af.

Click here to display content from bandcamp.com

Selvtægt er et DIY-magasin om punk og metal. Vi er drevet som en frivillig forening.

Ansvarshavende redaktør: Hanna Ella Sandvik
Magasinkoordinator: Tobias Holst

This image has an empty alt attribute; its file name is logo-1024x243.png

A.C. Meyers Vænge 134, 1. th.
2450 København S
CVR: 44226421

Privatlivspolitik

Instagram
Facebook