“Hallo, ja, det er Selvtægt her. Magasinkoordinatoren har nogle ord om det forgange år.”
Hvem er Tobias?
Tobias er vores magasinkoordinator. Med andre ord koordinerer han alt, der har med magasinet at gøre. Hvem skal til koncert hvor? Hvem mangler at få en artikel korrekturlæst? Har alle det godt? Tobias er limen, der holder vores indholdsproduktion i live.
Det er en stor hjælp, når man skal holde indholdsproduktionen i live, at man selv skriver rigtig meget. Og det gør Tobias. Det kan være om alt fra jiddisch black metal, over queer hardcore til darkwave. Tobias’ appetit på ny musik kan ikke tilfredsstilles, nogensinde. Desuden kender du ham fra hans empatiske interviews med scenens vigtigste stemmer.
2023 – noget af et år. Det oplagte ville være at snakke lidt om Selvtægt. Det er der god grund til, for jeg synes faktisk, at vi har fået stablet noget fedt på benene. Jeg er enormt stolt af vores skribenter og fotografer, og hele holdet bag. Det er måske noget af det vildeste, der er sket i år. Men det er nok også mest interessant for os på magasinet, og lidt mindre for jer, der læser med. Så i stedet vil jeg rette blikket udad.
Tre ting:
Creed-gendannelse
En af de allerstørste ting, der er sket i år, er naturligvis gendannelsen af Creed. Det er et ganske særligt band, der på mange måder er alt, alt for meget.
De bøffede riffs er ukomplicerede og muskelspillende, Scott Stapps vokal er overdreven, Rambo-agtig og alt for dybtfølt, og ikke mindst er de kristne budskaber banale og næsten sirupsdryppende.
Men banalitet kan være godt, fordi det går direkte ind og rører ved noget. Det er nemt at forstå. Derfor er Creed også et godt band, og det er umuligt for mig ikke at træde lidt ekstra på speederen og skrue lidt mere op, når ‘Higher’ går i gang. Creed er blevet gendannet i år, og jeg må ærligt indrømme, at det er et af de bands, jeg håber allermest på, kommer til landet. I en tid hvor alt – fortsat – er pis, er det også rart at lade sig transportere tilbage til dengang ens problemer primært var at finde indeni. Det kan Creed.
Integritet
Mange har i år brilleret ved manglen på integritet, men ingen nævnt, ingen glemt.
I stedet tager jeg fat i nogen, der sørger for at have røv i bukserne. Et af de bands, jeg har haft glæde af at opleve i år, er Stöj Snak. Jeg har naturligvis købt en af deres t-shirts og på den står der “It takes courage to die for your ideals, but it takes conviction to live by them”, og det kan der i den grad være noget om.e
Mange i vores del af musikbranchen går meget op i at “gå imod strømmen”, men det er kun sandt for ganske få. At risikere venskaber, netværk, pladekontrakter og spillejobs kræver ganske rigtigt conviction.
Alligevel gjorde Vulvatorious netop dette.
Vulvatorious var booket til Den Hårde Tone, der efter sigende skulle sætte fokus på både ligestilling og mentalt helbred. Hvad awardshowet og podcasten formåede i den forbindelse, med blot en enkelt kvindelig nomineret musiker og interviews med mænd med åbne anklager om grænseoverskridende adfærd overfor kvinder, vil jeg lade være op til læserne at vurdere. Den sande udvisning af integritet kom, som jeg ser det, fra Vulvatorious og deres ønske om ikke at være involveret.
Vulvatorious valgte at melde fra til dette show – intet andet. Det var stærkt og modigt og faktisk ganske modent. Mere modent end os andre, der ikke kunne lade være med at gøre nar, nævne navne og – endnu en gang – centrere mændene, men det er også alenlangt fra censur eller heksejagt. Dette må stå for arrangørens egen regning. Vulvatorious viste integritet.
Det samme kan siges om det amerikanske black metal-band Akloleh. Personen bag Akloleh er jødisk og det meste af lyrikken bygger på jødisk mytologi eller observationer fra et jødisk perspektiv, ligesom der næsten udelukkende synges på jiddisch.
I løbet af efteråret var Akloleh i kontakt med flere labels – antifascistiske og erklæret venstreorienterede og blev flere steder mødt med antisemitisk mistro. For eksempel blev han rost for at spille musik, der hyldede jødedommen på en “apolitisk måde”, ligesom han gentagne gange blev afkrævet svar på situationen i Gaza og Israel, til trods for at være amerikansk jøde og primært beskæftige sig med jødernes historie i Europa.
Det kan være svært for folk at forstå, men det at blive holdt til ansvar for handlinger og udtalelser fra folk, man blot deler tro eller hudfarve med er racistisk – eller i dette tilfælde, antisemitisk.
Mazik, som musikeren hedder, valgte derfor at udgive ‘Golem’ selv, og selvom det er et tab for verden, at hans musik ikke kommer længere ud, viser det stor integritet at stå fast på, at man er et menneske, der har krav på at blive set som et individ og ikke skulle stå på mål for andres holdninger.
Den sidste eksponent for integritet, jeg vil nævne, er det nordjyske spillested 1000Fryd, der lige nu svæver i uvished i forhold til, om de skal lukkes eller ej.
Problemet er sådan set ikke deres, men at der ikke har været klarhed over, hvem der har haft ansvar for lydisolering. Jeg krydser naturligvis fingre for deres overlevelse.
Den mest essentielle grund er, at 1000fryd måske nok er landets mest stabile og velkørte brugerstyrede spillested. Det er direkte demokrati in action og de frivillige bruger lokalerne til mange forskellige ting. Læseklubber, strikke-ditto, kunstudstilling og -produktion, biograf og, naturligvis, koncerter af mange forskellige arter. Folk fra alle genrer er samlet for at bevare stedet og det viser hvor dybt forankret i undergrunden stedet er.
Det at holde fast i at være brugerstyret og at give plads til nye bands er en af de helt store styrker, ikke bare for 1000Fryd eller Aalborg, men faktisk for hele landets scene. At det samtidig er fuldstændigt frit for kommercielle interesser gør det kun mere beundringsværdigt. Integriteten er i højsædet for 1000Fryd, og derfor er det måske landets vigtigste spillested.
Jakobe
Sidste skud på beundringsstammen er nogen, der heller ikke giver køb på integriteten. Børnepunkerne, ment på mindst nedladende vis i Jakobe, står ikke tilbage for nogen og giver den fuld gas. Deres liveshows er altid festlige af helvede til og lægger rammen om noget så efterstræbt, men samtidig sjældent som reelt at skabe et trygt rum.
Der er altid mere diverst blandt publikum når de spiller end nærmest alle andre bands og det er unge mennesker, kvinder, transpersoner og non-binære, der fylder på første række og som skriger med, når forsanger Carla Vors rækker mikrofonen frem. Til foråret kommer deres debutalbum og det ser jeg ganske meget frem til.
Koncerter
Vægtløs (1000Fryd, 11, februar)
Vægtløs er altid en stor oplevelse, og på hjemmebane var det endnu vildere. Troels Højgaard Sørensen taler om kærligheden og her var den til at tage og føle på. Aalborg er en tæt knyttet scene og alle koncerter på hele Omsorgs releasedag var en fryd.
Jakobe (Mayhem, 23. september)
Som nævnt ovenfor, er der mange årsager til at holde af Jakobe, men alene interaktionen mellem band og publikum på Mayhem var grund nok. Alle fik mulighed for at skrige med og de fleste greb den.
Hiraki & John Cxnnor (Ideal Bar, 10. oktober)
Hiraki og John Cxnnor interesserer sig aldrig for rammer, med mindre det handler om at skubbe til dem. Det gjorde de denne aften og selvom det dagen forinden handlede om det store hardcoreshow, er jeg begejstret for at have oplevet andendagen, der satte os i en fælles ravet trance.
Plader
Omsorg – Moments, Movements (20. januar, 5feetunder)
Det har ikke skortet på gode udgivelser fra danske bands i år, men jeg har nok lyttet allermest til Omsorgs debut fra årets start. De tre nordjyder har ramt en, måske ikke i international sammenhæng nyskabende lyd, men i hvert fald en lyd, vi ikke kender meget til herhjemme.
Akloleh – Golem (31. oktober, selvudgivet)
Aklolehs mørke og mystiske black metal, der udvikler sig fra plade til plade, har endnu engang gjort stort indtryk på mig. Den tunge og velskrevne lyrik giver anledning til eftertanke og overvejelser om både identitet, tro og gerninger. Dette band er slet ikke nær så velkendt som det burde være.
Underdark – Managed Decline (24. november, Church Road Records)
For nogle plader handler det om mennesker, stemninger, lyrik eller budskaber. Og alt det er også at finde på ‘Managed Decline’, men grundlæggende er det bare en vanvittigt vellydende post-black-skive, der rammer direkte ned i en gotisk understrøm af firsernostalgi, uden egentlig at lyde af Morrissey. Den her handler udelukkende om at være grotesk catchy.
Årets nytårsforsæt
Jeg har tænkt mig at blive ved med at grave dybt i undergrunden. Den er fuld af gode sager. Tjek alle vores rampelys, hvis du skulle være i tvivl.
Derudover har jeg tænkt mig at interviewe endnu flere seje, stærke og modige mennesker, som Sophie Lake og Kasper Deichmann, Jakob Møller-Jensen, Benjamin Clemens og Sofie Amalie Hejn, Marika Hyldmar og Jonas Borring Sandvej og alle de andre, der har taget sig tid til at tale med mig, og gør så meget for miljøet.
