En frygtelig oplevelse og en historie om venskab. Det er hvad ‘Omsorg’ handler om.
TW: Voldtægt.
Knap har vi bekræftet adressen, før himlene åbner sig. Det er blevet september og året er gået ind i sin sidste fase. Som to druknede mus, trådte Benjamin Clemens og Sofie Amalie Hejn ind ad døren i Sydhavnen.
Vi har nemlig fået lov til at se kortfilmen ‘Omsorg’ lidt før tid, og da den rejste flere spørgsmål end den besvarede, fik vi også lov til at tale med hovedpersonen bag og en rimelig vigtig biperson – henholdsvis Sofie Amalie Hejn – influencer, filmstuderende, instruktør og emne for filmen – og Benjamin Clemens – radiovært, konservatoriestuderende, sanger og fortæller af historien. Herudover er de ganske unge. 25 år.
Som de beskrev, da de tilbage i juni startede crowdfundingen, for hvad der til at starte med skulle være en musikvideo for sangen ‘Omsorg’, men som udviklede sig til langt mere i processen, handler det om tunge sager.
Sofie var udsat for en voldtægt i 2016. Da hun vågnede op dagen efter var det med en følelse af noget forkert, men det var også med en historie, der løb løbsk, da overgrebsmanden tog kontrollen over den fra første øjeblik. Det endda selvom han havde formanet hende ikke at sige noget, “for ikke at skabe drama”. Først i 2018 turde hun fortælle om det.
– På én nat ændrede hele mit liv sig. Jeg mistede hele min omgangskreds, alle mine venskaber. Ingen troede på mig. Den eneste, der var der, var Benjamin. Jeg kan huske, at det eneste, der resonerede var, at han kiggede på mig og sagde, “Der er ikke nogen gråzone. Der er sort og hvid, rigtigt og forkert. Det her er sket og det er ikke okay.”
“Der er ikke nogen gråzone. Der er sort og hvid, rigtigt og forkert. Det her er sket og det er ikke okay.”
Benjamin Clemens
Hejn fortæller hvordan Benjamin Clemens nærmest flyttede ind hos hende i dagene efter hun havde fortalt ham det. Han gjorde rent, ryddede op, sørgede for at hun fik mad og at hun fik tøj på kroppen.
Benjamin stod med hele ansvaret som kun 20-årig, og han tog det. Jeg kan huske, at det første han sagde var “du skal ikke fortælle mig hvad han hedder.”.
Det er denne sætning, der er omdrejningspunkt for hele sangen, og dermed også for videoen. Eller kortfilmen, som det nok nærmere er. I virkeligheden er den nok et sted imellem, hvilket også gjorde det svært for makkerparret at søge støtte. Når de søgte filmfonde, fik de at vide det var en musikvideo; når de søgte støtte til fremstilling af musik, fik de at vide, at det var en kortfilm.
– Vi var nødsaget til at prøve crowdfunding, og det har været helt overvældende, fortæller Sofie.
– Vi fik indsamlet omkring kr. 30.000, og derudover har alle, der har medvirket, arbejdet frivilligt. Vi har også fået dækket catering til hele holdet, vores kostumier, Tone-Lise Havnbjerg, meldte ikke bare sine kostumer, men også sig selv og sin bil frivilligt til hele processen, selvom hun egentlig kun skulle være med et par dage.
– Det har været ekstremt fedt, fordi vi har fået helt frie tøjler. Det, der har kostet mest, har været leje af grej. Dem, der har anvendt det, har gjort det for at være med, fortæller Benjamin Clemens.
Hejn indskyder:
– Vi skal bare lige have dækket transporten til de to premierer, så ryger resten af pengene til brydtavsheden.dk
For vred til at være venlig
Uanset om det er kortfilm eller musikvideo, er faktum dog, at de har omskrevet SYLs halvandet minut lange sang til en film, der varer godt ti minutter, hvilket har medført en del musikalske ændringer. Det bemærker man dog knap nok, da både den dramaturgiske og den billedmæssige side er inddragende og overrumplende.
I den ser man Benjamins indre kampe krystalklart, mens de sammenklippes med Sofie Amalie Hejns voksende følelse af isolation gennem Sebastian Toft og Serena de Rosas skuespilpræstationer.
Kontrasten mellem de Rosas passivitet og Tofts næsten performative aggression er slående, og indkapsler teksten, som Benjamin Clemens præsenterede Sofie for klokken fire om natten på hans egen fødselsdag.
Sangen ‘Omsorg’ handler om, hvordan vores hovedperson er så opslugt af vrede, at han helt overser hvordan kvinden forsvinder mere og mere. Særligt udtryksfuldt er den scene, hvor Toft er i færd med at smadre alt omkring sig, medens de Rosa stirrer ind i kameraet fra kanten af sin seng.
Clemens synger “Hvis du fortæller mere, får jeg blod på hånden / Jeg er ikke i kontrol / Min egoistiske trang fjerner fokus / Væk fra dig, fra omsorg“ og det er det, som filmen så udtryksfuldt fortæller og som også slutningen afspejler. Vores mandlige hovedperson må give slip på sin vrede for i stedet at kunne fokusere på den omsorg, hans kvindelige modstykke har brug for.
Og det er også et dilemma, som Benjamin Clemens har stået i i virkeligheden.
– Det var det sværeste. Den her moralske frem-og-tilbage. Jeg har aldrig været så tæt på at samle et tæskehold nogensinde, hverken før eller siden. Jeg fandt jo ud af, hvad han hed, og det var supermærkeligt at have sådan en helt kølig overvejelse af, om man skal begå grov vold.
Men i sidste ende vandt omsorgen, som den også gør i kortfilmen. På trods af, at Benjamin netop havde fået en kæreste, flyttede han nærmest ind hos Sofie og var fast besluttet på at sørge for, at hun havde det godt. Det var også ham, der to år senere fulgte med hende på politistationen for at indgive en anmeldelse.
– Jeg kom først ud med det to år senere. Mine venner mente, at hvis jeg gik til politiet på det tidspunkt, var det bare for at skabe drama. Men hvilken motivation skulle jeg have for det? spørger Sofie Amalie Hejn, og fortsætter:
– Jeg vidste jo godt, at der ikke ville ske noget, men jeg havde alligevel brug for at tage mig selv seriøst og sende et signal om, at det ikke var for sjov. Ellers havde jeg ikke siddet i et forhørslokale i 4½ time, og blevet udspurgt om, hvad jeg havde på, og hvor mange gange jeg nu også havde sagt nej.
Det var Benjamin, der holdt fast i, at det, der var overgået hende, skulle tages alvorligt. Sofie siger, henvendt til ham:
– Det var dig, der så mig i øjnene, og spurgte “hvis det her var sket for en af dine veninder, hvad havde du så gjort?” – Det var første gang, jeg følte snerten af vrede på mine egne vegne.
Sidenhen har Hejn brugt rigtig meget tid på at bearbejde sin oplevelse. Det har sat sit præg på hele hendes liv. Hun beskriver, at hun efterfølgende ikke har indledt et eneste venskab, hvor den anden part ikke kendte til det på forhånd. Hun fortæller, at hun lider af panikanfald, at hendes forhold til sex er blevet “forskruet”, at hendes kæreste ikke må kysse hende, når hun er fuld, at meget er blevet sværere.
– Jeg bærer på en konstant dårlig samvittighed. Jeg har hele tiden brug for bekræftelse i, at jeg ikke er træls for mine venner. Hver gang jeg skal se nogen, jeg elsker i øjnene og sige, “du ved ikke hvem jeg var dengang, du ved ikke hvem han er, men her er en masse frygtelig information, du skal bære rundt på”, så gør det ondt i hjertet.
Hver gang jeg skal se nogen, jeg elsker i øjnene og sige, “du ved ikke hvem jeg var dengang, du ved ikke hvem han er, men her er en masse frygtelig information, du skal bære rundt på”, så gør det ondt i hjertet.
Sofie Amalie Hejn
En stor del af Sofie Amalie Hejns professionelle virke, bærer også præg af det. Både de film, hun laver – kortfilmen ‘Vi taler ikke om det’, der kom på filmmagasinet Ekkos shortlist – og det hun arbejder med på platformen TikTok, hvor rigtig mange har hørt hendes historie og hendes fortællinger om alle følgevirkningerne. Det er også det, der ligger til grund for kortfilmen ‘Omsorg’.
– Jeg tror på, at det hjælper, når man taler højt om noget, der er svært. Jeg tror, at det heler noget i mig, og jeg håber på, at jeg kan få andre til at tro på det, de hører og til at tro på sig selv, hvis de oplever noget ligesom mig.
Tag kontrollen tilbage
Det var det, der var årsagen til, at Sofie Amalie Hejn sagde ja, da Benjamin Clemens viste hende sangteksten sent om aftenen.
Igen taler de to mere til hinanden, end til os.
– Vi i Syl havde en trackliste, men var endnu ikke begyndt at indspille, og ‘Omsorg’ var på den. Jeg var meget bekymret for, hvordan du ville modtage den, og det var også derfor, der skulle drikkes mod til først. Men jeg virkelig glad for, hvordan du gjorde det.
Han fortsætter, henvendt til os:
– Jeg var i tvivl om, hvordan det føltes. Jeg var bange for, at Sofie følte, jeg var ved at overtage hendes historie. Det skulle jo ikke handle om mig.
Sofie byder ind:
– Hvis det havde været en hvilken som helst anden end Benjamin, havde jeg nok også haft det sådan. Når man har været udsat for det jeg har, og i kølvandet på det, mistet hele sin vennegruppe, bliver man lidt beskytterisk. Jeg har fortalt den og delt den, men jeg har også gjort det meget klart, at det var min historie.
– Men når det var Benjamin, var det anderledes. Han fortæller vores historie. Jeg ved, at Benjamin aldrig ville tage noget fra mig. For jeg ved, at med de valg jeg blev frataget den aften, har jeg også frataget Benjamin nogle valg. Derfor er historien vigtig at fortælle. Den handler også om, hvor svært det er at stå på sidelinjen.
Hver gang samtalen drejer sig ind på det emne, bliver Benjamin Clemens utilpas. Han bryder sig ikke om, når det handler om ham.
– Jeg køber ikke helt den der med, at det skulle være så svært for mig. Jeg føler ikke, at jeg har gjort andet, end hvad man burde i denne situation. Jeg har svært ved at acceptere fortællingen om, at det skulle være hårdt for mig.
Hejn smiler til ham. De har tydeligvis haft denne diskussion mange gange, men Clemens er hverken til at hugge eller stikke i.
– Jeg gik længe og tænkte på, hvordan jeg ville gøre det, og det tog lang tid før der gik hul på den lyriske byld. Den kom først, da jeg hørte Gustavs (Brønnum, red.) riff, at det faldt på plads for mig.
Han fortsætter:
– Det skulle ikke være sådan en, “nu tager vi ud og banker voldtægtsmænd”-sang. Det er vi slet ikke bøllede nok til. Det måtte heller ikke blive “hvor er det synd for mig, at jeg skal gå rundt med den viden”. Den skulle handle om omsorg.
Det måtte […] ikke blive “hvor er det synd for mig, at jeg skal gå rundt med den viden”. Den skulle handle om omsorg.
Benjamin Clemens
Sofie tog heldigvis godt imod, og det blev et fælles projekt først at få sangen lavet, men derefter også at få den gjort til film. Det var også de to sammen, der skulle fortælle resten af bandet hele historien.
Inden da havde Clemens fortalt dem nok til, at de havde en ide om hvad sangen handlede om, men ikke mere end det.
– Det var vigtigt for mig, at hele bandet fik en forståelse for mig og min historie. De skulle forstå hvorfor, når jeg begyndte at græde, fortæller Hejn.
Benjamin Clemens griner lidt:
– Det er den korteste sang på pladen, men det var nok den, der tog længst tid at skrive.
Sofie Amalie Hejn Instruktør + Producer
Emil Adalsteinsson SYL + PR + Produktion
Benjamin Clemens SYL + Manager + Produktionsleder
Benjamin Grønne SYL
Andreas Grønne SYL
Gustav Brønnum SYL
Zara Bækkelund Kristensen Producer/Indspilningsleder
Albert Stenum Filmfotograf + Color grade
Nikolaj Svensgaard 1 AC
Leonardo Bosetti Gaffer
Joachim Blaabjerg Gaffer
Tone-Lise Havnbjerg Kostumier/Stylist
Serena De Rosa Skuespiller: HENDE
Sebastian Toft Skuespiller: HAM
Liv Birch Svenningsen Produktionsassisent + indspilningsleder
Frederik Fuglsang Klipper
Therese Mailand Thacker Instruktørassistent
Alexander Hjalmarsson VFX
Signe Tornager MUA
Louise Petersen Stillfotograf + Produktion
Vega Moltke-Leth Indspilningsleder
