Et forfald

Skrevet af:









Kunstner(e):

Albumtitel:
Managed Decline
Genrer: ,

Underdark er klar med opfølgeren til 2021’s ‘Our Bodies Burned Bright on Re-Entry’ allerede nu, og det skulle man ikke tro, da den byder på en lyd, der i høj grad er modnet siden debuten.

Jeg selv opdagede Underdark for snart længe siden. Tilbage i 2016 udgav de EP’en ‘Mourning Cloak’, og siden har jeg været fan. Det trods en udskiftning på den vigtige forsangerpost, hvor den amerikanske expat Abi Vasquez har taget over.
På en måde kunne jeg godt lide forgængeren. Særligt singlen ‘Coyotes’ var god, men alligevel var det som om den ikke helt klikkede. Eller, den blev i hvert fald ikke hængende på afspilleren. Jeg var begyndt at have en forestilling om, at Underdark måske i højere grad var et EP-band. Den slags findes og det er der ikke nogen skam i – Jesu har for eksempel altid været bedre på EP’er. Og ligesom ‘Mourning Cloak’ var rigtig god, var ‘Plainsong​/​With Bruised & Bloodied Feet’ det også.

Click here to display content from YouTube.
Learn more in YouTube’s privacy policy.

Men den opfattelse kan afkræftes nu. For ‘Managed Decline’ viser sig at være en reelt helstøbt plade, der demonstrerer en lang bedre forståelse for melodi end forgængeren gjorde. Og for mig, er det en nødvendighed i black metal. Der er en grund til, at det var Emperor, der fik mig ind i genren og ikke Mayhem.

‘Managed Decline’ er en konceptplade, der beskriver det centrale Englands kollaps i løbet af den thatcheristiske liberalismes sejrsgang. En familie og dens deroute skildres på grusom vis, og det er ikke svært at trække paralleller til film og TV-serier som ‘This is England’ eller Douglas Stuarts roman ‘Shuggie Bain’. På mange måder var den britiske historie i det 20. århundredes tre sidste årtier en slående kontrast til den udvikling vi oplevede på kontinentet, hvor vi, trods kriser og problemer, endte med at blive stærkere.
I england var håbløsheden enorm og i lyset af den sol, der for første gang i århundreder var ved at gå ned over det britiske imperium, var det svært at se andet end undergang. Fattigdom, krig, stofmisbrug og arbejdsløshed lurede over det hele, og det beskrives også på ‘Managed Decline’.
Fra tanken om den frie verdens triumf i 70’erne, symboliseret ved særligt det nik Iron Maidens ‘Transylvania’ får i ‘Managed Decline I’ til den spejles i den sørgmodige progblackafslutter ‘Managed Decline II’ ser vi konsekvenserne af, at have levet i håbet om en verden, der er blevet afskaffet.
Det er som sådan ikke nye tanker. Terminalist skrev om det på deres forrige album og siden Fukuyama blev konfronteret med sin fejlagtige tanke om den nye verdensorden, har vi vidst, at tingene ikke bliver bedre, fordi vi ikke har besluttet os for at gøre dem bedre. Ikke desto mindre har englændere en måde at sætte fokus på det, der føles både altmodisch og bittersødt, som Richard Ashcroft kaldte det.

Hvor ‘Our Bodies Burned Bright On Re-Entry’ forsøgte at eksistere uden for en lydlig kronologi, har ‘Managed Decline’ taget afsæt i den stemning, der herskede i tiden, med nik til både trip-hop og brit-pop, udover al den tunge post-metal og den skærende black.

Click here to display content from YouTube.
Learn more in YouTube’s privacy policy.

Det er velspillet og velproduceret og Vasquez’ store vokale spændvidde er fremragende, ligesom guitarernes harmonier skaber en større dybde. Selvom det er black metal, vi har med at gøre, er det ikke nødvendigvis de associationer vi får. Dette skal opfattes som en god ting. Vi husker de bedste musikere fra forgangne tider – ikke deres genrer. Derfor er det et tegn på, at Underdark har kreeret mere end bare endnu en black metal-plade. Fra den Beatles-inspirerede instrumental-åbner over hele spektret og til den knusende afslutning.

Click here to display content from bandcamp.com

Karakter
5
/ 6

Selvtægt er et DIY-magasin om punk og metal. Vi er drevet som en frivillig forening.

Ansvarshavende redaktør: Hanna Ella Sandvik
Magasinkoordinator: Tobias Holst

This image has an empty alt attribute; its file name is logo-1024x243.png

A.C. Meyers Vænge 134, 1. th.
2450 København S
CVR: 44226421

Privatlivspolitik

Instagram
Facebook