Efter den første udlandsturne for albumdebutanterne i Pleaser, havde de vendt næsen hjem til fest og fejring.
Indrømmet, vi er ikke længere Nørrebroboere. Vores gensyn med den ydre del bar præg af “næ, se, dernede boede jeg for mange år siden” og “jeg var i praktik herude, dengang jeg studerede”. Og ja, vi gik forbi losse-/skatepladsen, vi skulle være skrået indover, da vi nåede til Ragnhildgade. Men da vi så opdagede, hvor mange andre i sort tøj, der stod og drak bajere, fandt vi hurtigt vej.
Og det, der mødte os, var en hob af unge mennesker, der havde indtaget snart sagt alle plane flader mellem Bolsjefabrikken og den gamle lagerhal, der er Mayhem.
Vi var kommet for at fejre, at Pleaser og St. Digue var vendt hjem fra en lille tur til både Tyskland, Norge og Sverige, men også, at Pleaser langt om længe havde udgivet deres debutalbum, ‘Pleaser’. https://www.selvtaegt.dk/anmeldelse/slikkepind-og-kaedesav/ Og det sørgede vi for at få gjort.
Plakaten var stoppet til randen, med hele fire bands, men i modsætning til de fleste af den slags, havde Pleaser haft det fornødne forsyn til at planlægge en aften med starttidspunkt klokken 19. Mere af det, please and thank you.
“Vi hedder Jakobe og vi synger om voldtægt”
Vi havde dog den udfordring at første band var Jakobe. Eller, vi havde ikke det problem, men resten af lineuppet havde. For det vi fik serveret var en grotesk omgang ungdommelig, respektløs og hamrende intens smadderpunk.
Selvom de stadig er ganske nye, er de tydeligt et velkendt navn blandt deres jævnaldrende. Første, anden og tredje række var pakket med unge mennesker. Nogle i smadrede crustpants, andre i smukke kjoler, alle med forventningens glæde malet i ansigtet.
Og det var med god grund. Forsanger Carla Vors indtog gulvet – for naturligvis var det et groft betongulv, der tjente som underlag – med en smøg i den ene hånd og Nettos billigste papvin i den anden. Smilene på vores aldrende ansigter bredte sig, da vi ved selvsyn kunne konstatere at the kids i den grad er alright. Hun indledte med at undskylde for trommeslager Aske Winther, der havde brækket kravebenet, og derfor måtte give den i bedste Rick Allen-stil med kun en enkelt trommestik. Det overraskede os overhovedet ikke, da Winther havde stået forrest i hver eneste moshpit vi har været i nærheden af i månedsvis – sjældent med noget særligt hensyn til sit fysiske velbefindende.
Men Vors’ undskyldninger var ganske unødvendige, for Winther var i den grad i stand til at straffe trommesættet i løbet af det alt for korte, men intenst overvældende set.
“Vi hedder Jakobe og vi synger om feminisme” lød det fra sangeren til stor begejstring fra hele publikum. Herefter hostede hun. Lad være med at ryge, unge mennesker. (Eller bliv ved, who cares?)
Vors er flankeret af Ivan Dahl på bas og May Luna på guitar, og selvom begge leverer til fulde, er det samspillet mellem sangeren og guitaristen, der virkelig tænder op under livsgnisten. Da de kalder pigerne op foran og danser sammen ser man tydeligt, at det ikke blot er et band, der spiller godt sammen, men et band, der har det godt sammen.
Og sikke en fantastisk samling piger og kvinder, der skridter op mod bandet, for at råbe med på en sang, der handler om urimeligheden i strafferammen for voldtægt (Det var noget mindre tørt, end det lyder). Det var imponerende i hvor høj grad Jakobe var garanter for det trygge rum. Alle følte sig velkomne, alle kvinder følte sig set og alle vi andre tog et skridt tilbage.
Et sted hvor der dog var behov for den sikkerhed alderen bringer, var da bandet spurgte om vi kendte bandet Sex Pistols, der var et af de første, Carla Vors blev introduceret for. Det gjorde de fleste naturligvis, men alligevel var det kun undertegnede, der turde fortælle, hvor elendigt bandet egentlig er.
Det var Jakobe heldigvis enige i, og Ivan Dahl opfordrede til at vi mødtes for at brænde alle deres plader af. Vi kan kun erklære os enige.
Sidste nummer, der kom alt for tidligt, hed ‘Little Girl’ og var en opvisning i overbevisende idealisme. Uden at kende mere til det lyriske indhold, var det ekstremt stærkt og virkede som noget, der virkelig havde rod i Carla Vors. Afslutningen var et skrig fra bunden af både sjæl og krop, der gav genlyd i hele salen. Endnu mere da hun rakte mikrofonen frem og lod hver eneste kvinde i forreste række give deres besyv med. En kakofonisk serie af primalskrig, der hver især fortalte deres egen historie. En historie, der alt for sjældent får plads til at blive fortalt og som fortjener al den plads, den overhovedet kan få. Tak til Jakobe.
K.A.M.P. eller camp?
Det var svært at følge op på, og det afspejlede publikum også. Hvor Jakobes koncert bar præg af ungdommelighed og forskellighed, trak de unge udenfor, da K.A.M.P. tændte for forstærkeren og spillede thrash-infunderet heavy metal.
Der var da også langt mere ansigtsbehåring at spore på de forreste rækker her, end der var tidligere, og selvom det ikke normalt er noget vi har et problem med på magasinet, var kontrasten slående.
Her lyder det måske som om vi synes, at K.A.M.P. var dårligt. Det var det ikke. Langt fra. I denne kontekst kunne vi bare godt have undværet, da Jakobe og de to hovednavne bibragte en ganske moderne energi, hvor dette band i højere grad skuede bagud, deres bassist og forsanger Adam Kjær Nielsens leopardlingerie uagtet.
Stærke og fuldfede riffs og en skarp dobbeltpræstation fra Nielsen og Slægts Anders M. Jørgensen på vokalerne sørgede for, at det i hvert fald ikke var kedeligt, omend denne genre kan være svær at holde koncentrationen i.
Nielsens antræk gjorde det oplagt at trække tråde til Rocky Horror Picture Show, hvilket kun blev understreget af det fantastiske syn, da han gabte så højt over mikrofonen, at han måtte have assistance til at få den ud igen.
Alt dette uagtet føltes hverken den Flyvende V-guitar, lingerie eller finsk vodka direkte fra flaske som noget påtaget eller uægte. Det føltes derimod som om, at K.A.M.P. mente det fra ende til anden. Og så gjorde det ikke så meget, at det ikke kildede vores smagsløg.
Fucking Pleaser
Det gør til gengæld Pleaser. Fra første sekund deres noisy, skraldede punkrock vækkede minder om ‘Fucking Åmål’ var vi hooked. På en og samme tid er de lyden af teenagetiden, så langt tilbage og fremtiden, som vi så småt kan skimte i horisonten.
Deres EP fra ‘21 gav blod på tanden, og da vi langt om længe fik fingrene i den såkaldte langspiller, var vi glade. Meget glade.
Denne glæde er i høj grad noget, kvartetten giver os. Selv for dem, der ikke kender dem, er det umuligt ikke at blive smittet af deres sammenhold og deres glæde ved at spille.
Glæden skinnede igennem som ubesmittet brutalitet. Alt var hårdere end det plejer. Her gør Mayhems betongulv nok heller ikke meget godt for lyden, men det lød i hvert fald så voldsomt, at det var svært at høre Annie Nyvold og Sophie Lakes vokaler. De er ellers et vigtigt fikspunkt i Pleasers musik, så når intensiteten tages fra det element, forsvinder lidt af den særlige følelse. De tos guitararbejde var dog stadig ganske fornøjeligt og det var også fedt at opleve, at de kunne flænse dem endnu hårdere.
En, der i særdeleshed gav den hele armen, var trommeslager Oliver Nehammer. Fra en oprindelse på musikkonservatoriet og optrædener i forskellige jazzorkestre, var det intet mindre end overrumplende at se ham spille som besat af en af helvedes hedeste dæmoner.
Med øresønderrivende fills og buldrende stortromme spillede han hurtigere end nogensinde før. Vi blev nærmest blæst bagover. Måske var det sigende, at han havde smidt sine ellers letgenkendelige krøller, for det helt kortklippede look. Hans diabolske kontrafej passede i hvert fald perfekt.
Som nævnt, var det melodiske nedtonet for i aften, og vi brugte en del tid på at tænke over, om det mon var godt eller skidt. Vi nåede frem til, at det var hverken eller. Det føltes lidt som at have en signaturpizza og bestille den et nyt sted. Ingredienserne og tilberedningen var ganske velkendt, og det er en forfriskende følelse af genkendelse og nybrud.
Pleaser er som bekendt primært Lake og Nyvolds band, og det er også dem, der løber med opmærksomheden i front. Olle Bergholz og Oliver Nehammer kører, så at sige, deres eget show bagest, hvor deres samspil er lige så glædeligt som frontpersonernes. Naturligvis er bandet en enhed, men det er også sjovt at se, hvor stor forskel, der kan være på for- og bagende i en sådan.
En nummer 32 er altid god, uanset hvor man får den, og hvis man skal dømme efter responsen, da de kastede sig ud i ‘The Dream’, var publikum enige.
“BAT!”
Sidste act var klar efter kun et kort changeover, hvor aftenens to DJ’s, Penny Century, aka Tobias Bendixen (Septage, Big Mess) og Bovril Lavigne, aka kunstner Dawn Bruce (Yu-Gun) , der ellers havde brilleret hele aftenen, satte en gigantisk stinker i form af Kim Larsens version af ‘Kringsatt av Fiender’ på. Det var en streg i regningen for en ellers fremragende præstation fra de to, der bød på alt fra det bedste mod-scenen kunne byde på til Paramores kæmpebanger ‘That’s What You Get’.
Kasper Deichmann og Sophie Lake indtog scenen med store smil og indtog Skansen-posen.
De to er et skønt makkerpar, både til daglig og på scenen, og denne gang tjente Mayhems særprægede akustik til deres fordel.
Hvor St. Digue sædvanligvis er dansabelt og mørkt, på den der vampyragtige facon, var det denne gang råt og smadret og Deichmanns synths snoede sig ind i Lakes licks på noiseagtig vis.
Det var både bulder og brag, hvilket var mere end man havde kunnet håbe på. Gulvet blev fyldt op af dansende kroppe af alle aldre, køn og hvilke andre, arbitrære inddelinger man kunne forestille sig.
Deichmann formåede at gøre det umetalliske metallisk, og det var imponerende, når man tager den imponerende Cure-vokal in mente.
Generelt er vi glade for St. Digue og i aften var ikke nogen undtagelse. Hvor vi tidligere har ment, at St. Digue mindede os om Vampire: The Masquerade: Bloodlines, var vi denne dag ikke nogen som helst andre steder, end på et hårdt betongulv på ydre Nørrebro. Og det var præcis hvor vi gerne ville være.
I løbet af koncerten så vi i øvrigt igen Jakobes trommeslager Aske Winther i pitten, og denne gang blev han også kastet ud i en crowdsurf vi nok ville kaldre på grænsen til dumdristig. Men altså, det var vel ganske punk.
Deichmann takkede, bukkede og sendte skud ud til alle, der havde spillet og hjulpet dem på aftenen, inden han fyrede op for et stærkt Misfits-cover som sidste nummer, hvor festen eksploderede.
Alt i alt var det Pleasers fest, men de var hjulpet godt på vej, ikke mindst på grund af opkomlingene i Jakobe og deres overdrevne attitude og intensitet. Det var godt at se et band, der efterhånden trækker overskrifter, invitere de nye med. Det er det vi har brug for.
Således mindet om vores egen dødelighed, men også forstærket i vores tro på fremtiden, vendte vi næsen mod mere mondæne områder af København igen. Man er vel voksen.
