Vi har alle prøvet de her små nichefestivaler, nogle større og mere succesfulde end andre. Og nogle af dem er vigtige. Dem, som giver mulighed for noget andet. Ikke kun det at se et eller andet obskurt band som (lad os være ærlige), ingen i din generelle omgangskreds giver en fuck for. Men muligheden for at mærke noget. Opleve noget. Indse noget. Så hvad kan Lasher egentlig? Hvad får man ud af at besøge den aalborgensiske undergrund, og hvad tager man med derfra?
Inde på den lille scene på 1000Fryd, gløder de røde lampers skær i mørket. Udenfor er det kvælende varmt og blændende lyst. Göteborgeske Fox Wombs kaotiske hardcore er alt andet end lige ud af landevejen. Konstant veksler de mellem at være introverte og stirre på deres pedaler til at være instrument-svingende galninge, som havde de studeret gamle Norma Jean-klip. Og når man nu engang har sagt “vi er i Converge-land”, så må man også selvfølgelig følge skik, hvilket resulterer i, at forsanger Simon Romberg er alle steder på en gang – på scenen, i publikum, på bardisken og bassisten starter en moshpit.
Svenskerne i de korte, afklippede shorts er ikke proggy og polyrytmisk, på den der måde som seje mennesker (ahem) finder irriterende og ligegyldigt – der sker bare meget, hele tiden. Til tider er det deathcoret som på ‘Into the Light of God’, andre gange er det groovy som på ’There Is a Black Hole In My Chest, That I Try To Fill With Flowers’ og så er der hård blastbeat og en strubeskærende vokal.
Spilleglæden fra bandet er stor og oprigtig hjertefølt. Forsanger Simon Romberg er i hvert fald ked af at skulle på arbejde i morgen, og det er vi andre også. Deres whatever-core var hårdt rammende, slaskede, kaotisk med en nærmest konstant melodisk undertone, og de er en fremragende måde at starte dagen på.
Ligesom med Fox Womb, så sker der rigtig meget, på en gang, hele tiden. Inertials er frådende og fræsende, uden at de bliver slagsbrødre. De har en iboende indadvendthed over deres techy-posty-halløj-støj, og de strækker den ud og lader den hænge i luften inden det hele kollapser i et ildevarslende pedalinferno, mens Simon Tornby raser så meget, at man frygter en aneurisme. Vi er glade for dem på hjemmefronten – og guderne skal vide, at der fandme er meget vi ikke kan lide. Rødderne fra New Money, Fossils og Sixpence (skud ud for ud for at lave en split med Envy. I fucking 90’erne!), er dybt forankret i det rungende, buldrende og febrilske hjørne af core-landskabet. De gamle ben til trods, er der masser af spræl i riffsene og de lyder af unge vrede mænd med et smertefyldt hjerte, der blev voksne, begyndte at rode med pensionsordninger, realkredit og alle de andre normative forventninger og så at verden stadig var den samme lort som da de var 19. For det er den stadig.
Følelsen af fællesskabet fortsætter i den mere eller mindre kollektive march fra 1000Fryd ud til SH35. Man falder i snak med venner, og folk, de kender og det er den ærgerlige årsag til at vi ikke fik set Chrit og deres shoegazey, synthede crooner-post punk, men der gik altså lige falafel og øvelokale-besøg i den.
Nuvel ankommer vi til streetfood-spillesteds samsuriummet SH35 hvor lokale Bogwife har stemt håndvåbene og skruet på forstærkerne, og de første toner former sig en klam og fugtig sump på spillestedets lille scene, hvor sveden pibler af de fremmødte. De aalborgensiske ørkenrotter i Bogwife er totalt nonchalante i deres stenede zen-mode og spiller en blueset stoner-rock, som hvis Allman Brothers kørte Harley Davidson og stemte i drop-c. Trommeslager Jonathan Rosendahl Iversen ghostnoter sig afsted med kilometervis af groove, og dirigerer publikum fra headbang i motorvejs-tempo til nøjsom mose-kinddans. Uagtet om du er til blues, stoner eller bare musik, der lyder af fadøl, så skal du høre Bogwife, næste gang du får chancen.
Vi træder ud af sumpen og direkte ind på den store scene og uha, der er mange på scenen, hva? Siger man ikke, at for mange kokke fordærver maden? Det er en opgave af alvorlig karakter, som lydpulten og dens personale har sat sig for på SH35’s store scene. Da vi hørte Meejah og Hiraki på Lasher Fest for to år siden, var det en meget “Meejah spiller Hiraki og omvendt”-agtig oplevelse og bevares, det var et umage, men glimrende møde mellem de to projekter, som forenede industriel-hardcore og post-rock, hvor maden ej fordærvedes, men blev en Michelinstjerne værdig. Her to år efter, har kollaborationen født en fantastisk EP, som de har taget med til os hele vejen til Aalborg i et væld af knapper og tingeltangel, man kan skrue på.
Mai Soon Young Øvlisen har en virkelig kraftfuld stemme. Det har hun normalt, men der er seriøs pondus på hendes vokal i dag, hvor standarden bliver holdt på et fuldstændig forrygende højt niveau – især de kuldegysende linjer på den hjerteskærende ‘Redirect Revenge’.
I dag er det “bare” Tim Frederiksen på trommer, men selv uden Emil Lake som makker, formår han stadig at fylde rummet, hvor han på fornem vis får komplimenteret de knappe-gale alkymister, han deler band med. Sågar med en insisterende og rå kor-vokal. “Effigy” ekkoer tomt og metallisk i rummet, mens støjen løbende samler sig, og bliver til en bankende rytme. Deres kludetæppe af lydflader overlapper konstant hinanden og frem for at degradere hinandens udtryk, forstærkes og løftes de til en større helhed, der er begge bands forundt.
‘Thee Ode’ er helt sårbar på den der 2005-Mew-måde, lige indtil at Jon Gotlev tager en dyb indånding og det hele eksploderer i en buldrende kakofoni, for bagefter at blive til et længselsfuldt kor. Den havde været en fucking banger, dengang Tværs med Tine Bryld stadig var på P3.
Ugen efter Peter Clements død, stod jeg selv på Rigshospitalet, hvor jeg sendte min mor ind til en operation for at fjerne den svulst, der sidder i hendes hjerne. Jeg har intet forhold til Monkey Okay eller deres musik. Jeg så samlet set et minut af deres koncert. Peters forløb har ramt mig helt vildt meget, som i ekstremt meget. Vi snakker eksistentielt. Og jeg kendte ham ikke. Men jeg kender mennesker der holder af ham.
Og her står jeg og ser Monkey Okay. Et band, der deler Peters kærlighed til musikken og hinanden. Om jeg forstår deres eksperimentelle rock eller ej er ikke pointen. Kærligheden er. Jeg gik ud og ringede til min mor. For mig var koncerten mest for de mennesker, der kender Peter. Det var en hyldest til ham, hans virke og hans person. Vi fik bare lov til at være på besøg. Og det er fint nok. Ikke alt skal være for alle, hele tiden.
For os, der aldrig kom ud af vores millennial teenangst, men som nu døjer med ondt i både hjerte og lænd, så har Lasher lavet en vaskeægte hjerteknuser af en pop-punk booking.
Direkte fra down-under til Nordens Paris indtager The Smith Street Band SH35’s lille scene med en tryghed og venskabelighed, som havde de stået på den scene før og spillet for de mennesker før. Der er ingen jetlag at finde på bandets tilstedeværelse og åbningsnummeret ‘This is it’ bliver en omfavnende kram, som om vi havde savnet hinanden i alt den tid, vi ikke var i Aalborg sammen, hvor forsanger Wil Wagners stemme og smil er den pureste ærlighed – og det bliver krammet også.
‘American Heaven’ fra sidste års udgivelse ‘Once I Was Wild’ er – som det meste af bandets bagkatalog – en manøvre i ikke at besvime af at råbe og smile for meget, og når Wil Wagners brager linjerne “And you can eat my dust, you boring cunts” som et modsvar til de mennesker og situationer, der er mere facade og forventning end, ja, alle de følelser et australsk pop-punk band kan kramme frem i en på SH35’s lille scene.
The Smith Street Band er lidt ligesom hvis ‘Such Small Hands’ var et band – Og jeg er sikker på, at hvis man havde dyrket bandet, så var det fantastisk, for de var nærværende, sjove og omfavnende. Og sådan noget folk-punky singer/song gejl rammer bare, på en eller anden måde rigtigt. Fantastisk booking.
Stroboskoplyset er sat på max, og røgmaskinen er tændt, og der er fed og overvældende lugt af røgelse – som lugter enormt meget af tjald – i hele lokalet. For de uindviede har amerikanske Wolves In The Throne Room spillet og været pionerer for den store, flotte, og transcenderende atmosfæriske black metal.
Det er en autentisk Lasher Fest-oplevelse at gå direkte fra pop-punk til black metal, og på en eller anden måde, så giver det mening. Der er et overlap, jeg ved ikke hvor stort det er, men det er en underlig og fantastisk følelse, at alle facetter af ens nichemusiksmag bliver imødekommet både af line up og de andre festivalgæster.
Bandet har spillet en del gange på dansk jord, og som henholdsvis bassisten og de to guitarister tager over for vokalerne, er der ingen tvivl om bandets plads på scenen. Det bliver næppe mere rutineret end dette. Musikalsk er der faktisk ikke en finger at sætte på noget, men de dødsens lange atmosfæriske passager mellem numre, hvor bandet enten ikke står på scenen eller har stillet sig med ryggen til, trækker oplevelsen gevaldigt ned for mig. For når bandet endelig kommer tilbage på deres instrumenter, og skubber oplevelsen fremad, er det som om de har søsat en forventning, som de ikke kreativt kan leve op til. Atmosfæren i deres black er desværre denne aften ret tynd og jeg kommer til at kede mig rigtig meget. Det er ikke kun den røgelse, der fylder lokalet, der ligger utroligt tungt, det er også mine ører og øjne, så vi tager hjem fra SH35, og får sludret os helt møre om alle de oplevelser vi endnu engang har fået i det aalborgensiske. Og så er det jo bare luksus, at der er en hel dags Lasher Fest mere at stå op til.
