Der er meget at komme efter, når det handler om Meejah og HIRAKIs fællesopus ‘Interwoven’. For som titlen antyder, er det en sammenvævning af alt mellem himmel og jord.
Vævning har meget tilfælles med kodning og har også nogle traditionelle håndværksmæssige konnotationer. Sammensmeltningen af elektronik og håndværk er meget dækkende for de to bands. Der er altid meget håndværk i Meejahs præsentation og instrumenter, og Jon Gotlev er en meget dygtig håndværker og kunstner. Samtidig fylder elektronikken en del i begge bands. Det er derfor en både velvalgt og meningsfyldt titel og en, man kunne tænke sig at forstå yderligere.
Vi er ikke blevet trætte af albummet endnu, og derfor har vi også talt med med begge bands igen – denne gang for at grave længere ned i substansen, som Mai Soon Young Øvlisen (Meejah) og Tim Frederiksen (HIRAKI) her hjælper os med at dykke ned i
Sammenvævet er titlen. En ting er, at den repræsenterer jeres samarbejde, men hvilken betydning har ordet “sammenvævet” for indholdet?
Tim:
– Det er super svært at tale om indholdet, og hvordan det er tiltænkt på et alt for konkret plan uden at tage oplevelsen fra de lyttere, som får noget helt andet ud af musikken. Men på et enormt ukonkret og mere “vævende” plan kan man nævne, at alt overlapper hinanden på pladen. Os som bands, der forsøger at imødekomme hinandens udtryk og rykke os tættere på hinanden for at gøre det muligt, for at sammenfletningen kan finde sted. Teknisk set glider vi ud og ind ad hinandens numre som bølger, der i mixet dykker ned og træder frem for at skabe den tråd, der væver det hele sammen. Men også tematisk, hvor flere sandheder sameksisterer, og hvor modsætningerne er mere forbundne end adskilte.
Mai: Som visuel inspiration har vi bl.a. arbejdet med en forhistorisk mammutknogle-hule, Riget 3, hvor Bodil Jørgensen og Nicolas Bro vil lukke porten ind til helvede, og går ritualet igennem. Men bliver snydt til at gå ritualet omvendt, så porten i stedet åbnes. Og Dogvilles kridtstreger samt jagtoverview-skud fra The House That Jack Built. Og så har vi arbejdet med billedplateauer af hjertevejningen – og lydfrekvensbilleder, med en midterspejlakse, som var de hinandens omvendte tvillinger.
I promo-materialerne forklares, hvordan ideen opstod.
“The themes on INTERWOVEN spawned in the dark stage room Gloria at Roskilde Festival during a The Ocean concert where Mai Soon Young Øvlisen from Meejah stood in the audience, overwhelmed with a fast stream of thoughts before her inner eyes.
Memories of the old East Berlin, the Book of the Dead, the heart weighed against a feather in the afterlife, innocence and revenge – and how the executioner becomes a victim to the loss of their own humanity. When suddenly Loïc Rossetti sat down in front of her – asking her if she was okay – as if he sensed that one day she would ask him to sing with her.”
Den bad vi om at få uddybet:
Mai:
– Vi fik Loïc Rossetti med på duet på ‘Redirect Revenge’. Det er jo lidt et sats, når man tænker en person meget tydeligt ind i ens kunstneriske output, om den person så rent faktisk ender med at sige ja! Det gjorde han heldigvis. Jeg spurgte ham endelig, da jeg sad i gaten i Charles de Gaulle-lufthavn i Paris på vej hjem fra en EYES-koncert, fordi Andreas var med dem på tour.
Ude i gaten så jeg en person, som jeg syntes lignede Loïc, og så tænkte jeg, at nu var det tid. Jeg skrev til Pierre – en brillant fransk lysdesigner, som jeg havde mødt på Roadburn sammen med John Cxnnor, som har lavet lys på LLNN og The Oceans fælles tour og farvel-koncert med Christian Bonnesen – og spurgte, om han kunne hjælpe os med at skabe kontakt. Jeg forklarede ham, hvordan jeg havde stået til The Ocean på Gloria på Roskilde Festival i 2022, og tusinde tanker var væltet ned i hovedet på mig.
Om hjertevejningen i det oldegyptiske efterliv, om min lille sorte kat, som jeg havde som barn, og hvordan overtræderen bliver offer for sit eget tab af menneskelighed. Jeg huskede, hvordan min far som dreng i 1960’erne havde oplevet en kulde i bilen med sine forældre, fordi min bedstemor havde været i modstandsbevægelsen i Aarhus, og den blaffer, de havde taget op i bilen, var en ung tysk mand. Jeg mærkede, hvordan alt det er visket bort på blot to generationer. Jeg tænkte på skudhuller i baggårdene i Østberlin, og hvordan kollektiv heling finder sted, og pludselig tog én fat om mine skuldre.
Det var Loïc, som under sin egen koncert, som han spillede siddende på en stol og med krykker, knælede ned foran mig for at være sikker på, at jeg var okay. Måske jeg omtrent har lignet Samara, der går ud af fjernsynet i The Ring med alle de tanker i sekundet. Jeg så ham ind i øjnene og sagde ja, og så spurgte han igen: “Are you sure?” Jeg havde svært ved at forklare ham lige der, at jeg drømte om, at alt dette skulle blive til et album, at Meejah skulle spørge HIRAKI om samarbejde, og at jeg drømte om, at han ville være med på duet. Og at episoden og hans egne ord, som et droste-effekt-motiv, hvor et billede indeholder en mindre version af sig selv inde i billedet – og motivet fordobler sig selv, imens vi kigger på det, skulle blive til lyrics på ‘INTERWOVEN’. Men sådan blev det, og det er vi rigtig glade for!
Dynamikken på EP’en bølger frem og tilbage, og I har talt om offer/overgrebsperson-tematikken med Idioteq. Kan I uddybe den?
Mai:
– Jeg synes pladen udforsker kompleksiteter som sameksisterer. Overtrædelse og genoprettelse. De “inter-are”, som den nu bortgåede digter og zen-mester Thich Nhat Han beskriver det. Jon Gotlev (fra HIRAKI) har sagt om både ‘Preserve/Manifest’ og benkransen, det keramiske artwork, som han har skabt til coveret, at det er skabt ud af en symbiose af tiltrækning og frastødning, gjort hårdt af kontrol, men som samtidig er skrøbeligt i alle sine former. I ‘Preserve/Manifest’, som jeg opfatter som konklusionen på ‘INTERWOVEN’ (hvor ‘Redirect Revenge’ er kerne-temaet, åbneren ‘All Contrast’ er modsvaret, og ‘Dead Calls’ er epilogen), beskriver Jon en dominans, som opløses ind i intimitet, og en modstand, som forandrer sig til det kærlige. En sammentrukket symbiose af magt, kontrol, kærlighed og egoisme, som udgør en simuleret igangsættende kraft, gengivet i organisk sameksistens.
Tim:
– Det er ikke sådan, at HIRAKI repræsenterer volden eller overgrebet, og at Meejah repræsenterer skaden eller offeret. Det er mere, at vi nærmer os det samme materiale fra hver vores side af den linje, og at linjen konstant flytter sig. HIRAKIs vinkel handler meget om bevidstheden om at begå skade. Ikke som noget, man forfalder til, men som et valg. Og hvad det koster. Hvad det gør ved den, der vælger det. Det er den erkendelse, der er svær at se i sig selv, og at man ikke længere bare bærer noget, men handler gennem det.
Trækker I nogle paralleller fra intermenneskelig konflikt i mikroperspektiv til større emner? Mai har flere gange udtalt sig om overgrebet i transnational adoption. Er der en parallel her? Og kan det passes ind i en tolkning af “idealistisk ondskab”?
Mai:
– Konfucius bliver citeret for at have sagt: “Før du begiver dig på hævntogt, må du grave to grave.” Jeg har tænkt meget på, hvordan man (og om man overhovedet kan) skabe to ‘portaler af lys’ i stedet for at grave sin egen grav af hævn – og om man kan bevare et humanistisk syn, når skader skal genoprettes.
På mikroplan har jeg funderet over, hvordan man sørger for at give genoprejsning, som jo i virkeligheden er en tilbagevenden af følelsen af frihed, som ellers bliver taget fra én eller suspenderet, når der bliver begået en overgreb mod en anden persons integritet. Og hvordan det ikke kun bliver givet tilbage, men hvordan man bagefter kommer til at leve som et helt menneske igen. Og spørgsmålet, om det skal det gælde begge parter i dikotomien for virkelig at kunne blive helt igen? Hvordan står akserne mellem uskyld, ansvar, indrømmelse, retfærdighed, svigt og hævn i forhold til hinanden?
Jeg har været optaget af, hvordan dæmonisering sætter sig i offeret – når man har været udsat for overgreb så grove, at det kan være svært at vide, hvad man lige skal gøre med det – og på en måde giver et dobbelt åg. For hvis du dæmoniserer andre, dæmoniserer du så også en del af dig selv?
Når nogen forbryder sig mod deres egen “sjæl”, så forbryder de sig også mod deres egen menneskelighed – og allerede der har de tabt. Men det betyder selvfølgelig ikke, at dem, det er gået ud over, skal bære byrden af den persons handlinger. Hvis offeret alene er ansvarlig for sin egen genoprejsning, er det så for hårdt at bære? Og omvendt, hvis man kun kan straffe tilbage gennem frygt, graver man så to grave?
På makroplan har Nürnberg-processerne været et europæisk bud på genoprettelse efter Anden Verdenskrig, som i hvert fald formåede at nulstille. Det er processer, der ikke har fundet sted i Asien efter det japanske imperiums forbrydelser. Jeg har været optaget af, hvordan genoprettelsesprocesser modnes, blandt andet også i den sydkoreanske sandhedskommissions arbejde. Både på mikro- og makroplan synes det som de samme processer. Som om genoprettelsen har et sprog.
På ‘INTERWOVEN’ synes jeg, at temaerne – på en associativ, intuitivt søgende og åben måde, er rislet ned som regnvand gennem gruset. Jeg er meget rørt over, den måde HIRAKI har modsvaret de tanker, som har ligget i Meejah-lejren. Det kommer man nok også til at mærke live.
‘INTERWOVEN’ udkommer på vinyl i dag gennem Pelagic Records. Den kan findes her.
‘INTERWOVEN’ Tapetown Session udkommer i dag.
