Noget ved navnet “INERTIALS” og fremtoningen af bandet får mig til at tænke på post-rock. Sådan Late Night Venture-agtigt.
Måske er det modenheden og den let skolelæreragtige fremtoning hos de modne medlemmer.
Men så sætter man ‘Plasma Pool’ på, og fra første sekund forstår man, hvorfor både bandnavn og albumtitel er skrevet i versaler. Det her er musik til store bogstaver. Det er ikke for sjov, at det var Simon Tornby, New Money hentede ind, da de skulle starte bandet op.
Tornby er da også den, der skriger igennem på ‘LISTEN BETWEEN STATES’, så det var nok min egen manglende dannelse, der pegede i retning af det rolige og meditative.
Ikke fordi INERTIALS ikke også er det – anden halvdel af åbningsnummeret kører rimelig blissful – men det er hele tiden med det skærende og skrigende hængende over hovedet. ‘Plasma Pool’ bobler nemlig op med ætsende dampe, der lagrer sig lige omkring Tornbys strubehoved, så han ikke kan andet end at skrige halsen i tusind stumper. Og det er ret fedt.
På en måde fungerer INERTIALS også som en historietime for mig. Det er så nemt at fortabe sig i nutiden, når det kommer til musik, og så bliver man pinligt bevidst om sine egne utilstrækkeligheder, når man så skal kloge sig. For ikke længe siden var en bekendt raget lidt uklar med DC-scenens historie og kunne derfor ikke rigtig forstå, hvad sammenhængen mellem emo og hardcore var. Og det er den slags, jeg er lige ved at rode mig ud i her. For selvom jeg kender både pg.99 og Orchid, er det ikke noget, jeg vil kalde mig kender af.
Her hjælper INERTIALS dog lidt, da jeg i den grad får lyst til at dykke ned i denne mere barebones version af en genre, hvis moderne udtryk jeg holder ganske meget af.
Og så kunne jeg håbe på at opleve flere riffs som det, der er midt i ‘Anecdotal Hell’. Nøjj, hvor er det dog tjekket, altså. Det her er musik for the cool kids fra 90’erne, og i og med det er det årti, jeg voksede op i, så vil den type sejhed altid stå som indbegrebet af ægte sejhed for mig. I hvert fald i den kontekst. Og når Andreas Møller Lange og Jesper Andersen så går fra en insisterende, men lavmålt deet-deet-deet-rytme i det sidste minut og så over i påny strygende og fræsende dobbeltguitarer, så holder det altså.
Trommeslager Kim Wejrup Jørgensen fra Ungeren-bands som Motorhate og Jimmy Justice og Simon Tornby på bas skal i den grad også roses for ikke blot at holde de to guitarister i ørerne, men også for reelt at stå for fremdriften flere steder. ‘Orgone Inhaler’ er i høj grad drevet af rytmesektionen og viser bandet fra sin mest funky og mellemgulvsdundrende side.
Dette giver også førnævnte seksstrengesvingere mulighed for at flyve lidt højere uden at gå på kompromis med musikkens tyngde.
Magnum opus er den knap ti minutter lange ‘Endless Knife’, der åbner med en klassisk salve af punkinfunderet hardcore inklusive skrigevokal begravet så dybt i larmen, at det ikke er andet end underlægningsmusik for et sammenbrud, men før man ved af det, strammer strukturen sit greb om sangen, og selvom især Jørgensen blaster som en gal, fornemmer man, at det ikke bare er en jam-session. Der er en mening med galskaben.
Western-galoperende guitarriffs trækkes ind og væver sig ind og ud af rytmer, tidssignaturer og andre kloge musikord, jeg knap har begreb om. Kort efter afløses det af atmosfære, der strækker sig ud over minutter, indtil et af de tungeste breakdowns i verdenshistorien rammer os. ‘Endless Knife’ er kommet for at vælte hele pitten på én gang. Og de gør det med manér – ikke bare én gang, men igen kun minutter senere.
Jeg er glad for, jeg fik set deres første koncert i solskin. Den næste må meget gerne være på Underwerket i et virvar af arme, ben og højt humør.
‘LISTEN BETWEEN STATES’ er ude på et samarbejde mellem Shove Records, 5 Feet Under Records, Dingleberry Records, Entes Anomicos Records, No Funeral Records, New Knee Records, My Back Hurts Records, og Rufen Publishings.
Den er optaget hos Sune Karsberg i Luffelyd og mixet af samme. Emil Thomsen hos ET Mastering har stået for mastering. Simon Tornby har stået for cover art.
