Nogle gange skal man omfavne ting, der virker tåbelige. Det kan være, når man skal lytte til en en rigtig grim plade som fx. franske Sorcerers ‘Devotion’, eller i dette tilfælde, når man skal finde på et navn til sit releaseevent. ”FEYESTIVAL” lyder nemlig lidt som festival, men i virkeligheden slet ikke. Man forstår konceptet: Det er en festival, og det er noget med EYES. Det lyder dumt, men man ved, det bliver fedt.
Og for de af vores læsere, der ikke orker at læse en hel masse, men bare gerne vil finde ud af, om det er tommel op eller ned (Har vi overhovedet sådan nogle læsere? red.), kan vi allerede nu afsløre, at det er en stor, fed, bullen tommeltot lige op i luften. Måske to, faktisk.
Det københavnske band, der for en uge siden udgav deres tredje LP, den absolut fremragende ‘Spinner’, havde nemlig besluttet sig for, at de ikke ville nøjes med at fejre deres egen musik, men sørge for, at en masse andre gode bands også får del i rampelyset. En hel besætning på det gode skib Spinner, om man vil.
Derfor var Pumpehuset booket hele dagen og sørgede for at lægge tryg havn til det, der skulle være en både våd og stormombrust affære.
Det første skal forstås ganske bogstaveligt, for selvom maj måned havde vist sig fra sin fineste side de første to dage, den var hos os, havde den besluttet sig for at pisse udover hele EYES’ smukke planlægning denne lørdag.
Det var en skam. Der var nemlig mønstret to solide orkestre i Byhaven, som desværre blev ofre for vejrgudernes luner. Det kunne man se på fremmødet. Jeres udsendte (og omtrent en fjerdedel af Selvtægts redaktion) var blevet enige om, at man nok skulle komme lidt tidligt for at få plads i ly for regnen, men klokken 17 var det ganske nemt at komme til. Måske folk ventede, til at den betalte del af programmet skulle gå i gang i Pumpehusets lune sal.
Det var ikke det klogeste valg. De to orkestre, der skulle spille udenfor, er nemlig blandt landets allerbedste. Det første står mit hjerte ganske nær. Hudsult er et band, jeg har fulgt, nærmest fra deres allerførste demo ramte æteren.
Sådan her skrev jeg d. 14. maj 2023, og hvis man ved, hvilket band der fulgte efter denne dag, kan man se, at jeg fik ret. Elsker, når det sker.
Den aarhusianske kvartet indtog scenen klokken 18, og en anseelig mængde af os samledes foran scenen. Jeg var ganske spændt, da jeg ikke tidligere havde haft fornøjelsen af at opleve dem live, trods deres ganske travle kalender. Det skulle jeg have rettet op på.
“Den her sang handler om at være homoseksuel og ked af det!” råbte Gry Stensig, inden bandet kastede sig ud i det. Regnen dryppede på os, og det var umuligt ikke at føle, at det var ret passende.
‘Sang til Mischa’ er et af bandets allerstærkeste numre lige nu, og den måde forsanger Stensig fik skreget de desperate strofer ud var ikke mindre gribende i levende live, end det var, da jeg imponeredes over den på debut-EP’en ‘Tit er jeg glad…’.
Samspillet mellem bassist og sanger Diba Khalaj og ovennævnte Stensig er imponerende, og man kunne se, at selv dem, der var blevet siddende, begyndte at nærme sig scenen. Da Gry Stensig dedikerede ‘Ild fra varme’ til transpersonerne i crowden, var der generel jubel, ligesom der var, da ‘Intifada’, “der handler om Palæstina”, blev introduceret. Hudsult er et varmt band. Man kan mærke de stærke følelser, de solide værdier og næstekærligheden i hver eneste komposition. Deres evne til at skabe et fællesskab er imponerende, og ligeså var det, hvor mange der kunne synge med på hver eneste linje af sangene.
Jeg er rigtig glad for, at EYES havde fået dem med på scenen. Det manglede bare.
Demersal, næste orkester i Byhaven, har jeg oplevet lidt flere gange, men som jeg skrev, da de udsendte deres selvbetitlede LP sidste år, står de aldrig stille. Der er rivende udvikling i bandets lyd, og det slår de streg under på scenen. Selv efter at have spillet tre shows dagen forinden i Aarhus, både som Demersal, men også som Forræder og Udsyn, formåede forsanger Viktor Ravn at blæse hver eneste ironiske farkasket af denne lørdag.
‘Lys i natten’ fulgte ‘Bedrager’ og demonstrerede med al tydelighed hvilket band, Demersal er blevet. Ravns evne til både at synge lavmælt og rent og skrige lungeblafrende råt er perfekt, og det er denne forståelse for stemningsskift, der har eleveret Demersal fra det solide band, de var i ‘Less’-dagene, til de enorme stemningsskabere, de er i dag.
Sebastian Greis var desværre blevet forhindret i at deltage, så Jamie de la Sencerie fra blandt andet Lysbærer var blevet kaldt ind på vikartjans. Placeret lige midt på scenen føltes det næsten som at kaste ham for løverne i en dysfunktionel tredje klasse, men han lykkdes med at klare sig igennem både baslinjer og sangtekster på forbilledlig vis.
Ingen Demersal-anmeldelse uden næsegrus beundring for Emil Lakes trommespil. Hvordan han altid formår at skifte så sømløst mellem vabelfremkaldende blastbeats og de mildeste passager er mig for evigt en gåde. At han kan synge samtidig er kirsebærret på toppen. I et band fuld af ekstremt dygtige musikere stikker han stadig ud.
Energien var intet mindre end grotesk. Pitten voksede organisk, og Viktor Ravns ånde sendte dampskyer ud i den silende regn. ‘Noget svigter’ var ekstrem, og Jonas Maigaards fingerspil på den elektriske guitar rev os rundt.
Afslutningen er, naturligvis, ‘Som et barn mod dit bryst’. Viktor takkede os for at komme, formanede os om at have det godt og passe på hinanden. Og så kastede de sig ud i deres magnum opus. Det føltes som, at alle sang med. Alt gik op i en højere enhed. Og med det var udendørsforestillingen overstået.
Indenfor var vi og de fleste andre glade for at komme af med fugtige jakker og kunne tage både hætter og hatte af. Sort sal i Pumpehuset fyldtes hurtigt op, og mens jeg fik mig en snak med Feral Natures Rob Hamilton henover merchbordet, var det tydeligt at mærke, at man skulle holde sig til for at kunne komme op foran. Så efter en snak og endnu en t-shirt til samlingen, stillede jeg mig hen på mit faste anmelderspot – helt oppe foran, ude til venstre – og glædede mig til at høre norsk-australske Feral Nature. Endnu et af de navne, jeg virkelig havde set frem til denne dag. Jeg nåede også lige at minde Rob om, at han nok skulle til at finde en afløser, så han kunne komme på scenen.
Der blev ikke lagt fingre imellem, og den vilde natur gjorde sig med det samme bemærket, da Selma Bahner kastede sig direkte ud i publikum i første sang i en handling, der landede midt imellem crowdsurf og flyveskalle. Hamiltons afdæmpede “Are you guys ready?” fik lige pludselig en noget mere bogstavelig betydning. For det var vi ikke. Vi havde forventet, at det ville være råt, vi havde nok ikke forventet at skulle slås for livet fra første sang.
Hamilton og Bahner har hver deres take på ækle vokaler, og jeg kan ikke lade være med at tænke på min kollega Ainos misstemning over vokalsamspillet hos ‘Red Moon Architect’ for nylig. Der er sateme hverken marcipanbrød eller beauty and the beast at finde hos Feral Nature. Der er kun raseri. Og publikum elskede det. Det er ikke for meget sagt, at Feral Nature skabte nye fans denne aften. ‘Rain’ sendte bølger af grooves gennem pitten med sin rockede rytme, og der var noget ganske særligt ved at se et helt crowd være lige dele overraskede og begejstrede. De vidste ikke, hvad der skulle ske, men de kunne godt lide det.
Selma Bahner væltede rundt på scenen og gjorde nærmest hovedpersonen Victor Kaas, der ellers er kendt for sin energi, til skamme. Hun føltes decideret farlig, og pudsigt nok er det Marina Diamandis’ linje fra ‘Girls’, der finder vej til min underbevidsthed:
“Girls are not meant to fight dirty / Never look a day past thirty / Not gonna bend over and curtsy for you”.
Det gør Bahner nemlig. Jeg skulle ikke nyde noget af at slås med hende, det er helt sikkert.
Da Kaas sluttede sig til med sit ikoniske “BLEGH!” på ‘Hereditary’, kulminerede koncerten. Der var sved alle steder, og vi kan takke forsynet for, at der endnu ikke var blod i blandingen.
En hurtig rygepause, og det var tid til NEXØ. Som jeg vistnok har sagt før, leverer NEXØ aldrig et dårligt show. Aldrig. Heller ikke denne dag.
Hvis man kan kalde et band “effektivt”, er det præcis, hvad NEXØ er. Kristian Ejlebæk havde publikum i sin hule hånd, og flere lod til lige at have brug for et skud punk ovenpå det hæsblæsende show, vi netop var vidner til.
Og hvis man kender til NEXØs energi, er det imponerende, at selv deres høje intensitet føles som en lise og gav os et pusterum.
Et lille bitte et, naturligvis, for punkorkestret havde også skruet op for både fanfare og energi denne aften og fungerede som perfekte stifindere frem mod næste omgang.
‘Karoshi’ er den bedste åbner, og ‘Concentration’, ‘Overcorrection’ og ‘Deadline’ fra deres seneste EP ‘Mindful Inaction’ er glimrende tilføjelser til den perlerække af sange, de ellers serverede i løbet af det korte set.
Det er i øvrigt en ting, det er værd at bemærke: Alle sets denne dag lægger sig omkring en halv time, og med dagens længde og musikkens intensitet in mente er det helt perfekt. Det store problem ved festivaler er ofte udmattelse, og det når man slet ikke at mærke her. Jeg ville ønske, at flere arrangører gik EYES i bedene med denne forståelse for både kuratering og pacing.
Der var faktisk kun én gang, jeg gik i stå. Og det handlede lidt mere om selskabet, end om arrangementet. Jeg kom nemlig til at blive hængende i rygeren, da Plaguemace gik på.
Jeg beklager. Til gengæld var fotografen på pletten, og et billede siger som bekendt mere end tusind ord. Især når det er tusind ord fra en anmelder, der aldrig helt har fattet dødsmetal. Så nyd skuddene og det faktum, at jeg holder mund et øjeblik.
En, der til gengæld ikke holder mund, er Victor Kaas. Og gud ske tak og lov for det. For ‘Spinner’ er intet mindre end fantastisk, og jeg har set enormt meget frem til at opleve den live.
EYES havde sammensat en genial setlist. Vi kom vidt omkring i kataloget, men startede naturligvis med ‘OP1’. Den japanske speak og den glade musik spændte os alle som flitsbuer. Forløsningen kom naturligvis, da Simon Djurhuus hamrede fire gange på trommesættet og sparkede den et minut lange eksplosion ‘Better’ i gang.
Det her var et EYES-show, præcis som den slags skal være.
‘Underperformer’ og ‘Distance’ fulgte, og det føltes næsten nostalgisk at høre de sange igen, til trods for, at de ikke er mere end fem år gamle. De snoede ruter ind og ud af bandets tre albums var sammenfiltrede og indviklede som Sargassohavet, men det EYES’ fem mand høje besætning styrede os sikkert igennem. Med Rasmus Furbo til bagbord og Søren Bomand til styrbord bragede EYES igennem som en Atomflot-isbryder. Der var nul nåde og nul pause, kun knusende smadder og en pit, der spilkogte og bølgede frem og tilbage om kølen, da ‘Generation L’ bragede frem.
Samples og begrænset snak fulgte, og da Kaas introducerede ‘Clown’ gik det amok. Jeg så en koncertgænger med en spritny, folieindpakket pandetatovering kaste sig frådende ind i pitten uden tanke for ve og vel, og det blev klart for mig, at det er netop det, EYES kan.
Alle blev shanghajet og hevet med om bord, om man ville det eller ej. Og man kom til at nyde det. En enkelt makker kom til skade og blev fulgt ud, så vidt jeg kunne forstå på min kollega som et ekko af en næseblodsaffære ved EYES’ show i Aarhus dagen før, men det til trods virkede han i godt humør, da han blev tilset i garderobeområdet.
‘Congratulations’ var endnu en publikumsfavorit, men for mig var den foregående ‘Money Mouth’ et af de mest sublime øjeblikke denne aften. Der er mange gode sange på den nye skive, men dette er blandt de bedste. Scene, pit og Victor Kaas var et virvar af arme, ben, crowdsurf og mikrofonledning i en ordentlig omgang båndsalat, og der skulle adskillige hænder til at få filtret folk ud.
Demersals Viktor Ravn indtog rollen som KEN Modes Jesse Matthewson på ‘Save Face on a Regular Basis’, mens Selma Bahner selvfølgelig sluttede sig til bandet på afslutteren ‘The Captain’, hvor hun gav Kaas kamp til stregen, inden et fantastisk set rundede af.
Jeg ved, at både FEYESTIVAL og ‘Spinner’ har været store opgaver for EYES, og noget, som har fyldt mellemgulvene med nervøsitet. Men det lykkedes. De klarede det. Pladen er genial, det samme var releasefesten. Det havde de ikke prøvet før, men det kunne de også sagtens klare. Lidt som Pippi Langstrømpe. Hendes far var selvfølgelig også søkaptajn.
