Kognitiv dissonans er en sjov ting. Da jeg sendte denne plade til en af mine kammerater, nægtede vedkommende at lytte til den. Og det er da også, hvis man skal dømme fra pladens omslag og endda også bandets navn, langt fra det, han plejer at lytte til.
Jeg skrev ellers, at han skulle ignorere coveret. Men der krævedes mere overtalelse.
Men så måtte han også overgive sig. Sorcerer har nemlig udgivet en af årets allerbedste hardcoreplader. Det ser bare ikke sådan ud.
Det er netop når man skal få to modsatrettede elementer til at kunne sameksistere, at man oplever kognitiv dissonans. Nuvel, i dette tilfælde er det ikke en grel omgang, men for min makker var det svært at skulle lytte til en plade, hvor en fransk ridder figurerede i front. Langt værre er det, når folk skal retfærdiggøre handlinger, de ikke kan stå inde for og hvad ved jeg.
Men lige nu handler det om en god, solid omgang beatdown. Vi har nemlig ikke at gøre med hverken black eller folkemetal, men derimod en solid gang råb og brystbanken. Det lyder slet ikke fransk, hvilket, i dette tilfælde, er positivt.
Man bliver ellers usikker i begyndelsen af ‘Badlands’, der byder på atmosfærisk keyboard og dungeon synth-stemning, men som heldigvis bliver afløst af et solidt riff akkompagneret af forsanger Doms solide emocore-vokal. Det er ikke muligt at afvise indflydelsen fra Converge i lyden, men vi er heldige nok til, at det lyder fremragende. Den rå, halsprægede vokal strømmer ud over lytteren fra et sted bagest i mixet og det lyder fjernt, samtidig med, at Dom insisterer på at komme til orde.
Det stemmer godt overens med de tungsindige lyrics. Titelnummerets omdrejningspunkt minder mig ikke så lidt om Puke Wolfs ‘Endless Nights’ i både lyrik og melodisk opbygning og det er jeg enormt glad for. Dog er vi ikke i samme udstrækning af blottede-nerver-territorium som aarhusianerne kan levere, da der også bliver liret lidt mere på guitaren og inkorporeret lidt flere åbenlyse metallismer. Det er ok, men det er ikke soloerne, der driver værket.
Bandet kredser om dyrerettigheder, veganisme, social uretfærdighed og personlige problemer, så på den måde er der ikke meget nyt under solen, men alligevel føles det vedkommende, når man har udtrykket in mente. Som tidligere nævnt er musikken nemlig ganske insisterende og mixet er ekstremt spændende. På ‘In the Arms of Mortality’ og ‘Fortress’ hvor bandet gæstes af hhv. Guilt Trip og Glassbone stråler denne virkelig.
Features er ganske almindeligt, men det føles i disse tilfælde ikke som gimmicks, men derimod som solidt gennemarbejdede værker. Netop denne omhyggelighed er noget, der kendetegner det franske band, og det er tydeligt at høre, at de har gjort sig ganske umage. Det sætter jeg stor pris på.
‘Fortress’ er et glimrende eksempel på dette. Variationen i guitararbejdet og melodierne er mangefacetterede og skiller sig ud fra flokken.
Det råbte, eponyme omkvæd er lige til at skabe så stor en testosteronspike, at den sidste omgang hovedhår slipper taget i skalpen, dog uden at det bliver til en giftig omgang. Det er sjældent set.
‘Devotion’ er en fremragende plade, og man bør tage sig selv i nakken og lytte til den. Også selvom man husker S.T.A.B.’s ord om “ridderlort”. For det her er langt mere end det.
‘Devotion’ er optaget og mixet af Amaury Sauvé i Apiary Studio. Den er mastered af Thibault Chaumont i Deviant Lab. Den udkom på Delivrance Records og Frozen Records. Nicolas Di Vincenzo har stået for omslaget hvor Alane Delhaye stod model og Fanny Fraslin ordnede makeup.
