Endnu engang er det tid til at skyde med spredehagl, og dykke kortvarigt ned i dejlige EP’er fra hele verden. I dette tilfælde USA og Danmark.
Josie – ‘Demo 2024’
Vi starter i twee-land med danske Josie. Det her er musik, der gør sig umage for at lyde som om, de elsker livet. Og selvom lyrikkens budskaber er lidt mere nedslående – for ikke at nævne mere forankret i et ægte kvindeliv, bliver man fanget af det dansable og særligt af Charlotte Fischer og Dawn Bruces dobbelte vokaler.
På samme måde som Best Friends Forever gjorde det for snart mange år siden, leges der med frasering, harmonisering og versefødder i vokalpræstationen og det sørger for at holde det spændende og fængende.
Beskidt Services Martin Herskind står for den ene guitar og formår at balancere mellem at spille interessant og ikke overtage fokus fra de to sangere, der tydeligvis er det centrale i musikken.
Josie lever et dobbeltliv, hvor de er ganske hypede i undergrunden, men ellers nærmest helt oversete. Det er en fejl. Det her er et band med en rigtig bred appel, og man kan kun håbe, de kommer længere ud over stepperne.
Malevich – ‘Trembling and Doused’
Fra Atlanta, Georgia kommer de noisy og grindede sludgeblackmusikere i Malevich, og det er næsten besynderligt at forestille sig så kold og ækel musik komme fra den solbeskinnede ferskenhovedstad. Det lader dog til, at man sagtens kan være en kold sjæl, selvom man er vokset op i subtropiske temperaturer.
Malevich tager inspiration fra bands som Thou, The Body og Full of Hell, men i elektronikken og inkorporationen af syntetiske elementer også et band som Yellow Eyes.
Det er vældig dissonant og ildevarslende, og det er ikke uden grund, at flere musikere fra Kollapse og LLNN har anbefalet det.
Melodiøsitet og harmoni skal man umiddelbart lede efter, men når det så dukker op, som i det western-inspirerede mellemspil, der indleder ‘I Can Hear It Constantly, Without Relent’ er det æteriske og sarte pludselig i fokus. Det er svært at definere Malevich indenfor en specifik kasse – men det er måske også det, der gør denne EP så interessant at fokusere på.
Hour of Chaos – ‘Death’
Det er ikke meget vi beskæftiger os med melodisk dødsmetal her på magasinet. Og det er endnu mindre, jeg selv har lyttet til det, siden den forbandede dag i 2004, hvor jeg købte In Flames’ ‘Soundtrack To Your Escape’ i en pladebiks i Lyngby, og fik ødelagt enhver sympati, jeg måtte have for genren.
Heldigvis lyder danske Hour of Chaos overhovedet ikke som den skamplet af en plade. Det er derimod en melodisk og velriffet omgang melodød, der byder på fine skalaer og soloer for dem, der ynder den slags. ‘Dying Bride’ var vældig effektiv i midterstykket, hvor både Patrick McCaffrey og Rasmus Normand slap sig selv helt fri.
Medlemmern af orkestret er da heller ikke vårharer, men kan bryste sig med baggrunde i The Burning, Panzerchrist, Among Phantoms, Dead Anatomy og Diamond Drive.
Hvis man trænger til et skud smukt produceret aggression, er ‘Death’ et fint sted at søge hen.
Abyssinia – ‘Demo MMXXIV’
Det er ikke ofte, at et band får spillejobs på festivaler, før nogen har hørt en eneste tone. Men det er alligevel det, der er sket for Abyssinia, der har taget navn efter et oldgammelt område mellem Etiopien og Eritrea og måske også en ganske særpræget katterace. De to ting in mente gør da også, at bookingen på dette års Metal Magic i Fredericia giver rigtig god mening. Bag navnet gemmer sig nemlig kendte kaffeentusiaster og musikere Kasper Deichmann (St. Digue, Hævner, Motorsav) og Suo Fei (Pleaser, Konvent), og Abyssinian er deres black metal-projekt. For mig var det alene nok til at skabe hype, da de nævnte det første gang, og jeg var øjensynligt ikke den eneste. Nu er så udkommet demoen, og de tre numre giver også god anledning til begejstring.
Demoen med de tre numre er af den romantiske slags, og vi befinder os i krydsfeltet mellem Këkht Ärakh og Andrew Lloyd Webber, hvor især første track ‘The Gates of Debauchery’, minder mig om ‘The Phantom of the Opera’. Hvis Cradle of Filth havde tunet deres lyd, så det lød som om den var optaget i en dåse kattemad, ville vi nærme os. (For ikke black metal-kyndige, er foregående sætning altså ros, red.) Suo Feis guitarer er stærke og solide og har fået et godt skud King Diamond med ind i riffingen, og det lyder rigtigt godt.
Agriculture – ‘Living is Easy’
Amerikanske Agriculture bliver ved med at være blandt de allerbedste til at lave black metal i verden, lige nu.
Det er umuligt med ord at forklare, præcis hvor opløftende titelnummeret er. Det er en sang, der tager os til højere tinder, end man skulle have troet muligt. Hvis God is an Astronaut havde været mere indstillede på, at livet var godt, ville de måske have kunnet skrive musik som dette.
Men der er en grund til, at Agricultures primære inspirationskilde er den såkaldte “ekstatiske” kristendom. Det er musik, der stræber mod himlen både med og uden stort forbogstav, og som absolut må stræbe efter andet og mere, end der kan findes på jorden.
Hvordan dur-tonerne kombineres med black metal-riffing og de kombinerede vokaler fra Dan Meyer og Leah B. Levinson, der umiskendeligt skriger, som genren dikterer, uden at falde totalt fra hinanden er en gåde, men det er et ubestrideligt faktum, at ingen andre har gjort det før eller gør det på samme måde.
‘Living is Easy’ er en ironisk titel, for det ved de fleste af os bestemt, at det ikke er. Men det bliver det gennem Agricultures linse, for som bandnavnet fortæller, er brugen af jorden og alt det, der kommer af den og al det, den bliver til en del af livet.
I lyrikken beskrives det hvordan forfald og død er naturlige dele af livet og hvordan det hele bliver stort, sammenhængende og smukt i det perspektiv. Naturen er grusom, men den er også glorværdig, og det samme er ‘Living is Easy’.
Smooch! – ‘Smooch!’
Smooch! giver den fra første sekund fuld smæk med noget, man nok ville kalde mandehørm, hvis kønsfortegnene var anderledes i bandet. Bassen og trommerne ligger langt fremme i mixet, og der er fokus på musik, man får lyst til at åbne bajere til.
Det er nok ikke tilfældigt, da ‘Pig Pen’ primært handler om klamme mænd.
Smooch! har eksisteret i noget tid, og har nu fået lavet en professionelt optaget EP hos Valentin Kruuse, som vi kan fornøje os med, indtil de bliver færdige med fuldlængden, som de er i fuld gang med hos No Master’s Voice.
Smooch! har fra starten haft et fokus på bands som L7, The Runaways og deres ligesindede, og de er nu nået så langt i både band- og musikerudvikling, at deres egen lyd virkelig kommer til sin ret. Forsanger Babe har en stor, stor stemme og bruger den på varieret vis på denne EP – hun trækker både i blueset og soulfuld retning, men kan også råbe og skrige som Courtney Love.
Kæmpe optur.
Scimitar – ‘MMXXIV’
Med Dr. Doofenschmirtz’ let omskrevne ord: “Hvis jeg havde en femmer for hver black-metal-demo, der hed noget med ‘MMXXIV’, hvor et af bandmedlemmerne er med i Pleaser og som skal spille på Metal Magic, ville jeg have to femmere. Og det er selvfølgelig ikke meget, men det er pudsigt, det er sket to gange.”
Hos Scimitar er det Slægt- og Pleaser-bassist Olle Bergholz, der figurerer, mens trommeslager Adam CCsquele, der var venlig nok til at levere gæstetrommer hos Abyssinia står for samme instrument her.
Men så stopper lighederne også. Scimitar har Shaam Albayati fra Shaam Larein på vokal, og det giver noget at lytte til. Hendes vokal er stærk, dyb og krystalklar og står i perfekt kontrast til den gennemsmadrede og kaotiske førstebølge-black metal, der ligger lige under.
Der er ingen steder at få pusten, når Scimitar spiller og man kan blive helt bekymret for, om sangerens mundtøj kan følge med i det vanvittige tempo, hun skal synge i på ‘Lunacy Jewels’, der nærmest minder om Jefferson Airplane, uden egentlig at gøre det.
Shaam A’s velkendte psykedelika er hele tiden lige i nærheden, og når hun slår pjalterne sammen med professionel leverandør af mærkelig musik Anders M. Jørgensen (My Lil Bunny, Slægt, Kamp) bliver det vildt. Det er det også på disse to tracks, der har ideer nok til mange flere.
Necropanther – ‘Oblivion Jones’
Som trofaste læsere af dette magasin måske vil vide, har jeg for nyligt kastet stort set al min kærlighed på det danske band Smag På Dig Selv. Denne nyfundne påskønnelse for dette jazzband har også medført en genovervejelse af min holdning til saxofon.
Bevares, jeg har da kunnet lide det før. Alle kan lidt lide Gerry Rafferty, og jeg synes også, at Solefald har brug det effektivt på nogle sange, men generelt har det ikke været min kop te.
Det samme kan min sige om thrashet dødsmetal, men alligevel har jeg altid haft en lille forkærlighed for Coloradobandet Necropanther. Bevares, en stor del af det kommer af det fremragende navn, men den reelle grund er deres villighed til at eksperimentere. Necropanther arbejder med et koncept, hvor hver enkelt bandmedlem skriver musik, som de andre spiller, hvilket medfører interessante mangeartede strømninger. Black metal-singlen ‘Et Unyttig Liv’ og det doomede mesterværk ‘In Depths We Sleep’ var storslåede og også bedre end deres LP’er.
Nu er det blevet guitarist Joe Johnsons tur og han har lavet en drønmelodisk thrash-dødsplade, der inkorporerer store mængder tenorsaxofon, hvilket forklarer denne lille anmeldelses indledende omveje. Det er en vild blanding mellem de to vokalisters afgrundsdybe growls og de flyvende og igen, næsten ‘Baker Street’-agtige melodier og harmonier, der lægges i det. Lyt, om ikke andet, til åbningsnummeret, og bliv overrumplet.
Kōya – ‘Fragments’
Her vil nogle måske mene, at vi er lidt sent ude. Vi har nemlig både skrevet om Kōya live og i vores Rampelys-serie.
Men vi har faktisk aldrig fået sat ord på debut-EP’en, der udkom tilbage i marts.
Det bør vi rette op på, for der er en grund til, at nordjyderne har fået al den opmærksomhed, de nyder lige nu – blandt andet er kollegerne i Sort Søndag ganske begejstrede. Og det handler primært om, at Kōya fungerer som en velsmurt maskine, trods deres korte levetid.
Forsanger Martin Holbech er fremragende i stand til at brøle igennem, og selvom man savner hans blussende energi fra live-settingen fungerer han også rigtig godt i den indspillede version. Tonen er manisk og han lyder som en, der ikke kan holde ligevægten. Det er et interessant valg at køre vokalen i et helt separat spor fra musikken, og det tilføjer en næsten filmisk kvalitet til oplevelsen, som man kan kende det fra Chat Pile.
En, der spiller lige godt om det så er real-time eller optaget, er Patrick Serena, der står for en tung grundlinje, som de andre kan balancere på. Kōya spiller en tung og aggressivt sludgy gang post-metal, der får mig til at tænke tilbage på de tidlige EP’er fra hedengangne ISIS i sin hidsighed.
Tempoet bliver aldrig højt, selvom rifftempoet fra særligt Magnus Klemmen er næsten black metallisk frenetisk. Kombineret med Allan Pedersen og Søren Pedersens mere punkede trommer giver det en interessant spændvidde, og man er slet ikke i tvivl om, at disse musikere har lyttet en del til Psyke Project.
Til næste gang kan man ønske sig en mere holistisk tilgang til albumskrivningsprocessen, da vi alligevel kommer i en del retninger på disse blot fem numre – men det hører sig også til en debut.
