Rampelys: Beskidt Service

Skrevet af:







Kunstner(e):

Fotografi/illustration:
Rasmus Halskov

Fjollede ordspil, flotte viskestykker og måske den mest varierede klistermærkesamling et nyt band nogensinde har haft. Rampelys skinner på Beskidt Service

Hvem er med i bandet?
I bandet har vi Melanie, der råber og skriger, Martin på bas, Kasper på guitar og Lasse på trommer. Vi betragter os lidt som et familieband da Melanie og Martin er søskende, Melanie og Kasper er kærester og Lasse har været en del af flere af vores fælles musikalske projekter i næsten et årti.

Hvad er jeres origin story? Hvordan mødtes I og hvordan opstod musikken?
Historien begynder for mange år siden, hvor Melanie og Martin gik og fandt på forskellige sjove bandnavne, som man jo gør. I vores fælles øvelokalekollektiv blev der i 2019 besluttet, at der skulle afholdes en éndagsfestival for alle medlemmerne hvor vi kunne høre hinandens projekter. Der blev det besluttet at vi ville udvælge nogle af bandnavnene og skrive én sang til hver af dem for så at opstå med bandet for én dag og så aldrig spille igen.
Det var givet at Melanie og Martin skulle være med og det faldt helt naturligt, at Kasper og Lasse hoppede på også, da kemien bare var der fra start.

Det endte med, at der blev udvalgt tre bandnavne: Beskidt Service, Ubetalt Restgæld og Gammel Telefonbog. Til hver af de bandnavne skrev vi så én​ sang der passede tematisk, det blev hhv: ‘Sofie Lassen Kalk’, ‘Bank Din Bankmand’ og ‘A​lka Forsikring’.

Vi oplevede efter koncerten at vores venner og os selv blev ved med at snakke om festivalen og vores optræden, og var kede af, at det ikke ville komme til at ske igen. Samtidig syntes vi at det kunne være fedt at få optaget musikken, så sangene kunne leve videre som mere end blot et minde for os og så vi kunne vise det til folk der ikke nåede at få hørt det.
Det var også med til at mætte en trang til at kunne præsentere noget, man har skabt, efter at pandemien havde holdt os alle i kort snor.

Click here to display content from bandcamp.com

Hvad er den grundlæggende ide i bandet? Har I et budskab? 
Som udgangspunkt at have det sjovt – vores band startede trods alt som en “joke”, fordi vi syntes, at det ville være grineren faktisk at skrive sange til de bandnavne vi havde fundet på. Dybere var det sådan set ikke.

Set i bakspejlet er det jo så fedt for os at have en så løs tilgang i en tidsalder, hvor vi konstant sammenligner os med folks perfekte sider online. Vi har brug for muligheden for, at vi kan være os selv og acceptere hinanden for det og ikke føler os presset til perfektionisme. Melanie, der måske synger lidt falsk, Martins kabler der ofte falder ud til liveoptrædener og Kasper og Lasse, der ikke kan finde ud af hvornår sangen slutter.
Vi har ikke bevidst et budskab, men hvis vi skulle finde på et, er det nok, at uanset om dine ideer er politiske eller handler om opvask, skal der være plads til det.

Hvorfor spiller I den type musik, I gør? 
Frem for alt spiller vi punk, fordi det er en meget tilgivende genre. Vi øver ikke særligt meget og nyder godt af, at genren stereotypisk har en meget enkel tilgang til sange med få akkorder og en ligetil struktur, så det passede bare godt ind. Det havde nok også noget at skulle have sagt, at vi hver især lytter til en del forskellig musik, men det største overlap imellem os var punken.
Udover det bidrager det høje tempo også til højt humør og at råbe og skrige er god terapi.

Hvem har inspireret jer? Både musikalsk og på anden vis 
Musikalsk er vi meget inspireret af bands fra 70’erne og 80’erne, f.eks. Ramones, Black Flag, Fugazi og NOFX. Vores mere komiske side kommer nok fra en dårlig blanding af Linie 3, Gramsespektrum og Mandrilaftalen.

Når vi skriver vores sange følger vi udtrykket “skriv hvad du kender”, og skriver meget af tiden tekster, der handler om vores hverdag. Indimellem hænder det, at vi skriver nogle tekster udelukkende for, at det rimer og improviserer noget, der ikke giver mening, men som vi synes lyder grineren. En aften missede vi toget til en koncert, og mens vi ventede på det næste, jammede vi over yderligere ærgerlige situationer som denne. Her blev det for nogle af os en personlig udfordring om hvor mange rim vi kunne lave med ordene “ærgerlig situation”.

Click here to display content from YouTube.
Learn more in YouTube’s privacy policy.

Hvad gør I/har I gjort for at blive spottet  
Vi har ikke kørt den store marketingskampagne, men snakker med folk vi møder, der gider at høre om vores lille projekt. Vi tager til mange koncerter, og kender da en håndfuld mennesker i musikmiljøet, som kan få ting til at ske, så man kan sige at vores primære tilgang er “word of mouth”. F.eks. spiller Kasper i band med Bartos fra Punks Undead, så det gav os et “in” for at kunne spille til det event. Vi er også gode venner med ejerne af Lövendahl, som var så flinke at hoste vores releasekoncert da vi udgav vores EP Ubetalt Restgæld på vinyl.

Vores ambition var aldrig at spille en masse koncerter, men når vi blev spurgt, sagde vi da ikke nej.

Hvordan klarer man sig som nyt band? Hvilke råd vil I give videre?
Vi synes, det er vigtigt i en kreativ branche som denne at støtte op om andre bands, gå til deres koncerter og være med til at skabe et fællesskab.

Tryk på den sociale knap og snak med en masse nye mennesker rundt omkring, hver samtale er en mulighed for at videreføre dit projekt. Man skal nok ikke lave salgssnak hver gang, men man ved aldrig, om man lige er stødt ind i en, der kan hjælpe en videre.

Måske går man til quiz med en musikanmelder og pludseligt får man nogle pæne ord på nettet. Tænkt eksempel.

Hvad vil I gerne opnå? Hvad står på bucketlisten? 
I princippet har vi allerede opnået det, vi havde på vores bucketliste: Optag sangene og udgiv dem. Så er der sket en masse dejlige ting sidenhen, som ikke var planlagt, men som var meget velkomne. Når det så er sagt, så kunne det være meget fedt at udgive en EP mere og spille sammen med Situationsfornærmelse f.eks.

Hvad er det næste fra jeres hånd?
Vi har gang i et samarbejde, som vi løfter sløret for henover foråret. Derudover har vi skrevet et par sange, som vi nok indspiller og udgiver digitalt. Vi har også sagt ja til en koncert eller to, så vi får da lige danseskoene på et par gange endnu.

Men som sagt så er vores ambitionsniveau relativt lavt, så ingen bliver skuffede og ingen bliver stressede.

Click here to display content from bandcamp.com

Selvtægt er et DIY-magasin om punk og metal. Vi er drevet som en frivillig forening.

Ansvarshavende redaktør: Hanna Ella Sandvik
Magasinkoordinator: Tobias Holst

This image has an empty alt attribute; its file name is logo-1024x243.png

A.C. Meyers Vænge 134, 1. th.
2450 København S
CVR: 44226421

Privatlivspolitik

Instagram
Facebook