Jeg har altid haft et problem med jazz. Det er nok et problem, der primært bunder i, at jeg ikke ved meget om det, og at jeg ikke kender særligt meget af det.
For mig er jazz ofte Duke Ellington. Eller Bill Clinton med sin ækle bollesaxofon, der altid får mindet om David Duchovny som “Red Shoes” til at dukke op i den ellers dunkle afkrog af min underbevidsthed, hvor den slags gemmer sig. Eller også er det folk, der læser Kerouac eller Bukowski, og ryger hjemmerullede cigaretter og laver poetry slam, jeg tænker på. Eller selveste Jack Kerouac.
Eller elevatoren i Magasin. Eller Ole Jastrau og hans selvsmagende og ditto -hadende ligesindede i Kristensens ‘Hærværk’. Eller John Zorn.
Jeg er ikke vild med det. Da jeg var ung, mente jeg, det var dårlig musik. Objektivt dårlig. Det er jeg vokset fra. Jeg ved bare ikke nok. Og jeg gider ikke rigtig vide mere. Jeg har engang talt med Jonas Visti, hvis job det er at rejse rundt i verden og kigge i gamle vinyler. Jeg blev misundelig, da han sad på Guadeloupe og jeg selv sad i Brøndby. Men jeg var ikke misundelig på opgaven, da jeg hørte hans program. Det er ikke min ting.
Troede jeg. For udover at jeg naturligvis ejer Norah Jones’ ‘Come Away With Me’ fra 2002, ligesom stort set alle mine jævnaldrende, har sat pris på Feists ‘Tout Doucement’ og har lyttet lidt til den franske sanger Zaz, har jazz ikke fanget mig.
Det var også derfor med let skepsis, at jeg hørte om Smag på Dig Selv. Der findes alligevel en del af de her danske jazzmusikere, der spiller på Montmartre eller La Fontaine og går i hør. Og de har også tit sære bandnavne.
Det var faktisk først, da 24syv lukkede, og jeg talte med Aske fra Salver, og han fortalte mig, at hans bandkammerat Albert Holberg var med i projektet, at jeg fik lyst til at tjekke det. Det krævede omtrent 30 sekunder en dag, hvor jeg sad og var eksamensvagt, før jeg var solgt.
Hvis ikke der sker noget vildt senere i år, så tror jeg, at ‘Al Magt til Overførselsindkomst’ bliver den bedste sang 2024 har at byde på. Aldrig har jeg hørt noget lignende. Og jeg kan heller ikke sammenligne med noget. Det eneste, jeg har at byde på, er en besynderlig synæstetisk oplevelse af en Zapp-is.
Den er blød og fast på samme tid, men den har ingen skarpe kanter. Den er et sammensurium af farver, der alle er behagelige. Og selvom den både ser bizar ud og smager lige sådan, er den lækker, forfriskende og beroligende.
På samme måde føles ‘Al Magt til Overførselsindkomst’. Hver eneste tone er blød som fløjl, men ingen bliver på noget tidspunkt kvalme. Der er ingen pornosaxofon her, omend der både spilles på tenor- og bas- og baritonhorn. Det er noget af en præstation.
Det er imponerende at peake så tidligt på albummet, og endnu mere imponerende er det, at det, der skiller denne sang fra de øvrige, kun er små grader. For ‘SPDS’ er et vanvittigt overbevisende album, der lægger et af de allerhøjste bundniveauer, jeg nogensinde har oplevet.
En af de ting, man fremhæver, når man taler om et band som Ulver, er deres evne til at variere udtrykket massivt fra album til album, men aldrig mister fodfæstet og grebet om egen lyd. Det formår Smag På Dig Selv at gøre fra sang til sang.
For allerede opfølgeren til åbneren ‘Hvide Mænd Spiller Afrobeat’ skifter fuldstændigt gear. Hvor ‘Al Magt Til Overførselsindkomst’ er chill og svingende, er anden sang dansabel, hurtig og festlig.
Det er også interessant at være så bevidst om, at man spiller en etnisk kodet musikgenre, og have så meget selvironi, at man sætter fingeren direkte i det. Jeg ved ikke nok om afrobeat som genre til at kunne sige om de gør det respektfuldt og genrekonsekvent, men jeg kan dog sige, at sangen er en fornøjelse at lytte til.
Og det kunne man sige om hvert eneste track. Jeg vil ikke gennemgå dem alle, men der er ingen, der ikke føles som om de passer i dette eklektiske patchwork af et album.
Den frenetiske og hektiske ‘Fuck Der Kommer Kontrollører’ er catchy og pumpende og de næsten-kvalte vokale udgydelser under musikken tilføjer et herligt lag af desperation og selv denne straight-laced type, der aldrig kører på røven, får et lille stik af adrenalin, når man forestiller sig at forsøge at nå ud af toget inden regningen lander.
B-siden er måske endnu mere eksperimenterende. ‘PGO HOT 50’ er, hvis jeg forstår mine genrer korrekt, eurodance spillet som jazz. Helt ned til det dunkende beat, der leveres så hamrende solidt af Albert Holberg, er det umiskendeligt lyden af ungdommens diskoteker der præsenteres, og de toner, som synthesizers og computere normalt står for, leveres af Thorbjørn Øllgaard, og Oliver Lauridsen på deres saxofoner.
Pladen sluttes af med ‘Negirî’, der på kurdisk betyder “græd ikke” og som, som det eneste track, har et vokalspor, der fremføres smukt af dansk-kurdiske Luna Ersahin, der på smukkeste vis tilføjer et lag af sørgmodighed til den interessante fusion af nærøstlig traditionel musik og Smag På Dig Selvs take på jazz.
Der er meget, meget mere at komme efter i hver eneste sang, også dem jeg ikke har nævnt. Af særlig interesse kan måske være de tre digte, som Øllgaard fremfører i løbet af albummet. ‘Middelklassen Avler Kun Skeletter’, ‘Start Et Punkband’ og ‘Jeg Et Meme’ kommer faretruende tæt på noget Dan Turellsk og jeg kunne sådan set godt være dem foruden. Men samtidig er der noget interessant i det lyriske indhold. Øllgards udgangspunkt er politisk og kunne ligeså vel optræde hos Syl, Tvivler eller Nexø, og når man ved, at han også er manden bag protestbevægelsen ‘Free Jazz mod Paludan’, er det ikke svært at sætte det i kontekst. Der refereres til den igangværende krig i Palæstina, til hungersnød og konflikter rundt om i verden og indignationen er til at tage og føle på. De to øvrige digte handler lidt mere om det hjemlige, om at føle sig fanget i selvsamme sammenhæng som jeg nævnte ovenfor og om psykisk sygdom og problemer med selvfølelsen.
‘SPDS’ er et mesterværk af et debutalbum. Det er en plade, som alle bør gøre sig den tjeneste at lytte til. Det er en plade, man kan høre om og om igen og glædes og forundres over al variationen. Smag På Dig Selv er et band, jeg ikke kan vente med at se i levende live. Jeg vil have mere. Også selvom det er jazz.
‘SPDS’ udkom på Stunt Records. Den er indspillet i Sundance Music. Elias Anguyo Arentoft Jensen og Jens Benz har produceret.
