“Alt flyder – intet bliver tilbage. Du kan ikke træde ned i den samme flod to gange, for vandet drives for evigt frem. Intet er bestandigt udover forandringen selv.”
Omtrent 500 år før vor tidsregning tilskrives denne sætning den græske filosof Heraklit. Og dette citat skulle give ekko i mit sind, da jeg mødte Amira Liv Hernan i Folkets Park på Nørrebro en solskinsdag i juli.
Vi hentede en kop kaffe i Spidsroden, den kooperativt drevne dagligvarebutik og cafe, som serverer i assorterede kopper, og satte os i skyggen af træerne, få meter fra en mand, der fik flere bajere indenbords i løbet af samtalen, end de fleste af os når på en god aften.
Det var umiskendeligt menneskeligt. Vi sad og havde vores samtale om transkønnethed, black metal, forandringer og følelser kort fra et menneske, der lige så vel som os forstod forandringer og livsomvæltninger. Han var ikke af dansk afstamning, og ølforbruget virkede ikke som en engangsforeteelse,men som inkarnerede et helt andet liv end det, vi drøftede. Længere væk snakkede en gruppe veninder om at skulle se Smag på Dig Selv til en festival. Det var et perfekt sted, Amira havde valgt.
Anledningen var naturligvis pladen ‘Fredløs’, som udgives af bandet af samme navn. Jeg skriver bandet, men Fredløs er kun Amira. Det er et meget personligt projekt. Det blev jeg klar over allerede, da jeg hørte førstesinglen ‘Kyst’, men det skulle kun blive mere.
Sidst jeg talte med Amira, var hendes liv midt i en kæmpe omvæltning. Det var ikke længe siden, hun havde indrømmet for sig selv og ikke mindst for omverdenen, at hun var transkønnet.
Sidenhen er meget sket. Amira er faldet mere på plads i sit liv, omskifteligt som det er, og hun er nu klar til at udgive det første album under navnet Fredløs. Den udkommer her i sensommeren på det eksil-aalborgensiske label Over the Under Records, der også rummer navne som New Money, Vidnet, Terrorpy og Embla.
“På sin første udgivelse med Fredløs har Amira Liv Hernan gennem fire dybt personlige og hudløst ærlige afskedsbreve udforsket sorg og kærlighed og den transformative og fundamentale indvirken, disse har på os som individer og fællesskaber. Dette album er en fejring af det tabte og alle dem, hvis hænder har båret os, men hvis aftryk går tabt til tiden. En hengiven omfavnelse af det aflagte og alt, som vi må lade visne for at blomstre på ny.”
Promoteksten er floromvunden, som den slags jo er, men alligevel formåede den at sætte sine kløer i mig. “Afskedsbreve” står der. Udover at lyde melankolsk romantisk som en victoriansk tåreperser eller en højstemt HC Andersen er det også noget, der ikke er meget på mode i vor tid, hvor ghosting er the name of the game, og dybtfølt længsel eller sorg kan være svær for folk både at være i, men i høj grad også at acceptere i deres omgivelser. Man vil ikke ødelægge den gode stemning, vel?
Men det vil Amira gerne. Den engelsk litteraturstuderende musiker har nemlig forfattet fire gange fantastisk lyrik, der opererer på et helt andet plan, end de fleste metalsanges tekster gør.
“Alt sluges af tågen
der kvæler horisonten
i sit gråvæld
mens asfalten smuldrer
Stands min sol
bliv hos os
lad ej natten sejre
Hvor skal min sjæl nu hvile
hvis din hånd slipper min nakke”
Kærlighedssange i datid og mennesket som floddelta
Men hvem er det, hun siger farvel til? Og hvad er omdrejningspunktet? Det var blandt de spørgsmål, der kæmpede om min opmærksomhed, da jeg cyklede mod Nørrebro med ‘Forbandede’, som det 17 minutter lange første track hedder, i ørerne.
Hun smiler lidt.
– Til folk, der ikke længere er i mit liv. Af forskellige årsager.
Jeg vil ikke rangordne kærlighed, og jeg vil heller ikke acceptere det. Man kan også skrive kærlighedssange til sine venner.
Amira Liv Hernan
En kort pause.
– Og til aspekter af mig selv, der var behov for at sige farvel til, så der kunne blive plads til noget nyt. Pladen handler om sorg, primært. Og kærlighed.
Det var jeg slet ikke i tvivl om. Man kan ikke sige farvel til nogen på så inderlig en måde, hvis man ikke har elsket dem dybt. Man kan ikke lytte til ‘Fredløs’ og ikke opdage, at det er kærlighedssange.
– Jeg ville gerne væk fra det traditionelle (heteronormative) fokus på romantisk kærlighed over alt andet. Jeg vil ikke rangordne kærlighed, og jeg vil heller ikke acceptere det. Man kan også skrive kærlighedssange til sine venner. Og det gør lige så ondt, hvis de dør eller man mister dem til andre omstændigheder.
Det er, fortæller Amira, en fejring af kærlighed som begreb. Teksterne dykker ned i kærlighed i både nutid og datid. Og derved også i fremtiden. Det er der, vores samtale nærmer sig Heraklit.
For afskedssangene viser tydeligt, at selvom relationen er slut, så kan intet fjerne den påvirkning, den har haft på mennesket. Ligesom Heraklit forklarer, at floden altid ændrer sig, så er det tydeligt at forstå, at flodens vand siver ud i jorden omkring den, ligesom noget af både jord og sand følger med strømmen.
– De mennesker, jeg skriver om, vi forlader aldrig rigtig hinanden. Det er der ingen, der gør. Måske kan man ikke være i samme rum længere, men de oplevelser, den energi bliver altid siddende.
Hun fortsætter:
– Livet betyder allermest, når man vælger at prioritere det. Det har jeg gjort. Og det har gjort lorteondt, og jeg har brugt to år på at skrive en plade om det. Men det er vigtigt for mig. For alt det her sidder stadig i mig og vil altid gøre det.
Amira fortæller om sin veninde, der gik bort kort, inden pladen skulle tage form.
– Til at starte med var det meningen, at det bare skulle være kærlighedssange. Det har jeg savnet meget i den her genre. Men så døde min veninde og bandkammerat. Det endte med at fylde ekstremt meget.
– Det er meget … syret at høre den her plade nu. Der er helt klart noget af hende i den her musik. Det var måske også en del af grunden til, at jeg lavede den, som jeg gjorde. Det var også for min egen skyld. Der var øjeblikke, hvor jeg syntes, jeg kunne mærke hende fysisk, mens jeg indspillede sangene. Den sorgproces var enormt hård.
Det taler direkte ind i Amiras hårdnakkede benægtelse af kærlighedens rangordning. Og jeg forstår det, mens jeg ser hende tale. Der kan ikke være tvivl om, at venindens eksistens og død har betydet mindst lige så meget for Amira, som alle andre typer kærlighed kunne.
– Det er så voldsomt, fortæller hun.
– Det kan føles, som om man bliver amputeret. Man mister en del af sig selv. Døden er så ekstrem.
Vi taler videre om Heraklits filosofi. Der mangler noget af en selv, når nogen, man har elsket, ikke er der længere.
– Man får lov at beholde noget af den, de var, men man lægger også noget af sin funktion over i dem, som er væk, når de forsvinder.
Hvert eneste menneskes liv kan forstås som et floddelta, når man ser det på denne måde. Alle floderne snor sig ind og ud af hinanden, og selvom hver enkelt har sin egen distinkte retning, er sammenfletningen total. Og her er – bliver vi enige om – døden den ultimative forståelse af et andet menneske. Det eneste, der er tilbage af en person, som er gået bort, er det, der er tilbage i de efterladte.
Et liv i forandring
“Med Fredløs har Amira Liv haft i sinde at bidrage et radikalt queer- og transcentreret projekt, der nægter at dvæle i negativitet og individualisme eller konformere til de undertrykkende og afstumpede normer, der eksisterer i en bred samfundsmæssig kontekst, men også i musik- og kulturlivet, på tværs af de genrer, som hun drager sin inspiration fra.”
Flere og flere musikere skriver gudskelov om deres egne oplevelser som transkønnede, queer eller på anden måde uden for heteronormen. Men Fredløs er i modsætning til bands som G.L.O.S.S, Dødnavn eller Dog Park Dissidents mere lyrisk forankret. Hvis man ikke kendte Amira, ville det være muligt slet ikke at opdage den del – tror jeg.
Men hvad vil det sige for hovedpersonen, at musikken er “transcentreret?” Hvad vil det sige for hende at være transkønnet? At leve et liv, der er noget mere omskifteligt og foranderligt end de flestes?
Det er for Amira meget konkret:
– Jeg er først og fremmest blevet godkendt til hormonbehandling i år!, fortæller hun smilende.
For dem, der ikke ved det, er en medicinsk transition i Danmark ikke så ligetil. Det kræver først og fremmest tålmodighed, for de helt store gatekeepere i denne sammenhæng – Center for Kønsidentitet (CKI i daglig tale) – har en ventetid, der ofte ligger på den ærgerlige side af et halvt år, når altså man endelig har fået henvisningen hertil fra sin læge. Derefter skal man gennem adskillige samtaler og undersøgelser, måles, vejes og vurderes, før en eventuel behandling kan gå i gang. Det er en frygtelig langsommelig proces, og mange transkønnede, nonbinære og andre queerpersoner oplever det som et limbo uden lige.
– Det vil altså sige, at det kan føles ret forskelligt at være i min krop fra uge til uge, og det betyder også, at jeg hele tiden skal være i min forandring. Jeg skal hele tiden konfronteres med, hvordan omverdenen oplever den og mig, fortæller Amira Liv.
Men det er nu meget godt, mener hun:
– Jeg skal performe meget mindre end før. Jeg finder meget mere ro i min tilværelse nu. Jeg aner jo ikke, hvordan det skal være, og hvordan det bliver på en måde, som føles mere komfortabel for mig og udelukkende for min egen skyld nu.
– Desværre er der fortsat rigtig mange, som ikke har adgang til kønsbekræftende behandling gennem sundhedsvæsenet, der er enormt rigidt og langtfra formår at omfavne så mangfoldig en patientgruppe.
“Du var lige her.
Jeg kan stadig se din rastløse krops
tvetydige aftryk i sandet ved min side,
men du er væk nu.
Jeg vil se dig i morgen,
men du vil være en anden.
Jeg vil se dig i morgen
gennem en andens øjne
og den jeg ser, er ikke længere dig.
For vi døde i dag.”
Forandringen figurerer – naturligvis, kan man sige – tydeligt i lyrikken. Men udover forandringen er en dyb og tung ensomhed præsent. Det er tydeligt, at disse afskedsbreve ikke alle sammen har været gode for Amira. Ensomheden lurer som i Max Porters ‘Grief is the Thing with Feathers’ lige uden for synsfeltet.
– Der er mange relationer, der forsvinder, når man transitionerer, fortæller Hernan.
– Det er ikke engang af ond vilje. De her mennesker elsker en, elsker mig, men der er bare så meget, der ændrer sig.
– Det er en sorgproces at transitionere. Man skal begrave store dele af sit liv, siger hun med et lidt mat udtryk i ansigtet. Det har ikke været nemt, fornemmer jeg.
Det er en stor kontrast til den glade Amira, jeg ellers har talt med i dag.
– Det er også det, der gør den her plade lidt svær at spille i dag, siger hun, da jeg bemærker det.
– For jeg har det jo bedre nu. Jeg har levet med den form for ensomhed, siden jeg var meget, meget ung. Det har uden tvivl været den største udfordring i mit liv. Der er flere grunde til det, men den største har uden tvivl været, at jeg altid har været transkønnet, og at det gennem så meget af mit liv ikke kom til udtryk.
Intimitet er ikke nemt. Man skal være modig for at være sammen med andre mennesker og give dem noget af sig selv. Men gevinsten er, at man er mindre ensom
Amira Liv Hernan
Amira forklarer:
– Jeg føler, jeg har levet med et skyggeselv mellem mig og andre mennesker. Som matteret glas. Jeg har aldrig vist, hvem jeg egentlig var. Har ikke givet mig selv lov til at mærke mig selv og min krop. Man kan sige, at jeg har dissocieret i tyve år, i virkelig meget af den tid, jeg har været sammen med andre mennesker. Lagt bånd på mig selv.
Men det er anderledes nu. Det kan enhver se.
– Det har krævet meget mod. Det kræver meget mod! Intimitet er ikke nemt. Man skal være modig for at være sammen med andre mennesker og give dem noget af sig selv. Men gevinsten er, at man er mindre ensom, siger Amira og smiler igen ligesom tidligere.
Det er en af de ting, der virkelig har ændret sig fra vores sidste interview. Dengang var det hele meget nyt og også lidt svært. Det er meget nemmere for Amira at tale om sig selv som kvinde nu. Jeg spørger ind til, om det er en af de ting, der har været med i forandringen.
– Ja!, griner hun
– Det er meget federe med kvindefællesskaber. De trans- og kvindefællesskaber, jeg er en del af nu, har været enormt vigtige for mig. Jeg lever et sjovt liv nu. Både sjovt bogstaveligt talt, men også i overført betydning, fordi jeg jo fik en kæmpe adgang til et musikmiljø, der er præget af mænd, før jeg transitionerede, og det har jeg stadig. For eksempel fik jeg lov til at spille to gange på Copenhell i år, både med Konvent og som del af jubilæumsshowet, og det er jeg vist den eneste transkvinde, der har gjort. Der føler jeg mig meget privilegeret, og det er helt klart noget, jeg skal bruge.
For det er jo netop den anden del af hendes projekt. Fredløs er personligt, javist, men Amira fortæller også i sin pressetekst, at det “radikale queer- og transcentrerede projekt nægter at dvæle i negativitet og individualisme”.
Et andet queer-soundtrack
Hvordan siger man farvel, bevæger sig fremad og beskæftiger sig så personligt med sig selv, når man samtidig insisterer på at gå imod individualisme, spørger jeg Amira.
Hun griner lidt, inden hun svarer:
– Jeg tror stadigvæk, at musik kan være med til at skabe nogle fællesskaber. Og også ved at være så hudløst ærlig, som jeg er her. Det her er bare mig – uden filter. Og jeg vil gerne give andre folk mulighed for at blive set.
– Jeg tror, at jeg åbner for muligheden for at kunne møde folk ved at insistere på at være mig selv. Når jeg giver afkald på noget stolthed og på nogle forsvarspositioner, åbner jeg mig for andre. Jeg mener, at den individuelle oplevelse er vigtig, men at vi mærker den mest, når vi deler den med andre.
Jeg mener, at den individuelle oplevelse er vigtig, men at vi mærker den mest, når vi deler den med andre.
Amira Liv Hernan
Disse fællesskaber, fortæller Amira, kan gå den ene og den anden vej. Der er de lidt mere lukkede af slagsen, hvor man kan være helt åben og mødes med andre, der er som én selv – de separatistiske fællesskaber kalder hun dem – der har været meget vigtige for hendes tilværelse, men der er også den større kultur.
– Der er et helt klart behov for repræsentation, men der er også et behov for, at vi deler levede queer- og transoplevelser, og at de også får lov til at eksistere uden for de rum, hvor det bare er os selv. Musikken og litteraturen er ofte meget for os og ikke for andre.
Og det vil Amira med Fredløs gerne rykke ved.
– Det skal ikke ud af miljøet. Slet ikke. Men det tjener os at have en bred vifte af perspektiver, når vi er en bred vifte af mennesker. God kunst og god musik skulle gerne kunne tale til alle, der er villige til at lytte. Derfor har jeg også en ambition om, at Fredløs skal længere ud. Hvis jeg er heldig, kan det også appellere til folk, der ikke nødvendigvis kan lide metal.
– Og så har jeg også oplevet, at musikken i queermiljøer ikke altid er lige mig, griner hun skævt.
Vi taler kort om de musikalske oplevelser, undertegnede fx. har haft på Jailhouse, og vi bliver ret hurtigt enige om, at der skal mere til.
Det er tydeligt, at Amira ikke kun er inspireret af metalmusik, når man lytter til pladen.
– Her var det bare mig, der måtte skrive, og mig, der måtte bestemme. Så jeg ville hive lidt af alt det ind, jeg holder af. Også indie- og popmusik. Jeg ville gerne hive noget ind, der var overlagt poppet for eksempel. For det lytter jeg også til.
Inspirationen kommer mange steder fra. Amira nævner blandt andet den danske screamo-scene.
– Jeg er superinspireret af bands som Demersal, Puke Wolf og Hudsult. Og jeg håber ikke, jeg har stjålet noget, men jeg kan ikke undgå at blive inspireret af de her mennesker.
– Men hvis jeg skal udvide perspektivet lidt, mener jeg jo fx., at det første Mew-album er den mest undervurderede black metal-plade nogensinde. Du ved på den der Alcest-måde. Under Byen har også været en kæmpe inspiration.
– Under Byen er så gode til teksturer og lyrik. Man kan mærke de ting, der bliver sunget i ens krop. De blander så godt meget fint skrevne, poppede kompositioner med et mere råt lydbillede.
Det fokus, Amira har på lyrik, viser sig også helt tydeligt i hendes eget arbejde. Hvor metallyrik ofte er mere morsomt end godt, indeholder hendes tekster en helt anden dybde. Men det er nok også naturligt.
– Jeg studerer litteratur, så jeg læser nærmest hele tiden. I og med at det er studiet, er meget af det kanonlitteratur som Virginia Woolf og den slags, men i min fritid fylder litteratur også rigtig meget. En, der gjorde et rigtig stort indtryk for nylig, har været Gry Stokkendal Dalgas’ ‘Calluna’.
– Den eksisterer på en eller anden måde i grænselandet mellem prosa og lyrik og gav mig et helt andet perspektiv på begge dele. Hun ser frem og tilbage – lidt på samme måde, som vi talte om før.
Amira fortæller, at hun selv har (pirat)udgivet et par digte, da jeg spørger ind til, om hun har overvejet poesien som udtryk også. Så meget for at komme med gode forslag. Men hun har også en meget vigtig pointe.
– For at blive god til at skrive så må man læse. Det er ligesom at spille musik. Man får et rigere landskab at trække fra. Også selvom det er skraldet noget af det, man ender med at læse. Det vigtige er, at man gør det.
Fredløs
Bandnavnet vækker med det samme tanker om Robin Hood hos mig, men da jeg ikke kunne finde nogle referencer til hverken prins John eller sheriffen af Nottingham, tænker jeg, at jeg nok hellere må spørge hovedpersonen, hvad det går ud på.
– Jeg kan godt lide navne, der kan flere ting. Og det er jo black metal, så det må godt smage lidt af middelalder, griner hun til min Robin Hood-reference.
– Men samtidig er det jo også en status, der eksisterede for mennesker for ikke så længe siden igen. Man kunne miste retten til beskyttelse fra staten. Og det tror jeg, at mange af os oplever, at vi har i vores liv. Nogle af os bliver endda direkte angrebet af de stater, vi lever i.
– Jeg er selv vokset op med ikke at se helt dansk ud. Og så er jeg queer oveni. Nogle af os er bare mere udsatte, og der føles det at være fredløs ikke så langt fra virkeligheden som for andre. Og jeg håber, at mit projekt kan være med til at få nogen til at tænke over menneskerettigheder, og hvem der har dem. Det er meget tydeligt at se, at nogle har mere ret til sikkerhed end andre.
Det er også noget af det, der driver værket for Amira. Det er her, hun vil være med til at skabe fællesskaber.
– Kvinder og unge queers skal føle, at der er flere steder, de kan tage plads, og at det er deres plads at tage. Det er sjældent, vi får lov at føle, at vores kroppe og personer er naturlige og bare hører til uden nogen forbehold. Og det vil jeg gerne være med til at gøre op med.
– Jeg kan huske en af de første gange, det ramte mig. Jeg så Hudsult i en cykelbutik i Sydhavnen i Aarhus. Jeg kan huske at træde derind og føle, at det her var musik, jeg virkelig godt kunne lide, men at det hele så anderledes ud. Der var fucking mange queers. Folk var farverige og glade. Der var frihed i det her rum.
Fællesskaberne er vigtige. Det handler om at være noget for nogen. Jeg spurgte afslutningsvis Amira om, hvem der havde været noget for hende. Noget vigtigt.
Det var svært. Der var en lang pause. Amiras øjne blev blanke og stemmen lidt mindre sikker.
– Min veninde, som jeg skrev en del af pladen om, blev meget pludseligt meget syg, og det skete på et tidspunkt, hvor jeg indså, at jeg var nødt til at transitionere. Det mod, hun havde, altid, men også især, da hun var meget syg, påvirkede mig og inspirerede mig.
Efter hun døde, havde jeg en følelse af at nå et nulpunkt, men jeg fandt også i den sorg modet til at tage det skridt.
Efter hun døde, havde jeg en følelse af at nå et nulpunkt, men jeg fandt også i den sorg modet til at tage det skridt.
Amira Liv Hernan
– Noget af det, der ærgrer mig mest, er, at hun ikke får lov at opleve mig nu. At kende nogen, der var så modige og som har givet så meget, har efterladt mig med en følelse af at have mere mod, men også en værdsættelse af livet og de mennesker, der er i det, og som har været med til at gøre det her muligt for mig. At vælge livet.
Fordi jeg har fået lov til at dele det med en, der valgte livet – også til sidst.
Og hvad så med Amira selv?
– Jeg vil bare gerne være noget for folk omkring mig. Det håber jeg er nok.
