I ugerne op til dette års Copenhell havde Konvent ikke lagt skjul på, at onsdagens koncert snarere var tiltænkt som en ceremoni. Den slags udmeldinger sætter naturligvis forventningerne derefter, og da undertegnede ikke har meget tilovers for gimmick-bands, var det svært at holde optimismen ved lige. Denne gang var der dog dækning for de store ord, for Danmarks doom-eksportvare numero uno leverede deres hidtil mest ambitiøse koncert nogensinde. Større, varmere og mere teatralsk end tidligere. Og så udspillede den sig omsider under nattehimlen, præcis som denne slags musik fortjener.
Nogle valg er sværere at træffe end andre. Beslutningen om at prioritere Konvent frem for The Browning, som jeg aldrig har forstået fidusen ved, og Mastodon, der jo aldrig har været så gode, som folk åbenbart insisterer på, var ikke en af dem. Tværtimod var det nok den nemmeste prioritering, jeg traf under hele festivalen. Og jeg har svært ved at forestille mig, at ret mange af dem, der stod pakket foran Pandæmonium sent onsdag aften, gik derfra med følelsen af at have valgt forkert.
Konvent har spillet på Copenhell før – to gange, endda – men denne gang skulle den have én over nakken. Det første overraskelsesmoment indtraf allerede, da bandet gik på scenen til en korversion af ‘Solen er så rød, Mor’. Det gør de jo altid, jaja, men denne gang var fire atter blevet til fem, og en ny skikkelse iført kåbe og hætte stod mystisk i scenens højre side med en guitar. Jeg har oplevet stærke Konvent-koncerter i konstellationer af både fire og fem, men en ekstra guitar har helt sikkert været nødvendig for at bringe deres knusende doom dét stykke længere ud over scenekanten. Medlemmerne var alle iklædt knaldrøde kostumer, der balancerede faretruende tæt på fantasy-larp, men som – hjulpet gevaldigt på vej af et massivt røg- og pyroshow – endte med at føles langt mere storslåede end fjollede, selvom alle på scenen lignede nogen, der var på vej til at uddele sidequests i Baldur’s Gate. Det her var en iscenesættelse, som skulle adskille sig fra bandets tidligere Copenhell-optrædener, så ambitionsniveauet var tårnhøjt, men jo højere man sigter, desto hårdere kan man også fejle. Når man satser så stort, er det ikke nok, at kostumerne er flotte eller at pyroen er sej. Det hele skal gå op i en højere enhed, og vigtigst af alt skal musikken jo også spille.
Heldigvis er Konvent ikke så gode til det dér med at fejle, hvilket egentlig ikke har noget med hverken kostumer eller pyro at gøre. Det var faktisk først efter et af bandets stærkeste numre, ‘Grains’, allerede var spillet færdig, at jeg begyndte at overgive mig til musikken, fordi der ganske enkelt var så meget mere at forholde sig til, end jeg før har været vant til med det her band. Indtil da havde jeg mest af alt bare ondt af forsanger Rikke Emilie List. Hendes maske – en levende udgave af bandets nonne-logo – så ganske vist fremragende ud, men vi kunne mærke flammerne 20 meter væk fra scenen, så jeg tør slet ikke tænke på, hvor varmt hun har haft det. Derfor bebrejder jeg hende heller ikke for at tage den af efter et kvarters tid. Det var nok også meget godt, at hun gjorde det, inden hun hev flammekasteren(!) frem. Sådan en vil jeg fandeme også gerne have.
Et par numre inde i sættet fik ceremonien endnu et lag, da Anders Bork fra Offernat trådte ind på scenen med sin violin. På papiret kunne det måske ligne endnu en detalje i et i forvejen overambitiøst show, men i praksis viste det sig at være et af koncertens bedste greb. Violinen åbnede nemlig musikken, og tilføjede et lag til Konvents i forvejen massive lydmur. Pludselig var der flere nuancer at lytte efter, og den ildevarslende, næsten rituelle stemning, som bandet altid har stræbt efter, blev løftet til et niveau, jeg ikke tidligere har oplevet dem ramme live. Desuden er doom bare en genre, der – nærmest uanset band – kan blive ret mættende ret hurtigt. Når tempoet er lavt, riffene tunge og sangene lange, er det en disciplin i sig selv at holde lytterens opmærksomhed fanget. Derfor var Borks entré ikke blot en velkommen tilføjelse til showet, men et reelt musikalsk løft.
Pomp og pragt er i sidste ende fløjtende ligegyldigt, hvis ikke musikken kan bære det. Heldigvis kunne Konvent det. Faktisk spillede de præcis så overbevisende, som de plejer, og det er mere end godt nok, når deres bundniveau som liveakt er så højt, som det er. Og det kommer fra en, der knap nok er fan af det her band. Jeg er langt fra enig med alle deres kunstneriske valg, og jeg synes sådan set stadigvæk deres bedste musikalske udgangspunkt kan høres på deres første demo, men live har de efterhånden udviklet sig til et band, jeg konsekvent glæder mig til at se. Min kostplan består hovedsageligt af blastbeats og bølleriffs, hvilket Konvents megatunge langsommelighed sådan set er det stik modsatte af, men alligevel fungerer det bare live for mig.
Helhedsoplevelsen blev kun bedre af, at Konvent havde vundet Copenhells russiske roulette om god lyd. Amira Hernans riffs stod klart ovenpå Heidi Withington Brinks brummende basgange mens Julie Simonsen tæskede løs på trommesættet så det masserede os i ribbenene. Der var plads til detaljerne, men lyden formåede alligevel at være så tæt og massiv, som den absolut skal være, når det gælder musik som denne. For lige at få alle med, er der jo intet nyt i Rikkes evner som vokalist. De lyde, der kommer ud af hendes mund, er så fandens dybe og fæle, at de knap lyder menneskelige.
Så cool som Konvents Copenhell-show nu engang var, håber jeg ikke, at det markerer en ny retning for bandet som liveakt. Ikke fordi kostumerne, maskerne, hætterne eller ildkanonerne ikke virkede – det gjorde de i den grad – men fordi Konvent grundlæggende ikke har brug for den slags for at fremstå overbevisende. Normalt nøjes de med en scene badet i statisk rødt og blåt lys, et tykt lag røg og fire musikere, der lader musikken tale for sig selv, og det har altid været rigeligt. Onsdagens ekstravagance var en velfortjent fejring af, hvor langt bandet er kommet, og jeg tror aldrig, de har stået så stærkt, som de gjorde i onsdags. Det var i sidste ende bandets største bedrift.
