Fredag startede ud lige tidligt nok med Håndgemeng kl. 12.30, hvorefter den heldigvis blev dejligt langsom, da vi satte os i presselokalet for at slave væk på et par anmeldelser. En kop kaffe blev det dog ikke til, da det fredag var omtrent lige så varmt i presseteltet, at de lige så kunne cashe ind og kalde det for saunagus. Efter et par timer mente vi derfor, at det var velfortjent med en alt for dyr, men iskold drink, der blev drukket på årets obligatoriske besøg hos Blackmarket ovre ved Copenhell Con til de tørre ørkentoner fra All Them Witches på Pandæmonium.
Da vi ankom til Boneyard fredag eftermiddag, blev vi mødt af et riff, der lød mistænkeligt meget som introen til Smertegrænsens Tolderes ‘Mer’ Ligeglad’. Det var en lettere forvirrende oplevelse, for gennemsnitsalderen i Slytter må trods alt være omtrent det halve af den i S/T. Omvendt kommer begge bands fra Smilets By, så måske er der bare et eller andet i drikkevandet i Aarhus, der får folk til at skrive de samme punkriffs.
Det andet, man lagde mærke til under lydprøven, var, hvor elendigt det lød. Og da koncerten gik i gang, stod det hurtigt klart, at ingen tilsyneladende havde tænkt sig at gøre noget ved det. Måske var det meningen, at de tre guitarer på scenen skulle smelte sammen til én stor omgang mudder druknet i bassens endnu større omgang mudder. Hele koncerten føltes, som om man var fluen på væggen til en øver i et fugtigt kælderlokale, og eftersom Slytter tilsyneladende ingen ambitioner har om at være pæne, er det måske en meget god ting. For det her er ikke pænt.
Der var egentlig ganske fin gang i publikum, da Slytter først fik sat skub i koncerten, så vi må nok erkende, at vi tilsyneladende stod ret alene med vores oplevelse af bandet. Sangene blev bare aldrig rigtigt levende, og tangerede til det irriterende kedelige. De langsomme, repetitive passager nåede aldrig at blive hypnotiske, og når tempoet endelig blev skruet op, bed intet sig rigtigt fast.
Slytter lyder bedst, når de læner sig ind i de beskidte, skærende riffs, der får forsangeren til at stå lave høje og hurtige knæløft på stedet, som var hun ved at varme op til en tur i bokseringen over for scenen. Derfor stod man også tilbage med fornemmelsen af, at problemet ikke lå i eksekveringen, men i sangskrivningen, som bare ikke var overbevisende nok. Og det er jo i sidste ende et spørgsmål om smag og om, hvorvidt man køber præmissen for den kunstneriske retning, Slytter har valgt.
Koncertens højdepunkt indtraf, da en af bandets guitarister kaldte: “Josseeee! Josseeee!” ud mod publikum, som om han forsøgte at lokke en ejerløs kat hen til sig med en dåse tun. Heldigvis var det bare Nurse, der dagen forinden havde leveret et af festivalens mest underholdende shows med MOR, som blev kaldt op på scenen. Det gav koncerten et tiltrængt skud adrenalin, og pludselig begyndte folk at two-steppe, skanke og kaste sig rundt mellem hinanden, og stemningen løftede sig mærkbart. Det er utroligt, hvor lidt der nogle gange skal til, men det virkede!
Efter Slytter kunne man enten blive hængende i Boneyard for at se S.T.A.B, eller man kunne bevæge sig over mod Gehenna, hvor Omsorg ihærdigt forsøgte at få gang i det udmattede Copenhell-publikum. På Boneyard var stemningen fænomenal, for det er svært ikke at holde af Hank the Tank, Jacob Singer og Boris the Spider. Deres blanding af crust, d-beat og verdenslede rammer bare hver eneste gang. Desværre blev koncerten spillet under særdeles triste omstændigheder. Kort før Copenhell mistede bandet nemlig deres trommeslager, Torben the Scorpion, og derfor stod en vikar bag kedlerne klar denne eftermiddag. En utaknemmelig opgave, som han dog slap hæderligt fra, og vigtigst af alt betød det, at S.T.A.B kunne gennemføre deres optræden og give Torben en værdig hyldest trods den grusomme sommervarme. Måske var det også varmens skyld, at bandet lod skimaskerne blive hjemme – dem måtte vi i hvert fald tænke os til. S.T.A.B spillede i 30 minutter, og.. vent, hvad? Tredive minutter? Hvad helvede er det her, en Tool-koncert?!
Nej, den er sgu god nok, så S.T.A.B havde taget alt deres materiale med – eller i hvert fald noget, der ligner det. Det inkluderer altså sangene fra den nye, tonserlækre EP ‘Small Grievances’, men også tracks som rockballaden ‘Changes’, som ifølge Jacob Singer “handler om at lave KODA-penge”, da han introducerede den fra scenen. Skud ud, altså.
Det var ikke kun en ny trommeslager, S.T.A.B hev ind. De havde også rekrutteret Peter Sandvig fra Reality Unfolds, som iført en Whispers T-shirt og en Esbjerg Hardcore Crew kasket indtog scenen, som kun han kan gøre det. Han er, uden tvivl, en af Danmarks allermest karismatiske og veloplagte hardcoreforsangere, og det skyldes ikke blot hans stærke vokal, men hele attituden og sceneudstrålingen. Han gæster også den nye EP, så alle, der bare havde fulgt en lille smule med på nettet, havde nok regnet ud, at han ville dukke op. Det gjorde ikke øjeblikket mindre fedt – tværtimod.
Det blev til en sikker sejr for det københavnske crustcore-crew, der trods lige så stride lydforhold som til Slytter formåede at holde min opmærksomhed hele vejen igennem. Hank the Tanks backingvokal kunne godt have været lidt højere, men ellers synes jeg faktisk, at mikset var ret så klart – især efter Copenhell-standarder. Og så skal der altså lige lyde et skud ud til publikummet, som fik Boneyard til at føles en hel del mindre. Mere karate og færre skulderskub næste gang, og så begynder det næsten at ligne noget!
Efter at S.T.A.B havde smurt hele Boneyard ind i fæl crust punk, kunne man jo lige drible over og tage et kig på dagens andet akronym P.O.D, der heldigvis var nået til præcis den del af koncerten, som antageligt størstedelen af publikum var kommet for at høre. “Lålålå, youth of the nation!” Du ved. “I… feel so alive!” Resten kunne man vel godt have levet uden, og det gjorde vi, så alt godt her. Til gengæld var de ti minutters rendyrket nostalgi lige præcis, hvad de skulle være. Hele Hades sang med, folk hoppede, vendte sig mod deres venner og smilede og rakte hænderne i vejret hver gang Sonny Sandoval sang noget, man kendte. Det var en regulær omend meget kortvarig folkefest.
Efter P.O.D gik turen videre til Hades, hvor den hypede indonesiske trio Voice of Baceprot ventede. De brød efter sigende igennem på YouTube med et cover af Rage Against the Machines ‘Killing in the Name’, men nu stod de altså på Copenhell med ambitionen om at overbevise et dansk festivalpublikum om at en slasket, slappy funkbas, tunge grooves og en god omgang nu-metal stadig kan flytte mennesker.
“Det er over ti år siden, de stoppede med at spille covers. Vidste du godt at hende dér engang var YouTuber?”, fortalte en kammerat vores skribent. Der kan man bare se. Det er da også tydeligt, at de for længst har fundet deres eget ståsted, og selvom inspirationskilderne bæres helt uden på tøjet, er der så mange af dem, at de ikke rigtigt lyder som noget andet band nok til, at det bliver kikset. Opskriften er ikke som sådan original, men det lader heller ikke til at være projektets højeste prioritet.
Voice of Baceprot havde desuden publikum i deres hule hånd, og nærmest før guitarist og forsanger Firda Marsya Kurnia overhovedet havde nået at spørge efter en circle pit – høfligere end jeg nogensinde har hørt nogen, spørge om sådan én før – gik der fuld tørretumbler i den foran scenen. Vi kunne godt have ønsket os lidt mere kant og lidt mere kunstnerisk egenart, særligt på guitarfronten, men det, trioen måske manglede i originalitet, opvejede de rigeligt med spilleglæde, overskud og en smittende energi, som gjorde det svært ikke at have det sjovt.
A Perfect Circle så vi også lidt af, og lød jo meget fedt, men så ramte vores skribent desværre bare ind i samme problem som, når han har set Tool live: de er SÅ kedelige live, bare minus alle de fede visuals, som er gode at tage svampe til. Ligesom med Danny Carey bag trommerne til en Tool-koncert, er det dog altid en fornøjelse at se Josh Freese på kontoret.
Det var en stor prøve som ventede Silkeborgensiske Neckbreakker senere på aftenen. Som det ubestridte stjerneskud på den danske metalhimmel skulle denu stå distancen den næststørste scene her fredag aften. Og den prøve blev bestået til UG. Intet mindre end overbevisende var det, når bandet sendte den ene musikalske knytnæve ud efter den anden. Fuldstændig nådesløst og uden stop blev publikum kørt over på Hades. Moshpitten og crowdsurfingen virkede endeløs og Neckbreakker blev bare ved og ved og ved og ved. Det kunne i særdeleshed mærkes, at bandet har spillet kæmpe turnéer. Rimelig uimponerede og selvsikre virkede hele bandet ihvertfald, da de beviste at de på alle mulige måder kan spille side om side med de største metal-bands i verden. Hvad næste skridt så er for bandet, må fremtiden jo vise. Men her er ihvertfald en seriøs arvtager til tronen (hvem end der så sidder på den nu), i dansk metal.
Efter at Twisted Sister aflyste deres koncert på Helviti, var Copenhell smarte og fik faktisk stablet et hæderligt “All Star Show” på benene. Godt nok var det en pose MEGET blandede bolsjer, vi fik, og det var bestemt ikke alle, der smagte lige godt, men til tider kunne man sgu også blive overrasket.
De tog sgu røven på os med et cover af Deep Purples klassiske nummer ‘Highway Star’, som var meget bedre end et Purple-cover har lov til at være. Sunget af Joey Belladonna fra Anthrax, hvis vokal var lige så skudsikker som altid, må han siges at være det helt rigtige valg til et nummer af den gode gamle Ian Gillan. Et andet fremragende indslag var Ditte Krøyer og Emma Acs’ take på ‘Psychosocial’, som de virkelig ramte lige i røven. På redaktionen er nogle af os ellers blevet lidt trætte af Slipknot, men lige pludselig blev man transporteret tilbage til en simplere tid tilbage i 6. klasse, hvor vi så alle musikvideoerne på skolens computer – selvom vi ikke måtte. Selvfølgelig kan vi heller ikke komme uden om, at EYES X Syl genoplivede bromancen, da de to mc’er Ben C og V-Rock fik spyttet sig igennem Beastie Boys’ tidløse feststarter ‘Sabotage’.
Det var sgu også meget rart at se de unge gutter fra Ashes Of Billy føle sig hjemme på den store scene og klare det godt, omend deres cover af ‘Ace Of Spades’ var ALT for pænt. Sorry guys, men I har simpelthen ikke røget smøger og drukket whiskey nok til at lave et Motorhead-cover. Deres cover af ‘Everlong’ må siges at passe noget bedre til lyden. Man kan ikke benægte, at DJ Noize er en legendarisk og eminent DJ, og det var ikke fordi han heller ikke viste det på Copenhell, men hold da op, nogle ukristelige mash-ups, han fik cuttet sammen. ‘Du Hast’ med Ozzy’s ikoniske “OH LORD YEAH” samplet ind over var ikke lige noget, vi havde brug for.
Japanske Violent Magic Orchestra stod for fredagens nattefest. De mere industrial- og elektronisk-klingende navne som John Cxnnor og ikke mindst The Prodigy, har på det seneste fundet vej til Refshaleøen. Festen er blevet et fast ritual på Copenhell. Det er forfriskende og aftenens koncert har da også tiltrukket mange publikummer fredag aften. Med sig har Violent Magic Orchestra sit tunge dødsrave med altødelæggende techno- og gabberbeats. Gehenna mørke skov-miljø virker perfekt til hele seancen. Hvem vil ikke vil ikke til rave i skoven? Her er mange, og publikum bevæger sig som en masse. Vi er vidne til det kaos, som var fuldstændig forventeligt, når Zastar og co. indtager scenen. Det har det for vane at blive, når de besøger Danmark, som de gør relativt ofte. I en konstant strobe vrimler folk som myrer i en tue, som kæmper for at komme frem og tilbage. Det er med hurtigbriller og glowsticks, moshpitten gløder. Nattefesten er blevet en fast del af festivalen, om man kan lide det eller ej.
