Året er 2025. South Park har erklæret “woke” død, og verden befinder sig i et længe uset morads af kaos, folkedrab, hungersnød, ondskab og idioti. Rettigheder fjernes, og menneskeheden er for fattig til at leve. Alt håb synes ude.
Men to helte har rejst sig fra asken, og de er klar til at kæmpe for sandhed, godhed og retten til at være den, man er.
Gry Steensig og Amira Hernan er begge transkvinder og har været venlige nok til at stille op til et interview med Selvtægt.
Men før vi går i gang med det, skal vi måske bruge lidt plads på at forklare hvorfor.
Først og fremmest repræsenterer Steensig og Hernan henholdsvis Hudsult og Konvent – to populære, dygtige og anerkendte danske bands, som vi har brugt en del spalteplads på på dette magasin. Det er altid værd at sætte spotlys på.
Men, som interviewet også skulle afsløre, findes der ikke mange forbilleder for unge mennesker, der ikke passer ind i det køn, de blev tildelt ved fødslen. Det er ikke en nem situation at finde sig i– særligt ikke i subkulturer – og derfor mente jeg, at de to kvinder ville kunne tjene som rollemodeller for mange unge, der kunne spejle sig selv i deres situation. Det var blot endnu en grund til at sørge for, at deres historier blev fortalt, og Selvtægt er stolte af at være dem, der får lov til at fortælle dem.
Vi mødtes på St. Pauli Bar på Sønder Boulevard dagen inden Sort Vejfest, hvor Hudsult skulle optræde. Et par jokes om varme, sved og antidepressiver blev udvekslet, inden vi satte os ned for at gå i gang.
Som altid bad jeg om lidt baggrund for samtalepartnerne.
Amira Hernan er nok mest kendt for at være nyeste medlem af Konvent og kortvarig forsanger i Solbrud, inden bandet desværre gik hver til sit.
Derudover arbejder hun som tatovør i Graven på Arkonagade, der snart rykker til Indre By.
Oprindeligt er hun fra Albertslund, men flyttede som præteenager til Herning. Hun begyndte først at leve åbent som kvinde i 2024.
34-årige Hernan fortæller:
– Jeg anede ikke, at folk som mig fandtes, før jeg blev voksen.
Amira voksede op i pinsebevægelsen i Midtjylland og fortæller, at hun var så funderet i religionen, at hun ikke anede, at folk kunne have andre identiteter end de helt gængse.
– Vi tror jo ikke på folk som mig. Eller homoseksuelle, siger hun grinende.
Men selvom Amira var troende, helt til hun blev teenager, og opdagede ugudelige elementer som Black Sabbath i menighedens egen skatehal, følte hun alligevel ikke, at hun passede ind.
– Jeg voksede op omkring voldelige, hårde mænd, så den version af maskulinitet, jeg oplevede, var ikke noget, jeg kunne genkende mig selv i. Og da min far, som jeg også havde haft svært ved at forene mig med, blev syg, opdagede jeg, at der ikke længere var nogen tro at finde trøst i.
Amiras familie var ikke velhavende, og derfor voksede hun også op med en del af sin storesøsters aflagte tøj.
– Jeg havde ikke som sådan nogen identitet som teenager, men jeg kan huske, at jeg synes, det gav mening, at jeg kunne gå i mine veninders tøj, når jeg også kunne gå i min søsters trøjer. Så jeg gik meget i det samme tøj og makeup som mine veninder. Vi hørte jo også det samme musik, fortæller hun.
– Men Herning er lidt en Brian-by, så det var ikke sjældent, jeg blev overfaldet eller chikaneret, når vi var ude. Jeg opførte mig, som jeg fandt det naturligt, men jeg blev alligevel ret bange for omverdenen på grund af de reaktioner. Jeg valgte bare at gemme mig og være ikke-praktiserende transkønnet.
Vi griner lidt af ordvalget, men emnet er ret alvorligt. Op mod halvdelen af alle transkvinder angiver at have været udsat for minimum én form for vold i en undersøgelse udført af det nationale forsknings- og analysecenter for velfærd VIVE. Det er mere end dobbelt så meget som for ciskvinder og endnu mere end for cismænd. Endvidere udsættes de over tre og en halv gange så meget som ciskvinder for seksuel vold særskilt.
Der er altså ikke noget at sige til, at Amira valgte at leve skjult. Det er normen for mange.
Hun fortæller også, at hendes tidligere meget maskuline udtryk med heavy-hår og Freddie Mercury-moustache også var en måde at skjule sig. Der skulle undersøges maskuline idealer, og der, hvor hun adskilte sig, måtte skjules.
For Hudsults Gry Steensig var der også en del af teenagetiden, der blev brugt på at ryge hash, drikke bajere og høre metal på en græsplæne ligesom for Hernan, men opvæksten uden for den Fri Lærerskole i Ollerup på Sydfyn var noget anderledes end den religiøse enklave i Herning.
– Jeg manglede også sproget til at vide, hvad der foregik med mig. Jeg havde aldrig følt mig tilpas som dreng, og det var først, da jeg mødte nogle venner med et noget blødere mandeudtryk, at jeg kunne være bare nogenlunde i det. Jeg fandt først ud af, at man kunne være transkønnet i 2018, fortæller hun.
– Jeg havde store problemer med angst som barn og i puberteten, og jeg brugte rigtig meget tid og energi på at søge identiteter. Jeg dyrkede rasta-kulturen i lang tid og havde også en flirt med den mere edgy ende af norsk black metal. Men mine kredse var lidt mere progressive, så selvom der ikke var en forståelse for det at være queer, var det alligevel lidt nemmere for mig end Amira.
At starte forfra
Fælles for de to er også, at de rykkede til Aarhus. For Amira var det egentlig mere af det samme som i Herning, men med lidt færre ubehageligheder, mens det for Gry var den helt store øjenåbner.
– Jeg havde fået en transkønnet kæreste, der virkelig åbnede mine øjne for, at det at være trans ikke bare var drag queens. Og da jeg kom til Aarhus og var aktiv i SUF (Socialistisk Ungdomsfront, red.), følte jeg mig bare så tryg. Jeg var ikke den eneste længere. Og jeg opdagede, at det, at jeg altid gerne ville have været en pige, var noget, jeg kunne gøre noget ved.
Steensig skiftede navn meget hurtigt efter flytningen og begyndte også at udleve sin identitet som kvinde der, men det var stadig ikke noget, hun tog med sig hjem.
– Det var noget, jeg var, når jeg var i Aarhus. Da jeg endelig fik mod til at fortælle dem om det derhjemme, tog det nogen tid, før det bundfældede sig. Min far var lidt skeptisk over, om det bare var en ny rasta-fase, smågriner hun.
For Amira tog det noget længere, og det krævede, at hun skrabede bunden, før hun kunne komme videre.
– Jeg kom først ud sidste år, fortæller 34-årige Hernan.
– Jeg kunne simpelthen ikke mere. Jeg havde opnået det, jeg gerne ville, jeg havde fået det job som tatovør, jeg gerne ville have, lavede den musik, jeg gerne ville lave, og alligevel var jeg dybt ulykkelig. Jeg var så ked af det, men jeg orkede det ikke. Jeg orkede ikke, at det skulle være sådan en big deal. Også som halvoffentlig person.
Derfor skulle der også gå nogen tid, fra hun sprang ud for familie og venner, til hun blev praktiserende transkønnet på fuld tid.
– Det var ikke nemt, for jeg kendte stort set ikke nogen transpersoner. Meget af det, jeg så på nettet om at være trans, følte jeg mig også lidt ved siden af.
Ja, jeg er trans, men før det er jeg musiker, punker og alt muligt andet, så jeg identificerede mig primært med det, der interesserede mig, og jeg mødte ikke mange queers, der havde de samme interesser.
Hun fortsætter:
– Der var ikke én person eller én hændelse, der satte det i gang. Det var en afvikling og dekonstruktion af min person, der gjorde, at jeg ramte et nulpunkt for et par år siden.
Jeg måtte gøre noget for at finde ud af, hvordan jeg kunne finde ind til et liv, jeg kunne være i. Jeg måtte turde at tænke den tanke, der havde spøgt så længe, til ende. Der var måske en del af mig selv, jeg ikke havde anerkendt.
Selvom hun frygtede at sætte sit liv som musiker og tatovør på spil, gik det noget bedre, end hun havde frygtet.
– Der var nogle ting, jeg skulle have arbejdet med, men de bands, jeg havde spillet i, var gået i opløsning, og der var mulighed for at se på det hele fra bunden. Adrian (Utzon Dietz, red.) var faktisk den første cis-mand, jeg nogensinde talte med om det, og det hjalp en del.
– Men jeg er også nået til, at der ikke er nogen fast definition af, hvem jeg er. Og det skylder jeg heller ikke nogen, slår hun fast.
Det er ellers noget af det, der bliver efterspurgt fra omverdenen, oplever kvinderne.
– Folk jokede jo lidt med, om jeg skulle “leve op til nogle krav for at være med”, da jeg blev medlem af Konvent, fortæller Amira.
– Mange har brug for meget faste rammer, de kan sætte mig i. Nogle er blevet overraskede og har sat spørgsmålstegn ved min forståelse af kvindelighed, for på mange måder har jeg jo ikke rigtig ændret mig.
– Jeg har et andet navn og ser lidt anderledes ud, men jeg laver jo det samme. På en eller anden måde tror jeg, at folk ville være tryggere ved mig, hvis jeg var lidt mere kønskonform. Lidt mere stille, lidt mere demure, griner hun.
– Men sådan er jeg ikke. Allerede som barn vidste jeg, at jeg var en tomboy. Jeg havde bare ikke helt gennemtænkt, at jeg så også måtte være en pige.
Gry Steensig er enig:
– Når jeg har prøvet at bevæge mig ud i det ciskønnede og heteroseksuelle, har det altid været lidt en blandet fornøjelse.
– Så jeg er meget selektiv med, hvem jeg generelt omgås. Jeg læser på universitetet, og der er der masser af queers og folk, der ellers er sympatisk indstillet, fortæller hun og fortsætter:
– Jeg kan ikke rigtig finde ud af at gå meget på kompromis, så det har jeg valgt, at jeg ikke vil. Jeg føler mig meget privilegeret at kunne lade være. Der er jeg taknemmelig for mit netværk. For når jeg – primært med bandet – kommer ud i den omgivende verden, oplever jeg også, at man som transkønnet skal leve op til en meget normativ forståelse af, hvad det vil sige at være kvinde.
Jeg bider mærke i, at Gry fortæller om sin oplevelse som musiker. Det er der, der er mest kontakt med det normative, forstår jeg. Det strider lidt imod den selvopfattelse, der ellers er i miljøet, gør jeg opmærksom på.
Og der er både Gry og Amira hurtige til at byde ind:
– I Ungeren eller til små DIY-koncerter har det været nemt. Punk- og hardcoremiljøerne har det politiske aspekt, der gør, at folk forstår det bedre. Men når vi har spillet til metalkoncerter, har jeg følt mig meget mere eksotiseret og fremmedgjort, mener Gry.
Amira supplerer:
– I hardcore ved folk, at der er ting, der bare ikke er okay. Sådan er det ikke i metalkulturen. Altså, det er så skønt at spille i Konvent. De kvinder har altid min ryg. Men der er også noget rigtig fedt i, at Konvent er så stort, som det er. Når man har management på, er der ret mange ting, man kan slippe for.
Transgressiv musik
Hardcore- og til en vis grad metalmusikken er også en af de arenaer, der i de senere år har åbnet sig for mennesker med en anden kønsidentitet end de gængse. Her på magasinet har vi dækket en del. Bands som Underdark, HIRS Collective, Agriculture har fået en ikke uanseelig mængde succes, og der er ikke mere så langt mellem snapsene som tidligere.
Og det giver mening for de to musikere.
– Altså, vi får nok mere opmærksomhed i Hudsult, da vi alle har en minoritetsbaggrund, siger Gry og fortsætter:
– Men det er egentlig også en del af det projekt, vi har. Jeg elsker at lave musik, og det er også det væsentligste, men da jeg blev opmærksom på min egen transidentitet, var det også bands som GLOSS, der betød helt vildt meget for mig, og det er vigtigt, at jeg har hele mig selv med i musikken.
– Der er ikke noget på ‘Tit er jeg glad…’, der ikke er queer. Store dele af min oplevelse er farvet af og formet af at være queer. De folk, jeg er omkring, og de forhold, jeg er i, er alt sammen queerkærlighed.
Amira Hernan byder ind:
– Hudsult var en kæmpe øjenåbner for mig. Jeg så jer åbne for Austere, og det var så fedt. Det betyder meget for mig, for der har altid været store dele af metalæstetikken og -tematikken, jeg ikke har kunnet se mig selv i. Og det, jeg laver nu (et kommende projekt under navnet Fredløs, red.), er meget queer.
– Kærlighedssange, der handler om, at alting gør ondt. Men så handler det om at tilføre noget positivt og opløftende til en genre, der ellers er meget mørk. Jeg kan se meget mere af mig selv i min kunst nu, end jeg kunne før. Og så betyder det bare også rigtig meget, at der kommer så mange kvinder og queers og ser os, når jeg spiller med Konvent. Jeg lægger altid mærke til en transperson eller to, og de lægger mærke til mig. Vi ser jo hinanden, selvom vi gemmer os. Det er et dejligt fællesskab.
For Hudsult er sigtet todelt.
– Vi taler måske også nogle gange til nogle mennesker, der er “queer først” og så opdager musikken derefter. Dem vil vi rigtig gerne have med også. Så er der måske nogle andre typer, der ikke har følt sig supervelkomne, om de så har været det eller ej.
Begge musikere udtrykker glæde over at kunne finde queerfællesskaber i nichemiljøerne. Ingen af dem befinder sig specielt godt i mainstreamens Pride-parader, men nyder for eksempel at være til See You Next Summer Festival i Ungdomshuset.
– Det er så fedt at se det udvide sig. Mine mennesker kommer ikke kun til politiske events, men også for at se musikken, fortæller Gry.
– Til den festival var der så mange unge trans- og queerpersoner, og de var der for at se bandsene spille.
– Det er så fedt at være i queer spaces og bare kunne være sig selv. Der skal jeg ikke gøre mig umage for noget eller for at være “nok” af hverken det ene eller det andet.
Til ungdommen
En del af min bevæggrund for at skrive denne artikel var netop de unge. Dem, jeg så helt oppe foran, da Hudsult spillede i Byhaven. Mit håb var, at hvis bare en enkelt ung kan finde en person at identificere mig med, så ville alt blive det bedre.
Derfor bad jeg også Gry og Amira give mig deres bedste råd til de kommende generationer.
Gry siger:
– Man skal vide, at man ikke er alene. Man skal ikke gå med det selv. Der er altid nogle, der kan gribe en. Det forsøger jeg at hjælpe med i Aarhus med netværket Transkaotisk Aktion.
Amira siger:
– Det er enormt vigtigt, at man tænker på sin sikkerhed og er bevidst om, hvordan og hvornår det er sikkert at udtrykke sig.
Man skal tage springet, stole på sig selv og ikke lade andre definere sin identitet. Man skal huske, at man selv er den, der har sidste ord om, hvem man er.
Pas på jer selv og hinanden. Især det sidste.
Til sidst bad jeg Amira og Gry om at bygge en queer og kønsfuckende playlist. Den får I her. Nyd det.
