Det er slutspurt på årets SPOT og vi starter ud med musik fra de helt nordlige egne. Noget vi har glædet os rigtig meget til. Grønlandske Sound of the Damned har indtaget Radar, og der er slet ingen tvivl – de er mere end bare oplagte.
“We are Sound of the Damned, what the fuck is up?!” – Sebastian Enequist
Det er et tungt og ret ligetil mix af metalcore og død à la Trivium eller In Flames, med en masse guitarsoloer, growls i verset og ren sang i omkvædet. Det er bekendt og lige ud af landevejen. Bandet er vellydende både pga. teknikken, men lige så meget for deres tekniske kunnen som er til UG. De mere core-agtige omkvæd bliver en anelse flade for mig, og jeg mangler noget her noget, som giver et unikt udtryk.
Flere gange kommer Pani Enequist på scenen, hvilket er et fuldstændig fænomenalt indskud til dagens koncert, som når der opstår, en nærmest ritualistisk kærlighedsseance mellem hendes husbond, forsanger og guitarist Sebastian Enequist, og den rytmiske vejrtrækning de laver, får lov til at fylde rummet med sin ambiance, lige indtil at der bliver spillet noget følsom guitar, som hurtigt går over i dundrende chugs. Eller da hun finder en lille håndtromme frem, og slår nogle nænsomme slag på den, bliver Radar helt musestille. Her står tiden stille i få sekunder, før bandet desværre lidt for hurtigt går videre til næste nummer. Øv. Disse øjeblikke ville jeg ønske, at bandet havde haft lidt mere tålmodighed med, så de kunne stå endnu stærkere frem for at have travlt med at spille tråd.
Klokken er knapt halv seks og publikum ligner mere nogen der er inde for at se et kulturtiltag om islandsk strik end dødsmetal. Og det er pisseærgerligt, for bandet fortjener en langt stærkere opbakning. Om der er en strategisk årsag til at de er placeret som solo-metalevent, ved jeg ikke, men SOTD har fortjent et mere engageret publikum.
På sidste nummer går det hen og bliver decideret ubehageligt chunky og hvis man ikke lige havde læst rummet, så kunne man da godt slå et par huller i luften.
Nu skal det ikke lyde som om, at vi går derfra skuffet, for bandet er i sig selv enormt stærke i deres udtryk, og leverer et bundsolidt stykke metal-håndmad, med rigeligt med tromlende riffs og passende stank face, som vi kan styrke os på resten af festivalen.
Party fra provinsen
Midt på, hvad vi i daglig tale vil kalde Frederiksgade, er der sat en scene op. SPOT har kaldt den for Alléscenen i dagens anledning, og den er ret akavet for at sige det mildt. Den er pakket væk i et hjørne, og så er den helt vildt høj. Dog ikke høj nok til at afholde forsanger i Healthy Choices Jonas Jansen Ramsfjell hopper op og ned af den – desuden med guitar og mikrofonstativ! Humøret er i top hos de norske post-punkere, og der spredes et aldeles smittende smil blandt det sparsomme publikum foran scenen. Der rykkes lidt tættere, og hovederne begynder at bevæge sig i takt med de garage-agtige post-punk numre om mentalt helbred, tvivlsomme tendenser og alkoholinduceret impotens. Relaterbart.
Healthy Choices er et klubband, og 100 meter nede af vejen ligger Headquarters. Der gad vi altså godt opleve deres Offspringske energi få frit lege. Det krydser vi fingre for, at vi kan få lov til i fremtiden.
I skovens dybe stille ro
Åh stakkels Carl Jensen. Den kære og uundværlige bassist ramler ind i tekniske udfordringer fra aller første taktslag på Musikhusets lille Klubscene. Det er godt gammeldags træls, og det bliver desværre en lidt tynd udgave af ‘Vandskabt’, som Danefae får præsenteret for det håbefulde publikum. Nuvel, der er op og nedture i showbiz – og vi venter selvfølgelig tålmodigt på, at det bliver fikset.
Første gang jeg hørte Danefae live, var til Mono Goes Metal sidste år, hvor jeg blev fuldstændig blæst bagover af sangskrivningen, lyden, attituden og ambitionerne. I mellemtiden har bandet udgivet albummet ‘Trøst’, som jeg stærkt kan anbefale, hvis man er til storladen prog-metal blandet med sagte nordisk folk. Hvis det ikke lyder som noget for dig, så giv det lige en chance alligevel, og læs min kollega Ainos anmeldelse af albummet i mens.
Efter en rum tid, kommer bassen tilbage, og koncerten kan fortsætte med til stor jubel fra publikum, der nærmest hepper på den stakkels scenetekniker, der har fået til opgave at redde dagen. Gruppen får her heldigvis vist os, lige præcis hvad det var, vi kom for. Også i aften er Danefae en sekstet med de to korsangere Andrea Hindkjær Andersen og Signe Laugesen, som især på nummeret ‘Vætter’ viser, hvor integral en del de er af Danefaes live-lyd.
Det er ærgerligt og desværre stjæler det tekniske en markant bid af sættet, så det kommer til at føles som alt for kort spilletid. – Heldigvis for bandet og publikum spillede Danefae hele to koncerter på dette års SPOT, hvor jeg har hørt på vandrørene at den tidligere,var helt fænomenal. Jeg glæder mig til igen, igen at opleve dem i den nærmeste fremtid. Der sluttes af med ‘Sang om Håb’, som sender os ud med polyrytmisk klappen for ørene.
Dekonstrueret-core
Der går ikke mange minutter, før vi igen finder os på musikhusets lille scene ‘Klubscenen’. Denne gang til noget, som på SPOTs hjemmeside beskrives således: “FLÆK fandt sammen om én ting: at spille så hård musik som muligt, og det lykkedes.”
Med et hurtigt skud ud til alle involveret på scenen såvel bag lydpulten, kunne vi kaste os i gang. “Den første sang handler om at være tro mod sig selv, lige meget hvad” siger forsangeren, og så er vi ellers i gang. Jeg ved stort set intet om bandet, og har kun fundet sparsomt materiale på det store internet, men lyden er placeret et sted i DIY-hardcorens knasende lydlandskab. Publikum er nysgerrige og stimler stille sammen for at høre, hvad fanden der egentlig foregår, når trioen vælter ud på en sonisk færd, som leder dem fra screamo-land over impro-jazzen hjulpet af sted af saxofon. Og hvor kom de nu-metal-trommer fra? Hvad var aftalen? Det hele føles som en dekonstrueret sludge-demo, hvor alle lyde der skulle laves, var valgt fra en vildfaren tombola – forsangeren synger knækkende falsk, det er ikke helt tight, og så ved jeg ikke helt hvornår musikken starter eller stopper. Onde tunger ville kalde det for en omgang konservatorie-core – men det er sgu ret sejt faktisk. Jeg tror bare, at jeg læner mig lidt tilbage i rummet, og griner lidt over, at jeg faktisk synes hele retningen er ret spændende. Tak for en på opleveren. Det gør vi igen en dag.
Som da far var ung
Den helt unge garde har fyldt Volume Village op til bristepunktet. Alle vil have et stykke med Ashes Of Billy. De tre skatepunk-grunge rockere har taget nogle ægte americana-riffs med til SPOT i år. Sådan nogle, man kan hoppe til – lige præcis sådan nogle Jimmy Eat World ville have skrevet i 2001.
“Lad os have en fest – Gør noget sindssygt!” – Daniel Hermann
Bandet er ikke mange år gammelt, og det er de tre medlemmer heller ikke, hvilket føles fuldstændig vanvittigt, når man hører dem brage af sted denne aften. Hvis jeg ikke havde øjne, kendte kontekst eller band ville alle kunne bilde mig ind, at jeg lyttede til et af 00’ernes helt store post-grunge udgivelser på singlen ‘Burned Out’. Jeg er helt igennem imponeret. Forsanger og guitarist Daniel Hermann lyder formidabelt, og med fire-i-gulvet fra trommeslager Johan Borgaa og rockstjerne-energi fra bassist Anton Stampe, kan de tre musketerer flyttes direkte op på en større scene til næste år.
Genren de bevæger sig i har brug for det helt store omkvæd for mig, og det mangler jeg en anelse. Der skal nok komme en evergreen eller tre fra roskildenserne – Ingen ko på isen, det skal nok blive godt det her.
