Ikke længe gik der, fra mastermind i HXC over HCA Johan Tankred, annoncerede sin ide om en metalfestival for børn (og, let’s face it, deres voksne) til den have slået rod i den danske forårsmuld og Gimle, blandt andre, annoncerede tilsvarende ideer.
Denne skønne dag i april løb første omgang HXC Kids i Odense af stablen. Og det var velbesøgt. 199 billetter var solgt på forhånd. Bagmanden sagde, at hvis han havde kunnet forudsige det, ville han have købt en ekstra selv, for at nå de fantastiske 200 styk. Ikke desto mindre er det nu ret godt klaret, især taget i betragtning, at de store trækplastre, der normalt kan nå de tal i Metaldanmark var alt for gamle til at spille denne søndag.
Inden det hele gik i gang, men efter første optankning af slush ice og popcorn, mødte jeg kort Tankred. Han var en travl mand – TV 2-Fyn var på besøg og talte først med ham, så med nogle fremmødte børn, hvoraf en havde en fin Death-patch på ryggen, hvorefter de gjorde klar til at filme hele molevitten – men vi nåede at veksle et par ord.
Han fortalte, at han ville annoncere endnu en omgang HXC Kids fra scenen, men at det var ret væsentligt for ham at fastholde kvaliteten. Et af de benspænd, han havde sat op for sig selv var, at det skulle være rigtige koncerter med rigtige bands. Tankred er ikke interesseret i “børnemusik” eller orkestre, der er samlet til formålet. Og det er ret kendetegnende for festivalen. For selvom det er i øjenhøjde med de yngste, tager de dem seriøst og stiller faktisk også krav til publikum. Til næste år bliver det 13. april.
De fire bands, der var inviteret denne aften, var faktisk nogle, vi havde beskæftiget os med i forvejen – i hvert fald for tre fjerdedeles vedkommende. Chæk, Jakobe og Crown the Beast har vi skrevet om og set potentiale i. Det samme må gælde for Tankred, for det var dem, der var på tapetet.
Denne dag stod i børnenes tegn. Fra den venlige frivillige, der i vindens anledning holdt døren åben for os, over de venlige mennesker i den gratis garderobe, de imødekommende og smilende bartendere, der så metaforiske X’er på alle håndrygge, men glædeligt solgte rød, blå eller blandet slushice og lune popcorn, var det en rar oplevelse at have ungerne med til Odense. Ansigtsmalerne på lille scene arbejdede konstant og mange fik endog rigtig fin corpse paint – ganske gratis.
Store scene dannede ramme om de musikalske genvordigheder, og rummet blev brugt. De forsigtige, de små og de voksne holdt til i udkanten på opstillede bænke, mens energiske unger bankede rundt foran forhøjningen. Særligt inden musikken gik i gang, skal det siges.
Mens første band – Chæk – spillede et fremragende show, bemærkede jeg, hvor fede sko med lys i er i en mørk pit. Det burde flere voksne iføre sig.
Aarhusianerne var i den grad leveringsdygtige i godt humør og venlig attitude fra scenen. Særligt guitarist og sanger Emma var god til at inddrage sit diminutive publikum og gav nogle fremragende numre. Især var de sange, hvor Josefine var på vokal og så den afsluttende ‘Checkmate’ fremragende oplevelser. Man kan godt glæde sig til, at Chæk i højere grad får fundet ud af, hvilken retning de vil i sangskrivningsmæssigt.
Det stikker lidt i flere retninger undervejs, men de gode er heldigvis flest.
Helt det samme kan ikke siges om andet band Narrow, der dog måske var blandt de teknisk dygtigste denne dag. De lød nærmest præcis som Kashmirs første plade, men 30 år senere. Det er ikke noget, jeg personligt har brug for, lige som tilfældet er for fællerne i Ashes of Billy, men de var nu dygtige til det. Forsangeren havde en god stemme, der ikke lå langt fra senere Pearl Jam, hvilket må siges at være positivt, når nu man spiller grunge. Men tempoet var for lavt og aggressionen manglede lidt. Vi må opfordre de unge til at sætte lidt mere tidlig Nirvana på.
Det kunne ikke siges om Jakobe. Jeg har efterhånden set dem mange gange, og der er altid hamrende smæk på. Jakobe er indbegrebet af punk og sanger Carla Vors plejer altid at give den med smøg i mundvigen og papvin i hånden. Det var dog ikke tilladt denne gang, hvilket faktisk godt kunne mærkes på performancen. Bandet var lige så godt som de plejer – et enkelt kiks til trods – men det var svært for dem at tilpasse deres vanlige fandenivoldske attitude til et yngre publikum. Der var mindre interaktion, færre skældsord og mindre indignation. Men det var godt nok alligevel. Nu har mine to unger i hvert fald oplevet deres første svedige pit, og det lykkedes mig også at få slået luften ud af den ældste af dem under et rigtig godt sammenstød.
Så på den måde lykkedes Jakobe præcis med det de skulle.
Alderspræsidenterne var Crown the Beast, der havde fået opgaven at skulle spille dødsmetal for små børn. Ikke nemt, tænker man, men som de fleste af den slags orkestre, består Crown the Beast i høj grad af pædagoger, så det klarede de ret godt. Der var mindre smadder og brøl og måske mere præsentation af instrumenter og festlighed end der plejer.
De mødte i den grad publikum, hvor de var, og inviterede alle ungerne op på scenen til at synge og danse med. Det er fedt og de var både venlige, imødekommende og skabte tryghed midt i en strøm af dødsmetal.
HXC Kids er en gevinst for Metaldanmark. Det er ikke nedladende, det er ikke paternalistisk og det stiller ægte krav til musikken. Det er ikke for amatører eller Popsi og Krelle. For børn fortjener ægte musik. Det leverer de i Odense.
Fotografi: Hans Kristian Hannibal-Bach, for HXC Kids
