Samme aften som Royal Metal Fest nedsmeltede, oplevede HXC over HCA sin bedst besøgte omgang til dato. For tredje gang slog Musikhuset Posten dørene op til endagsfestival, og denne gang med hele seks bands på plakaten.
Alt for længe har fynboerne måttet kigge og rejse mod enten Jylland eller hovedstaden, når behovet for et stykke med riv-og-bid har meldt sig, og det skal stoppes. Sådan har manifestet for Johan Tankred, den ene af bagmændene bag HXC over HCA, ligget til grund for at genoprette fynboernes tillid, tiltro og tilknytning til metalscenen.
– Det er, i min optik, alt for nemt at hente for eksempel et hovednavn til byen og lave en pløjemarkskoncert, komplet med popcorn, fesent udsyn og flade fadøl.
Tankred vil i stedet genskabe den fynske scenes storhedstid i 90’erne og 00’erne, et træk, der understøttes af folkene bag de forholdsvist nyopståede Odense Metalfestival og Ilter. Det er et ambitiøst projekt, og han ved også godt selv, at der stadig er lang vej endnu, men skal man dømme efter aftenens tilslutning til tredje eventyr i rækken, der skal føre mod målet, går det den rigtige vej.
Billetten koster 150 kroner, og altså sølle 25 kroner per band, hvilket indtil nu har været en fast del af præmissen. Denne lune augustaften har man åbnet den store scene på Posten, og stemningen er præcis så afslappet forventningsfuld som den skal være.
Til at åbne ballet i aften spiller eXcm deres første koncert i over 15 år. Metalcoredrengene indtager scenen i et adstadigt tempo, og der er tid til at hyggesnakke lidt på hyggelig, sønderjysk manér inden de går i gang.
– I ser stadig friske ud og sådan lidt unge i det. Ja, det er vi ikk’, kommenterer Bo Daugaard inden de lægger ud med ‘Wrong Side of Town’.
Der er lidt problemer med både lyd og den ene guitar indledningsvist, men de kommer efter det og får rettet op i løbet af de første to numre. Blandt publikum er en syv-otte stykker, der kan huske dem fra “dengang”, bliver det konstateret fra scenen, men den gamle garde er ikke de eneste, som nikker med. Tidligere har guitarist Andreas Krohn overtaget vokalen i en periode, hvor Daugaard ikke var med i bandet, og de to deler vokalen på et parnumren. Krohn har ikke glemt, hvordan man gør. Han tæsker rundt på scenen, og både ‘Morten Payback’ og især ‘Hate City’ fungerer godt. De største fans er helt sikkert de to størrelser på omtrent fem og syv år helt foran scenen, bevæbnet med Søbogaardsaft og hørebøffer, og de har en fest.
Da Henret efter pausen går på, er der anderledes gang i den fra start foran scenen, og selvom der ikke rigtigt er tale om en tom, “odenseansk halvmåne” foran scenen i dag, får en karseklippet type i tanktop alligevel hurtigt lavet lidt plads, da han markerer, at han er kommet for at lave imponerende høje spark og moshe grundigt i aften. Folk makker ret, da de kommanderes tættere på scenen, hvor gennemsnitsalderen er sænket markant siden aftenens første show. Henret spiller tight og tungt, og det kan godt være, at der ikke er tale om genrebrydende deathcore, men det, de gør, virker. Der begynder at ske magi cirka halvvejs i sættet, og da forsangeren i et af de mere opbyggelige numre springer op fra sammenkrøbet stilling og afslutter nummeret, er der ikke mange, der ikke længere er med. På næstsidste nummer har vi et band, der er synkront i bevægelse med den forreste del af salen, som kan lide, at det er blevet langsomt og tungt. Vi får kun syv numre, for det er i sagens natur korte sæt, der bliver spillet, når seks bands skal deles om én aften, men med samme tightness, som kendetegner deres musik, får Henret fyldt tiden ud så man føler, at man har fået smæk for skillingen.
– Det’ sgu da noget af en hakket makker, der står der, lyder det fra en blandt publikum, da Czar går på som næste band med fire ud af fem bandmedlemmer i bar overkrop.
Og Martin Nielskov skal helt sikkert fremhæves, for ud over at være i god form, så er han klart en scenemand, som har godt tjek på sit publikum. Op mod flere gange kunne han eksempelvis finde på at tage en tår vand og sprøjte det ud i luften. Czar giver os hele setlisten fra deres split release ‘Overdoser’ fra 2022 med en enkelt afstikker derudover. Der er en spændstighed i numrene, og den måde, de konstant bryder dem ned og kører dem op igen giver fremdrift. Posten er varmet op nu, og Czar er effektive.
Vi er mange, der frekventerer baren i pauserne, men på intet tidspunkt får man lov til at vente for længe på at komme til. Postens frivillige får ros fra scenen i løbet af aftenen, og det er velfortjent. Udstyret med en lokal IPA fra Odenses Anarkist er jeg klar til Odenses egne dødsmetallere fra Crown the Beast, som i øvrigt holder pre-release på deres debutalbum ‘Spawn of Tomorrow’ denne aften. Salen er anderledes tætpakket nu, og for første gang i aften skal jeg arbejde lidt for at finde vej gennem flokken mod scenen.
Crown the Beast fik ros, da de flåede støvskyer af den tørre junijord ved åbningen af dette års Copenhell, og det viser sig hurtigt, at det bliver aftenens hovedbegivenhed vi skal ind til nu. Opskriften er klassisk, men den fungerer. Forsanger Jason Campbell fremstår kompetent og hviler tydeligvis i at være på hjemmebane. I løbet af første nummer er der en kvinde, der låner et par skuldre, hiver trøjen op og flasher bandet, og løbende er der kærlige tilråb, især rettet mod bassist Jens Moseholm. De fem numre vi får fra bandet er alle fra det nye album, og de kunne godt have udfyldt mere tid, men det lykkes alligevel at få klemt en vellykket wall of death ind, inden de løber tør for tid. Også her er der én, der trækker bukserne ned om knæene mens han vralter langs dødsvæggens usynlige midterlinje før der råbes “go!” fra scenen. Det er tilsyneladende et tema i aften at smide tøjet til Crown the Beast.
Et utidigt toiletbesøg kombineres med et nysgerrigt blik rundt på Postens gange, og jeg støder ind i en gruppe unge mennesker klædt i Crown the Beasts lyserøde band-t-shirt, som er merchbodens varme brød i dag. De viser sig at være “vi er her kun for Jens-gruppen”, og det går op for mig, at Jens Moseholm fungerer som en slags personificeret gateway drug ind i metallen. Hver især er de fulde af historier om hvordan de har mødt Moseholm gennem rollespil, hvorefter han har introduceret dem til genren og haft dem med til både shows og festivaler, og hvordan de har det fedt over den imødekommenhed og interesse, de mødes af. Skide være med, om mantraet er “jeg er ligeglad med musikken, jeg er her kun for Jens”, Moseholm gør tydeligvis et godt stykke arbejde for scenen.
Københavnske Dethrxoner er aktuelle med EP’en ‘Taunt’, som de udgav for et par måneder siden, og her er lagt op til attitude uden selvhøjtidelighed, hvor en forkærlighed for lyserød agerer modvægt til elefanthuer og caps. Dethrxner er en blanding af hardcore, nu-metal og beatdown, og på papiret er de en solid booking til et hardcoreshow, men effekten udebliver. Der er markant færre mennesker i salen efter pausen, og det er som om, de mærker det på scenen. De spiller med samme intensitet og attitude som det halvhjertede, mediumhøje spark, deres forsanger kommer med i løbet af sættet.
Tidsplanen er skredet lidt, og de hyppige ture i baren har sendt de første hjem nu. Det er den hårde kerne, der bliver for at se Strychnos. Trioen er som vanligt i bar overkrop og overhældt med blod, og de spiller ondt, tungt og godt. Det er 20 år siden, Strychnos sidst har hældt rådden død ud over Posten, og kernen tager godt imod de erfarne gutter, som også har spillet på Copenhell i år med flot omtale. Der er en egentlig moshpit nu, hvilket vi faktisk ikke har set ret meget af igennem aftenen. Strychnos skiller sig genremæssigt ud på plakaten, men det er ikke bandets indsats eller dygtighed, der ligger til grund for, at salen hen mod aftenens afslutning fremstår halvtom.
Der er noget konceptuelt ved HXC over HCA, der kan diskuteres. Hvis det er et hardcorearrangement, er Crown the Beast og Strychnos iøjnefaldende bookinger. Det kan selvfølgelig være gjort intentionelt for at tiltrække et større publikum, men i så fald svinger bagmændene et tveægget sværd. På den ene side må man sige, at det har virket. Der er 250 solgte billetter og seriøs aktivitet i baren, og man skal nok ikke undervurdere, hvor mange mennesker Crown the Beast trækker til, men på den anden side er dét heller ikke et publikum, der nødvendigvis er kommet for at se hardcore. Således kan man spekulere på, hvor halvdelen af det publikum, der netop havde set Crown the Beast blev af, da Dethrxner gik på. Et kvalificeret bud er, at de er trukket ud på det øvrige Posten for at vente på, at Dethrxner ganske enkelt ikke spiller længere. Når det er sagt, så fungerede det meste på HXC over HCA #3. Konceptet er løbet i gang, publikum har haft to opvarmningsrunder og har nu fundet så talstærkt frem, at det begynder at være rigtig sjovt.
Når vi er ved det konceptuelle kan det nævnes, at det indtil videre kun er mænd, der har indtaget scenen på HXC over HCA, hvilket de er opmærksomme på som bookere. Det ville være klædeligt med mere diversitet på plakaten, når næste omgang rammer Posten den 8. marts, af alle dage, i 2024. Hvis vi alligevel bevæger os ud over hardcore som genre, kunne bands som Konvent, Pestigor eller Motorsav være gode bud herfra.
