Jeg kysser min kone og vores fem katte “Farvel, og vi ses i morgen”, en råkold søndag aften, og tager afsted mod Slagelse station, og videre med kurs mod København. En af de ellers hyggelige aftener, hvor tankerne stadig hang hjemme i sofaen med vinter-OL i kassen og pelsdyr omkring mig der, på grund af kulden, hellere vil være inde i varmen. “Hvad er det, der driver mig til at tage af sted til koncert?”, tænker jeg i den times tid turen tager med toget, for jeg er en tænker, og tanker bliver behandlet med respekt – jeg kommer frem til drivkraften for min handling: “En dag skal vi dø. Men alle andre dage skal vi leve”. Et citat af den svenske forfatter Per Olov Enquist. Jeg er ikke bange for døden, nok nærmere bange for ikke at nå at opleve det meste. Dog med undtagelser.
Indgangspartiet til Råhuset er lyst op af to pink lamper – skønt! Man kan se, at der sker noget bag facaden på den anonyme bygning. Altid modtaget høfligt, altid yderst pæn betjening i baren, altid et hyggeligt sted at komme.
Salen bliver langsomt fyldt op. Fyldt op af dem, der altid er der, dem, der bare lige kommer forbi, og dem, der er kommet, fordi de kender nogle, der spiller den aften. Tydeligt mange af Vidnets slæng, som også er dem, der skal spille først i dag. Vidnet har jeg hørt før, og er tydeligt farvet af, at jeg har hørt deres album ‘Attentat’ rigtig mange gange, og jeg syntes, at sidste koncert manglede lidt for at komme op på pladens niveau.
Vidnet
Vidnet går på! Ingen introduktion eller andet pjat, bare “Fuld gas, fyrbøder!”
Forsanger Andreas er helt fuldt og fast på denne gang. Med andre ord: Alt spiller! Alt fungerer i topklasse. Bandet er på, som er det deres sidste dag, og alt skal ud af kroppen på én gang. Siden sidst er trommeslageren også skiftet til Mikael Skou fra Carbon Tomb, og det kan både mærkes og høres. Langt mere fast og hårdt i takt og styrke.
Hvad jeg ikke havde bemærket var, at EYES’ Victor Kaas havde stået lige foran mig en del af koncerten, og det var først da Andreas gik et par skridt frem, og gav en form for et hemmeligt tegn til “manden foran mig”, det gik op for mig, at der skulle ske noget.
Næstsidste nummer blev så toppet op med Kaas – som trolden op af æsken – råbende, skrigende, spyttende blev det for mig en koncert, jeg aldrig vil glemme.
Vidnet er gået hen og blevet nogen, der mener det! Jeg tænker, vi kommer til at se meget mere til dem i fremtiden.
Prayer Position
Igen er der ingen form for introduktion eller “vi er glade for at være her”. Bare ligepå og råt!
Imens musikken går i gang, tager forsanger Kevin Joseph Hackett en sort farvestift frem, og tegner sig med helt rolige bevægelser rundt om øjnene – næsten som et ritual.
Her er der tale om en rytme og takt, der er så punk-klassisk. som noget kan være. Det fortsætter næsten lidt for længe, for allerede et par numre henne begynder jeg sgu at kede mig. Nok også fordi der er så meget distortion over Hacketts vokal, at jeg faktisk slet og overhovedet ikke kan høre den, selv uden ørepropper i hovedet!
Han sveder tungt, fumler rundt med vokalsstyringsknapperne i en kasse placeret på scenen – Jeg tænker, at der er et eller andet riv-rav-ruskende galt i butikken. Men noget sker – jeg ved ikke hvad – men sidst i deres set, virker det som om nervøsiteten falder og der kommer tryk under den gryderet af ondskab, jeg ventede på. Fuck det er fedt at opleve.
Final Dose
Final Dose ligner virkelig nogen, der vil noget, men holder deres farlige sortmalede ansigtstegninger lige så godt som musikken?
Bandet er stillet op, fem mand i alt, og de fylder den lille scene på Råhuset godt ud.
Jeg har virkelig glædet mig til at opleve dem – black metal punk – det lyder godt, og det gør de også.
Forsanger Bruno Fusco har en sort bøddelmaske over hovedet, og jeg kan love for, han er vred. Vred med vred på og lidt til.
Jeg har ingen fornemmelse af hvor længe de spiller, for koncerten er gået hen og blevet en ting jeg ikke har prøvet før: en total oplevelse af galskab.
En snart ældre mand som mig bevæger sig sjældent særlig rytmisk til koncerter, og sjældent særligt godt, men heldigvis har min sidemakker Anders lært mig, at et knytnæveslag i luften også kan gøre det ud for et glædesudbrud, så det må jeg vise.
Det hele stopper – eller det vil sige, musikken fortsætter mens hele bandet træder af scenen og går deres vej! Det har jeg sgu ikke set før, men det virker helt igennem utroligt godt. Lidt som en novelle, hvor jeg må tænke mig til slutningen. Perfekt.
Jeg kan, hvis jeg sætter det lange ben forrest, nå et tog tidligere end beregnet.
Perronen er helt anderledes befolket, der er stille, der er roligt. Det slår mig, at det jo er søndag, og uden et hav af stive provinsmennesker. Det er måske meget godt, jeg tog af sted, også selv om min dårlige samvittighed havde plaget mig over at skulle forlade konen og vores fem søde katte.
