Kontraster var der nok af, da Vidnet fejrede udgivelsen af deres debutalbum i Basements betonomgivelser torsdag aften. En aften, der på mange måder stod i uforudsigelighedens tegn – på godt og ondt.
Det er for mig aldrig ikke morsomt at klemme sig ind i gården over Basement, mens der også er koncert i Store Vega. Jeg zigzaggede mig mellem pæne mennesker i dunjakker, som stod i en megalang kø for at høre Jonah Blacksmith, hvem det så end er. Til sammenligning bestod køen over Basement i en tid udelukkende af undertegnede og en vis beskægget piberyger, der som oftest står som et bevis på, at man har bevæget sig det rigtige sted hen. Også selvom det er koldt og mørkt og fucking torsdag.
Her stod vi så og ventede på, at dørene ville gå op til kælderen, som må siges at have været noget nær det perfekte spillested til Vidnets releasekoncert i anledning af debutpladen, ‘ATTENTAT’. Den kolde og umiddelbare atmosfære føltes genetisk skabt til lejligheden, og de mennesker, der stod i kø til Vega, havde ingen idé om, hvad de gik glip af: krigerisk grindcore straight outta Vallensbæk. Det er sejere, end det lyder.
Det kommer vi til. Før vi når aftenens hovedpunkter, skal vi dog lige et smut igennem den del, der haltede for mig. Totem – eller “Totvm”, som de også staver det – spiller darkwavet post-punk, hvilket skabte en kæmpe kontrastkløft mellem dem selv og de to bands, som spillede efter. Jeg indrømmer blankt, at mine ører ikke er det skarpeste redskab i den genreværktøjskasse, Totem repræsenterer, men en chance skulle de alligevel have.
Klokken halv ni trådte duoen på scenen, flankeret af en controller på et stativ, som blev pillet lidt ved hist og her, men oftest bare stod og passede sig selv. De to hovedpersoner virkede til gengæld virkelig in sync, og deres samspil fremstod lige så naturligt, som det lød. Der var klare musikalske idéer at spore, men de stod desværre sjældent skarpt nok til at bære igennem. Hertil var et lydbillede, som var helt skævvredet til fordel for bassen, der lå så dominerende i mixet, at det blev svært at koncentrere sig om resten af de musikalske indtryk. Og når basgangene ovenikøbet var så repetitive, som de nu engang var, resulterede det i en kedsommelig kombination, der farvede størstedelen af deres 30 minutter lange set. Jeg savnede noget dynamik i arrangementerne og noget musikalsk målrettethed, og så var det altså bare en lettere pudsig start på en koncertaften, der ellers bød på dødsmetal og grindcore – altså et helt andet genremæssigt territorium.
Aftenens dødsmetalindslag blev leveret af Elitist, der var næste levende billede efter en kort change-over på et bette kvarter – det kan vi lide!
Dødsmetal er uden sammenligning den genre, jeg har hørt allermest af live i 2025 – dels fordi jeg holder af det, og dels fordi, det fandme er hvert andet danske band, som spiller den slags musik. Derfor er det egentlig ret pudsigt, at jeg aldrig havde hørt Elitist live. De spiller tech death, som vist normalvis karakteriseres ved en masse temposkift, og taktarter som er umulige at headbange til. Ikke noget, jeg nødvendigvis opsøger, men jeg havde hørt overvældende godt om Elitist, så forventningerne var høje.
15 minutter efter Totem takkede af, stod firkløveret i Elitist og fræsede derudaf med 1.000 kilometer i timen. Først bemærker man Thomas Fischers bas, der har flere strenge, end jeg kan tælle til, og dernæst hans Jim Carrey-agtige gummiansigt med et gab så stort, at selv Kirby ville blive misundelig. Det ser nærmest ud som om, at hans ansigt vender sig på vrangen, når han brøler ind i mikrofonen. Til hans højre side stod Rasmus Moesby Sørensen, og i den anden ende Simon Stenbæk – begge på guitar. Bag dem sad Niclas Sauffaus, der for alvor var kommet på overarbejde. Han tordnede løs som en svedig Duracell-kanin, der lige havde fået at vide, at han kunne få en gulerod, hvis han kunne spille, som om han havde otte arme i 25 minutter i træk.
“Basement, kan vi lide at danse?” spurgte Fischer på et tidspunkt, og selvom publikum var enige i, at de altså godt kunne lide at bevæge sig, gjorde de ikke rigtigt så meget ved det, da Elitist fyrede ‘Propagating Suffering’ af lige bagefter. En lille svingom havde måske været på sin plads, men man kan jo ikke få sin vilje hver gang.
Selv om det var Vidnets releaseshow, der var omdrejningspunktet for aftenen, skulle Elitist også lige køre premiere på et nummer, de aldrig havde spillet live før. Rasmus bemærkede grinende, at de knapt nok havde øvet det. Det var tydeligvis løgn – og heldigvis da. Efter omkring 25 minutter afsluttede Elitist deres set bestående af eklektisk tonserdød med ‘Funneled into Oblivion’, et af de stærkeste numre fra deres album ‘A Mirage of Grandeur’. Jeg er den slags studerende, som er rigtig god til at få læst op efter undervisningen, så det var først ovenpå showet, at jeg fik taget mig sammen til at få hørt pladen på vej hjem i toget – og den er jo slet ikke dårlig! Jeg kan ellers godt lide min dødsmetal, når den er fæl og beskidt, men hvis man har styr på sit shit, er det bestemt tilladt at blære sig med teknikken. Elitist har heldigvis styr på begge ender af klamhedsspektret.
Det har Vidnet sådan set også, noget som dem, der var til stede til bandets første koncert til Copenhagen Metal Fest, allerede vidste i forvejen. Vi var vældigt glade for den smagsprøve, men sultne efter hovedretten, som de tre kokke var klar til at præsentere for det sultne publikum i Basement. Løsladelsen, kaldte de det, hvilket er pudsigt når man tænker på, hvor fængslende deres optræden egentlig var.
Normalt kunne jeg ikke finde på at anmelde samme band live med så kort mellemrum, som er tilfældet her, med mindre koncerterne eller omstændighederne er forskellige nok til at retfærdiggøre det. Ellers ender man hurtigt med at gentage sig selv – og det er de færreste, som har tid og lyst til den slags. I førnævnte anmeldelse fremhævede jeg især Andreas Isbrandt Løvenskjold og Jamie de la Sencerie for deres samspil og respektive vokaler. Det kunne jeg sådan set også gøre denne gang, men jeg skal også nævne, at både Andreas’ guitar og vokal til tider faldt tilbage i moradset. Et måske utilsigtet resultat af dette var, at de beskidte numre lød endnu mere smadrede, hvilket egentlig var sejt, men det betød også, at nogle af de mere flashy passager virkede mere nøgne, end de gør på pladen.
Til gengæld var der intet andet at komme efter. Der var absolut nul træthed at spore hos Niclas, der endnu en gang havde fundet sin plads bag trommerne som stand-in tøndebasker. Der er ingen grund til at holde ros tilbage, når den er så berettiget, som den er i det her tilfælde. Den mand er jo en maskine uden lige, altså. Kæmpe masterclass.
Energien i Basement var generelt lav, men set i forhold til bandet var det nat og dag. Vidnets musik er ellers sådan noget, man headbanger med hele kroppen til, og apropos bangere, er der nok af dem på ‘ATTENTAT’ – hele otte styks. Og vi fik hele skidtet serveret til releaseshowet – både det grimme og det flotte, som alligevel var grimt, bare med guitarlir. Selv om det her ikke er en anmeldelse af albummet – sådan en har vi allerede udgivet – er undertegnede svært tilfreds med, at vi fik den i fuld længde.
“Velkommen til løsladelsen”, siger Andreas 10 minutter og fire sange inde i settet – og på den måde markerede han koncertens midtpunkt. Det kunne altså ikke betale sig at stå for længe ude i kulden og pauseryge, for som det oftest er med grindcore, skal man ikke komme meget for sent, før man går forgæves. Forgæves var man også gået, hvis man havde håbet på at plyndre merchboden for plader. De er sådan set trykt, men deres covers var endnu ikke nået frem. Derfor kunne man i stedet skrive sig op til en.
Inden de to sidste numre blev fyret af, opstod der en klarhed i lydbilledet, som havde været lige lovligt længe undervejs. Det betød bare, at ‘Bane-Saar’ lød knivskarp, og det samme gælder albumlukkeren ‘Gravskænder’. “Er Victor Kaas kommet?”, spurgte Andreas forgæves. “Nå, så tager vi den sgu uden ham”. EYES- og LLNN-forsangerens fravær stoppede ikke en lille hyggepit fra omsider at tage form, men det havde da været klædeligt med en lille feature her til sidst. Det må blive en anden gang.
