At bevidne noget er at være garant for dets eksistens. Det klassiske spørgsmål om lyden af træet, der falder i skoven, er nok det mest kendte bevis for dette. For ting kan ikke eksistere i vakuum. For psykoterapeuten Michael White var det et grundlæggende element i arbejdet med børn og voksne, der først og fremmest havde brug for at blive set som den, de var, og ikke kun som problemer, der skulle løses.
At blive bevidnet er en grundlæggende forudsætning for at føle, at man eksisterer.Det er vores mest grundlæggende behov – i 2020 viste en undersøgelse, at flere spædbørn i Japan døde som følge af manglende kontakt end af fysisk mishandling. Det er umuligt at eksistere og være sund uden nogen til at se det.
Men vidnet er også en del af det, der foregår. Man kan ikke observere noget uden at påvirke det. Derfor vil et vidneudsagn altid skulle forstås ud fra den, der oplever det.
Primo Levi skrev om sin tid i koncentrationslejren Auschwitz:
– Vi, der overlevede lejrene er ikke sande vidner. Vi er dem, der, ad omveje eller gennem evner eller held, aldrig ramte bunden. Dem der gjorde, og dem, der så gorgonens ansigt, vendte hjem ordløse eller slet ikke.
De værste forbrydelser, de værste oplevelser er så frygtelige, at de ikke kan fattes. Men gennem vidnesbyrd fra folk som Levi, mindes vi stadig virkelighedens uhyrligheder. Det er derfor, at bunken af sko i Berlins holocaustmuseum gør så stort indtryk på os. Selv de mest ubegavede mennesker, jeg har mødt i mit liv, fik blanke øjne ved det syn.
Og vidnesbyrdet er derfor ubetvisteligt forbundet med vores tilstand som mennesker – på godt og ondt.
For Andreas Isbrandt Løvenskjold, guitarist og sangskriver i Vidnet, har bandets navn i sagens natur også en betydning:
– Vi anskuer ofte kunstneren som en udenforstående, der med sit særlige blik kan skille tingene ad. Denne forståelse udfordrer bandet […].
Sangene er konstrueret som tematiske rum, som jeget enten bevidner, udsættes for eller medvirker i: mystiske, okkulte ritualer og medicinske eksperimenter, magtspil og drabsforsøg.
Nogle af sangene bærer præg af partikulære situationer og andre er mere makrorefleksioner over større mekanismer og magtstrukturer. Rummene imiterer så at sige hinanden for at vise gennemgående tendenser ved menneskets natur og vores måder at indrette os på i verden.
Det er også en måde kunstnerisk at bearbejde de mere personlige, følelsesmæssige bearbejdelser og forbinde dem med de større abstraktioner over de virkelige problemer i verden. “Vidnet” sløres og får således en grå og omskiftelig betydning af beskuer, offer, martyr, voyeur, visionær og medskyldig.
For Vidnet, der består af Isbrandt selv, samt Jamie de la Sencerie (ex-Lamentari, Lysbærer) på bas og Mads Folmer Vennits Richter (Riverhead, Halshug, Bleeder) har det altså været vigtigt ikke blot at chokere som megen anden grind, men i høj grad at præsentere virkeligheden – faktuel eller fiktiv – for lytteren.
Da jeg var i Budapest i 2024 besøgte jeg Terrormuseet, der satte fokus på både det tyranniske fascistiske styre samt det kommunistiske. Det var opbygget på samme måde – en serie af rum, man som beskuer bevægede sig igennem og en række vidnesbyrd: tekst, lydoptagelser, video, fotografi, installation. Og hver eneste demonstrerede den grusomhed, mennesker begår.
På samme måde har Isbrandts litterært inspirerede tekster gravet sig ned i uhyrlighederne fra det tyvende århundrede. Nogle af dem er lette at placere – ‘Asfalts’ hårrejsende beskrivelse af sennepsgassens virkning, for eksempel – mens andre er mere esoteriske. Man kunne fortolke ‘Efterklange’ gnostisk, men man kunne også se den som et billede på den undergangsfølelse, der prægede mellemkrigstiden. ‘Gravskænder’ sætter lytteren i den ligædende hvæls rådnende sandaler, og peger sammen med ‘Indgreb’ i retning af mere klassisk dødsmetalkost – sidstnævnte måske med et åndeligt kip med hatten mod Carcass.
1900-talsæstetikken er fastholdt med stavemåder fra før retskrivningsreformen i 1948 og disse medvirker til at fastholde stemningen af civilisationens fatale maskefald – også selvom man næsten skal vide det, for at kunne føle det.
Musikalsk er Vidnet todelt. Det meste af det er en god del – og heldigvis for det. Hvis man nogensinde har set Andreas på guitar for Meejah, er der en vis sandsynlighed for, at han har været iført en Full of Hell-trøje. Og det kan man høre. Der er smadder på og vi falder i et sted mellem helt ækel dødsmetal og grind, der sætter himmel og jord i bevægelse for at gøre det hele overrumplende, kvælende og mudret. Det sætter jeg stor pris på.
‘Kviksølv’ starter med feedback og langsomme hihatte fra Richter inden de la Sencerie og Isbrandt lader krigstoget bumle.
Guitar og bas er forvrængede og stortrommen er dump og hul som fjern artilleriild, mens vokalen er dyb og næsten glider sammen med strengene. ‘Indgreb’ omfavner dødsmetallen og støjen endnu mere, og lader primært trommerne stå for fremdriften.
Og herefter sker der noget, og det er den del, jeg ikke er så vild med. Når man læner sig opad dødsmetallen, har man at gøre med en genre, der har sine rødder langt tilbage i historien. Død og thrash kommer ganske tydeligt af en heavy-tradition, der bærer rockindflydelsen på ærmet. Og det kan man høre på guitarspillet. Det har altid været mit problem med de genrer. Jeg kan simpelthen ikke lide “den fede rock”, og når der bliver riffet i en renere og lysere tone, eller når der bliver liret på guitaren som i både ‘Daare-Kiste’ og særligt på ‘Røgslør’, står jeg af. Det fungerer ikke for mig, og jeg bliver hevet direkte fra den fæle grøft til rockkoncert med charmeklud.
Heldigvis hiver resten af pladen os tilbage igen, og i ‘Efterklange’ bliver der leget med melodiøsitet på en måde, jeg langt bedre kan stå inde for. I denne er Isbrandts vokal også på et helt særligt niveau, noget han gentager i ‘Asfalt’, der, udover nogle twangs af guitar, imponerer med sangfremførelsen, der lyder lige dele kaotisk og modbydelig. Tempoet er højt og Andreas spytter de mørke ord afsted. ‘Bane-Saar’, som vi bragte premieren på, er en kulsort tour de force, men der hvor ‘ATTENTAT’ eleveres er på albumafslutteren ‘Gravskænder’.
Lige fra første dybe indånding ved man, at det bliver godt. Og det gør det. Man kan høre hvælen gurgle og spytte i sin fortæring af menneskekød og det hæse skrig, der ledsager de absolut buldrende trommer er næsten uhyggeligt. Stor tommelfinger op herfra, også til den meget veloplagte Victor Kaas, der gæster sangen.
Der bliver mindet, husket og berettet på ‘ATTENTAT’. Også selvom det er ting, man måske helst vil glemme.
‘ATTENTAT’ er udkommet på Over the Under Records. Den er produceret af Tobias Munk Tønder i Angry Music Studios og mastered af Will Killingsworth i Dead Air Studios. Paul van Trigt har udarbejdet coverart. Mai Soon Young Øvlisen har taget bandfoto. Hanna Ella Sandvik har layoutet vinylen.
