Det er længe siden, jeg rigtig har glædet mig til en koncert. Jeg har været til nogle udmærkede stykker de sidste måneder, men udover et spontant SYL-show i Fælledparken, har jeg ikke rigtig kunnet mærke det. Derfor var det med glæde, jeg så frem til dette show. Vidnet var jeg ret glad for, da deres plade udkom, jeg ved, at både Andreas Isbrandt Løvenskjold og Jamie de la Sencerie er strålende musikere, det altid er værd at se, og Om Forladelse har langsomt rullet ind over os med deres midwest-inspirerede indie-emo og ligesom de to førnævnte ved jeg, at trommeslager Emil Lake er et trækplaster i sig selv.
Så altså, meget positivt indstillet, dukkede jeg op på Underwerket, hvor man efterhånden står midt i en byggeplads, inden man bevæger sig ned ad den ikoniske trappe.
Og selvom Kæmpe Moshpit Bookings’ arrangementer altid trækker folk, var det tydeligt at se, at store dele af den københavnske scene var kommet for at bakke op om kammeraterne.
Ren samvittighed
Med nerverne uden på tøjet og med, hvad jeg går ud fra var forældrene på første række, var Om Forladelse klar til at spille deres allerførste show. Mads Shang i front var mere end almindeligt shaky, da han bød velkommen, men det kunne nu ikke mærkes på hans klare røst, da de lagde ud med ‘Langt Væk’, som vi havde premiere på for ikke så længe siden. En ting, man ligesom skal være klar på med Om Forladelse er netop Schang og hans rene vokal. Han synger rigtig, rigtig flot. Ingen tvivl om, at han er meget dygtig og i live-sammenhænge bliver han også kontrasteret rigtig fint af Simone Zahle og Emil Lakes buldrende rytmesektion, men jeg må helt ærligt sige, at jeg synes Om Forladelse er bedst, når det er lidt mere beskidt og lidt mindre poleret.
Og det skulle det gå hen og blive. Et rigtig, rigtig godt makkerskab findes nemlig mellem Shang og med-guitarist Mikkel Schandorff, der med intellektuelle briller, højtsiddende guitar og følsom moustache næsten var indbegrebet af memet “Hvis guitaristen ser sådan her ud, skal du gøre dig klar på at dø i pitten”. Schandorff er et kæmpe es i det friske bands ærme, og når han rigtig gav gas på guitar og især vokal, fræsede bandet igennem.
Resten er også godt, bevares. Jeg mindes Örenlyd, når jeg hører Schang sensitivt synge sig gennem ‘Daggryslængsler’, og det er dejligt. Men et rigtigt punk-show slår stort set alle andre musikgenrer med længsler, og jo stærkere kontrasten er, des federe føles det. Når man kan mærke Schang blive en smule vred, bliver det rigtig godt. Han fortalte om, hvordan han havde overhørt en gruppe unge mænd i toget.
– De talte om en pige, som de sagde var grim. Men alligevel ville de alle sammen gerne være sammen med hende. Jeg kom til at tænke, at hvis jeg var ti år yngre, var jeg måske faldet i samme fælde som dem. Men nu skrev jeg en sang om at sige fra overfor dårlige fællesskaber. Det var det mest punk, jeg kunne finde på.
Og det havde han ret i. Sangen hed ‘In Mente’, og jeg forestiller mig allerede, at den bliver en af mine favoritter fra deres debutalbum, der kommer allerede i denne måned. Zahle fik chugget rigtigt godt på sin flossede bas, mens Schandorff og Schang shreddede og skreg lungerne ud. Det var sateme fedt. Intensiteten voksede og selv en knækket guitarstreng tog ikke luften ud af showet, selvom det var helt tydeligt, at forpersonen var mere end almindelig ærgerlig over det. Publikum tog det med et smil og en fællesskål og ventede tålmodigt og velvilligt. Søde typer.
Sidste sang, ‘Ku’ det blive’ var et totalt sammenkog af alt, hvad de kunne. Lake fik i den grad lov at drive sangen frem, og det er han mester i at gøre. Smukkest var det i et stille stykke, der næsten fik mig narret til at tro, at sangen ville fade ud, indtil jeg så Simone Zahle placere støvlerne ekstra solidt i gulvet, så hun kunne stå fast mens alle fire musikere blastede, blastede og blastede. Det var en fornøjelse. Det band har indtil videre ikke noget at undskylde for.
Indlagt til observation
Der er ikke nogle smukke passager hos Vidnet. I hvert fald ikke i lydbilledet. Grumset, grumt og grimt er nøgleordene her. Og det var altså rart at opleve. Jeg havde, før denne aften, ikke oplevet dem live, og det var jeg faktisk ret utilfreds med. Så da jeg så Løvenskjold og de la Sencerie sætte op foran den i dagens anledning udlånte trommeslager Mikael Skou Jørgensen fra Urkraft og Carbon Tomb, havde jeg en lille smule kriller i maven.
Det er ikke fordi grind ellers er min hofret. Men det er den slags dødsmetal, jeg bedst kan lide. Dødselementerne tempereres rigtig fint af hardcoreenergi og -støj. Og det gjorde det i den grad også her.
Jeg er meget imponeret over de lyde, Andreas Løvenskjold kan vride ud af sit legeme. Både brøl og skrig pressede han frem, og hvis man havde bedt mig vælge sangeren ud af et lineup baseret på lyd alene, havde det været svært at forestille sig, det skulle være ham.
Der blev naturligvis også plads til alt hans kendetegnende guitarlir, og han demonstrerede hvor hurtigt han var i stand til at flytte fingrene på et gribebræt.
Helt ærligt, havde jeg lidt svært ved at følge med i hvilket nummer, vi var nået til. Både fordi det hele var så buldrende og bøffet, men også fordi jeg i ret høj grad fokuserede på de tre dygtige musikere foran mig. Jamie er altid så dramatisk udtryksfuld og ligner en, der synger for selve sit liv. Det er svært ikke at holde af. Skou Jørgensen hamrede i sættet så det hoppede og dansede på det slidte gulvtæppe, og Andreas overraskede i et nummer, jeg tror var ‘Røgslør’, hvor han lige pludselig påtog sig en ny vokalidentitet. Mægtig fint.
Vi nåede dog også til ‘Asfalt’. Og det her er næsten lige så svært for mig at skrive uden skælvende fingre, som det var at være til stede uden at få fugtige øjenkroge. På pladen medvirker Peter Clement Lund nemlig på den sang. Da han kun få dage forinden er tjekket ind på hospice for at bruge sine sidste dage der, kunne han i sagens natur ikke være der.
Andreas fortalte, at han netop havde skrevet sit sidste farvel til den nordjyske kollega, der har fundet vej ind i det halve lands hjerter og lige om lidt ikke er her længere. Det er rædsomt.
Bandet understregede, at den sang er tilegnet Peter – og altid vil være der. Og så kunne vi andre ellers stå der og snøfte ned i både Albani og grindcore, mens Jamie og Andreas behandlede tristheden med støjterapi. Det er også meget i Peters ånd.
I mit forsøg på ikke at gå helt ned med flaget, gjorde jeg mig ekstra umage for at høre efter og i allersidste nummer var det især de la Sencerie, der gik above and beyond. Hvis man nogensinde er i tvivl om, hvad en bas skal gøre for et nummer, så skal man bare spørge Jamie. Det ved han tydeligvis.
En bittersød, men også hamrende stærk afslutning. Jeg er glad for, jeg endelig fik set Vidnet. Det kan anbefales.
