Sidder du stadig lidt fast i dit teenagerliv og synes stribede trøjer og sjusket øjenskygge er stilet? Frygt ej, for Om Forladelse er nemlig scenens nyeste emoband, som du skal tjekke ud.
Hvem er med i bandet?
Om Forladelse er Mads Schang, Mikkel Schandorff, Simone Zahle og Emil Lake.
Hvad er jeres origin story? Hvordan mødtes I, og hvordan opstod musikken?
Man kan måske godt sige, at Mads har været et knudepunkt for at samle bandet. Mads og Mikkel kender hinanden fra folkeskolen, hvor de lærte at spille guitar og startede bands sammen. På efterskole møder Mads og Emil hinanden og starter et metalcore-band og i gymnasiet møder Mads og Simone hinanden gennem musiklinjen og fællesvenner.
Mads og Mikkel begynder at lave demoer sammen i løbet af 2023, og vil egentlig gerne starte et rockband, men ender alligevel med at finde ind til en punket lyd.Mads spørger Emil og Simone, om de vil joine, og bandet har sin første øver i 2024.
Hvad er den grundlæggende idé i bandet? Har I et budskab?
Vores bandnavn “Om Forladelse” kan beskrive processen i at bearbejde og derefter at kunne give slip på et minde eller en episode, der ligger i baghovedet og tynger én. Det er også en lidt gammeldags måde at sige undskyld på, og det at kunne tilgive sig selv kan også være en vigtig del af den proces. Alle i bandet er egentlig ret engagerede i alle de røvsyge ting, der foregår i verden geopolitisk og miljømæssigt, og vi taler også tit om det, når vi ses. Men de fleste af vores sange er meget personlige og tager udgangspunkt i noget oplevet.
Hvorfor spiller I den type musik, I gør?
Vi har jo nok et eller andet kærlighedsforhold til den musik, vi som børn fik et glimt af i radioen eller fjernsynet. De tidlige 00’ere formåede jo at have nogle relativt hårdtslående bands højt oppe på hitlisterne og gav et talerør til andre slags mennesker og fællesskaber. Samtidigt føles det også med de nutidige briller som et lille oprør mod alle de kunstige idealer, der raser i populærkulturen, at have et band, som bogstaveligt talt bare er guitar, bas og trommer, hvor sangene skal øves op nede i vores klamme øve-bunker og kan ikke digitalt manipuleres til at lyde bedre, når vi går i studiet.
Hvem har inspireret jer? Både musikalsk og på anden vis.
Vi har helt sikkert de amerikanske 90’er- og 00’er-pop-punk og emobands, med Blink-182, Paramore, The Story So Far, Mineral som åbenlys inspiration. Men der er også andre punkede bands, der formår at skrive sange på en helt særlig poetisk måde, der har været en afgørende inspiration for os. F. eks. Vientre, Bloc Party og Sugartown Cabaret. Men vi lytter til virkelig meget forskelligt, og vores sange har mange findelte små inspirationskilder fra alle mulige steder.
Hvad gør I og har I gjort for at blive spottet?
Vi har skrevet ud til forskellige aktører inden for “scenen” (fx Selvtægt, woohoo). Det er helt sikkert nøjeren, når man skal vise noget helt nyt frem, men de fleste mennesker er heldigvis søde og hjælpsomme. Samtidig har vi også en del venner, som spiller musik, der har været søde og nysgerrige omkring vores projekt.
Hvordan klarer man sig som nyt band?
Vi prioriterer at skabe tid til at hænge ud og lave ting sammen, der ikke bare er den ugentlige øver, måske særligt fordi vi andre kender Mads hver især, men ellers ikke kendte hinanden på kryds og tværs, inden vi begyndte at spille sammen. Det har været vigtigt for os at kunne mødes om mere end bare musik. Det giver meget til dynamikken og relationerne i bandet, når man lærer hinanden at kende som hele mennesker og oplever hinanden i forskellige kontekster.
Hvilke råd vil I give videre?
Hvis man er bange for at være eller gøre noget cringe, så er man en kujon (og i hvert fald heller ikke punk).
Hvad vil I gerne opnå? Hvad står på bucketlisten?
Spille en masse fede gigs, møde nye mennesker og skrive gode sange.
Hvad er det næste fra jeres hånd?
Vi spiller både vores debutkoncert (kom ud!) og udgiver vores debutalbum i maj. Emil skal til flytte til udlandet i en periode senere i år, og vi håber, at vi også kan nå igen at gå i studiet inden det.
Om Forladelse spiller deres debutkoncert på Underwerket den 16. maj. Find eventet her!




