For ganske nylig var Katla “artist in residence” på festivalen A Colossal Weekend. Og i modsætning til, hvad man kunne forestille sig, var det en opgave, de selv havde opsøgt. Og selvom det måske virker som en lille detalje, siger det ret meget om det band, vi har sat os ned for at tale med, midt på festivalens sidste dag.
Katla er efterhånden et ganske velkendt band herhjemme, efter de vandt den danske udgave af Wacken Metal Battle i 2019 og spillede en, efter sigende, forrygende koncert på den store, tyske festival. Deres syvende koncert nogensinde, faktisk.
Som man måske kan fornemme, er det ikke noget, de har fået forærende, eller noget, de er kommet sovende til. Og selvom det ikke var der, vores samtale startede, var det i høj grad der, den endte.
Men for at tage tingene i den rigtige rækkefølge, møder jeg Katla på A Colossal Weekends sidste dag. Kort forinden er jeg blevet rusket rundt af norske Attans rå og brutale hardcore, og det er derfor en rar afveksling at møde de tre mænd i Vegas orange rygelounge.
De tre vi møder er trommeslager Rasmus Dichmann Bang, guitarist Marc Lennart Christensen og nyeste medlem Theis Roed Stenberg Thorgersen.
En vis lettelse kan spores på dem, og de har også endelig overskud til at drikke en øl eller to, efter at have været totalt fokuseret på deres to shows de foregående dage. Læs lige om dem først.
– Vi ville gerne være en del af A Colossal Weekend, fordi det lidt er det danske svar på Roadburn, fortæller Rasmus Dichmann Bang, og fortsætter:
– Det er en stor ære at få lov, og jeg er stolt af, at vi pitchede de to koncerter. Den ene skulle være indbegrebet af hvad vi er, den anden eksisterede kun den aften, og ophørte bagefter.
Som jeg nævnte, da jeg skrev om de to koncerter, var udtrykkene ganske forskellige. Torsdag var bandet klædt i det bare ingenting – næsten. Christensen og Bang er dækket af udsmykning og Thorgersen indkapsler deres udsagn om at være fra “nordlædervest”, og til sammen ligner de virkelig indbegrebet af et metalband.
Fredag, derimod, var de nærmest uniformerede. Klædt i sorte skjorter og med alvorlige miner.
– For os var det også en mulighed for at vise, at vi er mere end bare “100 bajere”, siger Thorgersen, med henvisning til bandets velkendte slagord.
– Vi er gået til fredagsshowet med stor alvor. Vi har villet moderere os selv og leve op til det ansvar, vi er blevet givet, fortæller han.
Hertil spurgte jeg, om det var noget, de ville fortsætte med. Til det svarede Thorgersen og Bang modsatrettet i munden på hinanden:
– Vi er ærlige, når vi siger, det var et privilegium at lave. Det var nu og aldrig igen, siger trommeslageren.
Han suppleres af guitarist Marc Christensen:
– Vi er dem, vi hele tiden har været. Vi er bare blevet dygtigere til det vi laver, og det har sat os i stand til at gøre det her.
Thorgersen forklarer sig:
– Det jeg mener er, at det symboliserer en udvikling og en modning af bandet. Ikke at det, vi tidligere har lavet, har været umodent, men der er sket noget.
De to andre nikker og Bang slutter sig til:
– Der er helt klart noget bøvet i vores normale udtryk. Men det er også et tegn på den inklusivitet, jeg godt kan lide. Det er en del af vores identitet. Det er meget sort/hvidt i Danmark – enten er noget prætentiøst eller også er det bøvet. Vi ville prøve at være begge dele.
Dette igangsætter en samtale, jeg ikke havde forudset. Mange steder i samfundet, tales der om polarisering og om, at grøfterne graves dybere og bredere. Men i selskab med Katla lykkes det at få sat ord på noget, der har ændret sig.
Undertegnede kommer fra en håndværkerfamilie. Samtidig kommer jeg også fra det mest veludstyrede hjemmebibliotek, jeg kender.
Men den oplyste og boglæsende håndværker er ikke en skikkelse, man ser meget til nutildags. På en eller anden måde lykkes det for mig at få formuleret dette, og trekløveret nikker. Det er samme skelnen, Theis Thorgersen giver udtryk for.
Marc Christensen byder ind:
– Jeg er selv håndværker, og det kan jeg virkelig nikke genkendende til. Man bliver lynhurtigt sat i bås, når folk ved, hvad man laver.
Nogle af læserne er måske for unge til at huske det, men frem til 2001 var der endnu en stor, landsdækkende avis. “Det Fri Aktuelt”, hed den, og som afløber af det hedengangne “Social-Demokraten”, fra dengang aviser turde reklamere med deres partitilhør, var den meget læst i arbejder- og fagforeningskredse.
Men ved dens lukning i starten det 21. århundrede var hele ovenstående gruppe pludselig blevet hjemløse. Noget af læserskaren gik til Politiken, andre til Ekstra Bladet og nogle holdt måske endda helt op med at læse. Og det er netop et symptom på den afstand, der er blevet mellem det boglige – eller prætentiøse – og det folkelige – eller “bøvede”.
Katla står med et ben på hver side af den grøft.
Trommeslageren rømmer sig:
– Jeg havde ikke tænkt på det sådan, men det er netop den dobbelthed, vi ville fange ved at lave disse to shows. Vi ville udfordre os selv, men også vores lyttere. Eller fans, eller hvad man skal sige.
Bang fortsætter:
– Det er ligesom vores veganske pizza. Det er helt klart et statement, men samtidig handler det også om inklusion. Alle kan spise vegansk pizza. Ingen lades udenfor. Vi er helt klart ikke et politisk band, men samtidig er alt jo politik. Og vi vil gerne have alle med.
Snakken om håndværkere bliver siddende i samtalen. For det, der kendetegner deres professioner er jo netop at stå op hver morgen, og gennem sine evner og kundskaber at skabe et produkt. Noget håndgribeligt. Det kan Katla se sig selv i. For det første fordi de, udover at være ydmyge over at have fået lov til at spille på A Colossal Weekend, og er glade for hinanden og det, de laver (“Det var vigtigt for mig, at lave netop det her med netop Theis og Marc”, siger Rasmus Dichmann Bang) så også er både helt bevidste om og åbne overfor, at det er en trædesten på karrierevejen. Ambitionerne er rettet mod Desertfest, Roadburn og deres lige. Og det er en forståelse mange andre bands mangler at få.
– Vi er helt klart et ambitiøst band, siger Bang.
– Men det er også ambitioner, der er indenfor rækkevidde. Vi tjener jo ikke penge på det vi laver, men det er en investering, supplerer Thorgersen.
–Vi er da der, hvor vi siger nej til tours, der ikke giver økonomisk mening. Det kan jo være sjovt nok at være ude at spille en masse, men hvis der ikke er noget output i det, så kan det spænde ben for ting, man kunne lave i fremtiden, der kunne hjælpe os fremad. Vi var til møde med vores booker i januar, og vi kom helt spændte og spurgte, hvad der skulle ske. Og så sagde han “ja, jeg sidder allerede og kigger på 2025”, fortæller bassisten.
– Vi er et ret usexet sted lige nu som band.
Marc Christensen er enig og tydeligt utålmodig.
– Det er da pissehårdt at skulle sidde på hænderne så længe. Vi vil jo gerne bare spille!
Jeg henviser til nogle af de råd Trine Ulrich gav, da jeg interviewede hende. Et hendes vigtigste input var, at skrue ned for frekvensen i Danmark og op for udlandet.
– Det er jo helt rigtigt. I starten skal man skabe sig et publikum, og så skal man skrue lidt ned efter det. Man skal respektere sine fans, når man har fået dem, og man viser ingen respekt ved at spille riget tyndt, mener Rasmus Bang.
Nogen, der ifølge bandet virkelig har formået det, er manges yndlingsaversion Volbeat. For Katla er Michael Poulsen en mand, der virkelig har formået at sætte sig mål, gå efter dem, og behandle det som et arbejde. Med tydelig succes.
Det er ikke naturligt for alle. Vi taler naturligvis om det nyligt afgåede Solbrud og også ligeledes danske Wayward Dawn, der kastede håndklædet i ringen sidste år.
– Mange danske bands kommer rigtig godt fra start, men knækker nakken, når det bliver til arbejde. Det kan være svært, hvis man kommer med en kunstnertilgang, siger Thorgersen.
En anden, der virkelig formår dette, er ifølge Rasmus Bang Afskys Ole Luk.
– Han har virkelig gjort det, alle snakker om. Han var ude på min husbåd i 2020, og så sagde han til mig “Jeg tror sgu, jeg er færdig med at være skolelærer”. Og så gjorde han det. Han lever af Afsky og står for det hele selv. Det er ham, der sætter merchbod op og det er også ham, der lukker den. Han sender alle bestillinger ud. Han har et band, men han betaler dem for at optræde. Han forstår at arbejde og samtidig have det sjovt med det.
Det, der tit kommer i klemme, er jo livet.
– Det er frustrerende nogle gange, at det skal være så hårdt arbejde. Hente ungerne, lave mad, putte dem i seng og så være kreativ. Det er svært, på kommando, stønner Theis Thorgersen.
– Men det er også samtidig fedt at kunne føle produktet af en lang arbejdsdag. Det kan mærkes. Man kan ligesom gå og vente på, at den gode ide dukker op, eller man kan opsøge den.
– Ja! A Colossal Weekend har været et godt eksempel. Her har vi besluttet os for, at lade os inspirere af alting. Vi er virkelig blevet et rigtigt band. Vi har taget et job og skal levere et produkt, indskyder Bang.
– Vi ville lave noget, og det gjorde vi. Vi har ikke været kunstnere, vi har været håndværkere. Det er sådan, vi vil arbejde. Os tre, der skaber tingene sammen, siger han til afslutning.
Og så vender Katla næsen mod backstageområdet, og – måske – hundrede bajere.
