Scenebygger: Musikbranchen tacklet med hjertet i front

Skrevet af:









Kunstner(e):

Fotografi/illustration:
Sandra Vitayarat

Trine Ulrich står bag firmaet Account the Beat, der bevæger sig et helt andet sted end vi normalt kigger hen, når vi interesserer os for musik. Det er nemlig ikke bare bag scenen, men i høj grad bag et skrivebord. Account the Beat står nemlig for management og coaching for bands og kunstnere, der både er på vej op eller skal arbejde for at fastholde deres plads. Trine Ulrich repræsenterer både de upcoming Persecutor, der spillede på When Copenhell Freezes Over i januar, genrebrydende Feather Mountain, der blandt andet spillede Roskilde i 2023, og Eyes, der efterhånden har fået etableret sig som et kendt navn i Danmark og ser ud over grænserne. Tidligere har hun også repræsenteret popmusikeren Fallulah, med hvem hun blandt andet arrangerede festivalen “Hej Søster” i Aarhus.

Hvis man gerne vil kunne leve af sin musik, fortæller hun, bliver man nødt til at tænke det som en forretning, og det aspekt syntes vi var så væsentligt, at vi tog en snak med hende. Vi mødtes på Frederiksberg en dag, hvor hun netop var blevet færdig med at undervise upcoming managers på Bremen teater.
– Man kommer tit til at tale direkte ind i sit arbejde, når man skal fortælle om, hvem man er. Men det skal jeg måske også. Jeg startede musikbloggen Account the Beat i 2014, og har holdt fast i navnet siden. Det er svært at forklare præcis, hvad jeg laver – man kunne kalde det management, men jeg har altid bedre kunnet lide at kalde det en “musikvirksomhed”.

Click here to display content from YouTube.
Learn more in YouTube’s privacy policy.

Trine Ulrich er en interessant person. Det er helt tydeligt, at det ikke ligger naturligt til hende, at udstråle al den selvsikkerhed og råstyrke, som hun gør, men at hun har besluttet sig for at vise det alligevel. Når hun fortæller, kan man mærke en underliggende generthed, som bliver brændt væk af hendes tydelige dygtighed. Vi opgiver med det samme at sætte spørgsmålsten ved, om det hun laver, giver mening.
– Men altså, jeg kommer fra Frederiksværk, opvokset i en familie, der ikke som sådan var musikalsk, men hvor musikken altid var til stede alligevel. Jeg er fra generationen før streamning, så det var boogielisten og det lokale bibliotek, der stod for den identitetsdannelse, som musik er en vigtig del af. 

Udover musik, var det fodbold, der fyldte meget for Trine, og når hun gik til kampe, faldt hun i snak med andre, der hørte hård musik, og kunne bidrage med metal til hendes ellers ganske emo-lænende smag.
– Jeg kunne godt lide Green Day og Good Charlotte og den slags. Men en af dem, jeg snakkede med, hørte alt det gamle. King Diamond, Metallica, Black Sabbath og så videre. Så da jeg flyttede til København, fik et større netværk, som jeg kunne følges til koncerter med, var det den naturlige udvikling af min smag. 

Sideløbende med alt dette, var Trine i gang med udviklingen til “ansvarlig voksen”. Efter gymnasiet var det i lære som revisor, hvilket holdt i cirka tre år, før præstationskultur, overarbejde og konstant løben efter forfremmelser fik hende til at gå ned med stress. 
Det skulle blive et mønster, der prægede hende i al for høj grad. 
– Jeg har altid kørt i for højt gear. Jeg har vel været sygemeldt med stress fem gange i mit liv, og hver gang har jeg fået behandling og hjælp og kommet ovenpå igen, hvorefter jeg så kunne køre i halvandet års tid, før den endnu engang stod på burnout.

Trine begyndte at undre sig over mønsteret, men det var først da en kammerat fik konstateret ADHD, at brikkerne faldt på plads.
– Jeg anede ikke hvad det var, men jeg begyndte at læse op på det for at kunne hjælpe, og flere og flere ting ramte mig som noget, jeg kunne genkende. Der var ekstremt lang ventetid i udredningen, men jeg begyndte bare at behandle mig selv som om, jeg havde ADHD, blandt andet ved at gøre mine arbejdsformer mere holdbar, huske at holde pauser, generelt at sætte tempoet ned, og det virkede!

Efter hun droppede revisortjansen, tog Trine Ulrich sig en bacheloruddannelse i event management, hvor en del af hendes foregående uddannelse kunne bruges, og helligede sig musikken fuldt ud. Først som bogholder på Vega, men det kunne hun lægge på hylden i 2018, hvor hun startede Account the Beat som musikvirksomhed. Nu om dage er det hovedfokus, men hun har også afstikkere i form af for eksempel Rock the Region og Mono Goes Metal i hjembyen Aarhus.

Click here to display content from YouTube.
Learn more in YouTube’s privacy policy.

Det er dog Account the Beat, der fylder mest i det daglige.
Og det er her, hun kan gøre det, der gør hende mest glad: Sørge for, at bands kommer udover scenekanten. Da vi møder hende, har hun som sagt lige undervist, men hun er også i byen for at repræsentere Persecutor til When Copenhell Freezes Over et par dage senere. 
– Mit job er netop udvikling af projektet. Jeg bruger mit netværk til at finde de rigtige samarbejdspartnere, laver fondsansøgninger og kommer med day-to-day sparring. Det er især det sidste, jeg fokuserer på.

Trine er fast tilknyttet Eyes og Feather Mountain, men har senest haft fokus på at lave mindre rådgivningsforløb med bands, herunder Persecutor. Målet er at gøre disse bands i stand til at stå for tingene selv.
– Engang var det meget sådan “vi skal bare have en manager, så kører det”, men jeg vil gerne have, at de kan klare det selv. Hvis jeg bliver ramt af en bus, skal de ikke stå helt på bar bund. De skal selv kunne køre deres virksomhed.

Men Trine har også ret klare grænser for, hvad hun gør.
– Jeg er her for at hjælpe med businessdelen. Jeg er ikke co-writer og jeg blander mig aldrig i musikken. Jeg kan godt lytte til en master og komme med min mening, hvis jeg bliver spurgt, 

Det er noget, der skurrer i ørerne på mange, når man begynder at tale om musik som en forretning. En del vil sikkert mene, at det skal være den rene kunst, og det er Trine sådan set heller ikke uenig i.
– Man kan sagtens lave musik, bare fordi man synes det er sjovt ved siden af sit day job. Men jeg arbejder med dem, der har en forhåbning om at kunne leve af det på et tidspunkt. Og så er det altså nødvendigt at have det perspektiv med. 

Derfor har hun også en plan, som mange bands ikke umiddelbart ser selv.
– Det vigtigste, som jeg ser det, er at have blikket rettet mod udlandet fra starten. Det kan være sindssygt svært at skulle uden for landets grænser og spille små shows igen, hvis man har vænnet sig til at sælge 400 billetter i Vega. Derfor er mit råd altid at skrue lidt ned herhjemme. Man behøver måske ikke spille 20 shows i Danmark, men kan nøjes med 5, hvis man så også tager til Sverige, England og Tyskland. Så bliver man heller ikke sådan et lokalband.

– Det er det vi så med Vola. De kiggede ud til at starte med, og vendte så “pludselig” hjem og kunne spille i Store Vega. Man kan ikke negligere Danmark fuldstændig, fordi scenen er så fed, men på et tidspunkt skal man udenrigs.

Click here to display content from YouTube.
Learn more in YouTube’s privacy policy.

Det er kendsgerningerne, som man får dem serveret i Account the Beat, og hvis man kigger på Eyes, har det da også virket. I skrivende stund spiller de i Frankrig og har fået airplay i England, så hun må have fat i den lange ende.
– Eyes er måske et af de allerfedeste bands i Danmark. Der er ingen, der lyder som dem. Jeg er måske lidt en fangirl, når det kommer til det band – jeg var blandt deres 0,5 % mest lyttende fans på Spotify sidste år, men det er altså bare fordi det er rigtig godt.

– Det er et af de få bands, hvor jeg også er manager, og det kræver noget særligt. Jeg kunne aldrig repræsentere et band, jeg ikke kan lide, og det afspejler det her også. Jeg kan ikke sige autentisk til en booker, at det her band er the shit og de skal booke dem, hvis jeg ikke mener det. Det gælder alle dem, jeg arbejder med.

Hun griner;
– Og så gider jeg altså heller ikke sidde krøllet sammen i en tourbus i 14 timer, med folk, jeg ikke svinger med. Det er en af de store forskelle fra at være revisor: Der tager man dem, der betaler regningen. Det behøver jeg ikke. 

En af de ting, der både vækker genklang hos Trine, men som også står blandt de vigtigste, er det mentale helbred. Udover at have mærket det på egen krop, ser hun også problemerne blandt mange musikere. Blandt andet beskrevet af Dansk Musikerforbund.
– Man læser om mange angst-, stress- og depressionsdiagnoser blandt musikere, men jeg kunne faktisk godt tænke mig, at man lavede flere screeninger for ADHD. Vi ved jo, at ubehandlet ADHD kan føre til de her ting, og jeg synes, at mange af undersøgelsens cases minder om mig selv, inden jeg fandt ud af, jeg havde det.

– Det er tit meget kreative mennesker, og folk, der er gået ind i branchen af en årsag. De trives måske heller ikke i et 9-17-job. Jeg tror, der potentielt kan ligge et kæmpe skyggetal. Det er også noget af det, jeg lægger fokus på, når jeg laver en udgivelsesplan. Man skal ikke blive overvældet, man skal have sig selv med hele vejen og gøre det på sine egne præmisser.

Trine vil dog også gerne udvide fokus:
– Vi kan ikke kun fokusere på musikerne. Jeg ved af erfaring, at når en manager eller A&R-person er stresset, går det også ud over bandsene. Hvis man er kort for hovedet eller ikke har overskud til sine musikere, så påvirker det dem.

Selvtægt er et DIY-magasin om punk og metal. Vi er drevet som en frivillig forening.

Ansvarshavende redaktør: Hanna Ella Sandvik
Magasinkoordinator: Tobias Holst

This image has an empty alt attribute; its file name is logo-1024x243.png

A.C. Meyers Vænge 134, 1. th.
2450 København S
CVR: 44226421

Privatlivspolitik

Instagram
Facebook