På dette års Colossal Weekend var Katla de såkaldte artists in residence. Det er en titel, der forvaltes og fortolkes forskelligt. Katla, den ustoppeligt powertrio fra Nordvest havde valgt at spille to shows fordelt torsdag og fredag, og selvom man måske tror man ved hvad man kan forvente, når man har med dem at gøre, var dette netop en showcase af det man kender, og det man ikke gør.
Koncepterne var forskellige.Torsdag var dedikeret til Katla i sin grundessens. De tre langhårede mænd var i bar overkrop plus/minus tatoveringer og lædervest og stod på linje med trommeslager og forsanger Rasmus Dichmann Bang i midten.
Venstre flanke holdtes af guitarist Marc Lennart Christensen mens gruppens Benjamin, bassist Theis Roed Stenberg Thorgersen styrede højre med hård hånd.
Med ‘Warmongering Luciferians pt. 1’ åbnedes ballet og sjældent har Bang lydt mere rå. Vokalen var i retning af Hanno Klänhardt fra tyske Mantar, der, som kendere vil vide, er blandt de allersejeste bands i metalverdenen. Det klæder bandet, der ellers også er kendt for råhed.
Den sortsværtede doom var i højsædet og det var tydeligt at mærke, at publikum i den grad var der for at lytte til dem. De blev heller ikke skuffede, da bandet kastede sig ud i den til dato tungeste udgave af ‘Dragonlord’, jeg har hørt. Bassen og guitaren var knusende, og Bangs trommer var så hårde og så hurtige, at jeg straks begyndte at drømme om et samarbejde med John Cxnnor.
Da Afskys Ole Luk kort efter sluttede sig til dem og kastede sig ud i den spritnye ‘Taurus’, ville jublen ingen ende tage. Luks skærende black metal-vokal skabte en kontrast til den hæse og dybe ditto, som Bang leverede. Publikum var ovenud lykkelige.
Dette var i sandhed et Katla-show.
Det var fredagens sådan set også, men allerede fra første øjeblik, var man klar over, at noget andet var i gære. De tre musikere havde igen valgt at matche i påklædningen, men denne gang var det nærmest som uniformeret trio, iklædt sorte skjorter, som de var.
Det her var ikke “100 bajere” og glad slåskamp. Rasmus Bang lod mørke synthtoner strømme udover os, og med det lange hår, stolte overskæg og føromtalte skjorte, lignede han en person, man kunne have mødt til et varehusrave lidt uden for Amsterdam.
Stemningen var en anden, og da Vulvatorious’ Ditte Krøyer skridtede hen over scenen med beslutsomhed malet i ansigtet, var vi også klar over, at noget andet var på spil.
‘Satan’, der normalt er fuld af bravado og bulder blev rasende og hvæsende i hænderne på Krøyer. Hendes mimik var som besat, og øjnene fløj hid og did, som var hun enten jaget eller jæger.
Omtrent midtvejs byttede Bang synthen ud med trommer igen, og desværre var overgangen her en smule brat. Ikke desto mindre føltes det intet mindre end hundrede procent naturligt, da han satte sig på sin plads og Krøyer fyldte midten af scenen. Trioen blev til en kvartet, og det føltes intet mindre end rigtigt.
Man mærkede også i dette set, præcis hvor tætte de tre medlemmer er, og hvor megen nonverbal kommunikation, der foregår hvert eneste øjeblik. De tre bar forståeligt nok nerverne udenpå de til anledning iførte skjorte, og havde også forinden fortalt, at de følte, der var meget på spil og dybt at falde i dette show. Ikke desto mindre leverede de et fremragende dronetrack, da den første gæst forlod dem.
De adskillige temposkift var fremragende og Marc Christensens brug af ebow var et godt krydderi.
Herefter forlod Thorgersen rampelyset for at give plads til hans forgænger David Rosing, der steg op fra publikum, for at fremføre den dybt personlige og tragiske sang ‘Sisyfos’, der tager så dybt udgangspunkt i hans eget liv, at resten af bandet insisterer på kun at fremføre den med ham blandt sig.
Det var en smuk og lang sang, der dvælede ved det tunge, og hvor Rosing gjaldede af lungernes fulde kraft udover Basement.
Sidste skud i eksperimentbøssen var endnu en David. David Hernan fra nu hedengangne Solbrud gik på scenen med guitaren i hånden. For mange var dette showets højdepunkt.
Det publikum, der gæster A Colossal Weekend elsker Solbrud, hvilket mange t-shirts i løbet af festivalen også vidnede om, og det var i høj grad denne lyd, vi fik serveret.
Et meget atmosfærisk og post-rock-influeret nummer strakte sig over mange, mange minutter ved afslutningen, og Katlas tyngde var en solid tilføjelse til de højtflyvende guitarpassager.
Store bifald ventede dem.
Kontrasten mellem de to set var tegnet skarpt op. Det første var det, som Katla er. Det var grundessensen. Det andet var alt det, der skulle eksistere denne aften, og aldrig igen. For mig var Krøyers fortolkning af ‘Satan’, Bangs synths og Rosings sjæleknusende gæsteoptræden det vigtigste. For andre var det de afsluttende højder.
Det var på nogle måder frustrerende, for det viste, at Katla kunne mere end det, de havde vist denne aften. Jeg ville ønske, der havde været mere elektronik og flere eksperimenter. Man kunne have bundet sløjfe på aftenen ved at vende tilbage til begyndelsen.
Det skal ikke forstås som en afvisning af det, de gjorde. For det var også interessant, at det var det, de tre havde valgt at vise. Og det, de viste var godt nok til, at jeg ønskede mig mere af det. Men det var en flygtig oplevelse. Det bliver aldrig igen.
