Hanna er forpersonen, hjernen bag foretagendet og den, der sørger for, at alt spiller. Hun er den, der sørger for, at vi har en bankkonto, at vi får penge fra Kulturministeriet, at regningerne bliver betalt og at vi overholder vores egne regler. Hanna byggede stort set hele hjemmesiden sommeren over og er altid klar på verdens bedste tech support.
Derudover er Hanna altid klar på at opleve noget nyt, også selvom hjertet banker for emo- og midtvestens pop-punk.
3 ting
Overlevere
Jeg kender mange kvinder, der har været udsat for grænseoverskridende opførsel i rockmiljøet. I år blev den liste desværre længere, da der blandt kvinder pludselig flød historier på privatbeskeder. Alt imens gjorde mændene deres bedste for at centrere dem selv og snakke om cancel culture, og traumerne blev tilsidesat og negligeret. Det primære kvinder møder, når de beslutter sig for at fortælle om deres oplevelser, er krav om bevisførelse – ikke empati. Derfor er mit første skud ud, til alle overlevere. Man skal være godt gammeldags apatisk for at kunne høre de historier og ikke føle, at vi har en masse arbejde foran os. Første opgave til os alle er at tage et skridt tilbage og bare lytte.
Sårbarhed
De snakker om det selv i corporate-verdenen: Vi får ikke nok ud af os selv, hvis vi møder op med fuld rustning på overfor andre mennesker. Vi er stolte af, at folk har delt deres sårbarhed med os her på magasinet, både når det kommer til sygdom, psykisk sygdom eller bare helt overordnet. Sårbarhed kan man kun forvente af folk, hvis man selv aktivt arbejder for at skabe et rum, hvor folk kan være sårbare. Det er vores ansvar som magasin at være med til at skabe det rum, så sårbarheden kan vokse ud af sangteksterne og ind i vores relationer til hinanden. I sidste ende er de, der tør vælge sårbarheden, de modigste af os. Jeg er imponeret over den sårbarhed, mange i miljøet har udvist i år og forsøger at lære af jer allesammen.
Kvinder
Det er ikke fordi kvinder skal have særbehandling, men kvinderne i scenen får godt nok en sær behandling. Endnu et år med hovedrystende mangel på repræsentation på radiostationer, festivaler og prisuddelinger.
På den danske scene har bands som Slytter, Pleaser, JJ & The A’s, Reveal Party, Chæk, Situationsfornærmelse, Beskidt Service, Meejah og Jakobe (blandt mange andre) rystet min verden. På den internationale scene står fyrtårne som Liturgy, Worriers, Shit Present, Fresh, Scowl, Amyl and the Sniffers, Sincere Engineer og gode gamle Laura Jane Grace (hvis bog jeg nød for nyligt) klar med både nye og gamle måder at smadre patriarkatet på. Jeg er så klar på at se Bikini Kill med jer allesammen i 2024.
Årets albums
Jeff Rosenstock – Hellmode (Polyvinyl, august 2023)
Rosenstock fandt sig selv i en stime af lidt for hurtige udgivelser under pandemien, som jeg ikke helt kunne genkende mig selv i. Med Hellmode har han til gengæld taget revanche og skrevet et patchwork af sange, der låner fra hele hans repetoire, men fremstår mere personligt end noget før. Kæmpe album.
Omsorg – Moments, Movements (5feetunder, januar 2023)
Jeg har lyttet til det her album så latterligt meget. Som man siger på nordjysk: Dét er bare godt. Følsomt, stærkt, teknisk imponerende og medrivende.
The Hirs Collective – We’re Still Here (Get Better Records, marts 2023)
Jeg er stadig ikke sikker på om det er galt eller genialt. Men når, hvem jeg gætter er Dan Yemin råber “Stop calling the cops. You talk about feeling safe. Safe for whom? Everyone or just you?” eller når poeten Lora Mathis læser højt: “They’ve cast me in the movie of my life as myself. And they keep trying to write me happy”, så får jeg gåsehud.
Årets koncerter
Blink-182 (Royal Arena, Livenation)
Jeg ved ikke hvad jeg kan sige om det, andet end hvad jeg skrev på nærværende magasin.
Fresh (Nasty Cut Fest, Valby Kulturhus, Nasty Cut Records)
Da Fresh blev annonceret som et af navnene på den første omgang af Nasty Cut Fest, så vidste jeg at det ville blive godt. Jeg sang og dansede, så jeg næsten var ved at tisse i bukserne og måske kom jeg til at sige “I love you” til Kathryn Woods. Kæmpe legende. Et forbillede. Et af mine yndlingsbands i verden.
Jakobe (Mayhem, DIY)
Mit første Jakobe-show og ikke det sidste. Med papvin, en cigaret i hånden og iført et gråt joggingsæt tog Carla Vors fuldstændig røven på mig, som en del af opvarmningen til Pleasers release. Det mest punk punkband jeg længe har set.
Nytårsforsæt:
Jeg har købt et kamera og jeg har tænkt mig at blive koncertfotograf. Lad os se hvordan det går…
