Forsvar pop-punk

Skrevet af:








Kunstner(e):

Spillested:
Fotografi/illustration:
Hanna Ella Sandvik
Skribenten betalte selv for adgang.
Genrer:

Det er ikke bare en fase. Det er et liv.

Okay så lad os være ærlige: Når de helt store spiller i København, vil vi altid gerne helst at de enten slår den overraskende ud af parken eller også skal de have høvl. Det er nemt at give Blink-182 høvl, for som mange ved, så er ikke kun bandet, men hele bandets genre en udskældt størrelse. For mange var pop-punk en øjeblikstilstand i et teenage-liv hvor bands som Sum 41, Blink-182, Simple Plan eller Bowling for Soup dansede ind i livet og bagefter ud igen. Det var en fase, og ikke en livsstil. Men for nogle af os, er pop-punk ikke en fase (, mor). Jeg lytter stadig til pop-punk. Jeg ejer et par Dickies-shorts og en flanneljakke. Jeg går med Vans. Jeg ejer ikke en kasket, men hvis jeg gjorde, så ville den vende baglæns.

Pop-punk er selvfølgelig et gateway drug til hardcore eller punk, og det var det da også for mig. Men den dag i dag er jeg moden nok til at indrømme, at pop-punk fandme er mit primære drug. Hvor andre går tilbage til ‘The Black Album’ eller ’13 Songs’ for trøst, så sætter jeg New Found Glorys ‘Sticks and Stones’ eller Blink-182s selvbetitlede album på. Samtidigt har jeg fundet ud af, at det er en særlig elskværdig og vovet gruppe i Danmark, der tør indrømme, at de lytter til pop-punk. Jeg tæller mange af dem blandt mine venner, og det er jeg stolt af. Det er min tese, at hadet til pop-punk især kommer fra en misforstået intern logik i metal- og punkmiljøet, at melodisk musik på en måde er mindre maskulint. Det er bizart og sørgeligt, at vi i et miljø, der primært består af folk, der føler sig udskammet af det omkringliggende samfund, har så meget intern gatekeeping og udskamning. Jeg er indforstået med, at pop-punk også sælger sig selv i en reduceret form med infantil humor og powerchords.

Men som altid, er musik sjældent hvad det ved første øjekast bliver reduceret til – det gælder corpse paint, vikinge-power metal og det gælder pop-punk.

Dette kan ikke eksemplificeres bedre end med nogle af de sange, som bandet har valgt at spille i aften. ‘Violence’ er fra bandets noget mere dystre selvbetitlede album. Det er måske ‘I Miss You’, du husker bedst fra den periode, men albummet er i den grad et mere voksent Blink-182 album. Publikum her forrest i pitten synger med af hele deres hjerte på sangen, der har en slags spoken word vers om alkoholmisbrug og en kvinde, der knuser hjerter, men eksploderer i pop-punk fyrværkeri, og hele salen skriger ”Like violence you have me, like violence you kill me”. Bandet har også valgt at tage ‘Stay Together for the Kids’ med. En sang vi engang sang med på, hvor vi selv var børnene og nu synger med på, imens vi tænker på vores venners eller vores egne børn: ”What stupid poem, could fix this home? I’d read it every day”. Du tænker måske ”ja, ja, de blev nok dybere på deres ældre dage”, men nej, faktisk udkom ‘Stay Together for the Kids’ på den infantilt betitlede ‘Take Off Your Pants and Jacket’ (hvis man siger det hurtigt, lyder det som en anden aktivitet, red.), fra 2001. En plade der fik en anmelder til at kalde bandet for ”kastreret” – apropos.  

Udgivelsen af bandets selvbetitlede album i 2003 indledte tyve år med utrolig meget ulykke for bandet. Opridset urimelig kort og ufølsomt, så var bandets trommeslager Travis Barker involveret i et flystyrt, en ”indefinite hiatus” ledte til interne uenigheder, fem års forbrødring og turnering, en plade de fleste fans hadede, opbrud, Blink-182 uden guitarist/sanger Tom DeLonge, bassist/sanger Mark Hoppus i kræftbehandling og remission og nu, endelig den endelige genforening i den originale treenighed. Sidstnævnte kræftsygdom nævner Hoppus også fra scenen efter de bevægende øjeblikke under ‘Stay Together for the Kids’, inden et dyk ned i først den livsbekræftende hvirvelvind af komplekse følelser i et parforhold i ‘Always’ og ‘Down’, hvor Hoppus messer ordene ”down, down, down, down, down” som regndråber, der hamrer imod et biltag over et piano-refræn. Vi får også lov at høre den mere forventelige ‘Adam’s Song’, som faktisk forsøgte at tackle temaer omkring ”male loneliness” allerede i 1999. Jeg husker stadig, at jeg lå på min allerførste kærestes soveværelse, lyttede til Blink-182 og snakkede om, hvordan bandet faktisk fik os til at føle os set på en anden måde. Det er næppe sådan, de fleste tænker på Blink-182.

De fleste tænker nok mere på Blink-182 som bandet, der for eksempel synger ‘Family Reunion’ eller ‘Happy Holiday, You Bastard’, der kun varer få sekunder og indeholder en del ord, der fik tilkendt bandets plader den famøse ”Parental Advisory”-sticker. Der er selvfølgelig også jokes på scenen bandmedlemmerne imellem om for eksempel mødre, og det flugter smukt med bandets mindre følelsesmæssigt komplekse sange som ‘Dysentery Gary’, ‘Dumpweed’ (med den virkelig cringy linje ”I need a girl that I can train”), ‘The Rock Show’ og så videre. Hvad, der får hele sættet til at hænge sammen er dog Blink-182s dedikation til ikke blot at være én ting. De er barnlige, de kæmper med voksne problemer, de beskriver at være angste, de beskriver at være latterlige – jeg mener, deres nyeste single hedder ‘Edging’ og Mark Hoppus hopper rundt til den på scenen som en 13-årig, der er vågnet op i morges i en 51-årig krop. Som taget direkte ud af en amerikansk teenagefilm.

Samspillet, særligt mellem Hoppus og DeLonge, er en glæde at observere. Jeg ved jo selvfølgelig ikke, om det er en del af voksen-skuespillet, hvor vi skal lege at alle er tætte, eller om der reelt er venskab i mellem dem. Men jeg bilder mig ind, at jeg faktisk kan se dem. Imens hænger trommeslager Travis Barker og dingler i et ophejst trommesæt et par meter over scenen. Fraværende, som han lidt altid virker, men imens han gør det, han får penge for, nemlig at klaske på trommerne. Det gør han så formidabelt som altid. Det er de to skikkelser på scenens gulv, der altid for mig har skabt Blink-182: Hoppus og DeLonge. Skiftevis fjollede og seriøse. Det kan ikke beskrives bedre end med sangen ‘Feeling This’, som publikum eksploderer til. Sangen blev til, da Hoppus og DeLonge gik i hvert sit rum for at skrive hhv. vers + bro og omkvæd. Det endte med en sang, hvor omkvædet handler om sex, mens vers og bro også beskæftiger sig med sex, men fra et mere romantisk og melankolsk perspektiv. Om publikum kender alle de historier, imens de står og skriger deres hjerter ud vides ikke. Men det behøver man heller ikke. Man skal bare føle det.

Skribenten som meget angsty teen
Forfatteren som angsty teen

Showet indledes meget passende med mega-hittet ‘Anthem Part II’, der under den ”kastrerede” overflade altså faktisk er en punk-sang om oprør. Jeg håber, at de punks, der havde travlt med at afstive deres eget ego ved at kaste Blink-182 under bussen i et tidligere liv, er her i aften. Vi har et ansvar for – som de nu ældre i scenen – at suspendere vores tvivl en lille smule for at forstå den næste generation af punk. Jeg kunne ikke relatere til Minor Threat eller Dead Kennedys da jeg var yngre, men Blink-182 – det kunne jeg forstå. Afvisningen fra de ældre punks var skuffende og er det stadig. Ligeledes må næste generation stå, når vi nægter at forstå Thotcrime eller Syl. Som Blink-182 skriger det ud over os her til aften ”If we’re fucked up you’re to blame”. Næste generation er en forlængelse af os – at afvise dem er at afvise os selv.

Hoppus griner fra scenen. Han tørrer sin pande af i sit svedbånd og joker med, at når de har spillet den næste sang, så går de lige af scenen og så kommer de tilbage. Det har de nemlig underskrevet en kontrakt om, at de skal. Således indledes ‘What’s My Age Again’ og bandet går knapt af scenen inden de fuldfører det emotionelle samleje som aftenen har været med en tretrinsraket af ‘First Date’, ‘All the Small Things’ og ‘Dammit’, for til sidst at oversprøjte hele salen med hvid konfetti, hvoraf nogle af stykkerne er skåret ud i form af sædceller. Det er lige dele åndssvagt og perfekt.

Karakter
6
/ 6

Selvtægt er et DIY-magasin om punk og metal. Vi er drevet som en frivillig forening.

Ansvarshavende redaktør: Hanna Ella Sandvik
Magasinkoordinator: Tobias Holst

This image has an empty alt attribute; its file name is logo-1024x243.png

A.C. Meyers Vænge 134, 1. th.
2450 København S
CVR: 44226421

Privatlivspolitik

Instagram
Facebook