Det er svært at blive klog på Viktor Ravn. I Telos spillede og brølede han som en besat. Det samme gjaldt i lang tid for hans arbejde i Demersal, hvor ‘Suffer for Each Other’ og ‘Relentless’ står som monumenter for en brutalitet, der ikke ofte ses matchet. Men som Demersal er modnet, er flere og flere sprækker slået i den hårde facade. Det mærkes nok først på ‘Lys i natten’ fra Demersals imponerende, selvbetitlede plade fra 2024, men udforsket endnu mere på ‘Som et barn mod dit bryst’ fra samme album og i særdeleshed på opfølgeren ‘Vi kunne ikke blive her for evigt, vel?’ fra sidste år, der i den grad cementerede Demersal blandt Danmarks allerbedste og mest komplekse bands. Dette års ‘Som sendt fra himlen’, der bød på medvirken fra poporkesteret Zar Paulos Emil Vammen understregede ikke kun evnen til at skifte fra den ene pol til den anden, som kunne høres i overgangen fra Viktor Ravns vers til Vammens eget, men også både modet, viljen og evnen til at forstå mere end blot det, publikum forventer.
Og selvom vi allerede kunne byde på en forsmag på Viktor Ravns videre eksperimenteren, da vi fik lov at have premiere på ‘Mere end bare min ting’ sidste år, er Forræders anden EP ‘Det taler for sig selv’ kun en yderligere lokkende invitation ind i Ravns eget, popjazzede univers, der vanen tro byder på meget mere, end man forventer.
For hvis man forventer noget af Viktor Ravn, så er det min klare oplevelse, at han leverer noget andet. Men altid noget godt. Det er aldrig en skuffelse.
Bandnavnet er på en måde dækkende. Uden at være den helt store reality-entusiast er det dog ikke gået min næse forbi, at der findes et tv-program af samme navn. I dette handler det for en enkelt udvalgt deltager om at lade, som om de passer ind i gruppen. De skal skjule deres sande intentioner og gå under radaren, mens de i virkeligheden pønser på noget helt andet. Man kan mene, hvad man vil om fredag aften-fjernsyn, men det er et godt billede på det, Ravn gør.
Det virker ikke, som om nogen egentlig ved, hvor man har ham. Og det er også det indtryk, man får, når man lytter til musikken på denne EP.
‘Det taler for sig selv’ gør nemlig – ironisk nok – præcis det modsatte. Og så alligevel.
Gennem seks sange og en stigende intensitet bevæger pladen sig gennem et moderne menneskes liv. Det handler først om kærligheden til en ven, der balancerer på sammenbruddets rand illustreret i disse brutale linjer fra åbningsnummeret
du siger:
“ro på min ven
der er langt igen
men jeg tror det vender”
imens du blankt erkender
at du sommetider
drømmer om at blive kørt ned
det taler for sig selv
Det kan godt være, at det siger mere om mig og min begrænsede omgangskreds, men denne skamfulde tanke, der udtrykkes i anden strofe – det pludselige færdselsuheld, der i en hjerne, som desperat søger en udvej, afslutter problemer og bekymringer – er noget, jeg kan nikke genkendende til. Det er ikke ofte en bevidst tanke, men det er præsent, næsten hver gang man bevæger sig udenfor. Og det er mørkt og gedulgt og ikke noget, man tør nævne for nogen, man ikke på forhånd ved har haft samme tanke. Og derfor er det så voldsomt at høre Ravns fløjlsbløde stemme italesætte det. De billeder, han fremmaner af vennen, der forsøger at slå det hen, alt imens de udtalelser, vedkommende fremsætter, er nok til at chokere alle, der ikke selv har åbnet døren for de mørke tanker.
Musikken lyder anderledes end det, Ravn kommunikerer. Og det spiller han på. Han lader sin imponerende blæsersektion tage ordet, mens vi lader budskabet synke til bunds. Gennem klagende og vederkvægende messing og træ tvinges vi til at forholde os til tyngden.
Viktor Ravn og Laura Maj Zeuthen gentager refrænet i engleklang. Det er en stærk kontrast til det voldsomme indhold, og det er netop det, der er indbegrebet af Forræder.
Det er mere, end det lader til.
‘Ser du også den film?’ får mig til at tænke på både Tvivler, Helle Helle og Stine Pilgaard i skildringen af den måske udsigtsløse tilværelse, der er den gængse forståelse af “det gode liv”, der synes at trække mennesket ud i en beskuerposition.
Depressionen, der er omdrejningspunkt for pladen, tager mange former. Det er den stille, refleksive trang til en hurtig udvej, det er dissociationen, der er udlængslen, der er nostalgien.
Og det er den dobbelte smerte, den medfører. Det er smerten for sig selv og for dem, man holder af. Både når de har det skidt, men i den grad også når man selv har det. Musikken viser det samme. Dens tilbageholdte energi i de stille passager rammesættes af blæsernes blå toner og Ravns sarte og næsten skrøbelige vokal, der på en gang er så hverdagsagtig og så egenartet. Nogle gange – som på ‘Som at lade sig rive med’ for eksempel – slår orkesteret sig i tøjret og afspejler dermed næsten understrømmen af tanker i lyrikken, mens dirigent Ravn forsøger at holde styr på det hele.
Sværest og mørkest bliver det på pladens sidste tredjedel. Førnævnte ‘Noget mere end bare min ting’ viser afgrunden i sangeren selv og dens mere dunkle toner og brugen af diskret støj og synths afspejler dette. Det føles, som om noget virkelig kommer på spil her. Noir-effekten forstærkes af blæserne, der samtidig lægger i kakkelovnen til det fremragende afslutningsnummer ‘Jeg tror det vender’, der fungerer både som ekko af åbningssangen, hvor vores hovedperson opdager, at det, han lærte om sin ven, også gælder ham selv. Afsløringen – eller erkendelsen, nærmere – er som et lille jordskælv. Forståelsen for noget, der ikke fungerer, er altid det sværeste.
jeg har fået en tid til lægen
selvom natten var lang
fordi i siger
at jeg er ikke er, som jeg var engang
(…)
han siger: ”pas på min ven, der er langt igen”
men jeg tror det vender
jeg tror det vender
jeg tror det vender
der er langt igen
pas på min ven
jeg tror det vender
Det stille håb, der først kan vokse frem, når situationens alvor står klar, vinder frem med blæserne.
Trompet og trombone blæser dagen ind, og det virker som om man endelig kan se lyset igen. Orkestret samles og opbygges, inden Ravn selv får sidste ord. Sangens omkvæd sidder fast i mit hoved.
“Jeg tror, det vender,” synger Viktor. Og når han gør det, tror jeg nærmest på ham.
Forræder gæstes af
● Albert Buchardt (tenorsaxofon)
● Simone Bernskov (tenorsaxofon)
● Asbjørn Mathorne (effekter)
● Morten Heide (klaver og synth)
● Lucas Johansen (trombone)
● Rasmus Bundsgaard (klarinet)
● Halfdan Hesselager (trompet)
● Jon Askjær (trompet)
● Laura Maj Zeuthen (sang)
● Gustav Hagelskjær (trommer)
‘Det taler for sig selv’ er indspillet på det Jyske Musikkonservatorium. Den er produceret af Viktor Ravn, mixet af Jacob Günther og mastered af Emil Thomsen. Viktor Ravn har selv stået for foto og layout.
