Det er torsdag og den blandede godtepose, SPOT, åbner først rigtigt i morgen. Den danske undergrund er frugtbar og der er tonsvis af pop, indie og hiphop som man frit kan høste. Men hvis man kigger lidt mere i kanterne, under skyggen fra de store blade, så er der en masse interessant, vildfaren ukrudt, for sådan nogle som os.
Sidste gang vi havde fornøjelsen af at høre P601, var i en ubåd i Aalborg. Koncerten i aften er en lidt anderledes setting, hvor VoxHall tyvstarter SPOT, med fokus på fire acts, der alle roder med noget koldt blip blop-musik i forskellige afarter, alt sammen under det passende navn, Like Tears In Rain.
Trommemaskinerne bumler derudad, og Voxhalls gulv dunker i takt med publikums sagte nik. Æstetikken sidder lige i skabet og de to bagmænd A. Kristoffersen og M. Frederiksen har kokkereret en spaghetti af ledninger og blinkende dippedutter, og indstiller de modulære synthesizers til beton og funktionalisme. Det er subtilt og underspillet, og jeg tror ikke helt, jeg forstår, hvor minutiøs opsætningen egentlig er – og jeg kunne ikke drømme om at lade, som om at jeg gør. Der bliver hevet gode melodier op fra under bunkeren, og vi svajer i takt med sawtooth-waves og koldkrigs soundtrack.
Under hårdtslående og horrorcore-agtige backingtracks, der hiver en tilbage til de gamle dage med hollandske Dope D.O.D, befinder vi os til debutkoncert for Mikael Juul Larsens nye splinternye soloprojekt M.SONSON. Larsen beskriver selv projektet som ‘Electropunk’, hvilket stikker i en lidt anden retning, end man måske ved første antagelse havde forventet, taget udgangspunkt i musikerens andet projekt, nemlig sludge-bandet SLET DET. Men selvom genrebetegnelserne for de to projekter er milevidt fra hinanden, lyder det ikke som uvante toner fra Larsen, da M.SONSON stort set er (uden at overdrive) SLET DET-numre med elektronisk backing. Teksterne er dystre, samfundskritiske og centrerer sig omkring angst og frygt som temaer. Den nerve, som lyrikken prøver at pejle publikum i retning af, har svært ved at finde indpas og et ståsted i pumpende trance-beats og Larsens meget monotone vokal. Det bliver simpelthen for ensformigt for mig, og jeg taber opmærksomheden, så de insisterende og hårde tekster sætter sig slet ikke fast i mig. Der er tidspunkter, hvor der bliver leget med dynamikken, og jeg oplever her, at M.SONSON har fat i nogle fundamentale dele og idéer, som har mening og dybde. Det skal bare hænge sammen, og det gør det desværre ikke endnu.
Torch er de smarte i klassen. De har lidt sejere tøj på end dig, du ved, den der læderjakke, som du er for bange for at du “ikke kan bære”, og så den helt gode frisure. Sådan ligger mit hår altså aldrig. Derudover har de et band. Et rigtig godt band, som lyder af din fars gamle lp’er. Du ved, den gang hvor alle var lidt mere suave. Og en lille smule lumre. Kliché og Depeche Mode – nok mest Depeche Mode. Musik med dybde, mening og attitude, med et tyndt og smagfuldt lag moderne ovenpå.
Den dansk-grønlandske trio har hjemmebanefordel, og det aarhusianske publikum stiller sig foran for at danse til darkwavet post-punk, som de spillede dengang, der stadig var noget, der hed tape. Guitarist Ivik Rosing-Johnsen og synth-magiker Benjamin Lind deler vokalen mellem sig, og glider elegant og karismatisk skiftevis ind og ud af rollen som forsanger. Når først der bliver trykket play på trommerne, bliver maskineriet sat i gang, og bassist Josefine Valler leverer på underspillet manér sine totalt stilsikre og syngende linjer over Rosing-Johnsens bidende guitarspil. Torch er en evighedssuppe af kold og punket energi, som bare koger, dufter og smager fantastisk.
Det er ikke længe siden, at undertegnede fik den udsøgte fornøjelse af at høre St. Digue. Det var til første iteration af Gallows Festival i Randers, og jeg var dengang en anelse ærgerlig over, at mastermind Kasper Deichmann og guitarist Suo Fei spillede på et lidt akavet tidspunkt på dagen. Dette er ikke tilfældet i aften, for det lille SPOTxVoxHall arrangement har smidt det københavnske darkwave på som lukker-og-slukker-band. Der er et tykt lag af katarsis over St. Digue, og det breder sig som en steppebrand blandt det dansende publikum. Der er ‘Closer’-basgange og det hele er lidt dyrisk som Nine Inch Nails, men langt mindre fjendtligt. Hvis Torch har en sensuel kant som New Romantic med åben skjorte og vindmaskine i slowmotion, er St. Digue lige ud af den første Blade-film, hvor klubben viser sin mørke og kantede side frem for det maniske publikum. Vi labber endnu en dans med St. Digue i os, og ønsker os bare mere og mere.
