Det er første regulære dag på årets SPOT, solen viser sig fra den pæne side og der er rigeligt med løssluppen festivalstemning. (Og helt afsindigt mange mennesker i gaderne).
Kinddans på klubben
Hvis man er relativ fast læser på Selvtægt (hvilket du selvfølgelig er), så er Demersal ikke et ubeskrevet blad for de fleste. Forsanger Viktor Ravn har taget de indadskuende og eftertænksomme betragtninger og har skabt et nyt udtryk, som rent sonisk adskiller sig en del fra Demersal (hvis man lige ser bort fra ‘Flakkende Som Tusinde Lys’ fra deres selvbetitlede, det minder lidt om Forræder).
Inde i Musikhuset, nede af en lang korridor, på den lille oplyste Klubscene, står de så. Seks mand høj med tilhørende blæseinstrumenter, synthesizer og andet elektro halløj og et flot, blankpoleret flygel fra Steinway & Sons. Musikken svæver mellem skrøbelighed og at være lige ved at eksplodere, de melankolske klangflader sitrer i luften som om at alting er ustabilt. Men det bliver aldrig ubehageligt, tværtimod. Det er som hvis Mikael Simpson spillede sammen med Bright Eyes – det har en snert af indiefolk med en blid elektronisk kant, mens trompet og saxofon skaber en blueset drone.
Forræder laver enormt klangfulde og atonale popmelodier, som man kan genkende, men aldrig har hørt før. Det er lyden af ensomme smøger i storbyens klare lys, med udsigt over en verden, man ikke har lyst til at være i. Det eneste jeg ville ønske anderledes var setlisten, det havde været vidunderligt at høre noget fra ‘Som At Slå Sig Selv I Hovedet’ – men ak, det er nok noget med showcasestrategi. Og så skal folk holde deres fucking kæft. Især dig i den blå striktrøje. Check dit program et andet sted.
Som et vildfaren tog
“Tættere på, tættere på!” – Martin Jørgensen
En seriøs veloplagt energi emmer fra de aalborgensiske sludge-rockere i Kōya, som er første navn på plakaten til dette års udgave af SPOT Metal. Traditionen tro har Train booket sig et ordentlig læs metalbands fra den danske under- og middelgrund. For mange SPOT-gæster er det efterhånden også et ritual at starte årets festival ud med en heftig omgang kontrolleret larm før man kan liste videre ud i det aarhusianske til diverse dj-sets, indie-pop og alt imellem. Så er vi ligesom i gang, ikke? Og er der en bedre måde at starte aftenen på end med forsanger Martin Jørgensens ikoniske og disney-superskurke-agtige latter og sludgebreakdowns? Det er som at tage stærke shots på tom mave, og selvom trommeslager Søren Pedersen tæver sig til en olympisk guldmedalje, skal det aarhusianske publikum lige svaje lidt i kroppen og nikke stille med hovedet, før kroppen er helt varm og klar til dans. Men så skal der alligevel ikke mere til end at bandet smider ‘End’ på, og her er det som om, at der går hul på noget. Man danser selvfølgelig ikke til Kōya, man vælter. Og helst ind i hinanden.
“Vi har taget et pisse godt nummer med, hvis man kører på knallert – Martin Jørgensen”
Bandets seneste single (kom nu med noget nyt altså!) ‘Pig Wine’ er en tonstung basker, og når resten af truppen spæder i med vokal, bliver der bundet en blodig og skarp knude på hele galskaben.
Som vanviddet ebber ud og bandet forlader scenen, bliver Trains PA anlæg prydet af et forfærdeligt fløjtecover af Céline Dions ‘My Heart Will Go On’, som for at forsikre os om, at alle i pitten er gode venner igen, og det hele var faktisk bare for sjov.
Sonisk limfjordsporter
Krigstrommer på backingtrack, fadøl på hanen og en hungrende horde af antropomorfisk bandmerch har fundet vejen frem til SPOT Metal næste levende billede på Trains. Det er odenseanerne i Terrorpy, der som sædvanligt medbringer slam-dødsinficerede numre for grusomme børn og fra første guttural, stiger varmen eksponentielt med publikums headbangen og moshen i den proppede sal. Forsanger og bassist Jonas Guldfeldt Viuff er en humørspredende showman uden lige, og refererer kærligt til sidste koncert gruppen spillede i smilets by til sidste års Mono Goes Metal (Som man kan læse lidt om her:)
“Kan i lide maskingevær?” – Jonas Guldfeldt Viuff
Hold nu op altså. Det er hver eneste gang, jeg hører det her band live, at jeg bliver overrasket over, hvor teknisk bandet egentlig går til værks. Den store scene klæder den vellydende trio, og endnu en gang må jeg stå måbende tilbage, når trommeslager Christoffer Birkeholm Leths foruroligende blastbeats får frit lege. Der bliver grint i publikum mellem de ulækre og surmule-mundvig-vendende numre, og jeg er igen bevidst om, at slam har samme humor som splatterfilm og samlende kraft som planeter.
Fredagsfræs
Den sværeste og vigtigste disciplin i thrash må være den ikoniske fræserguitar. Du ved den, der lige får lidt alenetid i starten af nummeret, og sætter scenen som et musikalsk Chekhovs gevær. Københavnerne i Demolizer har snydt lidt hjemmefra, og øvet sig. Det er nemlig en stramt udført og sammensat setliste, de har taget med over Storebælt i anledningen, og alle fremmødte trash-hoveder får sig en utrættelig tag-selv-buffet. Der spilles på alle thrash-cylindere med dukka-dukka-trommer, ildhu, tempo og en flaske limfjordsporter i mikrofonstativet. Ikke så meget pis her. For mig virker det bedst, når bandet i samspil med publikum, får udnyttet og leget med de dynamiske passager i deres musik. Her får især trommeslager Max Petrén Bach Hansen lavet nogle rigtig fede kreative ting. Mere af det!
Bandet skruer helt op for knallerthåndtaget, og slutter på en basker, som publikum ivrigt labber i sig, nemlig ‘Cancer in the brain’!
Digital takykardi
Mens der bliver kørt knallert på Train, er der meldt mødepligt på A-Huset til Skt. DeLarge, for der er fyldt godt op med forventningsfyldte mennesker, der er parate til at gå i krig med verden. Jeg kan ikke sige noget om Skt Delarge, som min kollega ikke kunne gøre bedre.
Gennem en mur af røg, sort bagtæppe og gult stroboskoplys brager den mekaniske stemme igennem, mens det bragende beat spiller dommedagen op. John Cxnnor, I ringer bare.
DeLarge træder frem fra røgen og ligner din yngdingsbartenders værste fjende. Godhjertet stodderenergi (jeg er stadig i tvivl om hvad det betyder, men jeg skrev det åbenbart ned.) Skt DeLarges tilstedeværelse på scenen emmer af en smittende selvsikkerhed og tempoet gør, at folk ikke har den mindste chance for at få en breather.
Gustav Brønnum fra SYL hakker i trommerne som var alt håb ude, mens Gavnlig sørger fra at DJ-tjansen afspejler den kæmpe Distortion anno 2055-energi som projektet har. Det er futuristisk dommedags-trap, som du ikke kan skyde igennem, om så du lå inde med en plasmakanon. Med en ryghvirvel-rystende bas og en scenetilstedeværelse som mange ville ønske de havde, er Skt DeLarge en musikalsk molotov – sonisk altødelæggende og brandvarm (det er sådan noget de unge siger).
Et par hurtige på kontoret
Til dem der ikke har besøgt HeadQuarters, så kan det nok bedst beskrives som intimt. Der er knapt 2,5 meter til loftet og scenen er på højde med en øldåse, hvilket nok er årsagen til at Victor Kaas lige tester om der er plads til at kunne springe rundt, mens der bliver stemt instrumenter. For der er pakket. Ikke kun med mennesker, men også med forventninger. Det gode skib Eyes har lige søsat en ny plade og deres showcase er en slags slæbebåd for deres releasefest (den var vi selvfølgelig også med til).
Med det effektive chunky funkyriff fra ‘Better’ sætter Kaas et al fra land, inden at det glider direkte over i ‘Underperfomer’. På under halvandet minut er landkrabberne i gang med at splitte hinanden ad, og alting er en malstrøm af sved, flyvende kropsdele og bajere. Gulvet sejler og luften er tyk som bare fanden.
Kaptajn Kaas er heller ikke at holde tilbage fra at deltage på gulvet selv, hvilket er modigt, da der ikke er plads nok til en circle pit, så det bliver til noget virvar med svedige, svingende knytnæver i stedet.
Bag ham står en bundsolid besætning, der sørger for at samtlige instrumenter bliver straffet som havde de snydt med blækregningen, for der sgu ingen slinger i valsen på det her skib og alting sidder selvfølgelig lige i skabet. Folk koger sammen i pitten og det er svært at holde øje med, hvem der ejer den kropsdel, man bliver ramt af, og den sparsomme størrelse til trods, er der alligevel et hæderligt stage dive.
Som det nærmest hører sig til i en festival setting, så er der vildt mange mennesker, og det kaos der opstår ved udgangen, gør at vi ikke kunne nå at komme ud fra HQ og over til Train for at se Vulvatorius. Og det er pisse ærgerligt, da de er garant for en bragende magtpræsentation. Med det vidste de fleste jo godt i forvejen.
Støj fra kælderen
Vi har skrevet mange gange om Demersal efterhånden her på redaktionen, og jeg kan kun tale for mig selv, når jeg siger, at jeg måske er blevet en lille smule afhængig. Ja, jeg vil gå så vidt at kalde mig fan. Måske endda en Demersian? (Sorry) – Men nok om min fandom.
Bandet er, som de er oftest, enormt velspillende. Deres kaotiske hardcore/screamo-dynamik er skarpt placeret i et knivsæg af et spændingsfelt mellem at være lige dele overvældende og følelsesladet. Bandet er sammentømret, og det er en fornøjelse i sig selv bare at overvære bandet og den fantastiske tumult og formåen, deres performance er. Igen vil jeg som sædvanligt fremhæve trommeslager Emil Lake, som er en naturkraft, hvor dynamikken nærmest flyder ud af hvert slag.
Lyden er høj og skarp på Headquarters i aften, og det er ikke den bedste scene, jeg har set bandet på, desværre. Men resultatet er absolut hæderligt og tilfredsstillende,
Trompetisten fra Forræder træder op på scenen til sidst i ‘Som et Barn Mod Dit Bryst’, og lader den skarpe tone harmonere med det resterende lydbillede, mens bandet synger os alle sammen ud af det lille kælder-agtige rum. En hymne, der har været fast inventar i mine ører, siden den udkom. Tak for ørehængeren og tak for gåsehuden. Hold kæft hvor er trompet fedt.
På vej fra Headquarters mod Volume Village, var der lige mulighed for at fange små ti minutter med Embla & The Karidotters (jeg måtte også lige lave et double take for at se om det var et nyt collab, men ak, de er fra Norge). På et tætpakket Radar stod Embla & crew (som blandt andet består af trommeslageren fra Honningbarna og bassist fra Copenhell-aktuelle Slomosa), med deres Stetsons og lap steel guitars, mens deres humoristiske og melankolske americana fyldte rummet. Det var et af de acts, jeg personligt havde set mest frem til, men duty calls og der er nogle akkrediteringer, der skal retfærdiggøres.
Rabalder under broen
Ude for enden af hvad der føles som en dystopisk ørkenvandring, er hypen spændt som en flitsbue i den store kvadratiske Volume Village scene. Bygningen ligner en af de orange centicubes – bare forstørret et par gange. Og man skal da være en firkant, hvis man ikke havde tænkt sig at afslutte sin fredag på dette års SPOT med en omgang post-punk fra stjerneskuddene i USERS. Forsanger Sean Michael Flaherty Seldorfs nærmest messende stemmeføring og tilstedeværelse, bliver en helt rituel start på koncerten, med et klæde over hovedet, som for at fjerne ego fra de budskaber og værdier, som kvartetten er baseret på. Der går dog ikke mange minutter fra det eftertænksomme og det reflekterende, før galskaben splitter publikum i en glæde af fællesskab og en frustration over de uhyggelige politiske tendenser og grusomme overgreb, der bliver begået i verden lige nu. Solbriller og dynejakker flyver rundt i moshpitten, der også formår at give en crowdsurfende Seldorf en platform at synge fra.
Alle i bandet kæmper af sted på deres respektive instrumenter, og publikum møder deres energi til fulde. Fra bassist Sune Weisberg Dangers sporadiske snøvsen-hop og store smil til guitarist Esbjørn Hermanssons maraton af grimasser og gustne akkorder – Det ser næsten ud som om, at det gør ondt på ham. Rimelig punk, hvis jeg skulle sige det. Og dét er det – politik, vildskab og punk gennemsyrer det gennemgående udtryk.
