Midtjysk gaderæs

Skrevet af:









Kunstner(e):

Spillested:
Fotografi/illustration:
Foto: Sebastian Dammark / www.idoconcerts.com
Adgang gennem VoxHall
Genrer: , , ,

Normalt er jeg ikke typen, der bliver påvirket, når en musiker går bort. Jeg har trods alt hørt om parasociale relationer. Men da det kom frem, at Riley Gale var gået bort, en random mandag i 2020, blev jeg alligevel lidt trist. For hvis vi fjerner hele “verden har mistet en dygtig musiker”-tingen (det gør at en person kun har værdi ud fra en transaktionel vinkel, og det er ret ækelt), så stod han som et karismatisk fyrtårn, der lyste kraftigt i en overskyet verden af reaktionære tendenser. Han var kendt som en konfrontatorisk stemme for empati og havde intet problem med at belære de selv samme mennesker, der netop havde givet ham penge for at optræde. At han gik bort før at Power Trip sådan rigtigt nåede at sprænge rammerne, er selvfølgelig også ærgerligt. Så da det begyndte at poppe frem, at Power Trip ville til at turnere igen, var der grundlag for at være spændt. At de så vælger at være support til et band som har lavet rigtig mange dumbbell front raises, lader vi bare hænge i luften. At vi kunne se dem i Aarhus, samtidig med at kunne slippe for at se på Anselmo, gjorde at det blev en no brainer.

Foto: Sebastian Dammark / www.idoconcerts.com

Når voksne mænd er lige ved at græde

Et anakronistisk sammensurium, der lyder som en alternativ tidslinje, hvor alternativ metal i 90’erne havde læst Højskolesangbogen. Mikael Larsen synger med en ret imponerende røst, der er insisterende og konstant og som smager lidt af, hvis Bersærk var mindre croonende. Det uheldige er så, at dansksproget metal altid vil lyde lidt som Bersærk eller, gud forbyde det, Red Warszawa. Og der vil jeg trods alt sige, Slet Det gør det langt bedre end førnævnte. Hvor Bersærk er “dygtige” til at kalde til samling for en svunden tid, som de intet har med at gøre, har Slet Det hudløse ærlige tekster, der rent faktisk kan mærkes. Red Warszawa gider jeg ikke engang at snakke om. Desværre bliver deres nakkevenlige hardrock bare aldrig helt farligt. Måske er dét Slet Dets hæmsko? De placerer sig mellem fræsende thrash, solid sludge og melodisk hard rock, som de ikke rigtigt formår at få samlet i en konstellation, der fungerer – for mig. Andre medier kaster flotte mængder stjerner i nakken af dem. Tempoet fra thrashen bliver skruet ned af sludgen, som så bliver gjort ufarlig, fordi det hele skal passe ind i en hardrock skabelon, hvor det hele bliver lidt for ‘klap på to og fire’ venligt.

Eller også er Slet Det bare ikke noget for mig. Publikum kunne lide det, der var løftede næver og horn, enkelte sang med, så måske er det bare mit hoved, det flyver over.

Foto: Sebastian Dammark / www.idoconcerts.com

Gearskifte og høje omdrejninger

Med hjemmebaneenergi og hvinende guitar går Swartzheim på scenen før de losser VoxHall over skinnebenet, som de uvorne knægte de er. Af en eller anden årsag havde dem, der skruer på lydanlægget ikke lige fulgt med i timen, for Jeppe Halse Fugleberg har en noget anden tyngde end Mikael Larsen, så hans vokal lå alt for lavt og druknede i motorsavene, der til gengæld fyldte resten af lydbilledet. Swartzheim og deres joviale crossover er normalt ikke til at skyde igennem, men i aften er der dog lidt tilbageholdenhed. Det er dog kun i publikum – Swartzheim gør, som Swartzheim nu engang gør. Som trådt ud af en RATM-musikvideo og tilpas med guitar lir og powerjumps, til at alle kan følge med, men ellers får den fuld gas håndtag på den Yamaha 2-gears, som de midtjyske knægte er kørt ind på (for at blive i 90erne). Skulle det ske, at der var lidt nedsat hastighed i pitten, er det altid smart at have en Andreas fra Plaguemace i baglommen, der lige kan komme og kickstarte det hele, og vi skal et par numre ind før, at der er karatespark i publikum og et par familiefædre med veste må trække sig, for ikke at få 140 kroners fadøl tabt udover sig. As it should be.

På trods af lidt startvanskeligheder i publikum, viste de unge køtere, at de sagtens kan holde speederen i bund, og med karisma og teknisk formåen får Swartzheim kørt knallerten i stilling til, at texanerne kan tage den resten af vejen.

Foto: Sebastian Dammark / www.idoconcerts.com

Namedrop galore.

Foran en væg af Marshall-forstærkere (og et par Orange, bare for at give lidt ekstra chunk), åbner Power Trip med ‘Soul Sacrifice’. Den første sætning fra Seth Gilmore er en ordre på circle pit. Det er sgu ikke for sjov, at en håndfuld amerikanere er landet i Aarhus. Under ‘Executioner’s Axe’, sørger nogle gamle hoveder fra Fredericia for, at skulderen bliver svinget på tværs af gulvet og alt over 1,60 er i fare for at gå hjem med et par tænder mindre, end da de kom. Det er tydeligt, at folk er kommet for at se Power Trip og publikum er kommet gevaldigt op i gear, og den bøllede thrash falder tilsyneladende på et tørt sted. Gulvet sejler i dyrtindkøbte bajere og circle pitten skøjter rundt imens twostep-stykket i ‘Firing Squad’ får det værste (lad os være ærlige: det absolutte bedste) frem i folket, og hvis du ikke har paraderne oppe eller øjne i nakken, er der en gedigen chancen for, at du lærer det på den hårde måde. Slagene fra lilletrommen sidder som en tunet Puch: det er ikke kønt, men den insisterer på at komme fremad, og det er yderst effektivt. Med en løftet knytter og fælles “hey”-råb bliver folket samlet inden der opstår endnu en circle pit.

Foto: Sebastian Dammark / www.idoconcerts.com

Er Texas egentlig bare den amerikanske version af Midtjylland? Iført lange ærmer og camoshorts eller jeans og afklippede ærmer, er Power Trip er ren ‘bajer og gashåndtag’ – et band, der formår at samle folk med denimveste og dem i windbreaker og Vans i en smuk forening, der handler om konsensuel vold i en afmålt størrelse. Bandet virker i hvertfald utroligt hjemmevante på scenekanten og er helt fremme og nærmest konfrontatoriske på den der hardcore “skal vi bolle eller slås måde”. De virker oprigtige i deres glæde over at være i bette Aarhus, hvilket altid giver bonuspoint at kunne mærke på bands. Knallertshowet afsluttes med ‘Manifest Destination’ og det er tydeligt, at Riley vender sig i graven over det, som USA var og er blevet til. Pitten bliver sat i gang med et “for Riley Gale” og så er det ellers hver mand for sig selv – der er trods alt ingen musketered i pitten.

Elefanten i rummet er selvfølgelig Seth Gilmore, der har overtaget mikrofontjansen, efter at Riley gik bort i 2020. Og han gør det sgu godt. Næsten for godt. Normalt synger han i Skourge og især i Fugitive, kunne til forveksling lyde som Power Trip. Det bliver yderligere lidt uncanny valley når Gilmore nærmest har samme manierisme som Riley. Seth Gilmore ved, at han står i en solformørkelse, der hedder Riley Gale. Bandet ved det, publikum ved det. Dette gør, at Power Trip har en eftersmag af at være et selvbevidst coverband, der ikke rigtigt får lov til at eksistere i sin egen ret. Blake Ibanez fra bandet har i hvert fald været ude og kalde Power Trip for et “tribute band”. Hvilket føles… ja. Gør Riley ære ved at komme videre. For ‘Do it for Riley’ bliver lidt vammelt i længden.

Selvtægt er et DIY-magasin om punk og metal. Vi er drevet som en frivillig forening.

Ansvarshavende redaktør: Hanna Ella Sandvik
Magasinkoordinator: Tobias Holst

This image has an empty alt attribute; its file name is logo-1024x243.png

2025 – København
CVR: 44226421

Privatlivspolitik

Instagram
Facebook