At jeg overtager stafetten til en festival for punk og hardcore fra min Selvtægtskollega Jon, er lidt som hvis klaus Bondam til et cykelløb skulle overtage den fra Jonas Vingegaard. Nuvel, der er selvfølgelig altid noget at lære.
Det, jeg så allermest frem til ved min deltagelse i ILTER, var den sagnomspundne vibe, fornemmelsen af, at skulle hænge ud et sted med en helt masse nye venner, som slet ikke ved, at de er det endnu. Majsol over Odense, håndbajere til 20 kroner og Momentums helt igennem usunde forhold til Arnbitter, som også blev mit nye forhold. Jeg kalder ham Arne. Jeg blev ikke skuffet, kun over, at det ikke står skrevet i stjernerne, at ILTER vender tilbage igen til næste år – men mere om det senere.
Festivalens kærlighedshøjdepunkt var uden tvivl Foot to Face, som efter at have tilbragt 12 år i dvalehar gendannet sig, medbragt et 15 år gammelt bagtæppe, og som bogstavelig talt væltede lige ud i det opstemte publikum, der var usædvanligt talrigt, taget den tidlige placering i betragtning, og som nostalgisk tog imod en fuldstændig hæderlig blanding af breakdowns og smadder. Hvor det var tydeligt, at festivalens gæster huskede dem, var det samtidig også tydeligt, at der ikke kun blev reminisceret over, at det helt sikkert var fedt en gang, men mærket at det stadigvæk er det. Og vokalist Christian Vest Berntsen skulle kun gestikulere med en pegefinger og sige “circlepit” én gang, og så var den der. Ret befriende, når man, som jeg, godt kan blive lidt træt af altid at skulle kommanderes med, så snart man er til hardcore. Eller alt muligt andet-core. Det er som om, at når man for femte gang, man kun tre numre inde i en koncert, får “fucking bevæg jer!” kastet efter sig, så kan en reaktionær langemand godt blive automatsvar, og Berntsen doserede heldigvis helt korrekt, og uden at effekten udeblev.
Lørdagen glimrede ved ikke at indeholde helt den samme halvtomme fornemmelse, som i nogen grad havde præget fredagens oplevelse, og sammen med den lidt mere fyldte sal faldt jeg også i staver over de forskellige stilarter inden for moshpits, jeg spottede undervejs. Faktisk gik der sport i det, og jeg nævner i flæng: dinosaur-hønsefuglen, vindmøllen, dunk-og-lave-cirkelspark, slaskedukken, den besatte pige fra ‘Exorcisten’, grizzlybjørnen, og så endelig den, der er helt sin egen: pithjælperen. Her har vi med en mytisk, næsten sagnomspunden figur at gøre, som pludselig materialiserer sig ud af det tilsyneladende blå for lige pludselig at drøne ind fra siden og gøre sit allerbedste for at få tændt op i en pit; nærmest af altruistiske hensyn, for så at fortrække til udkanten indtil behovet igen måtte opstå. Skikkelsen har en uforklarlig evne til at sørge for, at capoierabevægelserne altid kun rammer luft – hvilket er godt, for jeg er ret sikker på, man ville blive nedlagt af dem. Man ser aldrig vedkommende i andre omgivelser end til selve koncerterne. Jeg er sikker på, at de kan opløse og manifestere sig selv ved viljens kraft.
Ikke desto mindre var der på papiret god mulighed for netop en tændt pit med en god slåskamp til Decorticate, det var bare som om, det aldrig skete.
– Vi spillede i København i går, I får resterne, indledte Adam Marquez, og selvom det selvfølgelig ville være oplagt at skyde skylden på det, stod de bare alligevel og dryppede sved allerede efter to numre, så det var ikke fordi, de ikke gav sig. Det giver perfekt mening, for der var skruet helt op for vanvittigt hurtige fingre på bas og fremragende guitarfjæs undervejs i deres no-nonsense tilgang, som krydres med masser af arrogant attitude. Man kan spørge sig selv, hvorvidt det er powerviolence eller fastcore, og selvom det måske nok snarere falder i førstnævnte kategori, fordi fastcore måske nok er lidt mere musikalsk i det, og det her er mere et overgreb – så ender det alligevel mest af alt i et identitetsspørgsmål om, hvorvidt de ser sig selv mest som punk eller metal. Attituden fra scenen kan godt gøre mig nervøs for, om jeg nu også har sagt nok pæne ting om dem, for jeg kan godt være lidt bange for, at de ellers fanger mig ude i skolegården og smadrer mig.
Hvor EYES senere trak den mest (energi-)fyldte sal den lørdag som det næstsidste band på programmet, var der stadig tre bands endnu, som ikke skabte særlig meget bevægelse. Måske skal der bare en Victor Kaas, som ironisk kommenterer, at han da egentlig troede, at det var en hardcorefestival til, før det kunne lykkes, men Ronker spillede også for et stort set stillestående publikum. Jeg var blevet nysgerrig på hvem Ronker udgjordes af inden deres set, for det første nummer, jeg faldt over fra deres hånd var ‘Ballad of the Big Boys’, og dets tilbageskuende, spoken word-agtige kvalitet har en så enorm britiskhed over sig, at det kan overraske, at de er fra Belgien. De spillede desværre ikke nummeret til ILTER, selvom det måske er noget af det bedste, de har udgivet. Jeg holder fast ved, at post-hardcore er en skraldespandsbetegnelse, men indimellem må man også sætte pris på den slags, når man bruger det meste af en koncert på at overveje, hvad fanden det er for en genre, man er vidne til. Selv kalder de sig for “speednoise”, men der er simpelthen for meget langsom 90’er-inspireret guitar til at jeg køber den.
En ronker er en britisk betegnelse for det værste hvide udskud, man kan tænke sig. Sådan en, som lider af alvorligt tvivlsom personlig hygiejne, dårlige manerer og aldrig har gidet det der med en uddannelse, men til gengæld godt gidet småkriminalitet og som går rundt med deres pitbull i et stykke reb. “Scum of the earth,” som min engelske ven formulerede det, da jeg spurgte ham, hvordan man skulle forstå konnotationerne, og med tydelig – og meget britisk – foragt: sådan en, som ikke bruger en sukkerskål, men snarere høvler teskeen direkte fra koppen ned i en sukkerpose, hvis indhold samler sig i tefarvede klumper. Lyrikkens enormt britiske fremførelse videreførtes dog ikke til smalltalken mellem numrene, hvor det i stedet blev meget tydeligt at høre en belgisk accent. Forvirret måtte jeg spørge ind til navnet, og selvom jeg hørte flere påstå, at de godt kendte ordet fra svensk, så viste det sig ganske rigtigt, at Ronkers egen forståelse er lig den britiske, selvom de snarere fremstår som en flok gode drenge med pænt hår, som er gået ud af gymnasiet for ikke så længe siden.
Hvis du ikke kender den svenske, så slå den op.
Samme, stillestående fornemmelse trækkes automatisk med til næste internationale indslag, og det ér måske heller ikke lige screamo, der får folk til spontant at cirkelsparke. Selvom mexicanske Joliette virkede som et inderligt sympatisk band, som virkelig ønskede at connecte med deres publikum, så var det bare mest som hvis atmo-black gerne ville være punk for en dag, men nogle gange også ombestemte sig. De langsommelige passager var såmænd udmærkede, men kiggede jeg ned ad min egen Vægtløs-t-shirt blev jeg hurtigt mindet om, at god screamo er noget, man kan mærke, og der var ikke anden gevinst end rastløshed for mig at hente her. Bandet søgte i forbindelse med deres deltagelse i ILTER et sted at sove i Odense, og jeg håber, at de fandt det. De har garanteret været smaddersøde gæster.
En festivalbredde er altid et tveægget sværd, især når man debuterer på en festival hvis fokus er på genrer, man ikke selv opsøger som hovedgenrer. ILTER har et fint blik på den crossover-energi der er at finde i punk og hardcore, og selvom jeg sætter stor pris på at blive skolet i to dage må jeg erkende, at jeg (stadig) ikke nødvendigvis forstår punk. JJ & the A’s er tydeligvis et fint match for de fleste andre tilstedeværende, men jeg havde den bare ikke, heller ikke selvom jeg egentlig godt kunne forelske mig i deres energi. Jeg havde til gengæld hvad der føltes som en begyndende lungebetændelse, og besluttede at den nok helst måtte plejes med et gensyn med Arne. Når man kan fremhæve stemningen på ILTER, så handler det også om, at både koncertafviklingen, som faktisk tilgodeser tid mellem koncerterne og så omgivelserne fordrer, at man kan få et pusterum. Og de nye venner møder jo ikke sig selv. Der var bar tre forskellige steder, og selvom udeserveringen i forårsaftenen var magnetisk, så skal den røde bar på første sal nævnes, og også her mødte jeg usædvanligt venlige frivillige, som tog imod komplimenter for deres pragtfulde energi og højnede den generelle fornemmelse af god karma.
EYES bød op til dans på festivalens ubetinget mest livlige gulv. Men altså.. Det er EYES. Der er ikke så meget at skrive, som vi ikke allerede har skrevet, og de havde både guf fra gemmerne og nyt materiale fra ‘Spinner’ med. De har det til fælles med Lifesick, at begge de laver effektiv hardcore. Som en af de eneste artister kørte Kaas i øvrigt god stil med lidt hype, både rettet tilbage mod JJ & the A’s og frem mod Lifesick, som skulle lukke og slukke. Men hvor der blev decideret varmt i lokalet under EYES, så havde Lifesick snarere 10-15 mennesker at kommandere rundt i circle pits, mens vi andre forholdt os lidt mere roligt. En placering som sidste band kan være en velsignelse og en forbandelse, og man ved aldrig hvordan det falder ud før tidspunktet på aftenen. Det er en sandhed, der gælder for ILTERs gæster, at der bliver lagt penge i baren, og måske indhenter det nyfundne forhold til Arne en del af publikum på dette tidspunkt. Måske spiller det også ind, at vokalist Simon Shoshan ikke var med denne aften, og at Nicolai Lindegaard havde lagt guitaren fra sig og gav den som frontmand. selvom det i sig selv var en imponerende kraftpræstation, han lagde for dagen, kunne man mærke, at det ikke er hans primære sfære.
Om ILTER har forløst sit samlede potentiale er jeg usikker på, men rygtet vil vide, at der er en god sandsynlighed for, at det nok var den sidste ILTER – i hvert fald som vi kender den. Det føltes også på en måde definitivt da de tre bagmænd troppede op på scenen med solbriller på hver især for at sige søde ting til publikum og takke for den opbakning, de har modtaget. Man kan krydse fingre for, at den vil rejse sig som en fugl fønix og brænde endnu klarere i et nyt setup (må vi fra Selvtægts side have lov at anbefale et samarbejde med gøglerfabrikken Dynamo?), for Odense har brug for kærlighed, undergrund og flere muligheder for at gå på røven over det, man oplever.
