Ilter Festival er i syv år blevet båret af entusiasme, dedikation og en åbenhed over for alt det, punk og hardcore kan være. Fredagen på den odenseanske festival viste med bl.a. The Hirs Collective, Siste Sort, Dartz og Hexis, hvor stort spektret er – og hvordan ihærdighed kan vinde over korslagte arme.
Lad være med at tro på varsler, lad være med at lægge noget i symbolik, hold hjertet og ørene åbne, tag imod og giv tilbage: Ilter er en kærlighedsfestival, der handler mere om vibe end navne, om at gå på røven over ting, man ikke havde forudset, man ville gå på røven over, bære over med dem, der går på røven på scenen, og bare have det fedt med, hvad det er, for hvad det er.
Hvis man ikke har stivet sig af med dén positive indstilling, kunne man ellers godt komme til at tage slutningen på åbningskoncerten som et billede på festivalen, og så kunne man lige så godt bare gå hjem eller i åen. Det er det øjeblik, hvor Henret har spillet en lige så energisk som drønende anonym metalcorekoncert propfyldt med bassdrops og en wifebeater-og-skibsdrengshue i front, der bliver ved med at råbe på cirkelspark, men heller ikke selv virker, som om han rigtig tror på det, når han går ud i the halvmåne of death foran scenen. Men nu er der alligevel en gut på forreste række, der synes, at sangeren skal slutte sejrrigt af med et crowdsurf: Han giver ham en hestesko, sangeren ser skeptisk ud, men kravler halvvejs op på hans skuldre, fyren vakler, prøver igen, benene giver efter, sangeren må kravle af, det var så det.
Det er de samme gode intentioner, der har båret Ilter gennem syv år, og klart, den har været noget mere stabil end en begejstret fan, der overvurderer sine egne kræfter, men der har også særligt i optakten i år været en følelse af, at det burde være blevet til mere. Ikke noget enormt, men det ville da have været fedt, hvis vi kunne have pakket Den Fynske Opera så tæt, at Henret-dude bare selv kunne beslutte sig for at vade ud over os. Den lidt halvtomme følelse er gået igen, når man har kigget på programmet: Det er da fedt nok at se de danske navne igen, og det bliver interessant at se, hvad de ukendte udenlandske er for noget, men hvad er trækplastret? Hvad skal få andre end Anders til at rejse hertil? I 2021 spillede Lack deres første koncert i 13 år på Ilter, det var magisk ekstatisk og urimeligt svært at skulle leve op til for nogen, men Discharge har spillet der, Rotten Sound har spillet der, Disfear og Bold har været der. I 2025 er det eneste navn, der rigtig har fået nogen til at løfte øjenbrynene, The Hirs Collective, men de spiller også både i Aarhus og København, og så er de altså The Hirs Collective – det er ikke helt i samme liga som førnævnte. Det har kunnet mærkes på billetsalget, det sucks, det gør det også, at festivalen ligger oven i Colossal Weekend, det er omstændighederne, “it’s … what I’ve got to work with,” som den fejlslagent kønsskiftede østtysker siger om sit skridt i ‘Hedwig and the Angry Inch’.
Koket uduelighed
Men hul nu i det, for nu kommer Jakobe, og der er altid en dirrende usikkerhed over det, når de spiller: Kommer de til at spille den samme sang? Samtidig? I takt? For mig var det super fedt, første gang jeg så dem for halvandet år siden, fordi der er noget på spil i den vaklende amatørisme, men jeg kunne måske nok også godt være lidt tilbøjelig til at synes, at de gerne snart måtte have udviklet sig. Der er noget koketteri over udueligheden, men det er egentlig mere det, at det efterhånden mere virker som ugidelighed, og det smitter af på i hvert fald mig som tilskuer. Hvorfor skulle jeg berøres af det her, når de selv er pisse ligeglade?
Punkrock er ikke bare at være elendig som en langemand til præstationskulturen (eller noget), og det eksemplificerer Siste Sort glimrende bagefter: Den bergensiske kvartet spiller stramt, har gode, fængende sange i Wipers-stilen, og sanger-bassisten kører dagens første rigtig fede look som en sej skolesekretær fra 80’erne med udvasket permanent, sygekassebriller og en fortidsfremtidsjakke, hun har vundet i airhockey fra en af snotungerne nede i klubben. Dartz fra New Zealand bagefter har til gengæld en guitarist, der ligner et par Culkin-brødre på én gang, og hvad kiwierne måtte savne i mindeværdige sange, kompenserer de rigeligt for med en på én gang skødesløs og hårdt kontrolleret løssluppenhed, der føles som at være snaldret og på skateboard og urørlig. Jakobe, tag noter: Det er sådan her, man lyder baldret med manér.
Der er et intermezzo bagefter, hvor Barren Womb spiller fuzzet garagepunk, men mest udmærker sig ved alle de spørgsmål, det rejser, at to norske mænd har taget lige præcis dét navn. Lidt det samme undrer jeg mig over, da The Hirs Collective kl. 23 går på: Jeg havde ikke forventet, at de havde hele perlerækken af prominente gæstevokalister fra de senere plader med, men jeg havde forventet mere af et kollektiv end en duo. Det er sikkert bare mig, der skal lave min research næste gang i stedet for at insistere på at møde det hele med et åbent sind uhæmmet af forudindtagelser. Det er vist også bare mig og min Selvtægtskollega Aino, der overhovedet ikke føler den her koncert, det er bare lidt … lidt? Samples af popsange, båndede beats og synths, én, der lægger sådan noget rigtig industrialmetalguitar ind over med tunge, nedstemte akkorder og fræs, én med en virkelig stolt og smuk skullet, der forpustet råber om ting, der er irri. Der sker utrolig meget, det er ikke det, det rører mig bare alt for lidt. Måske havde det alligevel været bedre, hvis jeg absolut ingen forventninger havde haft til The Hirs Collective og bare var gået ind og blevet overvældet af, hvad fanden det var, der skete der.
Jeg kan ikke lade være med at bære skepsissen med mig videre ind til Hexis, der spiller som førstedagens sidste band ved midnat. Ikke noget dér, jeg kunne egentlig godt lide pladen ‘Abalam’, der kom for 11 år siden, og jeg har set ret gode koncerter med dem både helt i starten på KB18 og for en god håndfuld år siden oppe på Teater Momentum lige oven på Den Fynske Opera. Med al respekt for den vidt dokumenterede dedikation, Filip og Luca lægger i Hexis, har jeg svært ved for alvor at føle det, de laver. Men der undervurderer jeg også bare den effekt, det har at spille aften efter aften, år efter år, hver gang foran et nyt publikum, der ikke helt ved, hvad der skal ramme dem, og som de heller aldrig selv kan være helt sikre på, hvordan de skal ramme. Den erfaring, det har givet dem, kan man ikke undgå at mærke som publikum. Og selv hvis den kværnende blackened deathcore, de efterhånden er ovre i at spille, så måtte lade én falde i staver, skaber strobelysene en knugende og knusende følelse af ubehag og uligevægt, som får tiden til at opløse sig og musikken til at give mening. Det virker simpelthen. Jeg føler mig komplet desorienteret, og den katastrofestemning er alligevel en hel del mere værd at tage med sig fra en koncert ud i den odenseanske nat end skepsis og ugidelighed.
