Fredagen på A Colossal Weekend viste sig at være et perfekt eksempel på, hvorfor man burde tage til festivalen
Den portugisiske forfatter Fernando Pessoa skrev følgende i sin bog ‘The Book of Disquiet’ “My soul is a black maelstrom, a great madness spinning about a vacuum, the swirling of a vast ocean around a hole in the void, and in the waters, more like whirlwinds than waters, float images of all I ever saw or heard in the world: houses, faces, books, boxes, snatches of music and fragments of voices, all caught up in a sinister, bottomless whirlpool.” Lige netop den følelse får jeg, når jeg er til A Colossal Weekend. Tredagsfestivallen i København formår nemlig at gribe fat om nogle af de mørkere sider ved eksistentialismen. Det er en ting, som alle har mulighed for at gribe fat om, om man lytter til Billie Eilish eller black metal.
For det mørke vil altid være fremtrædende til en eller anden grad i det musikalske. Også ved Karambolages støvede ørkendoom, der bliver fremført i Basement med havprojiceringer på væggen. Jeg ved ikke, hvorfor der bliver projiceret vand på væggen, men det gør det faktisk en del federe og fremhæver det visuelle udtryk mere, sammenlignet med en normal koncert.
Trioen virker også til at have ret godt styr på det musikalske. Det kan godt være, de sejler lidt rundt i genrerne, men overordnet føles det som om, at de har fundet et udgangspunkt og derfra spiller videre på hinandens idéer. Det føles nemlig ikke underligt, når ørkendoomen går hen og bliver til en slags post-metalbreakdown med progressive tendenser eller fatamorgana-rock, hvor de opløftende melodier træder frem i det blide, men voluminøse lydbillede.
Karambolage føles ikke som en ørkenvandring, hvor man egentlig bare står og venter på, at koncerten er overstået. Det gør næste band Indignu heller ikke. Men på vej op mod Lounge-scenen hører jeg en underlig brummen fra Lille Vega, som jeg tænkte var et soundcheck. Det er det ikke, men i stedet en slags bodyartperformer ved navn Spirit fra Amerika, der knurrer og gestikulerer, som var hun taget direkte ud af The Conjuring.
Tålmodigheden holder dog ikke længe, da optrædenen føles redundant allerede efter to minutter. Jeg bevæger mig derfor videre op af VEGAs trapper for at se Indignu. Det starter ud som meget af den post-rock, man allerede kender. Du ved, den post-rock, der har lidt strygere her, en gentagende og melodisk basfigur dér og et overordnet blidt udtryk i lydbilledet. Og ja, det er også sådan Indignus koncert føles størstedelen af tiden. Men samtidig formår de at afvige fra formularen ved at have passager, der er så eksplosive og næsten metaltunge, at det tilføjer lidt ekstra til oplevelsen. De er ikke et “stå stille på scenen”-post-rockband. I hvert fald ikke hele tiden, når guitarist Afonso Dorido flyver rundt på scenen som et barn i en slikbutik under de mere voldsomme sangpassager.
Man kan godt mærke, at Indignu er inspireret af de store postrockbands som Godspeed You! Black Emperor og Yndi Halda, men det gør måske ikke noget, når de stadig har deres egne musikalske indspark her og dér. Og så er det heller ikke en dårlig ting at lyde som Yndi Halda, når de er så fuldstændig eminent gode.
Aftenens første hovednavn er danske Konvent, der har spillet så mange udenlandske festivaler, at det ikke kan betale sig at undersøge, hvilke, der har været de største, men blot kan nøjes med at sige, at de har haft ganske fin eksponering i udlandet de sidste år.
Til en gyselig smuk version af ‘Solen er så rød, mor’ træder de sortklædte musikere på scenen, hvorefter der bliver leveret knusende tunge doomriffs fra Sara Helena Nørregaard og Sophie Lakes guitarsamspil. Jeg ved ikke, om det har været konsekvent uheldig placering, men hver gang jeg har set Konvent, har vokalen fremstået dårlig i lydbilledet. Det lyder ikke særlig meget som en vokal, men mere som en monoton buldren, der fuldstændig forsvinder i lydbilledet, når vokalist Rikke Emilie List bevæger sig højere op i sin vokalspændvidde. Men jeg synes egentlig ikke, at det er vokalen, der er det mest tiltalende ved Konvent. Deres hypnotiske tordendoom er groovy, hvilket jeg føler er det, der indkapsler deres lyd allerbedst. Også i aften, selvom det ikke er den bedste gang, jeg har set bandet.
Hvad angår et af festivalens højdepunkter, så er Briqueville vanvittige live. Af hvad jeg har forstået, så har det her været et af de bands, som mange så frem til. Og selvom der var delte meninger mellem mig og min kollega, der synes det er noget pjattet fastelavnsmetal, så kan jeg godt se bort fra kostumerne og lade mig falde ned i Briquevilles sorte hul af støj- og lydmure. For mig gør udklædningen faktisk heller ikke noget, da det minder mig mere om et dystert maskebal eller de genkendelige pestlægemasker tilbage fra 1600-tallet.
Men det er ret uimodståeligt, når bandet formår at kreere fuldkommen øredøvende støj og manisk sang, der fint komplementerer hinanden. Det lyder næsten som, hvis Swans spillede voldsom støjmetal – det er en stor ros. Det uafbrudt blinkende lys får det allerede hektiske lydbillede til at fremstå endnu mere hektisk. Nærmest rituelt bliver det, når medlemmerne finder primitive percussioninstrumenter af træ frem og slår dem sammen henover det tunge støjhelvede. Bands som Briqueville er årsagen til, at A Colossal Weekend har statussen som en af Danmarks allerbedste musikfestivaler. Generelt.
Wiegedood er også et godt indspark, da de belgiske black metallere altid sørger for en kampklar optræden. Pusterummet er heller ikke stort mellem Briqueville og Wiegedood, når der bliver lagt ud med nummeret ‘FN SCAR 16’. Det lyder blodtørstigt, ligesom Levy Seynaeves skrattede vokal, der bliver artikuleret med en overlegen gennemslagskraft.
Men fordi Wiegedoods konfrontatoriske maskingeværsblackmetal konstant bliver fremført så uafbrudt, synes jeg lidt, at voldsomheden mister sin betydning. Det gjorde den ikke sidst jeg så dem på Pest Fest i 2022, så det kan være, at de har en dårlig dag? Med Wiegedood er man nemlig ikke i tvivl om, hvad det er, man får leveret. Og os fremmødte får også præcis det, vi er kommet efter: misantropisk voldsomhed i konfrontatorisk black metal, men det føles ikke som det niveau, man havde håbet på.
Bliver Wiegedood for mørkt til dig, kan du også tage et smut forbi Basement, hvor afløseren for Pleaser spiller, nemlig den danske duo Michael Ellis, der er noget af et skift, fra hvad man ellers er vant til med Pleasers motorsav- og slikkepindspunk. Michael Ellis spiller en abstrakt sammenblanding af diverse genrer, men overordnet ville det give bedst mening at indkapsle det som en slags mathrock.
Det er ikke kun musikken i sig selv, der er abstrakt, men også de tohovedede ansigtsmasker og de skiftende projiceringer på væggen, der ligner en slags Current 93 eller Nurse With Wound-albumcovers. Det passer ret godt til musikken, der næsten føles omfavnende, også selvom det hurtigt går fra psykedelisk spacerock med tons af reverb til en tung og djentet passage, der får en til at genoverveje sine evner til at tælle taktarter korrekt.
Dog kan jeg godt savne noget tekstur, da det indimellem føles som en uafbrudt jamsession, hvor guitarnørderne med stor glæde kan betragte alle de underlige fingerbevægelser. Men selvom jeg har det sådan, så er Michael Ellis stadig en god tilføjelse til festivalen og ligeledes et rigtigt godt bud på, hvordan det ville lyde, hvis Salvador Dalí spillede mathrock.
Noget andet kunstnerisk eller snarere teatralsk er norske Witch Club Satan. Med deres feministiske budskab sat til kulsort ritualistisk hekseblack er de klar på Lille VEGAs scene til at cementere sig som fredagens hovednavn. De ligner alle en slags black metalversion af gyserdukker fra en horrorfilm, når de står på scenen malet hvide og sorte i hovedet.
Havde det ikke været for Witch Club Satans fuldstændig maniske tilgang til black metal, så havde det nok ikke været noget for mig. Hovedsageligt fordi jeg godt kan have det svært ved ansigstmalingsblackmetal. Men Witch Club Satan formår at være en del mere interessant end meget andet norsk black metal. Det skyldes både de tre musikers scenetilstedeværelse, hvor hvert medlem på en eller anden måde får lov til at være i fokus og vise deres kompetencer, men også grundet noget af det mere fundamentale i deres musik. Alle medlemmer får lov til at overtage vokaltjansen under koncerten, og når bassist og vokalist Victoria Røising tager et sværd frem og skraber det op og ned af basstrengene, fremhæver det hele det teatralske element i deres optræden. Og selvom der er ansigtsmaling og edgy våben på scenen, er det ikke den stilistiske formular på nordmandsblack. Witch Club Satan implementerer både langsomme og harmoniserede sektioner, der indimellem lyder mere rocket end black metallisk.
Koncerten er også indholdsrig på andre måder som det fremtrædende feministiske budskab i forbindelse med historier om heksebrændinger eller digte, der handler om voldtægt og overgreb, hvis man afkoder dem ordentligt. Det kunne også være deres antikrigsbudskab med konkrete eksempler på aktuelle konflikter og verdensfred. Eller det faktum, at de halvvejs gennem koncerten smider tøjet og fremfører resten af koncerten nøgne for at lave et statement om kvinders kroppe.
Om man ser Witch Club Satan som et black metalband eller som et feministisk kunstprojekt, der egentlig ikke handler super meget om det musikalske, må være op til den enkelte. Men når de har sådan en stærk musikalsk bagage i ryggen, taler det meget op til, at projektet ikke bare er et feministisk statement, men også et band, der oprigtig har styr på de musikalske evner.
Katla spillede også, men det var i sådan en særlig anledning, at vi var nødt til at skrive en separat anmeldelse af den koncert.
