I denne omgang føles Kortlisten lidt som en seance. Eller – der er i hvert fald en posthum EP fra et forhenværende band, som får hjertet til at flitre bare en lille smule. Og så er der en masse andre gode sager.
Ostraca – ‘Eventualities’
Fra Demersals Emil Lakes stories opdagede jeg dette amerikanske band, der spiller hele raden fra post-metal over screamo og til emoviolence, og jeg må bare sige, at det var et absolut fremragende fund. Stemningen er uovertruffen på denne fire numre lange EP, der starter langsomt, men bygger op til noget særdeles forbløffende.
Det er særligt kombinationen af de melodiske flader med et trommespil og vokal, der ligger i den helt anden ende af spektret, der gør det spændende og sørger for, at det lyder dugfriskt. Lyrikken føles næsten som at læse spoken word-poesi, og selvom det ikke ligger til mig at prøve at forstå ordene, når der synges, så er det nogle meget fine små tekstbidder.
JEALOUS MIND – ‘BORN WITHOUT A MIND’
Af en eller anden grund ligger denne EP ikke på New Haven-bandets bandcamp-side. Det er ok irriterende, men det kan findes på diverse andre underlødige streamingplatforme som for eksempel Spotify.
Connecticut-punkerne åbner med fuld skrald på ‘SLUMLORD’, der grundlæggende handler om at myrde udlejere. Sidenhen nuanceres der med ‘KYS’, der udvider konceptet. Hvis man skulle være i tvivl, er det her ganske hidsig hardcore, men det, der adskiller dem fra så meget andet, er, at der stadig skeles ganske meget til punken, så det ikke forfalder til gryntende knogængeri hele tiden.
Generelt skiller JEALOUS MIND sig ud fra de andre beatdownere, vi har med at gøre i denne omgang, ved reelt at have tænkt over lyrikken. Det giver det altså lige et ekstra touch, det må jeg indrømme.
Splizz – ‘Splizz’
Ok, men vi er vel nærmest alle sammen enige om, at ‘Seventeen Seconds’ er den bedste The Cure-plade, ikke?
Det tror jeg i hvert fald, jeg er enig med berlinske Splizz om, for den her omgang mørk og melankolsk, tysksproget post-punk er som sprunget direkte ud af den geniale udgivelse helt tilbage fra 1980. Det er goth as fuck, men på den moderne måde, hvor det er ruskindsjakker og mørke hurtigbriller og en besynderlig asymmetrisk klipning. Men det er fedt nok.
Skyggekat – ‘Skeleton Flowers’
Da jeg var til FEYESTIVAL faldt jeg i snak med Jens Wejs, der er rimelig fast inventar i den københavnske . Han pitchede mig sit nye projekt “Skyggekat” (der desværre ikke har noget med X-Men at gøre, red.), og jeg lovede at lytte. Det kan jeg nu være glad for.
Der findes en del post-rock rundt omkring, og det er ikke altid, der rent faktisk er noget nyt, der følger med, men her har Wejs gjort noget ret spændende. Første track viser nemlig post-rock, hvor rock er skrevet med store, fede bogstaver, og R’et er bagvendt. Det er ren attitudefræs i en genre, der ellers ofte forfalder til stor- eller sødladenhed, og jeg er vild med at prøve noget nyt. Det er, som om man har hugget genren fra skolegårdens nørder og vist dem, at det også kan være sejt.
‘The Angels’ Share’ er lidt mere traditionel med en fin gæsteoptræden fra en cello, mens ‘heartdrums’ igen finder noget riffing frem. Skyggekat er godt på vej.
TELOS – ‘what they built’
TELOS er døde. Det beviste de sidste år, da de takkede af med maner på Stengade. Men døden er ikke nogen hindring, når musikken brænder igennem på så voldsom vis, som den altid gør for det hedengangne københavnerband.
‘what they built’ blev primært skrevet, inden bandet takkede af sidste år, og viser, hvordan det stod til lige inden afskeden. Spoiler alert: Det stod voldsomt til.
TELOS har udviklet sig en del gennem årene og blev kun voldsommere og voldsommere, og det kan man høre på denne EP. De dobbelte vokaler på åbningsnummeret er dødrå, og Lakes trommer er som altid indviklede, snørklede og bragende hårde – ligesom det mathede guitarspil i øvrigt er det.
Selvom jeg savner TELOS, kan jeg kun respektere, at man stopper på toppen, og med ‘what they built’ sætter de en stor fed streg under det.
Lâche – ‘HELL’
Vi trækker i en lidt mere melodisk retning med norske Lâche, der kombinerer fed, melodisk (post-)punk med screamo-vokaler, der i de rene passager minder ret meget om The Cars’ Benjamin Orr, hvilket er rimeligt sejt.
Jeg ved ikke, om det er på grund af navnet eller lyden, men jeg ville i højere grad have gættet på, at dette band kom fra Frankrig end Norge, men det er alligevel skønt at høre, det ikke kun er vores hjemlige Omsorg eller Puke Wolf, der kan spille noget godt med følelserne uden på tøjet.
Det er vældigt interessant at have så stor en portion new wave i sin emocore, og jeg kan høre en masse udvikling siden debuten i 2017, og jeg kan kun håbe, at denne EP bliver indgangen til en hel plade. Det fortjener vi.
Not Without Punishment – ‘Blood Runs Cold’
Jeg ved simpelthen ikke, om det, at man spiller sur hardcore, gør, at man har så hulemandsagtig en tilgang til internettet, at man ikke kender Bandcamp, men ligesom det var tilfældet for JEALOUS MIND, bliver vi her nødt til at bevæge os over på svenskens ækle platform for at lytte (man kan også bruge de andre tjenester, der er marginalt mindre nederdrægtige, red.).
Men den hidsighed, det medfører, passer rigtig godt til det southamptonske metalliske hardcore-orkester, der sagtens kunne være pligtlytning for alle, der kan lide Lifesick (og også for Lifesick selv faktisk – efter deres seneste plade at dømme). Der er hulemandsriffs galore, UGHS, råberi, samples og gode, rullende blasts. Der er smurt flade madder til alle her, og nogle gange får guitaristen også lov til at tappe sig igennem en lille solo, så ikke et øje er tørt. Sådan her skal det være.
Glow – ‘Promo ‘25’
Tyskerne fra Glow har til gengæld styr på begge dele. Der skal lige arbejdes lidt på mixet, men Vivs rasende vokal over den solide beatdown er fremragende, og da produktionen så lige pludselig skifter karakter og hiver instrumenterne frem, står man nærmest dirrende og venter på en pit. Det kan man nok roligt forvente at opleve, hvis man skulle være så heldig at opleve det kölnske band live. Jeg ved i hvert fald, at jeg gerne ville.
Split – ‘2300’
Jeg har altid haft det lidt svært med Amager. Jeg er vokset op på Vestegnen, så min oplevelse er, at de to er lidt det samme, men at man nærmest partout skal igennem Indre By for at komme væk fra øen. Og så vinder Vestegnen altså et enkelt point ved, at man kan undgå det.
Men folkene i Split er af den type, der får tatoveret deres postnummer, geografiske tilhørsforhold eller måske endda deres efternavn med gotiske bogstaver ned af underarmen, så de er sikre på altid at kunne huske det. Og i stedet for at gå meget op i fodbold så spiller de så en form for hardcore, der er bølleheftig, men på en eller anden måde er bygget op som technotracks, hvilket er mere interessant, end man skulle tro. Jeg kunne dog i den grad godt undvære Slipknot-referencerne. Det er sateme et lorteband at være fan af.
Min arrogance og elitisme skinner igennem, jeg ved det, men jeg synes faktisk, at Split gør nogle ting, som er værd at lytte til, hvis man gerne vil have sparket lidt reel aggression ind i sit efterhånden lidt dovne hard- eller deathcoreband. Dovenskab er der nemlig ikke plads til her, det kan man være sikker på.
