Slayer er for nylig gendannet. Efter en karriere, der har strakt sig over langt flere år end gode albums, gik de fra hinanden for hvad, der virker som et par måneder siden. Nu er de så samlet igen. Det viser med al tydelighed, hvad det vil sige at være et middelmådigt band bestående af middelmådige mænd. De var langt fra toppen, da de gik fra hinanden, og deres genforening har kun rykket dem længere væk.
Sådan er det ikke for Telos. Kunstnerisk var det det københavnske bands på deres absolut højeste med sidste års ‘Delude’. Derfor er det også så meget desto ærgerligere, at de ikke længere har overskuddet til at fokusere på det kaotiske mathcoreband, der har trukket fans fra Litauen til Canada. Ikke desto mindre, er det af den årsag, vi er samlet i aften. Med beskæftigelse i andre bands – LLNN, Eyes, Demersal, Meejah, Regarding Ambiguity, Kollapse – kan Telos ikke længere få det engagement, det kræver, og medlemmerne har derfor meget modent valgt at trække stikket. “Stop, mens legen er god”, siger man. “Quit, while you’re ahead” i udlandet. Så denne aften på Stengade er Telos svanesang. Eller gravøl, om man vil.
For øl var der masser af. En gedigen fætter-kusinefest af den københavnske hxc-scene inklusive hele periferien. Vi så, og hilste på alt fra Meejah, Salver, Skt. Delarge, Beskidt Service, SYL og mange andre, særligt fordi vi nøjedes med at opleve halvanden sang fra svenske Kampsport og lidt mindre fra Galge. Vi tænkte, at vi sagtens kunne nøjes med ét mandehardcoreband denne aften, og det skulle være Telos. Så vi benyttede muligheden for at slappe af i loungeområdet i stedet.
(Efter deadline er redaktionen blevet gjort bekendt med, at Kampsport er et queerband. Vi beklager, men lader den originale tekst stå for kontekst, red.)
Øllen flød på Stengade, og der var blevet udsolgt. Det betød også, at både rygerum ovenpå og kælderen i bunden var ganske fyldt. Alligevel var det ikke den eksplosive feststemning, vi er vant til, vi mødte. Det var som om, at det faktum at det var “farvel og tak” farvede det meste af stemningen. Bevares, vi mødte også dem, der havde svært ved at kæmpe sig ned af trapperne uden krampagtigt at holde fast i gelænderet allerede efter første opvarmning, men de fleste var alligevel i et mere afdæmpet humør.
Det gjaldt også på scenen. Telos var så velspillende som nogensinde, men alligevel var det som om, man kunne mærke afmatningen blandt dem. Victor Kaas skiftede mellem hidsig hulemand og manic goblin dreamboy-mode når han kastede sig rundt på scenen og han blev fremragende suppleret af Viktor Ravn på venstre flanke, så de to formåede at skabe vokal-(dis)harmonier til den store guldmedalje.
Emil Lakes trommespil var så ekvilibristisk som nogen sinde, og det er ikke uden grund, at han er blandt de mest eftertragtede musikere i scenen. Philip Friis Petersens evner på guitaren var som altid overvældende – jeg har været imponeret over hans evner siden jeg så dem i Underwerkets kælder og Kollapses Peter Clement Lund viste, at han er lige så dygtig på bas som på guitar. Når han og Peter krabbede sig igennem et særligt beskidt breakdown i bedste Attack Attack-stil, var det strålende.
Der var ikke en teknisk finger at sætte på bandet. Lad det stå med to streger under.
Kaas var i sit melankolske hjørne, og det var nok det, vi kunne mærke. En pit bølgede frem og tilbage i løbet af koncerten, og på besynderlig vis var den tomme angstplet placeret midt i publikum, hvor gulvet mindede meget om kulturministerens isse. Foran var der stemning og cyklisk slåskamp og adskillige mennesker kastede sig henover resten af de forsamlede flere gange da afslutningen nærmede sig.
Men Kaas’ introspektive tilstand betød også, at publikum ikke blevet pisket helt så meget igennem som vi plejer. Adskillige gange takkede han for, at vi var kommet. Han annoncerede den sidste EP, der udkommer om et par uger og ellers koncentrerede han sig om at skrige højt i mikrofonen, der blev holdt over hans hoved som en speedball i et boksecenter.
Men vi kunne mærke, at det var slut. Det var gravøllet. Og det kan ingen vel bebrejde bandet for at føle endnu mere end os andre.
Da Kaas’ annoncerede, at det nu var sidste gang vi skulle høre ‘Helios’ brølede salen i kor, og det massive track skuffede heller ikke. Det var storladent, aggressivt, melodisk og kaotisk på én gang. Alt det, der er Telos.
Inden bandet forenede sig i et fælleskram på scenen efter sidste ekstranummer, lukkede Kaas af med ordene: “Tusind, tusind, tusind tak. Vi var Telos!”.
Og det var de. Vi siger tak for indsatsen og thank you for the music.
